Det sidste døgn – med Gustavs øjne

Klokken er 22 og vi ligger for anker i en skøn naturhavn 20 sømil fra Weymouth. Vi kom lidt for sent afsted fra Portsmouth og blev fanget af modstrøm. Vi besluttede os derfor for at tage en rolig nat og så fange strømmen i morgen, så vi flyver afsted mod Weymouth.

Vi har skaffet reservedele til både bovpropel og lader. Noget fik vi i butikken og andet bliver leveret til os i Falmouth torsdag eller fredag. Så må vi se om vi får det fikset før eller efter Biscayen. Vejrudsigten ser desværre ud til ikke at skabe et vejrvindue allerede på lørdag (som jeg havde håbet)…så vi kommer nok til at vente lidt længere på Biscayen. Og kommer måske til at fejre Gustav på havet. Han er heldigvis cool med det (siger han…). Og hvis det går sådan, må vi fejre ham ekstra meget, når vi når til Spanien.

Vi har haft en hyggelig dag i solskin med fantastisk udsigt. Gustav har taget billeder – både af os og af de smukke omgivelser:

image

Skipper på vej forbi Isle of Wight. Meget koncentreret og lidt vild i varmen over endelig at være ved The Needles og Goose Rock. Der blev taget mange billeder…

image

Og jeg er slet ikke så træt, som jeg ser ud. Men temmelig vindblæst.

image

Liva fanget i et nuttet øjeblik. Og Bertram i baggrunden med åben mund.

image

Og så er vi der. Goose Rock.

image

Og smukt…

image

Vinden bliver tjekket igen og igen. Og yes…vi kørte modvind igen i dag.

Men nu er vi her og alt er godt. I morgen er vinden sikkert med os…

Blæst inde i Brighton

Vi er blæst inde i Brighton. Ankom i går efter en kort og ret fantastisk tur fra Eastbourne. Der var kun ca 20 sømil og vind og vejr spillede, så vi var her på 3 timer. Vi sejlede 9,6 knob på et tidspunkt i går..det er ny rekord og Christian snakker meget om det. Vi havde også medstrøm, men alligevel…

image image
Gustav og Liva gad ikke mere sejlads i går. Derfor valgte vi en kort tur. De har alle 3 været så mega seje. Vi er nødt til at lytte på dem, når de ægte siger “pause” og det gjorde de i går. De nød at have en hele dag i havnen i går. Vi spiste italiensk, de fangede fisk i havnen, kørte tur på cruiserboards og Gustav nåede at spotte seje biler i byen. Det var en god dag. De er lige vågnet nu og er lykkelige over at have en hel dag mere i Brighton. De trænger snart til at have ro på og blive et sted i længere tid!
Vi glæder os til Spanien! Alle er trætte. Alle lader op til turen over Biscayen. Og alle drømmer om den tid, der venter på den anden side af Biscayen.

Vores bovpropel er gået i stykker. For dem der ikke ved hvad det er, kan det bedst forklares som en lille hjælpepropel, som gør havnemanøvrer og den slags meget magelige. Den gør, at man kan vende båden på en tallerken. Vi har aldrig sejlet med bovpropel før, men har meget hurtigt vænnet os til det. Vi opdagede, at den var gået i stykker, da vi skulle ind i Eastbourne havn – og det foregik gennem en sluse – der var ikke meget plads i slusen og da Christian ville bruge bovpropellen, viste det sig at den ikke duede mere. Heldigvis stod det friske hold klar på Johanna og alle arbejdede sammen med fortøjninger og fendere. Og det gik så fint. Vi fik en super plads i havnen og der var det heller ikke noget problem. Christian leger lidt med tanken om at sige “skidt pyt – vi behøver ikke den bovpropel”. Men jeg synes det er en god sikkerhed at have. Specielt i de havne, hvor der ikke er meget plads, hvor der er meget vind, strøm osv. Så nu får vi den lavet. Og han har fået bevist overfor sig selv, at han (stadig) sagtens kan sejle uden bovpropel.

Vi ankom jo til Brighton i går og fandt en mand med styr på bovpropeller og den slags. Nu har vi en god idé om hvad der er galt og har fundet ud af at vi kan få reservedele ca 40 sømil herfra lige ved Isle of Wight. Så der sejler vi til i morgen, hvis vejret er til det.

