Risengrød, harpunfiskeri og paradis

Den 29.12.2016
Drenge og mænd stod tidligt op og tog på fiskejagt med harpuner ret tidligt. De var allerede i gummibåden kl 07.00 og efterlod Liva og mig søvnige hjemme i kahytten.
I går aftes var vi jo til risengrød og gløgg på Polonica. Besætningen fra Moana var også inviteret, så der var fuldt hus. Og Polonica kunne sagtens rumme alle 16 mennesker.
De søde gaster på Moana havde udelukkende fået neskaffe i de 2 måneder, de havde været ombord på båden (på Johanna drikker vi god kaffe, lavet på espressokanden med varm, skummet mælk). Det resulterede i en kaffe-aftale på Johanna i morges. Så klokken 09.00 kaldte de over radioen “Johanna, Johanna – Moana her, kan I høre os?”
Og så kom de sejlende – 4 morgenfriske gaster – Trine, Sofie, Maria og Frederik. Klar til den lovede café latte (og selvfølgelig medbringende mælk, for det er vi lidt nede på her på Johanna). Super hyggeligt besøg, gode snakke og skøre lege med Liva, som elskede nyt selskab.
Besøget resulterede også i en kollektiv længsel efter durum-ruller…men det er næsten for fjollet, når man ser hvad vi spiser af lækkerier her på båden. Men ikke desto mindre var den kollektive længsel reel nok lige der!
Det var et hyggeligt besøg. Dejligt at drikke morgenkaffe med nye mennesker. Og bruge vores hjem til noget socialt.

Mænd og drenge kom hjem med nettet fuld af fisk. 11 stk blandede fisk blev det til. Og frokost og middag var reddet. Det er virkelig tilfredsstillende, at sende gode og forventningsfulde folk ud i gummibåden, få dem hjem efter et par timer med mange fisk – og så ganske få timer senere tilberede et festmåltid af frisk, frisk fisk.
Efter frokost sejlede vi videre. Vi er ikke pressede på tid, men vi kan heller ikke tillade os at hænge ud, som vi har lyst til. St. Vincent skal rammes den 30.12.
Fin sejltur i modvind. Vinden var ikke så vild som de forrige dage.

img_0587

Christian er lykkelig. Helt ind i maven lykkelig. Og mega sej. Det er ret utroligt og skønt, at opleve alt det her – og ham. Uden stress, uden sure chefer, uden håbløse arbejdstider, uden savn, uden for lidt tid, uden dårlig samvittighed, uden manglende nærhed og uden særlig meget tøj. Vi lever i vores badetøj. Og er meget glade for vores nye bimini.

img_7640

Jeg kæmper stadig med søsyge. Håber på, at de der søben snart indfinder sig. Men jeg har besluttet mig for at lade være at kæmpe imod. Når jeg kan mærke, at noget begynder at melde sig, går jeg i “dvale”. Går ind i mig selv på en måde, som jeg nok aldrig ellers tillader mig. Jeg bilder mig ind, at jeg på den måde faktisk bruger tiden på at lade op. Skaber et rum for mig, hvor jeg forsøger bare at være og bare at tænke. Liggende. For ellers vinder søsygen. Og det er da fjollet, hvis den kan bruges til noget godt i stedet for. Det betyder også at jeg har ret meget energi, når vi endelig kaster anker. Og det er jo meget fedt. Og ret dejligt og vigtigt at have haft tid alene. Specielt fordi alt ellers foregår med en hel masse andre mennesker – fra jeg vågner til jeg går i seng igen.
Måske er det ikke helt skidt det der søsyge…

Nu er klokken 19.00. Det er mørkt. Ankeret er kastet (og efterfølgende tjekket). Vi ligger ved endnu et ø-paradis. En ubeboet ø, hvor der kun ligger en anden båd. Vi er krøbet ned i salonen alle 6. Køkkenet er i gang og her dufter af kokosmælk. Vi drømmer om iskold cola…men har kun halvlunken vand. Og snart skal vi sove. For solen er gået ned. Og de sejlende er trætte af vind og vejr. Jeg er frisk.

I morgen skal vi videre til St. Vincent. Og det er vist meget godt med et supermarked, hvor vi kan få fyldt lidt op på proviant igen.
Det er til gengæld lidt trist at skulle sætte Hans på et fly. Ungerne tigger ham dagligt om at blive. Vi har aftalt med ham, at han senest den 1. februar giver en melding om Stillehavet. Om han er med eller ej. Og så håber vi også på Christians bror. Og derefter tager vi stilling til fortsættelsen på eventyret.
Lige nu føles det som et virkelig dejligt eventyr.

 

Den 30.12.2016

Kort opdatering. Vi er landet på St. Vincent. Her er også vildt og fantastisk! Ligger for anker i Blue Lagoon. Og stedet lever fuldstændig op til sit navn.

