Hvem havde dog troet...

1 år siden afgang – det går godt.

Det var lidt vildt at sende baby-beskeden ud i verden. At have gået med en hemmelighed i de her uger og så pludselig sige det højt. På en eller anden måde bliver det virkeligt, når det står lige der på skrift. Og det bliver virkeligt, når man får verdens sødeste beskeder fra både familie, venner og mennesker man ikke kender. Så tak for det. Tak for at gøre det hele mere virkeligt for os.

Baby-planerne fylder selvfølgelig i vores hverdag. Men det har de jo gjort de sidste 7-8 uger. Og vi oplever stadig helt vildt mange skønne ting, som ikke er anderledes end før vi fandt ud af at der var en baby på vej. Det er måske den aller største forskel på at være gravid for 1. eller 4. gang. Verden går ikke i stå. Tiden står ikke stille. Og jeg kan sagtens glemme det flere gange i løbet af en dag. Det var helt klart ikke sket da jeg var gravid med Gustav (og nok heller ikke med Bertram).

Lige nu er der samlet så mange skønne mennesker her i vores ankerbugt. Vi har fået mange nye venner – og der har været gensyn med en – for os – særlig båd med dejlige mennesker ombord. Et særligt møde med en kvinde som jeg allerede ved første møde følte mig tæt forbundet med. Læs her. Og venner til ungerne – både de store og små.

Jeg er igen ret taknemmelig over hvor mange kloge og skønne kvinder jeg er så heldig at møde her midt i vores eventyr. Kvinder, der minder mig om at være lige her. Som for en stund erstatter de blide, stærke og omsorgsfulde kvinder, som er i mit liv – men lige nu langt herfra hjemme i DK.

Og jeg bliver helt klart bedre til afsked. For jeg ved jo godt at den her forbundethed, som kan føles så stærk i øjeblikket, – den er kun til låns. Og lige om lidt skal jeg sige farvel til både dem fra Australien, dem fra Schweiz og dem fra Norge. Men jeg græder ikke over det mere. Nu glæder jeg mig over alt det vi kan nå at give hinanden, når vore spor krydser hinanden og når vi lever et fælles eventyr for en stund.
Og ungerne er gode. De elsker at møde andre børn, som er i samme båd som dem. Som lever det her skøre liv og som kender til ustrukturerede skoledage med lærere (forældre) som ikke magter flere kampe. Og som kender til budget-forældre, som siger “nej” til cola, bamser og nye svømmefødder. Vi er nemlig alle sammen i samme båd. Og det er noget af magien ved de her møder med andre mennesker. Og glæden ved at møde mennesker man ikke har set i flere måneder er så stor herude i verden. Og så udveksles der historier og erfaringer og findes tryghed i at vide, at næste stræk (måske) kan tages med gode båd-venner sejlende ved siden af.
Og ellers ved vi jo godt at verden gemmer på flere gode både med flere gode mennesker.

Og vi har det også ret godt os fem. Også helt alene. Og i dag er det 1 år siden vi tog fra Danmark.

img_0885

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvem havde dog troet...