Morgeninterview med Skipper

Så kom turen til ham skipper. Det tog ikke lang tid for ham at svare – et af svarene bærer måske præg af at der stod en 7 årig pige og skreg ved siden af ham. Hun gider ikke lave matematik – og vi drømmer kortvarigt om at sende hende i skole og lade andre tage kampen.

img_1198

Hvad er det bedste ved at sejle rundt i verden?
At være på en båd 24 timer i døgnet. Og at have jer helt tæt på. Og opleve verden samtidigt.
Hvad er det dårligste ved at sejle rundt i verden?
Sure børn helt tæt på. Hele tiden.

 

Hvad glæder du dig til?
Jeg glæder mig til nye destinationer. Flere oplevelser. Og at møde endnu flere mennesker.

Hvad har du lært, mens du har sejlet rundt i verden indtil videre?
Jeg har lært at tage det med ro. Jeg har lært min båd at kende. Og så har jeg lært, at mine mange års sejlererfaring har været det bedste grundlag for at sejle rundt i nye have og nye områder.

Hvad savner du?

Venner og familie.
Hvad kan du anbefale andre skippere, der skal sejle rundt i verden?
Bare kom afsted. Ikke så mange overvejelser. Det bliver alligevel helt anderledes – og meget bedre – end du forestiller dig. Cruiserlivet er ret fantastisk.

Johanna…nu med hund

Der er sket vilde ting de sidste par dage. Gode ting. Og lidt skøre ting. Christian er blevet forelsket i en meget smuk ung dame. Og har smittet resten af familien. Så nu har vi en dejlig dame på besøg med overnatning her på båden. Hun har ikke noget rigtigt hjem, men bliver passet inde på den lokale bar af Onkel Levi, som godt kan se, at hun burde være en del af vores familie. Og som har det skidt med at efterlade hende hver nat, når han tager hjem. Vi ved ikke helt hvad vi gør. Men lige nu er hun på besøg, mens vi laver en plan. Hun hedder Brown girl og er ca 12 uger gammel og så har hun samme farve som Livas hår. Hvis hun var vores, skulle hun hedde Mollie.

img_1204

Og det er jo sket før, at vi har taget en hurtig beslutning, som for andre lyder helt skør. Men vi har tid og er sammen nu, så måske er tidspunktet ikke helt skidt. Og vi skal jo alligevel have en hund, når vi kommer hjem…

Hmm, det hele er skippers skyld!

Lige en gang til…bare for at slå det fast!

Når man vælger at skrive om sit eventyr og sin hverdag, sådan som vi har valgt at gøre. Og når man vælger ikke kun at skrive “fest-versionen”…altså den hvor alt er lyseblåt vand og store palmer. Og når man vælger at sætte ord på alt det, der også er en del af den her drøm…
Så har jeg opdaget, at man også åbner op for en verden, som jeg ikke helt vidste eksisterede. Den verden, hvor fremmede mennesker analyserer dig, din familie og jeres indbyrdes relationer. Det er sgu mærkeligt.
Heldigvis (eller beklageligvis) sker det oftest bag en skærm. Og af helt og aldeles fremmede mennesker. Det skete allerede efter det lille indslag i 21-søndag tilbage i august (det skrev jeg lidt om her og en fin og reflekteret kvinde skrev om det her), så skete det efter vores video-hilsen på DR’s facebook-side og igen forleden aften på facebook.

Egentlig ret uskyldigt. Og en fin kommentar, som intet havde at gøre med os – udover at kommentaren omhandlede mig – og min familie. Og personen bag kommentaren mente, at jeg var blevet overtalt til at tage på denne tur. Og at det var helt tydeligt, at det ikke var min drøm. At sidde her i Caribien. Med mine børn. Og min mand. Og have dem tæt på de næste 2 år. Hmmm. Og altså vildt at forestille sig, at Christian kunne overtale mig til at sælge alt og tage væk i 2 år, hvis jeg ikke havde lyst. Han er flot og sød og stærk og alt muligt…men…

Det var igen noget der skete i den der sejlerverden, hvor mange folk har travlt med at slå dig i hovedet med manglende erfaring, anderledes valg, bådtype osv. Men denne gang af en ret uerfaren sejler, som egentlig havde samme drøm som os. Men som øjensynligt følte sig bedre rustet end os til at tage en beslutning om langturssejlads. Og jeg håber inderligt, at de kommer på tur og at det ikke bare bliver ved snakken.

