Mandag den 5.6.2017
Vi tog fra Île des Saints mandag ved 13-tiden. Startede dagen stille og roligt
Se næste indlæg >
10 måneders status
Nu har vi været på tur i 10 måneder. 10 måneder væk fra Danmark. Væk fra familie og venner. Helt tæt sammen. Hele tiden på vej. Nu er det fedt. Og det har det heldigvis været i ret mange måneder nu. Det var ikke altid sjovt i starten. Og jeg ved, at mange af de mennesker jeg holder aller mest af hjemme i Danmark sad foran skærmen med ondt i maven og læste mine ord om savn, udfordringer og angst for alt det her. Og for fanden, hvor havde jeg også ondt maven…Og hvor var jeg nærmest helt sikker på at det var vores livs dummeste beslutning, altså at sælge alt og tage væk i 2 år. Tiden gik så langsomt og jeg havde meget tit store solbriller på, så min søde familie ikke kunne se mine røde, triste øjne. Hvor var det godt at vi (jeg) holdt ud. Og at jeg troede på min Christian, når han sagde, at det nok skulle blive godt.
Tilbageblik i måneder:
1.måned – en måned, der mest handlede om savn, chok og andre svære følelser. Alle forsøgte at lande i det nye liv. Vi fandt ud af at vi hader Køgebugt, at vi kan klare mange svære øvelser med store is og at vi elsker Rotterdam.
Her kan man læse lidt om de ting, der fyldte aller mest i den 1.måned:
Om Vlieland, som mindede om ferie.
Om indslaget i 21-søndag, som gav os mange reaktioner på den her tur. Også ret mange svære og hårde.
2.måned – en måned, hvor vi prøvede at lande. Og det gik engang imellem. Det var også en måned, hvor vi første gang skulle skilles, fordi Christian sejlede alene over Biscayen.
Om England, som var ret fantastisk at sejle til. – hvor vi også diskuterede det med at være Sailor eller traveller…
Om fire af os der rejste rundt i Spanien, mens vi ventede på vores skipper.
3.måned – en måned, hvor alt stadig var lidt kaos. Vi havde besøg fra Danmark og savnet blussede op. Vi oplevede hele tiden at skulle ændre planer og blev frustrerede.
Om at have besøg af familie hjemmefra.
Om hvor svært det var for os at forlade Portugal.
Og om at få en ven, som havde det lige som mig.
4.måned – en måned, hvor vi igen skulle sige farvel. Hvor ungerne og jeg hoppede på et fly og Christian hoppede på båden og sejlede den over til os.
Og om Barbados.
5.måned – en måned, hvor vi nød Barbados med mormor og morfar og hvor vi endelig blev samlet i familien igen. Og landede i vores hjem for anker.
Om hvordan den her tur blev mulig for os.
Om Christians tur – Logbog 1, Logbog 2 og Logbog 3.
Om juleaften i Caribien.
6.måned – en måned, hvor Caribien fik fat på os. Hvor ungerne fik styr på det der harpunfiskeri og hvor vi fik styr på Caribien.
Om ungerne, der udviklede sig til hummerfangere.
Om at have en anderledes fødselsdag.
Om en beslutning om helt sikkert at beholde båden.
7.måned – en måned, hvor vi tog en stor og svær beslutning om hvilken vej turen skal gå fremover. Vi blev også næsten 6 på båden og så dyrkede vi Grenada, som vi alle sammen elsker nu.
Om Grenada, som vi kom til at elske.
Om at vi her på båden tog den store beslutning om fremtidens rute.
Og hvor vi næsten blev hundeejere.
8.måned – en måned, hvor vi kom til Martinique og hang ud i lang tid. Hvor vi igen kunne gå i bageren og købe hvad vi havde lyst til at spise. Og så blev det en måned med dejlige venner.
Om at skipper lagde planer for fremtiden.
Om at jeg mødte en fremmed, som satte tanker i gang i mig.
Og om dejlige venner.
9.måned – en måned, hvor vi ø-hoppede en del og opdagede nye skønne paradis-øer sammen med gode venner.
Om Pigeon Island med super snorkling.
Og om at få en dag alene.
10.måned – en mega svær afskedsmåned. Men også en måned, hvor vi nød at være lidt alene og lande som familie igen. En måned hvor vi genopdagede tidligere øer og opdagede nye. Og jeg opdagede at jeg savnede at sejle…
Om at jeg åbenbart er sådan en, der godt kan lide at sejle alligevel…
Om at vi siger meget fuck i den her familie (det siger andre ihvertfald).
Sådan. Det var vores 10 måneder. Alle nuancerne mangler i de her få ord. Men måske man godt kan fornemme udviklingen alligevel. Vi er så klar på at tage 10 måneder mere. Også selvom vi stadig savner, bliver bange, skal sige farvel, engang imellem hader bølger og vind. En kæmpe forskel fra starten af vores tur og til nu er, at tiden gik så frygteligt langsomt i starten…jeg drømte om at tiden ville flyve, så vi hurtigt kunne lande (og komme hjem til alt det trygge og velkendte). Nu flyver tiden. Vi drømmer om at det hele kunne gå lidt langsommere. Vi vil så gerne det hele.
Jeg er dybt imponeret over din struktur i de mange indlæg 👍