Bonaire-livet

Livet her på Bonaire er meget nemt. Og på trods af at det er en af de mere civiliserede øer vi har besøgt, har den alligevel en lokal charme. Alle er venlige og hjælpsomme. Det meste kan lade sig gøre, hvis man bare snakker med de rigtige. Vandet er blåt, blåt og blåt og sigtbarheden er helt fantastisk. Bare en lille svømmetur rundt om båden byder på en vild oplevelse af eksotiske fisk og havskildpadder. Og på trods af at vi efterhånden er blevet lidt vant til at se og svømme med havskildpadder og papegøjefisk, kan vi godt få øje på at her er fantastisk.

img_9276

Jeg har været til yoga i et helt ægte yogacenter – selvfølgelig hedder det “Smiling Buddha Yoga” med duft af røgelse og lyden af klokker og beroligende stemmer. Det var fantastisk. Jeg har ikke haft noget jeg skulle til – altså en rigtig aftale, hvor det var nødvendigt at jeg forlod båden på et bestemt tidspunkt – i virkelig lang tid. Og nu skal jeg forlade båden 2 gange om ugen, fordi jeg har mit eget projekt. Et projekt der giver god energi. Og alligevel følte jeg et stik af dårlig samvittighed over at være væk fra de 4 andre i 3-4 timer. Det holder jo ikke. Men er nok en konsekvens af at have været så tæt så længe. Og så selvfølgelig en konsekvens af at være mor. Den dårlige samvittighed slipper nok aldrig helt uanset hvor meget tid man er sammen med sine børn. Heldigvis behøver jeg bare at sige det højt til Christian og så får han lukket den tanke. Og sender mig afsted til yoga med verdens største smil og helt ægte opbakning.

Ungerne elsker også Bonaire. Og er kommet ind i fiske-gamet igen. Bertram sætter sit ur om morgenen kl 06 for at tage ud og fiske. I morges kom han hjem med 4 bonitoer og han har nu renset dem og stegt dem til vores frokost. Det er ikke helt skidt at have unger der er optaget af fiskeri. Og det siger jeg til mig selv igen og igen når der ligger fiskeskæl og klamhed overalt på badeplatformen og i køkkenet… rengøring er helt klart næste emne at gøre dem interesserede i!

img_9270

Christian har fået taget hul på dykning og er helt på toppen. På onsdag er der arrangeret fridykkerkursus for ham og drengene og der er vild spænding over at skulle i gang.

Bonaire har det hele, men vi oplever i små doser. Vi kan ikke opleve nye ting og lege turister hver dag. Det har vi erfaret at den her familie ikke kan efter et år på farten. Men Bonaire er også et sted hvor man godt gider at blive på båden hele dagen. En god bog, en dukkert når varmen bliver for voldsom og en hverdag med alt hvad der hører til. Og måske i land for at spise en is – for det har de også her, altså en god isbar.

I morgen starter vi skole igen. De her unger skal lige nå at være i gang, inden de igen skal holde ferie når mormor, morfar og Johanna kommer og besøger os på Curacao i slutningen af august. Ingen gider at gå i gang – men det indrømmer jeg aldrig overfor ungerne. Prøver at starte skoleåret 17/18 sprudlende af engagement og motivation og så håber jeg at de bider på…

En fed sejltur

Gustav står for logbog fra vores sejltur til Bonaire. Han er så mega sej. Og han tager så meget ansvar, når hans mor har kastet en masse op og dårligt kan holde sig oprejst. Han er helt uundværlig.
Læs hvad han skriver:

img_4375

Sejlturen fra Trinidad til Bonaire var rigtig fed. Vi fik både fisket og hygget, set delfiner og meget mere. I starten af sejlturen ud for Trinidad var der meget uvejr. Et lynede og tordnede lige over vores hoveder og det regnede rigtig meget. 7 Seas var midt inde i det. Faktisk var der et lyn der kom så tæt på dem at deres autopilot gik i stykker. Der skete heldigvis ingenting med os.
Som alle de andre lange sejlture er var det den første dag der var den mest irriterende, fordi at det er dagen hvor man lige skal igang. Næste morgen var der ingen vind, så vi sejlede for motor, samtidigt var der bølger fra en irriterende vinkel , så vi rullede end hel del.
Vi hyggede og snakkede, hørte musik på Bertrams højtaler, og det gik dagen sådan set med. Vi havde som altid en fiske line i vandet, og vidste af erfaring at der altid var bedst at fiske lige før solen stod op, og lige efter solen gik ned. Om aftenen fik vi så den første fisk på krogen. Jeg løb over til fiskestangen og gav den et hårdt modhug, for at få krogen til at side ordentligt fast. Det duede desværre ikke for den røg af da jeg gjorde det. En halvtime senere spinner fiskehjulet igen, så jeg giver den endnu et modhug. Denne gang duede det, så jeg begynder at hive fisken ind. Den springer rundt, og vi når lige at se hvad det er for en fisk før den hoppede af. Det var en
Mahi Mahi, også kendt som en Guldmakrel.
Det blev nat, og vi kunne ligesom natten før se, enorme tordenbyger inde ved Venezuelas kyst (vi var ca. 83 sømil ude fra kysten). Mig og far havde nattevagter. Jeg havde nattevagt fra klokken 4 om morgenen, så far kunne blive frisk. Lige før solen stod op, smed jeg en fiskeline i vandet, for lige at fange aftensmaden og rigtigt nok fik jeg bid 15 minutter efter. Jeg begynder at hive den ind, denne her sidder godt på krogen. Jeg hiver og hiver og den springer og springer, det var en Mahi Mahi ligesom dagen før. Imens jeg hev den ind kom der delfiner og svømmede med båden. Jeg får fisken helt tæt på båden, måske 10 meter. Som om det ikke kunne blive mere dramatisk kom der så en skide haj og slugte hele fisken og bed stålwiren midt over, så jeg mistede endnu en fisk…! Dagen er som de andre, man hygger sig, spiser lidt, hører musik, kigger på vandet, kigger på delfiner, snakker osv. Midt på dagen ved 2 tiden får vi et til bid. Denne her fisk var enorm. Den trak en helvedes masse line ud, far kunne ikke holde stangen op, og selvom vi havde strammet bremsen alt hvad vi kunne løb den stadig med linen. Den løb og den løb og til sidst knækkede den en frisk 32 kilos line midt over.! Det var den anden sprutte vi mistede på to dage.
Vi var ved at være godt sure på de fisk, og var fast besluttede på at vi bar SKULLE fange en fisk inden turen var over. Ud på efter middagen kom der en kæmpe flok delfiner, det er som altid fantastiske at kigge på og det er en af de ting man aldrig bliver træt af. Vi talte om hvor dejligt det ville blive at komme til at dykke på Bonaire, og vi snakkede selvfølgelig også stadig om hvor stor den tidligere fisk må havde været. Det blev aften og vi fiske selvfølgelig stadivæk. Nu havde vi taget kraftigere midler i brug. Vi havde rigget to håndliner til, med en kraftigere line. Solen gik ned og det var ved at blive mørkt. Håbet om den der fisk var så smådt ved at løbe ud. Men så kom der noget på en af håndlinerne. Det var mega tungt så mig og Bertram skulle have handsker på. Den kom til syne og vi troede at det var endnu en Mahi. Men da den kom op havde vi fået TO tun på samme line (der var to sprutter på samme line).
Vi fik dem op og den ene var omkring 8 kilo og den anden omkring 6 kilo. Det var teamwork og mig og Bertram var MEGET stolte. Vi fileterede dem og der var ca. 3 kilo tun fileter. Så vi fik lidt tun fileter til aftensmad, og resten gemte vi til når vi skulle mødes med Polonica. Natten faldt på og jeg lå og så noget film, og sov så jeg var klar til nattevagten. Klokken 4 stod jeg op og så sad jeg og holdt øje, faldt lidt af og skar måske lidt op. De sidste timer af turen var ulidelige (som altid). Man sidder bare og venter og har enlig ikke rigtig lyst til at sejle mere. Det er det når er indstillet på at skal i land så kan man bare ikke vente, men hvis man derimod godt ved at turen er på 10 dage så kan man sagtens venter fordi at man så er indstillet på at der går noget tid før du skal i land. Da vi var nået til ankerbugten kom Polonica ud og sagde hej i dinghy’en og viste os hvilken bøje vi kunne ligge ved, og så var turen slut…