Jeg vil igen slå et slag for at vi bakker hinanden op, når vi har drømme. Men at vi også husker på, at alle gør det, de tror er bedst for dem. Og at det at have drømme og tro at en drøm fører én et bestemt sted hen, ikke er det samme som at føre drømme ud i livet. Når man er i færd med at leve sin drøm, kan man tænke tilbage på forestillingerne inden…og smile lidt af de skøre og naive forestillinger. Men de skøre og naive forestillinger er nødt til at være der. Og de er en del af drømmen.
Det er modige er rent faktisk at gøre det. At kaste sig ud i det. Og ikke bare snakke om det. Uanset hvor turen går hen.

Hvis der er tvivl om vores tanker og følelser om denne tur, så har jeg virkelig ikke formuleret mig korrekt! Det var hårdt i starten. Det tog tid at lande. Men sådan er jeg. Uanset hvad vi havde kastet os over, ville jeg have følt, reflekteret, grædt og kæmpet for at lande i det. Og det er ok. Og det ved jeg godt er en del af min måde at lande i ændringer.
Men nu…nu er vi her. I vores drøm. Og i vores hverdag. Og vi er på toppen over det. Hele banden!

Og det her bliver aldrig en blog udelukkende om sandstrande, skildpadder og palmer. For sådan er vi ikke i vores familie – vi er også alt det andet. Og jeg ved, at hvis jeg begyndte udelukkende at skrive om sand, vand og palmer, så ville der være en god portion mennesker hjemme i Danmark som ville tænke, “hvad mon der er galt hos vores lille familie??” – for det er når vi ikke tør at sige det højt, at det er virkelig slemt. Ihvertfald på denne båd.

Men derfor kan der jo godt være en masse billeder af smukke strande og palmer:

img_0631

Carriacou, vind og fisk

Godt vi ikke har travlt. Ankom til Carriacou i forgårs og regnede med at sejle videre mod Martinique i morgen, mandag. Men vind og vejr vil noget andet. Kraftig vind OG modvind. Nej tak.
Som det ser ud nu, er vi nødt til at blive hængende her en uge mere. Og det er altså ikke det værste sted at blive tvunget til at hænge ud. Og vi bliver ikke slået ud af ændrede planer, som vi gjorde i starten af turen. Alle er med på at det er en del af konceptet. Og så hjælper det selvfølgelig også at blæse inde med gode venner lige ved siden af.

img_0956

Og det der børnekarneval som vi skulle til i går, det var der ikke rigtig nogen der kendte til. På trods af at det stod i alle programmer, var der ingen der kunne fortælle os noget om det. Så vi hænger ud på båd, i vand og på strand i dag. Og så tror vi på at mandag og tirsdag er de store karnevalsdage.

I dag skal vi også finde et rev og fange fisk. Vi er lidt trætte af kylling og linser og gider godt snart noget frisk fisk.
Martinique står for os alle som det store madparadis. Og nu, hvor der ihvertfald går en uge mere før vi kan gå amok i bøffer, croissanter og flødeis, så er vi nødt til at skaffe fisk.
Alt er 10-15 % dyrere her end på Grenada. De får de fleste af deres varer importeret og har selvfølgelig derfor skruet op for priserne – og vi er lidt ærgerlige over ikke at have købt meget mere med, nu hvor vi skal blive hængende her. Men vi sulter ikke. Vi har jo både linser, pasta og ris (og er såååå trætte af det).

Festlig skipper og løsrevet gummibåd

Og nu sover hele båden. Jeg ville også have sovet længe. Men sådan skulle det ikke gå. Klokken 07.16 (for ca 1 time siden) bankede det hårdt på båden og en mand råbte “hallo“. Jeg skubbede hårdt til Christian, for det er ham, der tager sig af den slags morgenbesøg fra lidt halvråbende mænd. Han væltede ud af vores kahyt…helt rødøjet.
Det var minsandten en sød skipper fra en anden båd, som havde reddet vores gummibåd på vej ud af bugten. Min kære mand var til fest og ballade i går med Morten fra “Drum” og Dominik fra “7Seas”. De var på lokal bar og hang ud. Han kom hjem klokken 3 i højt humør og har så åbenbart ikke bundet båden godt nok fast.
Godt at der findes opmærksomme skippere, som ham den halvråbende der vækkede os i morges. Vi er seriøst på den uden vores lille båd!

Nu sover Christian igen. Båden er bundet fast. Og jeg er lysvågen med kaffe og bog. Og ret dejlig udsigt.

img_1186

img_1187

Older posts