San Blas – om det gode liv

Mandag den 9.10.2017
Ankom til San Blas mandag morgen efter ca 20 timers sejlads. Og der var lige så smukt som vi havde forestillet os. Vi kastede anker ud for en lille ø, som ved første øjekast så øde ud, men som heldigvis viste sig at rumme en lille gruppe af kuna indianere, som lige nu er draget til netop denne ø, for at høste kokosnødder. Vi blev modtaget med åbne arme og store ønsker om brød. De sejler alt proviant herud til øen i kano og har derfor virkelig begrænset mad. Liva og Saffiya begyndte straks at lave gaver til dem og pakkede til en lille picnic, som de inviterede dem med til. De fik en velfortjent pause fra deres kokosnødder og sad der med to piger, som de ikke kunne udveksle et ord med – men det gik så fint. Christian og jeg skyndte os at bage et brød til dem – og imens kom 2 fiskere sejlende forbi i en lille bitte utæt kano. De havde båden fuld af hummere og fisk. Vi fik byttet os til 8 flotte hummere for et glas syltetøj, en pakke riskiks, en liter juice og 5 us dollars. Alle var glade.
Lidt efter kom Che og Gustav tilbage fra en heldags fisketur efter hummere – de havde fanget 6 hummere! Og vi havde nu 14 super lækre helt friske hummere.
Da brødet var færdigt, tog vi igen ind til den lille samling af indianere. De blev glade for brødet og gav os en yuka-rod i bytte. På trods af store problemer med at forstå hinanden, var der ingen tvivl om at de er udfordrede i forhold til at skaffe mad, at de har gode oplevelser med cruisere som os og at der kun var venlighed fra dem. Desværre blev det også tydeligt at den ældste kvinde i lejren havde brændt sin fod slemt med “Aqua caliente” – en forbrænding som der ikke var gjort noget ved og som gav hende store smerter. Hun spurgte om vi havde noget på båden som kunne hjælpe – og det har vi selvfølgelig. Så i morgen har vi lovet at komme ind til dem med lidt creme til hendes fod – og Gustav og Che har lovet at fange fisk til dem. De er ikke fiskere – og er taknemmelige for alt hvad vi kan bidrage med.

Inden vi kom hertil havde vi hørt rygter om at fiskeri var forbudt. Vi har ærgret os og tænkt hvordan vi dog skulle klare os uden mulighed for indkøb OG fiskeri. Vi har nu snakket med forskellige kuna-indianere, som ejer landet (på trods af at der løbende er en magtkamp med Panama om hvem der bestemmer). Aftalen med de indianere vi har snakket med er, at hvis vi fanger store fisk eller mange fisk…så deler vi med dem. Den aftale er helt fair! Og vores egen fisker Gusse er i fuld gang og har heldigvis mødt sin ligemand i Che fra Irie rose.

Om aftenen stod den på fælles hummere og lækker tun fra sejlturen hertil. Alle var trætte, men fyldt op af gode oplevelser og store forventninger til dagene der kommer.