Her er så smukt og roligt. Det bliver en god aften og nat.

img_0588

 

Mayreau

Den 27.12.2016

Skøn kort tur i dag. På jagt efter den helt rette ankerplads, hvor vi kunne få læ og klart vand. Det lykkedes på Mayreau, hvor vi kastede anker og fandt ro. Fandt ro. Altså på sådan en måde, hvor himlen kastede alt sit vand ud over os, båden og alt hvad den ellers kunne ramme… Skide tak.
Men da vi var færdige med at overveje at tage regnvejrsbad og fik reddet alle vores ting, opdagede vi, at her var helt fantastisk.
Vi tog gummibåden ind og gik på opdagelse på den meget lille ø. Der var virkelig mange barer, mange geder, hjemløse hunde og glade mennesker.

img_0580 img_0584M
Og en lille kirke, hvor vi kunne gemme os for regnen. Og ved siden af den lille kirke, lå et meget lille – frivilligt drevet – bibliotek. Her gemte vi os. Og kiggede på bøger.
Og da regnen tog lidt af, travede vi ned af alle bakkerne igen. Og væltede ind på en lille bar på stranden. Den slags, hvor der kun er en bardisk, et køleskab, et par flasker sprut og virkelig mange virkelig smadrede flag, som vinden har taget sig kærligt af. Så hang vi ud der i et par timer og oplevede strømafbrydelse, så vi sad i total mørke og hang ud. Vi var nær ved at komme for sent til vores gæster hjemme på Johanna. Polonica skulle jo komme til middag.

img_0583
Vi er blevet ramt af den caribiske tid…
Da Polonica havde forladt båden, tog Christian og Hans i land for at drikke rom. Men alt var lukket og slukket. Det eneste de fik ud af deres tur, var et kram fra et lille gedekid og en masse mudder på fødder og i gummibåd.

Den 28.12.2016

Vågnede til bagende solskin og vild vind. En noget urolig nat, hvor vi er blevet kastet rundt i fortøjningerne. Vi har besluttet at blive her en nat mere og vente på at vinden aftager lidt. Det er ikke det værste sted at vente. Vi skal dog være på St. Vincent senest den 30.12. Hans skal nemlig flyve tidligt om morgenen den 31.12.
Dagen er gået med spil, læsning (af verdens bedste bog – Et lille liv, som jeg nu har tudet mig igennem), harpunfiskeri og badning. Drengene er lige kommet hjem fra fisketur med 2 papegøjefisk, 1 big eye snapper, 1 glass eye snapper og 1 enkelt lille hummer. Det bliver et festmåltid!

img_0585
Om lidt går turen ind på øen igen. Vi skal lige undersøge lidt mere.
Og i aften skal vi til risengrød på Polonica. Og så selvfølgelig spise fisk til natmad.

Union Island

Vi sejlede fra Barbados kl 20.00 sammen med Polonica. I mørke – selvom vi havde lovet hinanden ikke at gøre det igen (efter dårlige oplevelser på vej fra Porto). Der var bagt kage. Lavet frisk kaffe. Og båden var gjort sejlklar – både inde og ude.
Og så blev jeg søsyg. Nærmest fra vi trak ankeret op.

img_0573

Jeg var virkelig glad for at vi havde en ekstra mand på båden. Ikke fordi jeg er usikker på om Christian kan klare det hele selv – og passe på os, mens han gør det. Men mest fordi det føles mere ok, at jeg går i dvale, hvis jeg ved, at der er en til at hjælpe ham, hvis ikke jeg kan. Og faktisk var det jo også tanken fra starten, at Thomas, Christians bror, skulle have været med hele vejen. Det gik ikke, som vi håbede. Men jeg har de sidste par dage tænkt på, at det ville have givet en helt anden følelse og tryghed at vide, at der var en ekstra ressource og at det derfor var ok at blive dårlig eller bange. Det får vi heldigvis lov at opleve nu med Hans ombord. Og jeg gad godt, at have en ekstra én med hele vejen…

Men efter 18 timers sejlads. Meget søvn. Mange hug på fiskestangen. To barracudaer hevet i land. Boller bagt. Vind. Bølger. Sol. Og godt humør. Og søsyge. Og enkelte tanker om meningen med det her (det var kun mig, der tænkte sådan…) Så kunne vi endelig fastgøre os til en bøje ved Union Island, hvor vi skal indklarere og få tilladelse til at ankre på de omkringliggende øer. Vi fulgtes ind med Polonica, som lige nu ligger trygt og godt et par bøjer fra os.

img_0575 img_0574
Vi ryddede båden. Lavede rugbrødsdej. Vaskede op. Tog en dukkert – med ægte saltvandssæbe – og fik vasket alt klamhed af os.
Og så tog vi gummibåden ind til molen og gik ombord på en ny ø – Union Island.
Her er helt anderledes end noget, vi nogen sinde har prøvet før. Helt anderledes end Barbados. Meget nærmere den forestilling, vi havde om Caribien. Mere fattigt. Og farverigt.

img_0572
Så nu står den på indklarering og så sejler vi videre mod næste paradis. Endnu ikke helt bestemt hvilket paradis vi starter med.
Jeg forestiller mig, at vi kommer til et tidspunkt, hvor det her wifi ikke længere er helt så tilgængeligt, men lige nu ser det ud til at være ok.
Juledagene går med badning, bagning, fiskeri og alt muligt andet, som er meget langt fra vores liv hjemme i Danmark. Vi snakker meget om hvid jul, om julemad og om venner og familie. Men alle er glade for at være lige her. Og der er noget helt særligt ved at vælte svedende ud af sengen og hoppe direkte i meget smukt vand. Og så kaffe på dækket.

