Man sælger da ikke en Bianca 420…!!

img_0639

Man sælger da ikke en Bianca 420“… Det blev sætningen, der satte en masse tanker og følelser i gang i mig vedrørende vores beslutning om fremtiden.
Vi mødte en svensk/dansk familie, som – ligesom os – er på langtur. En hyggelig familie på S/Y Anna Lisa med mor, far, Mathilda på 12 og Troels på 9. De kom til drinks på Johanna og snakken gik. Vi snakkede om fremtid og planer. De skal allerede hjem i år, så deres planer er sådan nogen lunde fastlagt (og alligevel slet ikke, for det går jo ikke på en båd). Og de udfordrede vores tanker og spekulationer om fremtiden.
Vi fortalte dem, at vi overvejede at sælge båden i Australien eller på New Zealand…Og reaktionen var nogen lunde sådan her:
Ja, ja, det kan man gøre med en Bavaria (en anden bådmodel), men da ikke den her. Man sælger da ikke en Bianca 420.”
Bum. Bare sådan. Og den sætning kørte rundt i mit hoved et par døgn…Og voksede på mig. Og nu er jeg sådan helt overbevist.
Man sælger da ikke en Bianca 420.

Ihvertfald ikke den her Bianca 420.
For den her Bianca 420 er jo vores hjem. Vores trygge hjem i det her store nye. Det er her vi søger ly, når vejret er voldsomt. Det er den her Bianca 420, som har fået os sikkert her til Caribien. Det er også her vi lever vores familie – og hverdagsliv. Det er her vi skændes og bliver gode venner. Og det er her vi fordøjer alt det nye, som vi dagligt bliver bombarderet med. Det er her vi får nye venner og inviterer dem over. Det er her ungerne går i skole. Og det er her vi er glade, triste, bange og ægte lykkelige.
Men hvad gør man så? I den her familie, på den her båd, udsætter man beslutningen lidt endnu og endnu engang. Men skipper er lykkelig over, at et helt nyt møde med en familie i “samme båd” som os – med en enkelt sætning – nu har gjort det helt klart for mig: “Man sælger da ikke en Bianca 420.”
Så vi kommer sejlende hjem til Danmark i vores Bianca 420. For det er vores hjem.
Tak, S/Y Anna Lisas besætning, for at minde os om, at man da ikke bare sådan lige sælger sin base midt i eventyret…Man kan i øvrigt følge deres blog her.

img_0641

Tidlig morgen på Grenada

Vågnede til vækkeur. Klokken 7.35. Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Altså at mit vækkeur har ringet.
Blev hentet af Tove og Brage fra Sannsipapp og så sejlede vi ind til land i vores stiveste træningstøj OG med sko og strømper. Det har jeg ikke haft på siden Tenerife.
Løb rundt i St. George og så byen vågne. Fik mange glade kommentarer med på vejen fra søde mennesker, som var på vej til at tage hul på dagen. Fik forvildet os langt væk fra den lille hovedgade og op og ned af høje bakker. Løb forbi den ene kirke efter den anden – med åben dør, smukke mennesker i festligt tøj og søndagssang. Desværre var vi ikke passende klædt på til at gå ind – og vi så ganske sikkert også både svedige og lidt klamme ud. Fandt et kæmpe træ med brødfrugt og mange palmer med bananer. Fantastisk tur og ret skøn måde at opleve en ny ø. Inden varmen for alvor har overtaget. Og inden det vrimler med mennesker.

img_0977
Efter 1 time blev vi hentet af søde norske Brage og jeg blev sejlet hjem til min lille familie. Som havde lovet at lave skole, mens jeg var væk. Og det gjorde de. Men ikke uden skænderier og utålmodighed. – Og ja, vi ved godt at det er søndag…men skolen blev sprunget over torsdag og fredag, så nu tager vi søndagen i brug. Ungerne har brokket sig!

img_0974
Nu er det hele klaret. Jeg har en skøn udsigt. Og den bedste følelse i kroppen.
Det bliver en god dag.

img_0983

Opdatering på en anden slags fødselsdag

Det blev en god og dejlig fødselsdag. Fik leveret sejlende fødselsdagssang, chokoladekage og bobler fra Polonica og Sannsipapp. Det vil jeg godt have hvert år, tak. Jeg sad i mine egne tanker i cockpittet, da jeg pludselig kunne høre en svag sang og guitarspil nærme sig båden. Og da jeg vendte mig om, var der en hel båd fuld af søde mennesker med guitar, gaver og lækkerier.
Jeg fik blandt andet et gavekort af Sannsipapp. Et gavekort til en tur i deres tube (en slags kæmpe badering, som trækkes efter gummibåden) efter deres meget hurtige gummibåd. Heldigvis er der ingen billeder lige nu af mig i tuben…

