Tobago – ved ikke om vi kommer herfra…

img_2313

Første indtryk af Tobago er ret godt. Lige hvad vi drømte om og håbede på. Vi, Liva og jeg begav os ind til Charlotteville for at få vores ophold og alle papirer og stempler i orden. Allerede da vi lagde til ved broen, var der hjælpsomme mennesker som gerne ville hjælpe os med at finde vej til “Customs and immigrations-office”. Vejen dertil var nem og vi blev kun mødt af glade og åbne mennesker. På vej op til kontoret kom en dame med “customs” stående på ryggen af hendes t-shirt, ud af et hus og begyndte at følge efter os. Hun så at der var kunder i butikken og fulgte efter os op til sin arbejdsplads, customskontoret. Efter en masse udfyldte papirer blev vi sendt videre til næste kontor, immigrationskontoret. Her sad en smilende mand og ventede på os. Han var blevet tilkaldt specielt til os. Det er helt tydeligt, at vi kommer udenfor sæsonen. Og der er ikke samme træthed, som vi har oplevet på andre øer, der var overrendt af turister og sejlere. Efter mange stempler, papirer og spørgsmål, kunne vi nu officielt bevæge os rundt på Tobago. Og selvom de var strikse med alle deres papirer, var de ikke mere strikse end at jeg fik lov at skrive under på papirerne som skipper af S/Y Johanna…
Vi er så glade for vores laminerede skibspapirer fra FTLF. De ser så officielle ud og de kontorer vi har været på er vilde med dem. Når der er stempler og det ser officielt ud, er der som regel ingen spørgsmål eller problemer.

Ude i varmen igen fandt vi det lokale bibliotek og fik at vide at vi sagtens kunne få et lånerkort og låne bøger, bruge internet og deltage i børne-aktiviteter, hvis vi havde lyst. Det havde vi. Og nu har jeg et lånerkort til biblioteket her på Tobago. Og Liva har lånt engelske bøger med hjem.

img_0850

Efter biblioteket gik vi tur i Charlotteville og faldt i snak med gode og åbne mennesker. Vi spiste frokost med resten af familien og 7Seas besætning på en lille strandbar. Fried chicken, tuna og fries. Alt var selvfølgelig friturestegt. Og det var første rigtige måltid efter brækturen fra Martinique. Ejeren gav os bananer med og sagde at vi skulle komme tilbage i morgen tidlig og hente flere. Han ville så plukke nogle til os i sin have og tage dem med.

img_0848

Der er hunde, høns og katte overalt på vejene. Og Liva har travlt med at skaffe nye dyrevenner. Til gengæld er der ikke mange biler.

Videre på tur i Charlotteville…en masse møder med gode mennesker. Der er en åbenhed her, som vi ikke har oplevet længe. Alle er hjælpsomme og nysgerrige – og vil gerne fortælle om deres liv.
Vi endte på byens isbar og fik en god snak med ejerne af baren, som fik lokket is i os alle. Vi spiste is med den bedste udsigt man kan forestille sig. Og sagde farvel med aftale om at komme igen i morgen. Is her koster kun 9 TT dollars (ca det samme som danske kroner).

img_0846
Tog glade og mætte ud til Johanna igen. Tobago tegner til at blive det eventyr vi drømte om.
Drengene er taget ud for at skyde fisk. Liva er til leg på 7Seas. Og jeg har en times ro. Helt alene. Virkelig tiltrængt efter 2 døgn med 6 mennesker helt tæt på 42 fod.

Menneskelivene leves på vejene og der er ingen travlhed eller stress. Jeg er sikker på at alle nu ved, at der er landet 2 både med 11 mennesker, der er klar på oplevelser. Dagen i dag vidner ihvertfald om, at der godt kan skabes gode relationer her.

Desværre er de ved at opføre et center lige midt i alt det her skønne og grønne. De lokale vi snakkede med er selvfølgelig bange for at det går ud over deres forretning. Og vi har meget svært ved at forestille os, at der er kunder til et storcenter… Det rager desværre godt op i den idylliske by:

img_0845 img_0849

Jeg har en fornemmelse af at Tobago bliver helt særlig for os. Tænk at Tobago ikke var en del af vores planer…godt at planer ændrer sig!

