Skippers logbog

img_0654

Puerto Lindo, Panama – San Andrés, Columbia

D. 29-31 okt. 2017

Vi har haft en del dage med massiv regn og denne morgen er ikke meget bedre. Vi skulle have forladt Panama allerede d. 28 kl 09, men fik tilladelse til at blive, til vejret artede sig.
Denne morgen er ingen undtagelse hvad angår grå skyer og byger, men vi skal afsted. Det tordner ude i det fjerne og ingen af os har specielt lyst til at sejle ud i det, for ikke at tale om de 2 døgn passagen kommer til at tage.
Vi gør båden sejlklar, men tager lige et smut til internettet og tjekker vejret en gang til. I følge vejrudsigten skulle det klare op i løbet af de næste 24 timer og vindretningen skulle endda gå hen og blive sydøstlig i løbet af mandagen.
Vi beslutter at tage afsted og trækker ankeret op kl. 12 for at stævne ud mod det grå truende skydække med støvregn i vores ansigter.
Vinden er i NNV med 6-9 kn, præcis fra den retning vi skal. Vi sætter fuldt storsejl og går 20-30 gr. til vinden med 1400 omdr. på moteren. Vinden drejer hele tiden en smule og vi skifter ofte halse for at holde passagen så kort som muligt.
Efter 4-5 timer drejer vinden nu så meget at vi næsten kan holde kursen på vores destination. Det blæser 7-8 kn. og motoren for en pause. Det holder dog ikke mere end 2-3 timer og motoren må i gang igen.
Vi er begyndt at tale en del om det kommende Atlanterhavs kryds, om hvordan vagter skal fordeles og om vi skal have nogen med. Vi beslutter derfor at vi alle skal tage en tjans i løbet af natten for lige at få det prøvet af og se hvad der virker i praksis. Indtil videre har jeg mere eller mindre sejlet singlehanded igennem natten med Gustav som stabil backup.
Planen bliver at Gustav starter fra kl. 20-24, derefter overtager jeg fra 24-04 hvor Cille og Bertram overtager frem til kl. 08 hvor hvem der måtte være vågen tager over.
Vejret er perfekt til at prøve det af. Vi har haft fin opklaring i løbet af dagen og natten er nu næsten skyfri og helt stille, med 4-5 kn. vind og fladt vand.
Gustavs vagt gå stille og roligt. Han vækker mig kun en enkelt gang da AIS’en syntes vi kommer for tæt på en fragtskib, på vej til Panama kanalen, og bliver ved med at udløse en alarm han ikke kan slå fra. Udover denne korte afbrydelse, lykkes det mig at sove som en sten.
Ved midnat overtager jeg vagten fra Gustav som hurtig hopper i køjen med en Podcast.
Min vagt gå også meget stille og roligt med kun enkelte små kursændringer. Desværre kommer der aldrig nok vind til at motoren kan slukkes. Men udover larmen fra motoren er det en meget stille vagt uden nogen anden trafik overhovedet og jeg får sovet 20 min her og der.
Kl. 04 går det egentlig fint med trætheden og jeg beslutter at give Cille en ekstra times søvn.
KL.05.15 overtager Cille vagten og jeg går til køjs og går ud som et lys. Cille tager den første time alene, og vækker først Bertram da solen er ved at stå op. Han smider straks en fiskekrog i vandet.

Den 30 okt.

Kl. 08 får jeg øjne igen og står op for afløse. Cille går straks i seng og kort efter er der fisk på krogen. Bertram tager kampen op og landet kort efter en fin 3-3,5 kilos “Skipjack” tun.
Vinden holder sig forsat væk, og den smule der måtte være har vi stadig lige i snuden. Lad os se om den som lovet går over i SV i løbet dagen…?

Kl. 12.11 går vinden i VSV præcis som lovet. Desværre løjer den også en smule, så motoren kører fortsat, men nu med kurs direkte på vores destination.
I samme ombæring får vi endnu en fisk på krogen. Liva har talt om at hun gerne vil prøve at hale en fisk ind, og da den her ikke er så stor, får hun æren og hiver en fin lille Mahi Mahi op. Vi har allerede tun, og da den er for lille, slipper vi den fri igen.
Vi har tilbagelagt ca. 105 sm det sidste døgn og nærmer os halvvejsmærket.

kl. 19.41 Tunen er blevet fortæret med stor begejstring og der er oveni købet lidt tilbage til frokosten i morgen. Vinden holdt sig kun i det gunstige hjørne i et par timer, for så at vende tilbage i NNV. Til gengæld har dønningerne taget til og kommer fuldstændig vinkelret på vores kurs, og vi hugger nu en del og det er markant mindre behageligt.

