Skippers logbog

img_0654

Curacao – Columbia

2. Etape

Efter en morgendukkert på et 400 fods vrag fra 2. verdenskrig slipper vi vores mooring kl. 08.45 og sætter kurs mod Columbia.
Vi har hørt rigtig mange historier om hvordan det lovgivningsmæssigt er at sejle i Columbia. Mange siger, at man kun kan sejle til den by der står på ens seneste udklareringspapir, og at man under ingen omstændigheder må stoppe på vejen. Dette hørte vi endda fra en columbianer (der dog boede i Miami). Mange historier om den colombianske kystvagt, der skulle være meget strikse. Andre historier fortalte at man sagtens kunne stoppe på vejen, så længe man havde det gule flag hejst. Vi hørte endda en historie om en cruiser der havde været en hel måned i Columbia inden han indklarerede i Cartagena.
Vi blev enige om at prøve lykken og stoppe på vejen og så se hvad der skete. Derfor blev kursen sat mod “5 Bays” lige midt i en nationalpark nord for Santa Marta.

Vinden er som lovet mellem 15-18 kn og vi har sol fra en næsten skyfri himmel. Fiskekrogen bliver sat ud med det samme, og kort efter har vi hug. Så snart vi giver modhug knækker linen, og 30 m bag ved os kan vi se en stor flot Sailfish springe ud af vandet med vores krog i munden.
Fiskeriet lover godt og vi glæder os til flere hug. Som altid er dønningerne helt tossede de først 10 sømil, idet de er gået hver sin vej rundt om Aruba for igen at mødes her.
Vi skal holde vores fart lidt nede for ikke at ankomme midt om natten, og sejler derfor alene med storsejlet og endda med 2 reb i.

Efter nogen timers sejlads kommer et Coast Guard fly flyvende lavt henover os, tager en runde og kommer over endnu engang. Denne gang endnu tættere og lavere. Vi vinker og smiler bare.

Det er med en vis portion ærefrygt at vi er startet på denne passage, og besætningen spørger flere gange hvornår vi er ved det berygtede stræk. Det aner jeg imidlertid ikke, men kan på dybde kurverne i kortet komme med en estimering af hvor jeg tror “det starter”. Jeg har sat et waypoint 35 sm NV for Columbias nordlige hjørne. Herefter kan vi bomme og sejle en sydligere kurs ned langs kysten, stadig i behørig afstand til kysten med kurs direkte på vores destination. Jeg fortæller besætningen, at når de vågner er vi forbi det berygtede stræk, og krydser fingre for at jeg har ret.

Vi har med “Irie Rose” aftalt at holde god afstand til kysten for at holde os på ydersiden af 500 m kurven, i håb om at dønningerne så ikke er helt så store.
Da vi passerer Los Monjes….. en lille enklave af små klippeøer der tilhører Venezuela, vælger vi dog at sejle over et stræk med kun 80 m vand. Og rigtig nok bliver søen her helt tosset med tætte, stejle bølger fra flere retninger. Det drejer sig dog kun om få sømil og vi kommer hurtigt ud på den anden side.

Vejret arter sig dagen og natten igennem, og vinden overstiger aldrig 22 kn. Dønningerne holder sig også under 2m og kommer fra en behagelig retning. Vores værste forventninger bliver aldrig indfriet og kl. 01 når vi vores første waypoint og kan bomme og styrer nu direkte på vores destination “5 Bays”. Vi har dog stadig over et døgns sejlads tilbage, men det lader til at vi slipper billigt.
I løbet af natten mister vi “Irie Rose” af syne men holder radiokontakten.

Gustav hjælper igen til med nattevagter og jeg får et par timer her og der i løbet af natten. Da solen og besætningen igen står op, er alle lettede over at det ikke har været være, og fiskelinerne bliver igen sat ud. Vi havde håbet på at kunne se første glimt af Columbia, men vi er for langt fra kysten og må vente på landkending.