Tirsdag den 10.10.2017
Vi vågnede op til helt stille og klart vand og bagende sol. Vores cockpit nærmest koger fra morgenstunden og vi var nødt til at sætte skygge op hele vejen rundt. Det er så mærkeligt at tænke på andet hjemme i DK lige nu er efterår med regn og mørke og her går vi rundt og koger og har det lidt stramt over varmen. Vi fik overstået skole i varmen – og ikke uden brok. Bertram kører intensiv matematik og Liva kører intensiv dansk og der skal virkelig motivation til…hårdt fra morgenstunden i varmen.
Heldigvis kom alle igennem det og hoppede lige i vandet for at køle af. Vi nyder så meget at have klart vand under os igen. Gusse, Bertram og Christian stak af med harpuner. Saffiya, Liva og jeg tog paddleboardet ud på eventyr. Pigerne fik svømmet med en nurse shark og set en pigrokke lige under os. Det er et vildt liv der leves under os. Desværre komme drengene kun tilbage med 2 hummere og ingen fisk. Og vi havde jo lovet at komme med mad til indianerne…så de fik vores hummere.
Solen bager så meget at vi er nødt til at have uv-trøjer på og en masse solcreme. Det har ikke føltes så vildt før og vi søger skygge nu – mere end nogen sinde før på denne tur.
Irie Rose skal sælge deres båd og være i Australien i slutningen af december, så de er ret optagede af at finde en køber. Det er ikke nemt at være i kontakt med potentielle købere, når man er uden net. Derfor besluttede de at flytte båden til den nærmeste by (Diablo) med internet – en sejltur på kun 30 min. Vi har efterhånden produceret en masse skrald – og det lugter ikke så skide godt i varmen, så vi besluttede at følge trop. Dog havde vi først et vigtigt besøg på øen, hvor den ældste dame i flokken ventede på magisk creme til hendes slemme brandsår. Vi tog alle 5 derind. Hun tog fint imod, men blev dog meget stille da jeg smurte hendes fod. Hun havde lavet et fint traditionelt kuna-armbånd til Liva, som glad tog imod. Gustav og Bertram fik givet dem posen med hummere og vi forsøgte at føre en samtale med dem. De ville meget gerne have os til at tage is med til dem, hvis vi kom tilbage til øen efter Diablo. Og hvordan forklarer man, at vi ikke har en fryser og at isen helt sikkert vil nå at smelte på vej til dem…?

Tilbage på båden gjorde vi klar til at sejle videre. Vi kan ikke regne med vores søkort her og det gælder om at være på dupperne, for der kan dukke rev op ud af det blå. Heldigvis er ungerne gode til at hjælpe med at holde udkig og vandet er så klart, så man kan se den mindste ændring i bunden. Men det er blevet meget tydeligt for os, at vi ikke skal forsøge at flytte båden i mørke.

Vi ankom til ankerbugten ved Diablo og havde lidt udfordringer med at komme ind…gik på grund en enkelt gang da måleren pludselig viste 1,1 meter…heldigvis er bunden meget blød og vi kunne nemt komme fri igen.

Ankeret i og i dinghy’en med det samme. Irie Rose havde mødt en lokal, som havde vist dem byen og givet dem relevant info. Derfor var det en velforberedt familie vi mødte, som havde købt brød til os i den lokale bager, kunne vise os baren, hvor vi kunne få en kold sodavand og fortælle os at skolens internet var tilgængeligt for os næste morgen klokken 9, når skolen igen åbnede. Desværre kunne de også fortælle os, at det der med krokodiller, det er ikke bare en god vandrehistorie. For ikke så længe siden blev en franskmand bidt i benet og i ansigtet og måtte transporteres akut til Panama City. Der er altså saltvandskrokodiller. Og det kommer sgu nok til at ændre lidt på vores badekultur…ihvertfald i vores bevidsthed om hvad der kan gemme sig i vandet (udover hajer, rokker og den slags…).

Vi gik en tur i byen og blev igen helt målløse over de store kontraster vi oplever. Vi har lige sejlet fra en lille bitte ø og nu er vi havnet i en by med en masse mennesker. Dog meget mere primitivt end vi nogen sinde har oplevet før. Små hytter med fjernsyn og fodbold på skærmen. Indianerkvinder med store plastik-flasker med vand. En skole og børn der øvede sig på trommer på byens plads. Her er liv og glade dage sådan en tirsdag aften. Tilbage på Johanna spiste vi og gik omkuld…

De næste mange dage (måske uger)
Dagene (måske ugerne…tiden flyver) efter er en stor sammenblanding af gode oplevelser, gentagelser, hverdag og blåt, blåt hav.
Vi flyttede os ganske korte distancer – max 5 sømil pr gang – og blev hængende et par nætter ved hver enkelt nye ankerbugt. Vi mødte gode kuna-indianere og blev mødt med venlighed og åbenhed lige meget hvor vi kastede vores anker. Vi levede af hummere og fisk – helt friskfangede og lækre. Det er paradis for alle. Der er plads til afslapning, oplevelser og hverdag. Vi har Irie Rose lige ved siden af os og der er en god balance mellem familietid og “hænge ud-tid” med de dejlige mennesker lige ved siden af os.

