7Seas – et gensyn og snart endnu en afsked…

Vi har fået endnu en god nabo tilbage – og de der gode naboer samler vi på. I den her store verden på den her lille bitte båd, er det ret vigtigt at have naboer, som man føler sig helt tryg ved og som kan hjælpe til med at skabe følelsen af et fællesskab.

7Seas (den tyske båd som vi mødte allerede i Falmouth og har hængt ud med on/off siden) er kommet til St.Martin. (For de interesserede er 7Seas en Comfortina 39 – og ser sådan her ud:)

7Seas og dinghy med Hendrik og Dominik i - den var ved at ryge på vejen hertil på grund af store bølger og meget vand i lille bitte ustabil dinghy. Men den blev reddet...

7Seas og dinghy med Hendrik og Dominik i – den var ved at ryge på vejen hertil på grund af store bølger og meget vand i lille bitte ustabil dinghy. Men den blev reddet…

 

Vi har ikke set dem 1,5 måned og det er så dejligt at gense venner herude i den store verden. Endnu mere dejligt er det, at Liva nu kan få snakket en masse engelsk igen – altså til andre end os her på båden. Marie, som er den 7 årige pige på 7Seas er jo faktisk årsagen til at Liva er blevet så god til engelsk. Og nu snakkes der igen engelsk på VHF-radioen, i vandet og på 7Seas og Johanna. Men ingen bliver irriterede (heller ikke storebrødrene) for nu er der jo en god grund til at alt igen foregår på engelsk. Og det gør det – altså foregår på engelsk. Og så behøver vi (igen) ikke at tænke på den der engelskundervisning (yes!).

Liva og Marie på 7Seas med Fritz fra den tyske båd Beluga.

Liva og Marie på 7Seas med Fritz fra den tyske båd Beluga.

 

7Seas sejler hjem til Tyskland i år og ligger lige nu og venter på at få repareret deres bom, som knækkede på vej hertil fra Nevis. Alle er lettede over at det ikke skete på vej over Atlanten. Og vi er glade for at vi når at se dem og sige ordentligt farvel til dem.

Men det er mærkeligt at skulle sige farvel – også til dem – efter at have vidst, at de var i nærheden lige siden Falmouth. Igen en familie, som vi har oplevet så mange ting med og delt mange glæder og frustrationer med – og som vi nu ikke ved om vi kommer til at se igen. Jeg er ikke god til det! Den næste måned kommer til at minde om den måned vi havde hjemme i Danmark inden vi drog på tur – og jeg har på samme måde bare lyst til at stikke af og slippe for de mange afskeder. Helt kujonagtig og umoden og ikke vokset en skid.

Men jeg holder ud. Og beholder solbrillerne på. Bare for en sikkerheds skyld.

Wow, vi gjorde det.

img_1502

Vi sad og klippede en video til Safeaway sammen. En video om hvor vi nu var og hvad vi kunne anbefale andre, der havde samme overvejelser… Og pludselig. Sådan virkelig pludselig, blev jeg grebet af en følelse af “wow, vi gjorde det”. Som skrevet om tidligere, tænker ham der skipper Christian og jeg sjældent særlig længe over store ændringer (læs selv her) – men det her var alligevel vildt. Vi er her. Lige her i alt det vi drømte om. De to små bader og teenageren spiller guitar i cockpittet. Og Christian og jeg kigger på hinanden. Og fatter igen, at vi gjorde det. Vi turde. Og vi er lige midt i vores drøm…(som har det med at blive hverdag efter 8-9 måneder (heldigvis) men som også har godt af at blive genopfrisket og dyrket og nydt).
På trods af de sidste mange frustrationer over skænderier, diskussioner, oprydninger og den slags hverdagsting…så er det meste af tiden jo ret fantastisk. Vi udlever vores drøm, vi lærer hver dag og udvikler os. Og vi er sammen!
I kan se den video der startede tankerne her:

Landet der plager igen…

Så er vi tilbage i landet der plager igen…”

Sådan sagde Liva, da vi i går var på tur i Philipsburg, som er hovedstaden i den hollandske del af St. Martin. Og jeg forstår virkelig godt hvad hun mente med det…

Philipsburg er ligeså smuk som billederne viser, men den er meget præget af de krydstogtskibe der lægger til i byen. Det betyder at en hel gade er fuld af smykkebutikker, der sælger præcis det sammen som butikken ved siden af og butikken ved siden af og butikken ved siden af… Derfor “plager” de meget. Livas oplevelse var at blive overfaldet og plaget om at komme ind i butikkerne. Og det er længe siden vi har oplevet det.

Flere af smykkebutikkerne prøvede at lokke kunder ind med skilte hvor der stod “1 free Heineken just for looking”… Vi prøvede…men det virkede ikke.

Parallelt med denne meget turistede gade løber den lokale gade, hvor butikkerne er helt anderledes og hvor der ikke plages. Det kunne vi meget bedre lide!

Turen dertil i bus var fin og vi er generelt ret vilde med at opleve øer, byer og lande fra de lokale busser. Det er her mennesker kommer hinanden ved og her landets mentalitet viser sig. Og så er det en billig måde at transportere sig. Her på St.Martin koster 1 barn 1 US dollar og en voksen 2 US dollars – for en tur fra den ene ende til den anden. Og der er garanteret oplevelser med i busturen – og god udsigt.

En meget farverig café i den fjerne ende af "krydstogsgaden"

En meget farverig café i den fjerne ende af “krydstogsgaden”

 

Den smukkeste udsigt

Den smukkeste udsigt fra den lidt slidte gade.