Vi har dog været godt underholdt af at en ørn med et vingefang på omkring 120 cm i en times tid har forsøgt at få et hvil i mastetoppen. Gang på gang har den forsøgt at få fodfæste i mastetoppen, men er blevet vippet af igen af vores huggen i de voksende dønninger. Til sidst lykkedes det dog for den at få fat i vinddækset, og som en anden flagermus, hænge med hovedet nedad svingende fra side til side.
Resultatet af den trætte ørns nødlanding blev at mit vinddæks pejlearme måtte lade livet… Håber at den trods alt fik samlet nok kræfter til at flyve de sidste 140 sm til land.

Cille og Bertram har den første vagt indtil midnat, hvor jeg tager over indtil Gustav afløser mig kl.04. Vi sejler for fulde sejl lige nu og slukket motor, men må konstatere at det ikke går, da vinden som jeg sidder her skriver forsvinder igen… Øv!en

Den 31. okt.

00.20 Har overtaget vagten fra Cille og Bertram. Endnu en meget stille nat uden vind (3-4kn) med en næsten skyfri himmel lyst op af en tiltagende halvmåne. Langt ude i horisonten kan jeg skimte tordenvejr. Det holder sig forhåbentlig på afstand. Torden er dog blevet en vanesag efter godt 4 uger i Panama hvor det uden undtagelse har tordnet omkring os hver dag.
Der er 58 sm tilbage, så vi skulle gerne ankommer i morgen ved frokosttid.
Cille fortæller er Gustav har spottet en kakkelak i sin kahyt… Satans, ikke flere husdyr!

04.25 Jeg er rimelig frisk ovenpå en rolig vagt, og beslutter at give Gustavs lidt mere søvn. Vinden har været helt forsvundet og jeg har måttet smide storsejlet da det bare stod og slog. Nu er vinden kommet igen med 4-5 kn fra nord og storsejlet er igen oppe. Da jeg hejste sejlet igen tabte jeg den ene af vores elskede genopladelige lamper i vandet. Overvejede kraftigt en mandoverbord manøvre, men gjorde ikke andet end at bande mig selv ad helvede til…!
Vi har 40 sm tilbage og jeg kan nu se skæret fra øen i nattehimlen. Desuden kunne jeg for en halv time siden fyrtårnet på Cayos del Suroeste, der ligger 15 sm SV for San Andrés. Det troede jeg ihvertfald, for nu kan jeg ikke se det og søkortet siger at jeg først burde kunne se det 16 sm fra det, og vi befinder os pt 26 sm væk. Så enten var det en anden båd, eller også er det blevet diset og sigtbarheden blevet dårlig. Svært at afgøre i mørket. Jeg holder skarpt udkig.

05.03 Gustav kommer op for at afløse mig, og jeg går til køjs.

10.27 Alle sover indtil kl. 09. Gustav har ikke set noget til den båd eller fyrtårn som jeg så på min vagt. Nu er er der imidlertid land i sigte og det ser ud til at vi er fremme ved 13-tiden. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Der er stadig ingen vind og motoren kører ufortrødent derudaf.
Passagen ender med at have taget 49 timer, og af dem har motoren kørt 45. Jeg hader at sejle for motor. Både fordi den larmer, men også fordi, at så længe den ikke kører går den ikke stykker…

Nu glæder vi os til at komme land. Vi har hørt fra en anden sejler i Panama, at der skulle være en pool til fri afbenyttelse og at de tilmed skulle servere gratis mad kl. 16 alle dage. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det skal da lige tjekkes. Der skulle også ligge en rigtig god burgerbar som klart skal prøver hvis det andet slår fejl.

10.58 En større flok delfiner hilser os velkommen.

13.30 Smider vi ankeret på 7 m vand og motoren får et kærkomment hvil. Besætningen tager sig en dukkert – også kærkomment.

Legesyge delfiner og glade børn

Legesyge delfiner og glade børn

Ørnen der langt om længe fik sig et hvil...

Ørnen der langt om længe fik sig et hvil…

img_2981

Måneskin i natten

Måneskin i natten

Gustav underholder med sin film fra San Blas...