Skippers logbog Martinique-Tobago

Logbog
Martinique-Tobago
D. 25.-26. juni 2017

Endelig kom der en mulighed for at komme langt sydpå. Egentlig havde vi satset på at komme afsted allerede torsdag, men som dagen nærmede sig forudsagde vejrudsigten mindre og mindre vind, og onsdag besluttede vi at der ikke var nok til at bringe os de 180 sm sydpå til Man Of War Bay på Tobago. Min bror Thomas ankom til Martinique i mandags og skal være med os de næste 4-6 uger. Han var meget ivrig efter at komme afsted, men måtte nu altså vente nogen dage.

Søndag vågner vi til gråvejr og heftige regnbyger, men holder fast i at vi stikker afsted. Ved 9-tiden får vi ankeret op og sætter fulde sejl. “7Seas” er med os med samme destination.
Så snart vi nærmer os øens sydspids er vinden som alle foregående gange, lige i stævnen og langt over de lovede 20 kn. Vi måler pust på 27 kn, og må hurtig sætte 2. reb. Endnu engang beroliger jeg besætningen og siger at det nok skal rette sig, når vi kommer fri af øen, og krydser fingre for at min skråsikkerhed holder stik…

img_2309

Dønningerne i strædet mellem Martinique og St. Lucia er også lidt svære at blive klog på. De kommer fra flere retninger og i forskellige intervaller, og gør sejladsen til noget af det mest urolige vi hidtil har prøvet, og hele besætningen, inklusiv jeg selv, skal virkelig tage sig sammen, og bruge alle tricks i bogen, for ikke at blive søsyg. Vi vender situationen med “7Seas” over VHF’en, men bliver enige om at fortsætte og håbe på at vejret bliver som lovet, og vinden går mere i NØ. Endelig efter 7 timer i modvind kommer vi til vores waypoint, hvor vi kan falde en smule af og sætte kursen direkte på Tobago. Vinden er nu gået i ØNØ men ikke i NØ som lovet, men dette er dog kærkomment og giver os en fin halvvinds sejlads. Vi har igen fulde sejl, og skyder 6-7,5 kn i 14-19 kn vind. Det er stadig gråt og kedeligt, dog uden nævneværdig regn.
Vi lægger endelig St. Lucia bag os i disen og forbereder os på natten.
Vi ligger side om side med “7Seas” da mørket falder på og jeg ligger mig på kistebænken og forsøger at hvile mig lidt, mens drenge og Thomas tager første tørn. Cille er stadig søsyg og er gået til køjs med Liva.

Efter et par timer sender jeg drengene i seng og tilbyder Thomas at bytte, men han er en natteravn og alt for “oppe at køre” over at sejle nat på Atlanten, til at sove, og jeg tager et par timer mere på kistebænken (perfekt!).

Da det bliver min vagt og Thomas tager min plads på kistebænken, er vinden taget lidt til og autopiloten arbejder hårdt på at holde kursen og forhindre båden at skære op. Ville egentlig gerne rebe lidt, men vi sejler virkelig stærkt, og vi har en del vi skal indhente fra den første del af turen, som tog noget længere end planlagt. Jeg regner lidt på tiden og beslutter at bevare sejlføringen, for at være sikker på at ankomme i dagslys. Autopiloten skånes ved at slække godt ud på storsejlet og få nogen timer til at gå med håndstyring.
Sådan går det derudaf hele natten, vinden svinger fra 15-19 kn. med pust på 22 kn. Og holder sig hele tiden i ØNØ.
Drengene kommer op et par gange bidrager med nogen tjanser, og kommer igen da solen er stået op. Vinden har nu lagt sig lidt og det er roligt nok til at jeg kan ligge mig i salonen og få indhentet lidt søvn.
Da hele besætning er oppe ved 7-8 tiden, mangler vi stadig omkring 60 sm. Men solen skinner nu fra en skyfri himmel og vi har god fart i skuden. Vores ETA ser ud til at være omkring kl. 16. Alt er helt perfekt, lige bortset fra Cille, der stadig er en smule søsyg og bare helst vil sove eller stirre ud i horisonten.