 

Og her den pæne krydstogtgade med palmer og brede fortove.

Og her den pæne krydstogtgade med palmer og brede fortove.

 

Og så måtte banden trække vejret ved stranden...lidt væk fra "dem der plager".

Og så måtte banden trække vejret ved stranden…lidt væk fra “dem der plager”.

 

Liva og Johanne med lille Alexander.

Liva og Johanne med lille Alexander.

I dag tager vi en stille hverdags-dag med skole, tøjvask og oprydning. Og nu er det (igen) kun Liva der plager…om slik, om bamser, om sodavand, om leg og om frikadeller…! Så alt er som vi kender det. Og det er nu rarest.

 

Om at få en dag alene…

Det endte med at jeg havde en hel dag alene i går. Jeg sad på den der café og tiden gik. Og pludselig var klokken 16 og så stod mine dejlige fire pludselig udenfor og kiggede ind.

img_1818

Men de havde planer om at gå på en anden café med meget bedre internet. Så de gik straks videre og efterlod mig helt alene igen. Lovede at komme tilbage efter 1 time, så vi kunne sejle ud til Johanna.
Klokken blev 17.30. Men de kom ikke. Og så fik jeg et lift ud til mit hjem. Og så sad jeg der helt alene med musik og kaffe og den her udsigt:
img_1814 img_1817

Og havde haft en dag, som jeg ikke kan mindes at have haft længe.
Jeg var uden de der 4, som normalt er lige foran mig, lige bag mig eller lige ved siden af.
Og da de kom hjem, var det sådan set ret dejligt. Og de var glade. Og jeg havde nået at savne dem lidt.

img_1821

Heldigt at jeg har sådan en mand, som godt kan mærke, når jeg har brug for en dag alene. Helt uden jeg siger det til ham og helt uden jeg spørger ham…han fikser det bare.

Om at være sammen hele tiden…

Det er mærkeligt det her med at være så tæt sammen hele tiden. På så lidt plads og så intenst. Det var jo lige hvad vi drømte om den der efterårsdag hjemme i kolde København med travlhed, madpakker, arbejde, småsløje børn og lyden af døre der hele tiden åbnede og lukkede sig. Vi var alle på vej et eller andet sted hen. Hver for sig. Hele tiden. Og vi savnede hinanden. Og vi savnede tid sammen. Og ro.
Og nu er vi sammen hele tiden. Der er absolut ingen travlhed. Ingen skal nå noget. Ingen døre åbner og lukker sig. Og madpakker er der ingen der savner.
Det er jo helt fantastisk at være sammen 24/7. Og at opleve så meget sammen og indtage verden sammen. At udvikle sig sammen. Og lære nyt om sig selv og hinanden. Men det er også intenst på en lidt hård måde engang imellem. Konflikter på båden bliver alles konflikter. Diskussioner på båden præger stemningen for alle på båden.
Jeg kan ikke huske hvornår Christian og jeg sidst har haft en snak – bare os to – hvor der ikke skulle tages hensyn til 3 børn der som det mest naturlige i verden følte sig som en del af vores samtale. Det kan være svært at acceptere, at vi skal gemme de vigtige og private samtaler til efter sengetid – og der er der så endelig ro og plads til at hviske i mørket.

img_1795

Jeg kan heller ikke huske hvornår jeg sidst ægte har savnet mine fire aller bedste mennesker. Eller tænkt: Ej, det glæder jeg mig til at fortælle dem. For de er der jo hele tiden. Aller højest 20 meter væk på Drum eller Polonica – men oftest max 2 meter væk – og helt sikkert i VHF-afstand hele tiden. Og de oplevelser jeg får, er de en del af.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har forladt Johanna alene. Vi er alle så afhængige af vores eneste dinghy og det er derfor ikke en mulighed at forlade Johanna helt alene og lade de 4 andre blive tilbage uden mulighed for at bevæge sig væk.
Vi forlader som regel Johanna i samlet flok ofte med lidt diskussioner om alle nu behøver at have t-shirt på, om alle klip-klapper ligger i dinghy’en, om ankeret ligger godt nok, om det bliver regnvejr og alle lugerne derfor skal lukkes…osv.
Og vi forlader som regel også land sammen og begiver os tilbage til vores hjem sammen. Som 5 sammenhængende robotter, der ikke kan bryde ud af linien.

Lige så helt utroligt heftigt det kan være at være en del hinandens liv, tanker, diskussioner, konflikter, udvikling og udfordringer fra morgen til aften – ligeså magisk er det at få lov. At være så tæt i 2 år. Det kan ungerne heldigvis også godt få øje på – selvom de engang imellem er ved at rive hovederne af hinanden og os.

img_1581

Men lige nu har jeg forladt Johanna helt alene (eller næsten…jeg blev sejlet ind af Bertram, som så tog vores dinghy tilbage, så de har mulighed for at komme væk) og sidder på en café med Sophia fra Polonica. Vi snakker ikke sammen. Vi sidder bare helt stille med hver sin skærm og nyder at have ro. Og elsker lige et kort øjeblik ikke at være en del af diskussioner, konflikter, sultne børn og mænd der larmer.
Men det er helt rart at vide, at jeg bare kan kalde på VHF’en og så bliver jeg hentet igen. Og så er jeg tilbage i det trygge kaos, hvor konflikter, larm og udvikling brager derudaf…

img_1502

Older posts