Vi fik bekræftet de mange historier om saltvandskrokodiller… En aften inden madlavning, mens vi var i gang med at rense dagens fangst, sagde Bertram pludselig “se, der er en krokodille!” – og ganske rigtigt – ca 20 meter fra båden svømmede en vaskeægte 3 meter lang krokodille. Os i dinghy’en og ud og se nærmere på den. Men den svømmede selvfølgelig (og heldigvis) væk fra os. Men i det vand, hvor mine unger lige havde svømmet rundt og snorklet og skudt fisk, var der sgu en 3 meter lang krokodille, som med lethed kunne have hapset ihvertfald den mindste af dem. Hajer er ingenting i forhold til sådan en kæmpe krokodille og alle fik endnu mere respekt for vandet. Næste morgen trak vi ankeret op og fandt os en anden ø. Bare for at komme lidt væk fra den der krokodille.

Vi var på en fantastisk tur op af Rio Diablo sammen med en lokal guide, Frederico, som både kunne tage sig af vores vasketøj, skrald og fortælle os om dyr og planter på turen. Han boede i en lille primitiv hytte ud til vandet med sin kone og sin handicappede søn, som sad og rokkede i den lille hytte dagen lang. For Frederico var en tur med os til Rio Diablo en dag væk hjemmefra…han havde ikke en fast pris, men ville betales det vi selv syntes det var værd. Og det er bare en svær situation! At sætte en pris på hvor god en guide han var… Specielt fordi det viste sig, at turen var for en stor en mundfuld for ham. Han måtte droppe at tage os de 3 timer op til det vandfald vi ellers var blevet lovet. Det var ganske enkelt for hårdt for ham og han måtte give op efter en time og føre os til floden i stedet for. Smukt og klart og koldt vand og vi fik en velfortjent badetur…men ungerne var godt nok skuffede. Men det var den rigtige beslutning, for Frederico måtte samles op fra stien flere gange, da han faldt – og han skulle støttes over diverse flodudløb og væltede træer. Så Christian tog først sin tunge gravide kone i hånden og derefter guiden. Og derfor kunne 3 timer godt være blevet en ret lang tur for alle. Vi fik samlet vand i vores plastikdunke og tog med tilbage til båden og fik taget god afsked med Frederico (som helt klart kan anbefales til alt andet end den guidede tur til vandfaldet).

San Blas er fantastisk og her kan man virkelig få dyrket sit behov for øde paradis-øer og blåt vand og hummere og fisk – og som ekstra bonus åbenbart også se en krokodille…
Vi kan ikke komme herfra lige nu – her er for skønt! Og selvom vi er lidt pressede på tid og har mange andre steder vi gerne vil nå, så skal vi lige have et par dage mere.
Irie rose er sejlet fra os – lang historie, som der kommer mere om. Vi er helt alene ved de her små ubeboede øer. Det tester engang imellem vores tålmodighed, diskussionerne dominerer engang imellem og man kan virkelig godt få lyst til at flygte (fra ungerne)… Men så kan man heldigvis hoppe på paddleboardet og tage ud i det blå.
Og så går det hele nok.

Her kommer ganske få billeder af vores oplevelser fra San Blas…resten kommer når vi har bedre net:

Gustav som mesterfotograf...

Gustav som mesterfotograf…

 

