7Seas – et gensyn og snart endnu en afsked…

Vi har fået endnu en god nabo tilbage – og de der gode naboer samler vi på. I den her store verden på den her lille bitte båd, er det ret vigtigt at have naboer, som man føler sig helt tryg ved og som kan hjælpe til med at skabe følelsen af et fællesskab. 7Seas (den tyske båd som vi mødte allerede i Falmouth og har hængt ud med on/off siden) er kommet til St.Martin. (For de interesserede er 7Seas en Comfortina 39 – og ser sådan her ud:)   Vi har ikke set dem 1,5 måned og det er så dejligt at gense venner herude i den store verden. Endnu mere dejligt er det, at Liva nu kan få...

Wow, vi gjorde det.

Vi sad og klippede en video til Safeaway sammen. En video om hvor vi nu var og hvad vi kunne anbefale andre, der havde samme overvejelser… Og pludselig. Sådan virkelig pludselig, blev jeg grebet af en følelse af “wow, vi gjorde det”. Som skrevet om tidligere, tænker ham der skipper Christian og jeg sjældent særlig længe over store ændringer (læs selv her) – men det her var alligevel vildt. Vi er her. Lige her i alt det vi drømte om. De to små bader og teenageren spiller guitar i cockpittet. Og Christian og jeg kigger på hinanden. Og fatter igen, at vi gjorde det. Vi turde. Og vi er lige midt i vores drøm…(som har det med at blive hverdag...

Landet der plager igen…

“Så er vi tilbage i landet der plager igen…” Sådan sagde Liva, da vi i går var på tur i Philipsburg, som er hovedstaden i den hollandske del af St. Martin. Og jeg forstår virkelig godt hvad hun mente med det… Philipsburg er ligeså smuk som billederne viser, men den er meget præget af de krydstogtskibe der lægger til i byen. Det betyder at en hel gade er fuld af smykkebutikker, der sælger præcis det sammen som butikken ved siden af og butikken ved siden af og butikken ved siden af… Derfor “plager” de meget. Livas oplevelse var at blive overfaldet og plaget om at komme ind i butikkerne. Og det er længe siden vi har oplevet det. Flere af...

Om at få en dag alene…

Det endte med at jeg havde en hel dag alene i går. Jeg sad på den der café og tiden gik. Og pludselig var klokken 16 og så stod mine dejlige fire pludselig udenfor og kiggede ind. Men de havde planer om at gå på en anden café med meget bedre internet. Så de gik straks videre og efterlod mig helt alene igen. Lovede at komme tilbage efter 1 time, så vi kunne sejle ud til Johanna. Klokken blev 17.30. Men de kom ikke. Og så fik jeg et lift ud til mit hjem. Og så sad jeg der helt alene med musik og kaffe og den her udsigt: Og havde haft en dag, som jeg ikke kan mindes at...

Om at være sammen hele tiden…

Det er mærkeligt det her med at være så tæt sammen hele tiden. På så lidt plads og så intenst. Det var jo lige hvad vi drømte om den der efterårsdag hjemme i kolde København med travlhed, madpakker, arbejde, småsløje børn og lyden af døre der hele tiden åbnede og lukkede sig. Vi var alle på vej et eller andet sted hen. Hver for sig. Hele tiden. Og vi savnede hinanden. Og vi savnede tid sammen. Og ro. Og nu er vi sammen hele tiden. Der er absolut ingen travlhed. Ingen skal nå noget. Ingen døre åbner og lukker sig. Og madpakker er der ingen der savner. Det er jo helt fantastisk at være sammen 24/7. Og at opleve så...
Older posts