Som vi nærmer os Tobago, øger strømmen mere og mere. Dette gør igen dønningerne utilregnelige og giver os på nogen tidpunkter et ordentlig skub, men for det meste bliver det en brat opbremsning, og vi er nu flere gange helt nede og sejle 3,5 kn. Jeg håndstyrer det bedste jeg har lært, for at holde farten oppe og kan på den måde holde et snit på 4,5-5 kn. men dette er bare ikke nok, hvis vi skal nå at anduve Man Of War Bay inden solen går ned. På et tidspunkt måler vi vores fart gennem vandet til 8.5 kn men reelt kan vi se vi kun sejler 4,5 kn. Altså 4 kn modstrøm. Og med 12 sm tilbage må jeg gi’ mig og starte motoren for at komme ind så hurtigt som muligt, da hele besætningen er godt brugt. Vi kan nu holde 6 kn. og bliver lige inden vi sejler ind i bugten mødt af en stor flok delfiner som underholder alle og ikke mindst Thomas, der aldrig har set delfiner før, næsten helt ind i bugten.

Kl. ca 18 efter 33 timer på havet, smider vi ankeret i på 13 meter vand i en utrolig smuk bugt, med kun 3 andre sejlskibe i hele bugten. Alle er helt oppe at køre og glæder sig til at komme land. Men først skal vi lige have et solidt måltid mad og en god nattesøvn, nu syd for orkanbæltet!

img_2305

Ankommet til Tobago

Vi er ankommet til Tobago efter 33 timers sejlads fra Martinique. Det var en tur med bølger, god vind, sang og bræk. Skipper skriver i logbogen senere. Men synet det mødte os i Man O War ankerbugt var ret fantastisk. Tobago virker allerede helt skøn. Vores check-in blev klaret på ca 1,5 time, hvor vi løb mellem 2 forskellige kontorer. Vi er væk fra Europa. Der er masser af tid! Og mange stempler som skal klares.

img_2299 img_2302

img_2305 img_2313 img_2316 img_2317 img_2319

Liva og jeg er taget til Charlottevillle og drengene forsøger imens at skaffe aftensmad. Harpunerne er smurt. Og de er så klar!

Gustavs youtube-kanal

Gustav har startet en youtube-kanal…den kommer nok på sigt til at handle mest om vilde og seje dyr – over og under vand, men lige nu handler den om vores liv her på båden. Altså set med Gustavs øjne – og det er det der gør det ret interessant for Christian og mig at se. Altså hvordan han oplever det her vi har gang i. Se hans nyeste video her:

Om søskende

Da vi fik Gustav, vidste vi selvfølgelig ikke at vi 3-4 år efter skulle have Bertram. Og da vi fik Bertram, vidste vi selvfølgelig ikke at vi 3-4 år efter skulle have Liva. Og pludselig havde vi 3 unger. Helt vildt forskellige unger. Som nyder den her tur og det her liv på hver deres måde. Og som jo er så forskellige steder i livet og i bevidstheden på grund af deres alder. Men også på grund af deres “væren i verden” og deres plads i søskendeflokken.

Man kan tydeligt mærke på Gustav at han er storebror. Han har overblik og er klar med en kommentar til de to små i alle tænkelige situationer. Han er også super god til at få dem med og er så omsorgsfuld (når han gider!!).

Og Bertram er et klassisk midterbarn. Ikke i klemme, men super god til at diplomatisere sig ud af alting.  Han forholder sig ikke så meget til hvad der sker omkring ham og man ved som regel ikke om han har hørt hvad der er blevet aftalt. Men han er altid med den værste alligevel.

Liva er helt klart lillesøster!! Og ved præcis hvilke knapper hun skal trykke på. Bertram glider oftest af og så forsøges der med Gustav. Og der er gevinst HVER gang… De to kan have kampe, som kun storebror og lillesøster kan have.

Derfor er det heller ikke tilfældigt at jeg faldt over dette billede på Gustavs kamera:

img_2291

Når deres kamp er aller værst, er det nok præcis sådan han oplever hende. Og han er jo storebror…så selvfølgelig tager han et billede af hende midt i kampen!

Heldigvis er kærligheden der hele tiden. Og når nu vi har snuppet dem væk fra andre sociale relationer med børn, er det sgu nok meget godt at de øver sig på hinanden. Også selvom alle bliver en del af det på de her 42 fod.

Christian og jeg snakkede den anden aften om det bånd de her 3 børn har og opbygger lige nu. Den her tur vil for altid være en del af deres fælles barndom og de minder der skabes her, vil sandsynligvis være med til at knytte dem endnu tættere. Og så huskes kampene nok ikke lige så tydeligt som alt det andet de har gang i her i verden!

Older posts