Ret hurtigt efter fiskekrogene er sat ud, spotter drengene en stor finne lige efter vores “teaser”. den kommer meget tæt og ender også med at bide på den og ødelægge den. Desværre er den ikke særlig interesseret i krogene, og forsvinder kort efter. Dette scenarie gentager sig to gange mere i løbet af dagen, men uden af vi fanger noget.
Hen ad eftermiddagen ser det ud til at vi trods rebet storsejl, alligevel ser ud til at ankomme midt om natten. Lige inden solnedgang erstatter vi det rebede storsejl med en spilet fok for at sætte farten lidt ned og time vores ankomst med solopgang. Dette virker perfekt og vores ETA er nu 06.30 Aruba tid, altså 05.30 Columbia tid.
Der går dog ikke længe før vinden pludselig dør fuldstændig og moteren må igang. “Irie Rose” mistede vinden en times tid før os og har sejlet for motor lige siden. De har derfor indhentet os og er igen synlige.
Det meste af natten bliver for motor med enkelte kortvarige afbrydelser. Vi er nu side om side med “Irie Rose” og der bliver mere og mere trafik som vi nærmer os målet. Gustav og jeg deler nattevagterne, der hele natten igennem forløber meget roligt.

Da solen står op har vi stadig 1,5-2 timer endnu. Sierra Nevada bjergene tårner sig op i solopgangen og scenariet er helt spektakulært. Endnu engang betages vi af tanken om hvor langt vi har sejlet.

Drenge er meget opsatte på at komme i land med fisk. Krogen og “Teaseren” sættes ud igen og det varer ikke længe før der igen er en stor fisk efter “Teaseren”. Drengene haler linerne ind, så de ligger tæt på og prøver at lokke den. Begejstringen er stor, når vi kan se den jagte udstyret 10 m bag båden, selvom vi kan afgøre hvad det er for en fisk.
Pludselig løber den af med den ene sprutte på fiskestangen. Den har fart på og hjulet lyder som om det er ved at brænde sammen. Drengene har ikke en chance for at holde stand med den, og jeg kommer til og for stangen om på badeplatformen, hvor jeg for sat mig til rette og er klar til kamp. Efter 20 min. kamp får jeg fisken så tæt på båden, at vi kan afgøre hvad det er for en fisk, og vi bliver helt ekstatiske da vi kan se, at det er en Marlin. Nu skal vi bare have den op i båden…
Det lykkes dog og vi får taget livet af den og bundet den fast, så vi kan komme ind i ankerbugten i ro og mag.
Vi får smidt ankeret i på 5.5m og ryddet op efter 2 døgn til søs.

Bedst som vi er nået til at skulle partere fisk, kommer kystvagten farende i mod os i en stor motorbåd med 4 betjente i. Vi synker spyttet og repeterer hurtigt for hinanden, hvad det er vi aftalt at bruge som undskyldning for at vi ligger her for anker og ikke er på vej mod Cartagena.
Jeg sætter fendere ud på bagbord side og tager mit bredeste smil på.
De er ikke så gode til engelsk, men de virker meget venlige. Vi viser dem vores papirer og forklarer hvorfor vi er stoppet her. Det lader dog ikke til at vi behøves at forklare os. De giver os lov til at blive her i 24 timer for så at sejle videre til Puerto Velero og gøre endnu et holdt inden Cartagena.
Inden de sejler videre kommer en af betjentene ombord for at tjekke hvad vi har med. Da han kigger sig omkring i cockpittet får han øje på fisken, som vi i mellemtiden har udpeget som en “White Marlin”, og han bliver noget forbløffet over størrelsen, og vil straks have taget billeder med den. To af de andre betjente kommer nu også ombord og tager skiftevis billeder af hinanden med fisken – de er super venlige og kan næsten ikke fatte at vi er sejlet hele vejen fra Danmark i denne lille båd. Selvom vi vel dårligt kan være de første europæere de er stødt på i egen båd.
Mødet med den Columbianske kystvagt bliver trods mange dårlige historier, til en rigtig god oplevelse. Desuden virker det som om at man kan stoppe lige så tosset man vil, så længe man stadig er på vej til den by der står på ens zarpa (udklarering).

Lettede og helt på røven over skønheden her i bugten, som vi har helt for os selv, kan vi nu slappe af med ro i maven.
Der bor kun et par lokale inde på stranden, og en gang imellem kommer der et par backpackere forbi.

Nu er der endelig tid til at måle fisken og partere den. Den måler 195 cm og vi skyder den til at veje omkring 25 kg. Det bliver til ca. 15-20 kg. fileteret fisk som fordeles i de to både. Vi skal spise fisk morgen, middag og aften, hvis vi skal have en chance for at spise det inden det bliver dårligt. Vi forærer nogen kg. til de lokale på stranden, og får en sludder(vi forstår dog kun ca 10%).

Vi arrangerer barbeque på stranden om aftenen og nyder dagen i solen og i vandet. Vi er allerede vilde med Columbia.