Vores første møde med en kuna-familie

Vores første møde med en kuna-familie

Skippers logbog

img_0654

Logbog Columbia-San Blas

Efter at have provianteret og fyldt op på diesel og benzin, udklarerer vi efter at have tilbragt 12 dage i Cartagena. “Irie Rose” er stadig med os, og vi beslutter at sejle forbi Islas del Rosario, som er en lille øgruppe 20 sm sv for Cartagena, for at se om det er noget. Vi har hørt lidt blandede ting om dem.
Da vi nærmer os konstaterer vi at Navionics er helt håbløst på disse kanter. Dybder passer ikke og der er øer på kortet, som ikke er der virkeligheden.
Den planlagte ankerbugt på den syd-østlige side af hovedøen Isla Grande, viser sig at være meget rullende og tilmed lidt kedelig. Vi fortsætter syd om Isla Grande i håb om at finde et bedre alternativ. Der ligger en ankerbugt på nordsiden, men kortet viser at der kun er 5-6 fods vand.
Frank fra “Irie Rose” hopper i jollen og sejler ind til et par lokale, for at få nogen anbefalinger. Imens slukker vi motoren og hopper i vandet.
De lokale anbefaler den nordlige ankerbugt, og fortæller samtidigt at der er væsentligt mere vand end de 5-6 fod beskrevet i kortet.
Cruising guiden (FreeCruisingGuides.com) beskriver indsejlingen og jeg plotter en række waypoints ind på kortplotteren. Desuden fortæller de lokale at vi sagtens kan skyde genvej mellem øerne istedet for at sejle hele vejen udenom, som vi ville have gjort baseret på Navionics kort. Vi stikker 10 cm mindre end “Irie Rose” og vi sejler derfor forrest mod det visse forlis, hvis man skulle stole på Navionics. Vi zig-zagger mellem bitte små øer og sandbanker, og selvom Navionics beskriver 1-4 m dybder har vi hele tiden min. 15 m vand under kølen. Men der er ikke mere end en bådslængde til sandbanker med under 50 cm vand.
Vi finder igennem og kommer frem til ankerbugten, hvor de plottede waypoints får os igennem revet og vi smider ankeret ved 16-tiden på 5-6 M vand, og ikke 5-6 fod.
Her er ret skønt. Her er tilmed et resort, med pool som kan benyttes mod en bestilling i baren.
Begejstringen aftager dog en smule da vi næste morgen står op til en ankerbugt fuld af motorbåde med høj musik. Bådene kommer alle fra fastlandet og er fyldt med velhavende Colombianere. Dette blandet med en følelse af ikke være rigtig velkommen, gør at vi beslutter at forlade stedet og sejle mod San Blas inden solen går ned.
Kl. 17.30 trækker vi ankeret og har mod forventning 8-10 kn fra nord. Alle sejl sættes, motoren bliver slukket og vi sejler 5-6 kn for halv vind. Vandet er helt fladt og det er helt skyfrit. Perfekte forhold. Vi har 186 sm til vores destination, Isla Puyadas, som er den ø vi har besluttet at anduve som den første i San Blas.
Til vores store forbavselse holder vinden hele natten og vi får en rolig nat med fuldmåne og fin fart.
Næste morgen ser vejret ud til fortsat at arte sig, med god vind og roligt hav. Men det viser sig dog at være for godt til at være sandt. Ved 10-tiden forsvinder vinden og motoren må startes. Dette forsætter 4-5 timer, hvilket passer fint i forhold til at få strøm i banken, men så kommer vinden også tilbage. Motoren slukkes og vi fortsætter for sejl.
Igen på denne passage har vi for meget fart på i forhold til at vi ikke vil ankomme i mørke. Og slet ikke til San Blas, som alle cruisere vi har mødt, siger ikke kan besejles med Navionics. Med risiko for at vinden forsvinder igen, udsætter vi rebningen til senere på natten.
Det rolige hav ophører stille og roligt som vi nærmer os og vandet bliver lavere og lavere. Kl. 03 kan vi ikke udsætte vores justering af farten længere. Jeg vækker Gustav, så han kan hjælpe mig med at få storsejlet ned og fokken op. En spilet fok bliver sejlføringen resten af natten for at time ankomsten med solopgang. Dønningerne bliver dog værre og værre som vi nærmer os og den reducerede sejlføring hjælper absolut ikke.
Solen lader vente på sig, men præcis som vi kommer ind bag ved revet er der lige lys nok til at vi kan anduve ankerpladsen og smide ankeret på 8 m vand.
Lige som moteren er slukket og vi kan nyde solopgangen over San Blas kommer en flok delfiner helt tæt på i krystalklart, spejlblankt vand og hilser os velkommen.
Det har dog været en lidt lang nat og Gustav og jeg tager derfor en velfortjent lur inden vi skal i vandet og snorkle.
Endnu et nyt land med nye oplevelser venter.