I går aftes opdagede vi så at vores lader heller ikke gider mere…Christian havde tænkt sig at skifte den hjemme, men blev frarådet det af en prof, som mente at det var bedre at bruge den til den døde. Lige nu er det irriterende at skulle finde en ny og bruge tid på det. Men nu hvor bovpropellen også er i stykker, kan vi samle det hele og få styr på det inden Biscayen.

Det er alligevel tidligt på turen, at tingene er begyndt at gå i stykker. Men hellere her end et sted langt fra reservedele. Christian er rolig. Vi skal nok få det fikset.

Vi håber på at være i Falmouth torsdag. Vejrudsigten ser god ud fra lørdag – altså i forhold til at krydse Biscayen – det kan selvfølgelig nå at ændre sig meget inden. Vi håber dog på at nå til Spanien inden Gustavs fødselsdag den 10.september. Det skal vi! Han skal fejres med tapas, gaver og overskud. Han blev i øvrigt klippet i Eastbourne og nu kan man se hans smukke ansigt…se selv:

image

Vi er begyndt på undervisningen. Alle børn er klar på det og nyder lidt struktur og rammer. Det har vist sig at væres stik modsat af hvad jeg havde forestillet mig. Drengene er topmotiverede og Liva er ikke. Gustav sidder og laver super svær engelsk grammatik og matematik, som jeg ikke fatter en skid af (jeg har heldigvis løsningshæfter med…). Og da vi gik tur efter undervisningen i går, sagde han til mig, at han synes jeg er en god lærer??!! What. Teenageren har savnet at lære og synes det er hyggeligt. Jeg er vild med det!

Bertram lavede skriftlig engelsk i går. Han var vild med bogen og opgaverne og var super sej til det. Det er et godt supplement til det mundtlige – som nok skal komme. Han var så klar på det der engelske, at han gik alene i en fiskebutik i går eftermiddags og købte små fiskekroge. Han havde bedt om “the smallest one” – og det lykkedes ham. Han var sød og stolt og sej.

Liva vil konsekvent hellere lave noget andet end det jeg siger hun skal. Vi prøver at glide lidt med…hun er begyndt at stave hele tiden, så det går den rigtige vej. Og så vil hun også helst tale engelsk. Hun foreslog mig at vi kunne tage en uge, hvor vi kun talte engelsk til hinanden… Vi ville så have samtaler der udelukkende handlede om “sorry”, “excuse me”, “what´s your name” og “fuck og shit”. Jeg tror vi venter lidt med den uge…

image

I dag har vi været hjemmefra i 3 uger. Det er vildt. Vi har oplevet så meget på 3 uger. Og det kommer til at fortsætte. Glæder mig til at dele det med nogle af jer, der kommer og besøger os. Glæder mig til at I også bliver en del af oplevelserne.

Sejlerferie = ændrede planer…hele tiden!!

Vi sejlede ikke til Calais. Vi havde ikke en rolig nat i måneskin. Forestillingen om den skønne og blide jordomsejling holdt ikke længere end til kl 22.

Nu er vi i Dover. Vi havde en ganske forfærdelig nat. Hverken Christian eller jeg har sovet mere end et par timer. Vejret var igen på tværs. Og jeg blev søsyg.

Efter en meget heftig nat, hvor vi rullede rundt og blev kastet frem og tilbage, var jeg ikke meget værd. Alt bliver meget værre om natten. Lyde, bølger og følelser. Og jeg savnede at kunne snakke med andre end Christian om det… Han siger bare: “Ja, men nu er det jo godt igen” Og det er det jo også, men følelsen er ikke nødvendigvis forsvundet. Jeg var klar til at tage et tog hjem i nat kl 03.00.

Christian insisterede på at forsøge med sejlet igen og igen – på trods af at vinden konstant hoppede rundt. Bølgerne skubbede os sidelæns og vi havde modstrøm. Fed kombination. Men Christian er jo sejler – altså ægte sejler. Og når man er det, sejler man meget nødigt for motor…

Dette er dog fra en dagsejlads...

Dette er dog fra en dagsejlads…

Gustav åbnede sit vindue i kahytten og spurgte os helt teenage-koldt: “Bevæger vi os overhovedet frem? Hvorfor i alverden tænder I ikke den motor?” Og så lukkede han vinduet igen og sov videre… (det er så fedt med en teenager, som siger lige præcis det jeg tænker…!!)