Gustav underholder med sin film fra San Blas…

Nedtur

Vi har nedtur. Ihvertfald 4 af os. Skipper er rimelig upåvirket. Han vasker viskestykker, skurer dæk og fløjter fandme mens han gør det… Vi har haft regn siden i går eftermiddags. Alt er vådt og humøret er rimelig udfordret efter at være spærret inde på klamme fugtige 42 fod. Vi har ikke sovet meget i nat. Det har blæst, lynet og tordnet. Og vi er trætte af det her. Og vi fryser. Og alt er gråt – og det er mærkeligt, for forleden dag var alt grønt.

Og vi har en tur på 220 sømil foran os til San Andrés. I regn og ingen særlig vind, men den vind der er, er selvfølgelig imod os. Vi drømmer om en helt almindelig sejltur på max 7 timer – og ikke de der døgnsejladser som vi har haft en del af på det sidste og som vi fortsat kommer til at have. Vi er trætte.

Sådan nogle dage kan vi også have. Midt i alt det skønne.

Jeg gider ikke at gå ud i regnen, men dette billede hænger lige ved siden af mig her på caféen...

Jeg gider ikke at gå ud i regnen, men dette billede hænger lige ved siden af mig her på caféen…

 

Panama

Vi er i Panama. Det var egentlig ikke planen, men planerne ændrer sig heldigvis. Vi har hele tiden tænkt at vi skulle her til for at lave vores ind – og udklarering, men ikke at vi skulle blive hængende mere end en enkelt nat.

Vi er i Linton. Vi har kørt med den lokale bus, som er så farverig og fantastisk at bare en enkelt tur med den er en oplevelse i sig selv.

img_5389

Panama er så frodig, grøn og bakket og vi kan ikke få nok af alt det grønne efter virkelig mange uger med blåt, blåt, blåt.

Vi ankom hertil tirsdag efter 9 timers sejlads i regnvejr. Vores lagre var tomme, vi var trætte og drømte om fritter, burgers og colaer… Vi havde levet de sidste mange uger af fisk, ris og kål og vi trængte til noget andet.

Eneste problem var dog stadig, at vi ingen us-dollars havde og Linton som vi ankom til bruger ikke noget så tosset som visakort. Og normalt er det jo rimelig klart: Ingen penge, ingen mad!

Men i Linton er det anderledes. Der kan man godt troppe op som familie på 5, alle lidt usle og beskidte med uglet hår. Og så kan man faktisk ca 30 min senere få serveret et fantastisk måltid OG kolde colaer. Og så kan man bare få det skrevet på en regning, som ham den søde hollandske ejer, Hans, er helt sikker på at man da bare betaler, når man har fået kontanter. Og det måltid smagte så godt. Og hele følelsen af at komme til Linton uden en krone på lommen og alligevel blive taget så godt imod, det er selvfølgelig også medvirkende til at vi elsker Panama.

Dagene efter er gået med busture, indkøb og underholdning på land. Det er fx nok underholdning for Liva at sidde i bussen de ca 1,5 time det tager til nærmeste by med hæveautomat og bare se ud af vinduet. I dag pakkede hun en muffin og en sodavand og så var hun klar til at se på mennesker, bjerge og dyr mens hun sad lige der i bussen i høj musik.

Vi har det skønt! Vi ved godt, at vi efterhånden har lidt travlt. Men så ændrer vi bare planerne igen. Det eneste der ligger nogen lunde sikkert er at vi meget gerne vil være på St.Martin i starten af januar. Og det skal vi nok klare! Men ruten bliver nok anderledes end vi skrev her.

Og heldigvis er det som Liva sagde i dag i bussen efter at have set lidt for mange hjemløse hunde: “Det eneste dårlige ved de her lande vi rejser til er, at der er så mange hjemløse hunde.

img_2953Så er det jo godt at man kan købe hundemad (igen og igen…)

San Blas – om det stille liv

Vi er stadig på San Blas. Tager måske herfra i morgen – det afhænger af meldingen fra Irie rose og deres bådsalg.

Livet her på San Blas er simpelt, stille og ret godt.

Vi vågner om morgenen, spiser morgenmad, hopper i vandet, laver skole. Og så er klokken ca frokosttid. Så spiser vi.