img_4392

Følelsen af hjem – igen

Igen har vi følelsen af at komme hjem. Og vi har ikke engang været her før. Altså på Bonaire. Måske er det fordi Polonica allerede har været her i to uger og sejlede os i møde med deres dinghy – og viste os supermarkedet og den bedste vandmelonjuice, fulgte os til immigrationskontoret, tog os med til byens issted og bagefter inviterede til leg på Polonica. Måske er det. Fordi det faktisk minder lidt om et sted tættere på hjem – med små farverige huse, stille gader og vindmøller. Bonaire er hollandsk – og det kan man godt mærke. Vi er allerede ret vilde med det her.

Turen hertil tog præcis 3 døgn – 450 sømil med perfekte vind- og vejrforhold. Johanna sejlede som en drøm. Vinden var helt tilpas og vi mærkede ikke meget til bølger. Det blev en af den slags ture, hvor delfiner, flyvefisk og fiskeri fyldte en hel masse. Hvor vi snakkede i mørket kun med lys fra stjernerne og med stille musik fra højtaleren. Hvor vi ret hurtigt fandt rytmen og var stille sammen. Hvor vi tog bad på badeplatformen i det klareste vand. Og hvor der præcis skete det vi drømte om…at vi nød hinandens selskab og alle kunne mærke at vi trængte til at være os 5 på vej i verden. Det bliver en tur vi husker.

img_9258

img_2492 img_4398

img_2521 img_4403 img_4396

Det blev også turen hvor vores fiskeriheld blev udfordret. Vi fik bid 5 gange. Første gang smuttede den af, anden gang skete det samme. Tredje gang havde Gustav hevet den meget tæt på båden, da der pludselig dukkede en hajfinne op bagved og slugte både (vores) fisk og vores krog. Fjerde gang var fisken så stor, at linen knækkede med at ordentligt smæld. Men femte gang…der samarbejdede drengene og trak ikke bare én, men to tun op på samme line. De havde været så smarte at sætte to sprutter på og var heldige at havne midt i en stime…der fik de fat på en 5 kg tun og en 8 kg tun. Og der var lykke! Og hjemmefanget fisk smager bare bedst.

img_4428

Her på Bonaire må man ikke skyde med harpuner, så vi har afleveret vores harpuner på deres kontor og får dem først igen, inden vi sejler herfra. Vi må ikke ligge for anker, men skal tage en af deres bøjer. Hele området er en marinepark og der heldigvis passet godt på det hele. Første lille bitte tur fra båden tyder på et utroligt liv under vandet.

Vi regner med at blive her i ca 3 uger, så der er rig mulighed for at nå alle de mange ting vi drømmer om. Drengene har besluttet sig for at de hellere vil have et fridykkerkursus end et PADI dykkerkursus. Og det giver ret god mening for resten af turen. Vi har ikke dykkerudstyr på båden og det kan blive en dyr og besværlig fornøjelse at finde et dykkercenter hver gang de skal dykke. Til gengæld kan de bruge et fridykkerkursus til meget mere – uden andet udstyr end det vi har i forvejen. Og helt egoistisk tror jeg også at et fridykkerkursus skaffer en del mere føde til besætningen…så jeg bakker selvfølgelig op (er i øvrigt ikke træt af fisk mere).