Farvel til Cartagena…

Nu har vi forladt Cartagena. Det har været et særligt møde for os og det er ikke ret nemt at skulle tage herfra. Det er mærkeligt ikke at vide, om vi nogen sinde kommer tilbage. Selvom vi lige nu drømmer om det og har planer om det…

Sådan så det ud, da vi klokken 06 forlod smukke Cartagena

Sådan så det ud, da vi klokken 06 forlod smukke Cartagena

Vi besluttede at tage en kort sejltur på kun ca 25 sømil til Islas de Rosario, som er en lille Colombiansk øgruppe. Vi sejlede fra Cartagena kl 06 og ankom til blåt vand og østemning ca 5 timer senere.

Og sådan så det ud, da vi 5 timer senere smed ankeret her... Kontrast!

Og sådan så det ud, da vi 5 timer senere smed ankeret her… Kontrast!

img_2883
De første par timer var præget af at det er her man sejler til, hvis man vil lidt væk fra storbyen…og der var mange meget hurtige speedbåde fyldt med badegæster. Men da de forlod øen ved 16-tiden, havde vi det hele for os selv. Blåt vand og plads til leg. Alle nyder at være for anker igen, at have ro igen og at kunne tage en dukkert i klart vand. Og vores bund trænger til en omgang. 2 uger i storbyen har givet os mange spændende gevækster, som er med til at sætte vores fart ned, når vi sejler. Væk med dem.
Her er ikke en vind der rører sig og vi venter derfor lige et par dage med at sejle videre til San Blas. Vi gider ikke 180 sømil for motor og håber at det ser anderledes ud i morgen.
San Blas skulle være endnu mere fantastisk end her med over 300 øer i alle størrelser. Båden er fyldt med proviant til de næste 5 uger og vi behøver ikke at have noget at gøre med hverken butikker eller civilisation. Det er ret fedt.

Frugt og grønt til 5 uger i nettet...

Frugt og grønt til 5 uger i nettet…

Specielt efter 2-3 uger i Cartagena, hvor alle behov for storby og indkøb og larm er blevet dækket.
Når vi sejler til San Blas betyder det også begrænset adgang til wifi – hvis vi overhovedet har adgang. Derfor kommer der til at tavshed herinde i et par uger…og det betyder ikke at der er noget galt. Tværtimod.

Efter San Blas skal vi have fundet et sted til næste graviditetstjek…det bliver højst sandsynligt på San Andrés (en anden Colombiansk ø) – som ligger ca 220 sømil fra San Blas.

Vi har forsøgt at få overblik over hvordan vores rute kan komme til at se ud fra nu af og til fødslen i februar. Der kan selvfølgelig komme ændringer – og det gør der sandsynligvis. Men det giver en form for ro at vide hvilke oplevelser vi har foran os, hvor lange turene bliver osv…også selvom det skulle vise sig at blive helt anderledes! Ruten ser således ud:

img_2864

Om ikke at kunne sove…

Jeg kunne ikke sove i går. Vendte og drejede mig og tankerne kørte rundt. Vores lille bitte Gustav har besluttet sig for at han vil på efterskole, når vi kommer hjem til Danmark igen. Og det er så super god en beslutning…men…tankerne sent i går aftes handlede selvfølgelig om hvordan fanden vi skal klare at undvære ham alle hverdage hver uge i et helt år. Nu har vi været så tæt og så lige om lidt, så flytter han jo nærmest hjemmefra.
Det bliver en stor omvæltning. Det bliver godt for ham. Han får det ungdomsliv, som vi jo på en måde har stjålet lidt fra ham i de her to år… Men han er jo bare så sød og klog og sjov at være sammen med, så det bliver også virkelig hårdt. Hvem skal dog så spille musik til min morgenkaffe og hvem skal fortælle mig om diverse fisketricks og hvem skal lige komme forbi med et glimt i øjet og fyre en dårlig joke af. På det tidspunkt er han næsten 16 år. Jeg ved godt, at han skal ud i verden. Jeg kan bare så godt lide at have ham tæt på, at høre hans kloge betragtninger og at opleve verden med ham.
Godt der stadig er 10 måneder til. Og mega sejt at han får det til at ske.