Men da solen stod op og Christian sagde, at der var 8 sømil til Calais og 25 til Dover (hvor vi skulle krydse den Engelske kanal), blev jeg stædig. Selvfølgelig skulle vi ikke lade os styre af den lorte vind og de tarvelige bølger, så vi besluttede at tage 5 timer mere. Det er sgu noget mærkeligt noget at beslutte sig for, når man bare trænger til at sove. Men det var fedt.

Den Engelske kanal var fin og rolig og slet ikke så voldsom og trafikeret, som vi havde forestillet os. Der var meget diset og kun en sigtbarhed på 2 sømil. Så vi blev engang imellem overraskede af store skibe, som krydsede vores vej. Men der var ingen panik.

image image

Vi ankom til Dover og her er fantastisk smukt! Dette er hvad der kiggede frem, da vi nærmede os Dover.

image

Vi sover her i nat og samler kræfter. Vi har været en tur i byen. Nu fisker ungerne igen. De har set 2 store fisk i havnen og dem vil de fange.

Det her er min udsigt:

image

 

Afgang fra Rotterdam

Vi har sejlet siden kl 10 i dag (onsdag den 24.8.). Afgang fra Rotterdam så det passede med tidevandet og de 2 broer vi skulle igennem, for at komme ud i Nordsøen. Alt klappede. Vi er fløjet afsted for sejl det meste af dagen med 6-7 knob i gennemsnit. Solen var fremme, vandet så fløjlsblødt ud og ungerne tiggede om en badetur. Da vi endelig havde besluttet, at nu skulle det være, begyndte der at dukke dræberlignende gopler op…
Skipper kastede sig selvfølgelig i bølgerne som den første. Jeg fulgte efter (dyppede godt nok kun numsen, mens jeg klyngede mig til stigen af skræk for gopler og de 17 meter under mig…). Bertram tog den hurtigt i efter mig og fik stigen i hovedet. Nu render han rundt med en sød rød bule mellem øjnene…og en masse virkelig søde fregner på næse og kinder.
Nu har vi lige startet motoren. Vinden er død. Vi skal til Calais og mangler ca 60 sømil.
Vi har den smukkeste udsigt!

image

Vi tager en nat på havet med ungerne puttet i salonen. De næste par dage skulle blive helt skønne med varme og vind fra den rigtige retning.

Vi har malet gæsteflag i dag. Det franske flag hænger nu til tørre på søgelænderet og bliver klar til vi rammer Frankrig. Det er virkelig hyggeligt at forberede turen til et nyt land ved at male landets flag. Bertram og Liva hyggede sig med det.
image image

image

I dag passer rigtig godt til de drømme og forestillinger, som jeg tror hele familien har haft om hvordan det er at være på jordomsejling. Tiden har stået stille, samtidig med at den er fløjet afsted. Vi har alle været til stede lige her. Har læst bøger, spillet spil, tegnet, spist mad, drukket en masse vand, badet lidt, forsøgt at fange dræbergopler i net, lavet skole og bare været lige her sammen og hver for sig.

image

image
Klokken er nu 18.35 og vi har ikke engang tænkt på aftensmad endnu. Vi har vænnet os til at mærke efter, fremfor at være styret af tiden. Hvis vi var hjemme, skulle vi helst være færdige med at spise, for at kunne rykke videre til lektier m.m. inden der skulle børstes tænder, tages bad osv. Nu leger børnene i salonen. Christian hygger sig med sine sejl og jeg kan sidde her i solen og få tømt mit hoved for indtryk og tanker. Det er faktisk dejligt.
Nu er drengene gået i gang med at lave aftensmad og Liva går stadig rundt med badetøj og skriger lidt når der er en flue eller andet flyvende, der sætter sig på hende.
Nu skal Christian og jeg have Gin&Tonic…det har vi nemlig ikke fået nok af i regnvejr og blæsevejr. Og barskabet er stadig helt fyldt op!

Sådan en dag som i dag, er helt rigtig til at minde mig om, hvorfor vi traf den her beslutning. Det har de sidste 17 dage ikke alle sammen været. Tvivlen har været der – blandet med savnet.
Men de dage må der gerne komme flere af…og vi får også snart besøg, jo.
Og vi er sammen.