Vi vil også gerne leje cykler og køre rundt på øen. Hele banden savner at cykle. Hjemme i Danmark cyklede vi hver dag – det var vores primære transportmiddel. Så det er vi nødt til at få prøvet her på Bonaire. Liva er lidt bekymret for om hun mon kan huske hvordan man gør. Og det er vi jo nødt til at få afprøvet.

Og der er mange flere ting på listen. Men først skal vi sove. Og så skal båden have en omgang…den bliver ikke meget lækker og ordentlig af tre døgn uden land med fem menneskers rod og en del fiskesnask i cockpittet.
Men hey, vi er lige her. Havet er så blåt og himlen er uden en sky. Vi kan igen hoppe i direkte fra båden og det sætter alle pris på efter næsten 2 uger i Trinidads beskidte vand. Det er helt utroligt hvor store kontrasterne er. Vi sejlede fra Trinidad i mandags – fra en larmende, beskidte og levende marina. Og nu er vi her på Bonaire i det klareste vand med en helt anderledes kultur – uden musik i gaderne, men med en anden charme.
Vi elsker det hele. Og elsker at vi kan bevæge os i vores hjem og derved se en nye steder i verden.

img_2517

Logbog Tobago-Trinidad

img_4159img_4161 img_4143img_4150

Her er endelig logbog fra vores tur fra Tobago til Trinidad. Christian har haft så travlt med båden og der har derfor selvfølgelig ikke været tid til at skrive.

I morgen går turen videre til Grenada. En sejltur der går meget tæt forbi Venezuela, men vores skipper har selvfølgelig en plan!

Tobago-Trinidad

D. 12-13 juli

Så kom dagen hvor vi måtte forlade skønne Charlotteville og sætte kurs mod Trinidad. Der er bestilt tid til at komme på land hos Peake’s i Chaguaramas, hvor båden skal have den store tur og gøres klar til endnu et år.
En navngiven storm (Don) ligger og truer, og vi har besluttet at komme afsted inden den kommer for tæt på og laver rod i vinden.
Turen er omkring 81 SM og vejr udsigten lover medvind hele vejen, men dog ikke mere end 8-10 kn.
Efter strenge ordrer fra Customs og Immigration har vi allernådigst fået lov til at blive i bugten indtil kl. 15.30, og 15.26 trækker vi ankeret op. Det samme gør 7seas og Beluga samt Ari B, som er en engelsk båd vi mødte her på Tobago. Solen skinner, og da vi sejler ud af bugten og kigger os tilbage, er vi alle enige om at det klart er et af de fedeste steder vi indtil videre har været, og at vi med sikkerhed skal tilbage en anden gang.