En udsigt man aldrig bliver træt af

En udsigt man aldrig bliver træt af

Og igen...

Og igen…

Og skipper med krabaten...

Og skipper med krabaten…

Kystvagten helt tæt på Johanna

Kystvagten helt tæt på Johanna

Helt farlig i uniform, men meget sød tæt på

Helt farlig i uniform, men meget sød tæt på

Og så er vi der!

Og så er vi der!

 

Liva 8 år – næsten

Lige nu er klokken over 24 hjemme i Damark og Liva er derfor på en måde blevet 8 år. Men her i Cartagena i vores 2 etagers suite i verdens blødeste og hvideste seng, er klokken kun 18 – og derfor er Liva stadig kun 7 år. 8 lyder også som alt for meget, så jeg vil nyde at hun kun er 7 et par timer endnu…også selvom hun hellere vil hænge ud i poolen end på værelset med mig.

I år drømmer Liva om helt andre ting end sidste år – hvor hun mest drømte om snor og chokolade. I år hvor hun fylder 8, synes hun egentlig at hun har det hele… Altså lige bortset fra legetøj, højhælede sko (??), flæskesvær og den der hundehvalp som der snakkes meget om.
Men lige nu tror jeg ikke hun sådan ægte drømmer om meget mere end det hun har lige her: En god veninde helt tæt på hele tiden (også her på hotellet de næste par dage), en venindehalskæde med hjerter der hører sammen og ens henna-tatoveringer på hånden. Når man bliver 8 år er det ligegyldigt hvor i verden man er, bare man har en god ven ved siden af.

img_9851

Livas hånd er den med de meget sorte negle…

img_9852img_9854

Om Cartagena og kontraster

Cartagena er som vi drømte om – og så lidt til. Larmende, farverig og fuld af kontraster. Og endnu mere, fordi vi sejlede fra en øde ankerbugt til en meget lidt øde storby. Vores indsejling natten til søndag foregik i mørket med lys fra den levende by – fra skyskrabere hele vejen ind, musik fra natklubber og magien ved en fremmed by lørdag nat. Liva var sikker på at vi nu havde ombestemt os og var sejlet til New York…og det kan man sagtens forstå at hun tænkte, både fordi der virkelig var en storby-fornemmelse over hele billedet OG fordi vi ret tit ændrer planer. Lidt efter mente hun at vi måtte være i Bangkok…fordi der lugtede helt krydret og eksotisk – som der kun gør i Bangkok, når man lige er landet hjemme fra kolde København.

img_9799
Vi ligger nu med Johanna midt i byen. Kæmpe højhuse, kontorbygninger og en erhvervsagtig stemning på den ens side og konfiskerede narkoskibe godt overvåget af den Colombianske flåde på den anden side (vi ved at de er overvågede, for Christian har prøvet at sejle for tæt på…der var både våben og høje råb – så det gør vi ikke igen).
Jeg skynder mig lige at skrive, at vi ikke har oplevet noget ubehageligt. At Colombia har været alt muligt andet end alle de (narko)serier man ellers sluger råt om Colombia. Vi har mødt åbne pladser, glade mennesker, legende børn og en hjælpsomhed, som har været helt skøn.

img_9836

img_5277

img_5281

img_5268

 

img_5263

img_5284
Drengene har fundet en skatepark der nok ligger ca 30 minutters gang fra båden. Der hænger de ud og møder lokale børn – og oplever et Cartagena som de nok aldrig vil glemme og som vi andre ikke får adgang til på samme måde. De lokale børn passer på dem, viser dem hvor de kan købe kolde drikkevarer OG advarer dem om, at det nok er bedst ikke at hænge ud i parken efter klokken 18. For selvfølgelig er der også en anden side af Cartagena – ligesom der er af alle andre storbyer.
Men altså, alle de bekymringer og advarsler som vi har fået med på vejen…dem har vi selvfølgelig taget til os, men vi er ret vilde med det her og med de mennesker vi møder. Og vi tror stadig på at det er så afgørende hvordan man går ud i verden og møder både sted og mennesker.