Nu er jeg jo ikke sådan én, som kan lade en udfordring gå forbi mig…så efter kage, gaver og bobler, måtte jeg frivilligt hoppe i bikini og svømmevest og få tæsk af bølger og fart, mens en hel båd fuld af børn så grinende til og Christian filmede hele showet.
Men det var så mega sjovt!! Og jeg har så vanvittigt ondt i mine arme i dag – af at holde fast. For jeg skulle fandme da ikke flyve af, når nu hele selskabet stod og ventede netop på det. Måske skal jeg lege lidt mere med, når de laver alle de der skøre og sjove ting.
Det er jo også en slags projekt. Og i virkeligheden også det, jeg er taget afsted for. At være sammen med mine helt egne møgunger, inden de ikke gider mere.

Kom ind på Restaurant Eclipse til oppyntning med balloner og meget festlige borde. Og en helt tom restaurant – udover os – og en hulens masse personale. Der var fødselsdagssang og kage og diskolys og folk der kom ind fra gaden, for at se hvad det mon var for en fest. Det var en helt passende caribisk hygge. Den slags, hvor man kindkysser med både ejer, tjener og kok (som var ejerens mor) når man går hjem.
Jeg elskede det. Og maden var ok.
Efter den helt skøre middag på restaurant Eclipse, tog selskabet ud på bådene igen. Ungerne til film på Sannsipapp og de voksne til romdrinks på Johanna. Og det skal jeg lige love for at vi fik. Altså romdrinks. Og guitarspil og sang. Og grin og snak. Og det hele var præcis som det skulle være, når man er langt væk fra alt det derhjemme. Så jeg sad i cockpittet med mine nye venner og følte mig rig og heldig. Og vildt god til norsk! Ihvertfald den aften.
Og morgenen efter følte jeg mig meget træt, men stadig rig og heldig.

Så sejlede vi til Tyrrell Bay (stadig på Carriacou). Der var helt fantastisk (også). Jeg blev der tæsket igennem hård træning på stranden og svømmetur frem og tilbage fra båden af Tove fra Sannsipapp. Sidste gang hun hev mig igennem sådan en tur, gik jeg meget mærkeligt i 3 dage efter… Så det er nok meget godt med lidt træning.
Og det er jo på en måde også en slags projekt. At gøre noget godt for mig selv.

Derefter drog vi på gummibådstur ind i Mangroven. Smurte os godt ind i myggespray inden og oplevede noget, som vi ikke har set før på denne tur. Mangrove, kuglefisk helt tæt på og en del strandede skibe, som måske – uden held – havde søgt læ i mangroven under orkansæsonen. Der lå 4-5 skibe på et meget lille areal. Der var noget helt magisk over at tøffe rundt derinde – helt beskyttet og helt stille.

Om aftenen spiste vi pizza hos Lazy Turtle pizza i Tyrrell Bay. Det hører jo på en måde med til “dagen efter en fest” – det siger ungerne ihvertfald. Så der drog vi ned med Sannsipapp og Polonica og slap (endnu engang) for madlavning og oprydning. Men så er festen vist også slut.

Og vores eventyrlige besøg på Carriacou er også ovre. Nu venter Grenada, muskatnød, lidt mere by og forhåbentlig indkøb af et par harpuner mere.
Og måske en kajak… For selvom jeg fik lidt reaktioner hjemmefra på whatsapp og messenger om det der med pludselig at være en “friluftstype”…så er jeg det jo ikke ægte! Bare rolig. Jeg bliver ikke pludselig spejder og helt korrekt og friluftsagtig. Jeg skal bare bruge et transportmiddel, så jeg kan forlade skuden engang imellem.
Jeg. Er. Ikke. En. Friluftstype.

img_6979

Farvel til Carriacou

Så er det farvel til Carriacou, som vi har oplevet og nydt de sidste par dage. Vi har både holdt fødselsdag, været på rundtur på øen med lokal (virkelig grundig) guide, spist på 2 forskellige restauranter, mødt skøre/søde/sjove mennesker og sejlet i mangroven.

img_0956

img_0955

img_0957

img_0954

img_0968 img_0959

Nu sejler vi til Grenada, hvor nye oplevelser venter.

Older posts