Vi sætter alle sejl og glider stille og roligt ned langs kysten. Til at starte med med reb i storsejlet, for at holde farten nede så vi ikke ankommer i mørke. Men hurtigt løjer vinden af og vi må sætte fulde sejl for at holde fart. Nu drejer vinden så vi sejler plat læns, og vi sætter spilerstagen i lu og storsejlet i læ for maksimal fart. Vi sejler mellem 3,5-5 kn og det er meget behageligt sejlads.
Mørket falder på og vinden falder nu helt ned til 3,5 kn og vi kommer ingen vegne. Motoren startes og vi går nu stille og roligt for 1200 omdr. de sidste SM ned langs Tobago.
Da vi kommer fri af øen og bevæger os ud i strædet mellem Trinidad og Tobago bliver søen meget uforudsigelig med dønninger fra flere retninger og kraftig sideværts strøm, som sætter os 30-40 grader. Båden kastes i alle retninger. Fokken hales og storsejlet hales helt tot for stabilitet, og jeg krydser fingre for at det bliver bedre når vi er kommet fri af Tobago. Det varer dog ikke længe før der igen er ro på, og Cille og ungerne går til køjs.
Motoren kører fortsat og jeg små blunder lidt cockpittet. Det bliver dog ikke til så meget, for ved 23-24 tiden kommer der igen lidt vind, ca 8 kn, som er lige nok til at sejle. Alle klude sættes og jeg kan nu slukke motoren og holde 4,5 kn agten for tværs. Jeg skal stadig kompensere meget for strømmen og styrer en del mere sydligt end jeg gerne vil, for at ramme vores mål. Men alt i alt sejler vi nu rigtig fint, og jeg forsøger igen at få lidt søvn i cockpittet.
Den lette vind springer dog en del og der skal hele tiden trimmes. Alle 4 både ligger desuden meget tæt sammen. AIS alarmen går derfor flere gange af og afbryder min ellers tiltrængte søvn. Hele natten kan man se lyn rundt i horisonten, men det holder sig heldigvis på afstand.
Ved 4-5 tiden er vi kommet ud af den værste strøm og kan nu falde af til plat læns igen. Spiler stagen sættes igen ud i lu og vinden ligger nu mellem 7-10 kn.
Lige inden solopgang bliver vi indhentet af en heftig byge som også har 14-16 kn vind med sig, og jeg kryber i skjul under sprayhooden. Det vare dog kun 15 min. inden det stilner igen. Gustav stikker lige hovedet op for at tjekke om der styr på det, men trækker sig hurtig igen da det stilner af. Jeg fortsætter med at sove 20-30 min her og der indtil Cille står op og kommer op i cockpittet med frisk kaffe. Vi sejler langs Trinidads klippede nordkyst med 3-4 kn og alle 4 både ligger utroligt nok indenfor 500 m af hinanden efter 14 timers sejlads. Det har været god sejlads og hele besætningen nyder freden. Derfor er det først da vinden falder ned under 5 kn. at moteren startes med 6-8 SM tilbage.
Da vi kommer til Trinidads nordvestlige hjørne og skal og skal rundt om pynten mellem “fastlandet” og en ø ved ved navn Monos, er der så meget udadgående strøm at vi flere gange er helt nede på 1,5 til trods for vores 2200 omdr. Her er smalt med klipper på begge sider, og det bliver lige spændene nok for Cille der går om læ til det er overstået. Det lykkedes dog forholdsvis udramatisk, og kl. 11.50 har vi fat i en af bugtens ankerbøjer.

Her er helt vanvittigt ucharmerende, med store værfter med tørdocks, larm og lugt. Desuden er her så meget skrald og olie vandet at vi allerede nu glæder os til at komme videre. Trinidad skal dog senere vise sig at have mange gode sider.

Noget om hjem

Engang imellem når der er tid og ro til at tænke over mere end “her og nu”, så tænker jeg over at vi er hjemme om 1 år. Halvdelen af tiden er gået. Vi har boet på båden i 1 år nu. Vi har besøgt så mange forskellige lande og endnu flere forskellige byer. Vi har spist så meget nyt mad og mødt så mange nye mennesker. Vi har ikke haft sko og strømper på siden oktober og lange bukser ejer vi ikke mere. Vi har udviklet os helt vildt – hele banden.
Og alligevel ændrer det ikke på at vi om 1 år ikke har noget hjem at vende hjem til. Vi har en masse drømme og forestillinger – men ingen sofa, hyggekrog eller velkendt nabo. Vi aner ikke hvad der skal ske. Vi ved ikke om vi får et hjem eller om båden fortsat skal rumme os 5 og fungere som base i en ny hverdag.
Det kan godt bekymre mig lidt. Eller faktisk ret meget – og mest når Christian ikke er lige her ved siden af mig.
Selvom ungerne er omstillingsparate og føler sig hjemme de fleste steder, så må der vel også være grænser.
Og som altid er der én her på båden, som bekymrer sig. Mens en anden bare ser det som et nyt eventyr…og glæder sig.
Godt jeg har ham. Og godt at han som regel ender med at få ret.
Nu vil jeg tage vores tasker, Liva under armen, checke ud og hoppe på en maxi-taxi tilbage til vores hjem, min mand og de seje drenge.

Og jeg ved jo godt, at mit hjem er lige der hvor de andre 4 er.

img_4287

Older posts