Så tager drengene på jagt efter aftensmad og Liva og jeg tager som regel enten på opdagelse på den nærmeste ø eller hænger ud på båden.

Så kommer drengene tilbage med enten fisk eller hummere og så skal der laves aftensmad.

Når det er mørkt og klokken er 20, er hele familien så trætte at alle hopper i seng.

Og sådan går dagene.

Med en udsigt, som vi ikke troede eksisterede og som man aldrig bliver træt af.

Vand så klart, at man kan se alle nuancer

Vand så klart, at man kan se alle nuancer

Byen ved Rio Diablo - som ligger på en der gradvist udvides med skrald

Byen ved Rio Diablo – som ligger på en ø, der gradvist udvides med skrald

Rio Diablo

Rio Diablo

En af de mange smukke strande

En af de mange smukke strande

Hummerfangst

Hummerfangst

Søkortene her er så upræcise, så vi har ungerne til at holde øje med rev...

Søkortene her er så upræcise, så vi har ungerne til at holde øje med rev…

Ikke flere nye venner, tak

Onsdag den 18.oktober 2017

Jeg vil ikke møde flere venner. Har måske nok sagt det før, men denne gang mener jeg det (ihvertfald indtil næste gang).

Her til aften har vi sagt farvel til Irie Rose. De har en potentiel køber, som flyver til Panama og ser på båden allerede på mandag. Og de tager derfor fra os tidligt i morgen. Vi håber selvfølgelig en lille smule, at den båd ikke bliver solgt lige med det samme. Men vi ved jo godt at det kun vil udsætte afskeden en smule. Det gør lige så ondt at sige farvel, som det har gjort de andre gange. Vi bliver alle mindet om den sværeste afsked med “Drum”. Og jeg begynder igen at tænke tanker om aldrig mere at ville have venner på denne her tur. Det kommer nok ikke til at holde, hvis jeg kender den her familie, men lige nu mener jeg det helt ægte. Ungerne er kede af det og vi er kede af det. Og de bor i Australien…
Det er en helt særlig måde man kommer tæt på hinanden herude, hvor vi lever den samme slags skøre liv. Hvor vi får så mange gode og helt ufatteligt smukke og hårde oplevelser sammen.
Det er sjældent at man finder så godt et match som Irie Rose…med 1 stk dejligt barn til hvert af vores. Det har været ret fantastisk at se Liva have en veninde helt tæt på igen, at lege fra hun stod op til hun gik i seng og at have et liv, som ikke kun handler om at indgå på drengenes præmisser.
Og drengene har været i paradis med Vasco og Che – de kommer til at savne det frirum, som jævnaldrende børn er med til at skabe.
Og vi kommer selvfølgelig til at savne vores venner. Og er triste ved tanken om ikke at vide hvornår vi ser dem igen. Og selvom vi har alle tiders undskyldning for at tage til Australien, så er det nok ikke lige noget vi får råd til lige med det samme.

Det her er så meget bagsiden af at møde gode mennesker herude i verden. Og vi bliver aldrig gode til det – og det tænker jeg heller ikke vi skal. Men det kan alligevel godt føles som om man efterlader en lille smule af sig selv hos de dejlige mennesker man krydser farvand med. Til gengæld tager vi også en lille smule af dem med os videre. Og den tanke er ret dejlig! Og måske det netop er med til at gøre, at vi nok ikke er helt færdige med at møde gode mennesker. Vi holder bare en lille pause, tørrer øjnene og dyrker lidt familietid.

Og jeg bliver stædigt ved med at tænde vores vhf på kanal 77, for tænk nu hvis vores venner kalder os på ‘vores’ kanal. Og Christian siger hver gang tørt “hvorfor har du radioen på kanal 77? – Vi har jo ingen venner”. Og det minder mig så meget om dengang Liva var lille og havde digtet en ond drille-sang: “Du har ikke nogen venner, du har ikke nogen venner…”. Og hun lurede ret hurtigt, at det var det aller værste hun kunne drille med. Så det der med venner – og at have dem tæt på, det har vist altid fyldt meget i hele familien…

Liva og Saffiya på stranden helt væk i deres leg...

Liva og Saffiya på stranden helt væk i deres leg…

Gode venner i Cartagena

Gode venner i Cartagena

Hele banden klar på at rykke på hotel og opleve et par dages luksus i Cartagena

Hele banden klar på at rykke på hotel og opleve et par dages luksus i Cartagena

Older posts