Vi har lagt båden i marina i går og nyder nu friheden ved at kunne hoppe af og på som det passer os – vi behøver ikke at bevæge os i samlet flok fra Johanna og det er en god afveksling for alle.
Vandet her er så beskidt, så badning bliver det ikke til. Og derfor har vi taget en ret vild og god beslutning om at flytte på hotel i 2 dage sammen med Irie rose. Vi har fundet den fineste lille oase midt i et meget hyggeligt kvarter med små pladser, streetfood og musik. Og vi er så super heldige at de netop nu kører 50% på deres værelser… Så i morgen kører vi luksus i 2 dage, bliver modtaget med velkomstdrinks og fejrer Livas 8 års fødselsdag med morgenmadsbuffet og swimmingpool.
Jeg tror det bliver endnu en fødselsdag vi aldrig glemmer…

Om at give noget tilbage

img_2790

Jeg blev kontaktet for et par uger siden med spørgsmål om jeg havde lyst til at være med i et ret fedt projekt. Årsagen til projektet er skrækkelig og har fyldt meget her på Johanna – og derfor føles det endnu mere rigtigt at være med til at gøre noget.
Vi snakker og snakker og føler en masse. Men ham her Thomas, som er initiativtager bag projektet, han gør noget. Og han giver mig mulighed for også at gøre noget.

Projektet hedder “Mod horisonten”. Og man kan læse mere om det på hjemmesiden her.

Med mine ord, handler det om at give noget tilbage.
Vi har sejlet rundt i over 1 år nu og har mødt så mange åbne døre og så mange venlige mennesker. Har følt os som en del af verden og trygge i den verden. Vi har fået venner på hver en ø vi har besøgt og vi har så mange gode invitationer ude hos folk, som forhåbentlig engang vælger at komme til Danmark og opleve at også der, er der åbne døre.
Jeg skal skrive et kapitel sammen med 9 andre langturssejlere (selvom jeg ALDRIG helt ægte går med til at kalde mig selv det…jeg rejser jo bare). Thomas kalder det “at åbne for skattekisten”. Jeg har valgt at fortolke det som et indblik i vores liv og vores hverdag. Vores hverdag herude er en slags skattekiste – vi glemmer bare hvor vildt det er at leve sit liv på den her måde – at tage morgenbad i turkist vand, at sejle til legeaftaler, at fange fisk på størrelse med skipper, at plukke mangoer til morgenmaden og at møde mennesker med store smil og helt uden travlhed. Og så er hverdagen selvfølgelig også diskussioner, opvask, rengøring og manglende privatliv…men det medvirker til at skabe en forudsigelighed, som er nødvendig i alt det her vilde.

Alt det har jeg valgt at skrive om. Og de 9 andre medvirkende giver deres bud på at åbne skattekisten. Det kommer der en bog ud af. En bog som skal trykkes og sælges og ALT overskud går til Nordcaribien, som blev så frygteligt ramt af orkanen Irma.

Bogen kan bestilles og købes meget snart – for der er brug for hjælp virkelig hurtigt. Jeg synes selvfølgelig I skal købe det. Jeg tjener ingenting på det…men giver forhåbentlig en lille smule tilbage til alle de mennesker som har givet os så meget!

Tjek hjemmesiden ude og meld dig til nyhedsbrevet, så får du en besked, når bogen er på gaden…

Øjebliksbillede fra Colombia

Fire drenge ml 11-16 år, der leger på stranden. Samler træ, hakker grene med en machete og gør klar til at bygge en hule, som de skal overnatte i. Fire drenge – to fra Danmark og to fra Australien, der bare finder hinanden med det samme og kun er ude på at have det sjovt og have det godt- sammen. Vi har sejlet side om side med dem fra Aruba til Colombia og nu er de endelig sammen på en strand med en masse plads.

To piger i salonen. En fra Danmark og en fra Australien. Høj musik i højtaleren og perler ud over hele gulvet. Røde kinder efter mange timers leg på stranden og i vandet. Krymmel og glasur i hele hovedet efter at have hjulpet med at pynte hindbærsnitter til fest på stranden i aften.

Sovende skipper i cockpittet ved siden af mig. Træt og glad efter kampen med en White marlin. Køleskabet proppet med fisk og klar til grillen – og de næste mange dages måltider. Igen har han fået os sikkert fra et land til et andet, samlet os og passet på os. Han er lidt ligesom et anker. Mit anker. Det er ikke tosset at være i verden med ham.

Lillebror, der spræller i maven. Og minder mig om, at den her familie bliver større. Om et par år sidder der nok en lille flok unger på ca 2 år et eller andet sted på båden har deres egen lille fest.

Jeg tror ikke jeg kunne være et bedre sted lige nu. Tænk hvis jeg for et år siden havde vidst, at jeg ville have det sådan her…

img_2755 img_9762 img_9744

Older posts