Næste stop Rotterdam

Nu er vi i Rotterdam. Vi ankom sent til en meget fin havn midt i byen. Nu er det mørkt og vi magter ikke at gå i byen. Vi har prøvet havnens bad…det var fedt. Og tiltrængt.
Vi har sejlet siden i morges kl 9, hvor vi begav os ud i regnvejr gennem kanalen. Jeg vågnede tidligt – kl 7 – og var klar til kaffe. Opdagede til min skræk, at vi ikke havde mere mælk. Derfor måtte jeg begive mig ud i en lang vandring gennem en meget øde Hollandsk by, for at finde et supermarked. Jeg overvejede at banke på et af de huse, der lå ud til kanalen. Måske de kunne undvære lidt mælk, når de så hvor desperat jeg var… Men jeg gjorde det ikke. Jeg vadede i stedet 1 time!!! Jep, 1 time. For at finde ud af, at supermarkedet kun lå ca 10 min fra vores båd. Det er noget med at miste overblikket, når man spørger 5 forskellige hollændere på sin vej – og de alle sender én “lidt ned af vejen og til højre”. Måske gik jeg lidt for langt, før jeg drejede til højre. Måske drejede jeg til venstre i stedet for. Jeg ved det ikke. Men jeg fandt det. Og jeg fandt også tilbage. Med mælk, morgenbrød, friskpresset juice, skinke, pølse og cola. Og det var heldigt, at jeg ikke købte mere. For det var heller ikke helt nemt at finde tilbage. Blev glad da jeg så Johanna ligge der midt i gråvejret:
image

Afsted med os. Nu med den gode kaffe og varm mælk. Så er det sjovere at sejle i regnvejr.
Ungerne vågnede efterhånden som formiddagen kom. Gustav blev dog kort vækket, inden vi startede motoren. Vi tør ikke at lade være. En teenager, der bliver vækket af motorstøj er ikke sjov. Og vi taler af erfaring.

Vi har sejlet i kanal hele dagen. Vi er trætte af kanaler og gider godt snart noget hav. Vi har været i 1 sluse i dag og sejlet under ca 100 broer (sådan føles det…). Vi har ventet virkelig længe på 1 bro – faktisk i over 2 timer sammen med 5 andre både. Så nåede vi at spise aftensmad og hygge. De fleste broer er vi bare strøget lige igennem.
1 enkelt bro, var ikke sådan én som åbnede sig. Den skulle man bare sejle under. Og selvom der stod at man kunne være op til 23 meter, hvis man skulle igennem uden at støde på, var jeg bare ikke sikker på, at de havde målt rigtigt. Der er noget med de der broer…de er sgu lidt skræmmende. Og tænk hvis vi sad fast under eller hvis masten knækkede, båden væltede eller noget andet skræmmende. Jeg måtte derfor løbe ned og gemme mig i kahytten, mens Christian (helt rolig og irriterende) sejlede igennem. Jeg kom først ud igen, da broen var bag os. Alle ved jo, at det hjælper at gemme sig i kahytten, hvis man er for høj til en bro.

De første to broer åbnede sig og den sidste var den væmmelige, som åbenbart alligevel var høj nok:

image

 

image

image

Nu fanger ungerne fisk i havnen. De er glade for endelig at kunne bevæge sig lidt rundt og der bliver løbet, leget og grinet. De savner andre børn, men er gode sammen.

image

image

Og pisse irriterede på hinanden og de slås, skændes og er urimelige. Men de er sammen om det her og det kan man godt mærke, er vigtigt for dem. De har hinanden i det her skøre eventyr. Og de bruger hinanden. Også til at skabe hverdag med søskendekonflikter og urimeligheder. Det er godt og sundt. Og virkelig dumt, når de skriger og råber og Liva græder, lige når vi skal lægge til i en sluse og der er vildt meget strøm…

De fleste gange, når der er lidt spænding på og det hele skal gå hurtigt, er specielt drengene helt fantastiske til at indtage hver deres rolle og have fuldstændig styr på fendere – højde på dem, afstand mellem dem og en ekstra i hånden, til at klare en uforudset situation. Så samarbejder alle og man kan mærke, at hele banden synes, at det er ret fantastisk. Der er brug for alle i sådanne situationer og det er fandme fedt! Også for ungerne.

I morgen står den på tur i Rotterdam. Ingen har været her før, så nu skal vi lege turister. På landjorden!

Older posts