Sidste arbejdsdag…

Så kom dagen endelig for min kære mand. Nu er han uden arbejde de næste 2 år (mindst)!! En situation, som i mange andre perioder af ens liv, ville skabe usikkerhed og frustration. Men lige nu føles det helt rigtigt og længe ventet…

Hassan

Nu går jagten ind på båd. Der er booket aftaler de næste 3 dage og vi håber virkelig at vores nye hjem snart er i hus!!

Vi andre har 2,5 uge tilbage i skole og på arbejde og så vinker vi farvel for de næste 2 år. Det er mærkeligt og spændende og mega sørgeligt. Jeg tager mig selv i at stoppe op og tænke “kommer jeg mon først her om 2 år igen…” Det er mærkeligt at se sit København med den slags briller. For her er så skønt og jeg elsker så mange hjørner af byen. Min cykeltur langs søerne hver morgen, Fælledparken i solskin, løbeturen langs havnen ned til Svanemøllen strand, Halmtorvet i frokostpausen osv. osv.

Alt skiftes ud med hav, hav og hav og en masse havne og øer. Og det er sgu helt ok. Jeg skal bare lige omstille mig.

Jeg har en glad mand og der er ro på herhjemme. Nu går den ægte jagt ind på at realisere drømmen og alt er godt.

Noget er bare også lidt hårdt og lidt skræmmende og meget virkeligt!!

Og nu med bevis

Sådan her så der ud i dag, da vi kom hjem:

solgt1

Og ja, det er mig, som står og filmer skiltet. Vi hev kamera og telefoner frem og måtte bare dokumentere den nye status. Tænk at sådan et lille ord, kan skabe så meget lykke.
Vi smiler hver gang vi får øje på det gennem vinduet eller hvis vi går forbi det på gaden.
Juhuuu.

Så er det nu – ægte!

Lejligheden er solgt! Alle frister er nu overskredet og vi har lige fået den fineste mail fra vores ejendomsmægler, hvor der stod:

Kære Christian og Cecile

Så er det tid til at åbne champagne flaskerne og se frem til en jordomsejling:)  Tillykke med handlen. 

Det er vildt! Ventetiden og måneder med oprydning, rengøring og mega mange frustrationer er nu overstået. Nu kan projektet bare komme i gang.

Jeg kan godt mærke, at der ligger en ny slags følelse og lurer…og jeg vidste godt, at når lettelsen over at have solgt lejligheden var lettet, så vil jeg blive helt sørgmodig. Og den følelse kommer helt sikkert, for vi er jo heldigvis også glade for vores liv herhjemme.

 

 

champagne

Men lige nu…så står den på champagne og lettelse!

 

Den lille sorte bog – altså det jeg skrev i den

Tiden efter handlede om dette:

Så har vi sagt det til børnene… Gustav og Bertram blev glade og snakkede med om alt det sjove vi skal opleve. Liva vil ikke med. Hun tegner tegninger af palmer med store kryds over. Hun skriver ”mor og far” og tegner store kryds over. Hun spekulerer over hvor hun så skal bo, når hun ikke skal med os… Det er lidt hårdt og på samme tid virkelig fint, at hun er så god til at være bange for hvad der skal ske.

Men det udfordrer min angst og mine tanker om hvad der dog skal blive af vores børn, når nu vi vælger at gøre noget så mærkeligt, som at bryde med alt herhjemme i 2 år.

Jeg har købt en bog til hver af børnene, hvor de kan skrive/tegne deres tanker og følelser om alt det der skal ske… Gustav kalder mig for en hippie. Men det gør han hver gang, jeg snakker for meget om følelser og tanker. Mon ikke det bliver meget godt – trods alt – med sådan en helt personlig bog til alle de svære eller glade tanker?! Det virker for mig. Jeg har lavet en top 10 over de ting jeg er mest bange for på turen…og selvfølgelig er pirater og stormvejr med på listen, men aller øverst er ensomhed og børnenes reaktioner. Jeg er vildt bange for at blive ensom der midt ude på havet med min lille familie på en lille båd i den store verden. Og jeg er vildt bange for hvad det kommer til at gøre ved mine børn. Altså ud over alt det gode, som de kommer til at få ud af det. Tænk hvis de får svært ved sociale relationer frem over. Tænk hvis de aldrig kommer til at falde til i Danmark efterfølgende. Tænk hvis de ikke får venner. Og alle mulige andre skræmmende tanker.

Jeg fylder min liste og så prøver jeg at placere tankerne og følelserne indtil børnene er puttet og jeg kan kaste mig over Christian og dele det hele med ham. Så siger han heldigvis ”hey skat, der er styr på det”. Og så bliver jeg helt rolig og kommer i tanke om, hvorfor jeg godt tør at sejle jorden rundt med lige præcis min Christian og mine børn.

 

Hej Verden! #2

Sådan her skrev vi på facebook i november:

 

Kære venner
Hverdagens stress og jag – og en skøn friværdi i vores lejlighed – har gjort at vi har besluttet at trække stikket de næste to år. Vi sælger lejligheden, køber en stor båd og sejler ud i verden. Planen er at nå jorden rundt og møde mennesker og opleve verden. Og aller vigtigst at have tid til hinanden – og til jer, hvis I kommer og besøger os.
Vi satser på at tage afsted slut juli/start august og dermed fange passatvinden over Atlanten i nov/dec.
Vi glæder os! Christian og Cille

Med den post var det for alvor ude og der var (heldigvis) ingen vej tilbage!

Vi havde taget en vild beslutning… Vi ville sejle jorden rundt i 2 år med vores lille familie.

Jeg skrev sådan her i min lille sorte bog:

Vi sad i går aftes og var pressede over hverdagen, over ikke at have tid og over at skulle løbe så stærkt, for at kunne følge med. Vores børn vokser og vokser og vores overskud bliver mindre og mindre.

Christian har altid drømt om at sejle jorden rundt. De mange gange han har nævnt det i løbet af de sidste 15 år (og det er virkelig mange gange!!), har jeg bare skudt det ned og tænkt at han da var for mærkelig og irriterende, når han hele tiden troede på at det var en mulighed.

Jeg ved sgu ikke hvad der har ændret sig i mig eller i vores situation, men lige pludselig føles det rigtigt. Det føles nærmest som om vi ikke kan gøre andet. Jeg er vildt bange og vildt spændt og vildt glad. Jeg tænker på hvad det kommer til at give os som familie og er heldigvis overbevist om at det positive er langt større end det negative. Jeg er helt sikker på at det bliver benhårdt og hverdagsagtigt og ensomt og røvsygt. Og ungerne kommer til at være møgirriterende i perioder og det gør Christian helt sikkert også!! Men vi skal være sammen!!

Jeg er spændt på at fortælle det til hele verden, men mest spændt på at fortælle det til vores forældre og til min søster og hendes familie. Det er trods alt lang tid at trække sig væk fra deres liv og jeg er sikker på at det bliver både svært og sørgeligt i perioder.

Vi har besluttet at sælge alt! Lejlighed, tøj, møbler, køkkengrej og hvad vi ellers kan finde ud af at finde frem. Vi gør det her, for at få tid og oplevelser sammen og vi har ingen intentioner om at komme tilbage efter 2 år og ryge i samme fælde.

Nu starter eventyret…

Older posts