Åhr ja, hvor har vi oplevet meget allerede…!
Jeg sad og kiggede på billeder fra turen – fra vores eventyr – og blev helt vild over hvor meget vi allerede har oplevet, hvor mange mennesker vi har mødt og hvor meget vi har rykket os. Hver for sig og som familie!
Der er stadig udfordringer. Og det bliver der forhåbentlig ved med at være.
Men der er helt klart også sket meget.

Vores teenager er blevet så meget mere ansvarlig! Og tager del i hele det her eventyr på en ny og ret fed måde. Han er helt klart overbevist om at han er stærkere end sin mor. Og spørger derfor tit “tror du ikke lige, jeg skal tage over her?” Og selvom det er virkelig provokerende…(og det ER det!!), så er det også virkelig sejt og skønt, at se hvor meget han er vokset i det her eventyr – på kun 5 måneder. Han er sådan én, som jeg tænker, jeg godt gider at tage helt alene ud i bølger i en lille bitte gummibåd med – uden motor og kun med årer…for han har styr på det. Og han vurderer situationen, vejr og bølger og tager ingen chancer. Og han får helt sikkert både båd, sine søskende og mig sikkert i land/tilbage på Johanna. Og ikke tale om, at jeg må tage over. For her er Gustav blevet en lille mand. Og han har styr på det og passer på os og følger det til dørs (og han er jo stærkere end mig…not!!).

Det der med opvask, rengøring og almindelig oprydning…det må nok vente. Vi må være tålmodige. Og glæde os over at de vigtige ting rykker! Og på en måde kan det heller ikke være så nemt at være teenager på en båd, hvor mor og far hele tiden er med i alt hvad der sker. Han klarer det fint!
Forleden dag drak han romdrinks med os… (eller ihvertfald en enkelt)…for jeg tænker, at det gør hans venner måske derhjemme. Og det skal han da også prøve. Han var vild med det. Og det var ret hyggeligt. De mange både med andre teenagere lader vente på sig. Men vi håber stadig, at vi pludselig støder ind i en hel masse jævnaldrende… Og hvis ikke, så tænker jeg stadig, at han mest har vundet ved dette eventyr. Han er også gået glip af noget. Men hvis han om 10 år føler, at vi har valgt ham til og har givet ham et eventyr for livet – og mod på at være i verden og møde mennesker på en anden (nysgerrig) måde – så er jeg sikker på, at han tilgiver os det, vi har snydt ham for i de her 2 år.

Helt kliché-agtigt tog vi sted med en dreng for ca 5 måneder siden – og kommer hjem med en ægte lille mand om ca 1,5 år. Det er sgu da vildt. Han kommer til at vokse mig over hovedet. At blive bredere end mig. Stærkere end mig. Og vildt meget sejere end han var, da vi tog fra Danmark. Og end mig – på rigtig mange punkter.
Mit aller første lille bitte følsomme barn.

 

img_0843

img_0845

Nu går turen videre

img_7510

Nu går turen videre til St. Vincent. Vi er færdige med Barbados for denne gang. Det har været dejligt og nyt og vildt og spændende. Det har været aller fedest, da vi fik lov at opleve Barbados fra landsiden – altså bortset fra at vi savnede ham Christian helt vildt. Barbados fra havsiden er ikke lige så fedt. Der er mange dønninger, larm og uro, når man ligger for anker. Og virkelig ucharmerende når man ligger i havn.
Vi skal nu proviantere, uddeklarere og gøre klar til vores videre færd. Hans tager med videre og hopper på et fly den 31.12. – hvor vi nu end er. Det er dejligt fleksibelt med ham – han har ikke bestilt flybillet endnu. Og er klar på flere eventyr med denne her tossede familie.
Barbados vil altid stå som en god oplevelse for os. Og som en oplevelse, hvor noget mangler…men det er jo ikke Barbados’ skyld, at vi valgte at splitte op.
Vi skriver nyt, når vi rammer næste ø. Og begynder næste eventyr.
God jul. Håber I nyder julefrokosterne… Her har vi planer om at tage en rugbrødsblanding frem og spise kartoffelmadder – det er jo en fest! Og så satser vi på at fange en masse fisk på vejen.

Older posts