fullsizerender

Om at være gravid herude i verden

img_4509

Jeg er over halvvejs i graviditeten nu og det begynder at gå ægte op for mig – og at kunne mærkes og ses. Jeg ligner ikke så meget hende der bare har haft en lidt for sjov sommer mere… Og heldigvis giver det så meget positivt fra hele verden, når man kommer gående med struttende mave og en bunke glade børn ved siden af. Og den stolte fader i hånden. Christian får virkelig mange skulderklap med på vejen – og gode ord, som vi ikke forstår, men som helt tydeligt handler om at han er lidt af en supermand med alle de unger…

Som vi nærmer os, begynder jeg selvfølgelig også at være nødt til at forholde mig til hvor lillebror skal komme til verden. Og jeg bliver også usikker på at skulle føde en baby et sted i et fremmed land, hvor jeg måske ikke engang forstår hvad de siger til mig, hvor der er andre kulturer og normer for hvordan en fødsel skal foregå, hvordan den fødende behandles, mængden af medicin osv.
Jeg har ingen erfaringer og kender ingen som har født nogle af de steder, hvor det kan tænkes at blive relevant for mig at føde.
Det er ikke en mulighed for mig at flyve hjem til Danmark – det ville betyde alt for meget planlægning i forhold til opbevaring af båd, flybilletter, vintertøj (ja, til en hel familie på 5 + 1 baby) og usikkerhed om hvornår vi kan vende tilbage.

Lige nu er planen at vi sejler til St. Martin og forhåbentlig kaster anker der i starten af januar. Vi har gode kontakter der og kan godt forestille os at skulle hænge ud der i 2-3 måneder (måske længere, hvis vi beslutter at krydse Atlanten derfra). St. Martin blev alvorligt ramt af orkanen Irma og det betyder at øen lige nu er ved at skulle genopbygges. Hospitalerne er dog sluppet og til januar/februar skulle der efter sigende være nogen lunde styr på øen igen. Bortset fra at de mangler arbejdskraft til opbygningen af bygninger, både osv. Og det vil give god mening for os at give noget tilbage på denne måde også. Så Christian er i gang med at finde ud af om der er brug for hans snedkerevner på øen til januar…(og han får stjerner i øjnene når han snakker om at få lov at arbejde lidt med træ igen…). Og på den måde kommer det hele måske til at gå op…han kan få hjulpet med genopbygning, jeg kan føde en baby og vi kan have ro på i 3 måneder i omgivelser der ikke er helt så langt fra de danske (bortset fra at det er virkelig varmt og at vandet er helt, helt blåt).

Vi burde heller ikke få de store problemer med papirarbejdet og midlertidigt pas eftersom den ene del af St. Martin er fransk – og derfor hører under EU. Så kan vi få lov at sejle derfra med lillebror uden de store problemer og uden at blive anklaget for menneskesmugling, som vi ellers har hørt kan blive konsekvensen ved at føde på Cuba (som vi ellers har overvejet – men droppet igen).

Det er stadig ikke helt nemt at være gravid og væk fra alle de gode mennesker hjemme i Danmark, jeg ved stadig ikke hvordan vi skaffer noget som helst udstyr eller tøj til babyen – men han skal nok komme ud og på en eller anden måde løser det sig altid. Og under alle omstændigheder er denne graviditet helt anderledes end de tre andre. På alle måder. Men han er stadig ret heldig. Og han har tre søskende, som kommer til at gøre hans liv ret fedt – og som er helt tæt på. Og det opvejer på en måde at der ikke er styr på noget som helst – hverken fødested, tøj, udstyr eller fremtid. Vi får styr på det.