Farvel til Jamaica

Nu giver vi op. Vi sejler fra Jamaica. Vi gider ikke jagte flere steder i håb om at finde et Jamaica, som vi troede eksisterede. Det virker som om det enten er de polerede resorts eller gaderne, hvor vi frarådes at gå rundt.
Port Antonio har været en klar forbedring. Men det ændrer ikke ved vores følelse af hele tiden at skulle være på vagt og at blive snydt hele tiden. Og det er ikke en måde vi har prøvet at rejse på før. Og heller ikke en måde vi har lyst til at rejse på. Efterhånden som hjemrejsen nærmer sig, har vi endnu mere lyst til at suge alt ud af det her eventyr – og det gør vi ikke så godt ved at blive steder, hvor vi ikke har lyst til at være.
Så nu går turen til Cuba. Første stop er Santiago de Cuba og derefter hopper vi på et tog eller lejer en bil og kører til Havana og leger turister væk fra båden en lille uges tid. Og vi glæder os vildt!

 

Men som billedet viser, fejler strandene her på Jamaica ikke noget!!

img_0182

 

Gustavs tanker om hjemkomst

Gustav har skrevet lidt om hvad han tænker om at komme hjem til Danmark igen…det begynder at fylde for os alle, selvom vi stadig har 7 måneder tilbage. Og jeg tror på at det er godt, at også de der unger forholder sig til det. For det bliver en omvæltning!

Gustavs tanker

Vi har nu sejlet i halvandet år, og vi skal så småt til at sejle tilbage mod Danmark. Det betyder også at vi nu skal til at omstille os til et hverdagsliv, i det jeg ser som kedelige grå Danmark.
Det er både gode og dårlige ting ved det, hvis du spørger mig. Det er super fedt at komme hjem til alle ens venner og familie. Men, samtidigt tror jeg også at jeg kommer til at savne det her liv helt vildt meget. Det med at man bare kan hoppe i vandet når man har lyst. Eller fange store fisk, og dykke med havskilpadder og hajer. Det er nok det jeg kommer til at savne mest, Jeg kommer til at savne havet.
Derhjemme kommer vi ikke til at se havet særligt tit, og vi kommer heller ikke til bare at kunne hoppe i vandet, og skyde aftensmaden.
I starten af hjemkomsten, tror jeg slet ikke at jeg har tid til at tænke på alt det, fordi at jeg jo har savnet mine venner, og endelig kan se dem igen. Men sådan 1-2 måneder senere når man er faldet til ro og har fundet rytmen, så tror jeg det kommer til at blive svært for mig.

Når jeg kommer hjem skal jeg på efterskole. Det glæder jeg mig meget til! Jeg tror også at det kommer til at gøre sådan at jeg ikke kommer til at tænke ligeså meget over det. For jeg glæder mig vildt til det, og det kommer til at være anderledes end det andet hverdagsliv jeg er vant til i Danmark. Jeg skal spille guitar, møde nye mennesker og have det skide sjovt.

Det skal jo nok gå alt sammen.
Men gud hvor kommer jeg dog til at savne “de varme lande”…

img_2758

img_4776

img_9558

img_9575

img_9654

Skippers logbog

img_0654

San Andrés-Jamaica

Afgang den 8 – oktober 2017
1. dag.
Vi mødes med agenten René kl. 09 på kajen, som har vores Zarpe (udklareringspapir) og stemplede pas klar som aftalt. Herefter siger vi farvel til de søde damer på kontoret hos Nene’s marina, som har været meget behjælpelige med alt mellem himmel og jord.

Kl. 11.30 hæver vi ankeret efter at have gjort båden sejlklar med hvad der dertil hører af oprydning. Da vi kommer ud af den lange vel afmærkede indsejling har vi 15-20 kn. vind fra NØ, og ikke som lovet 5-10 fra N. Dønningerne er desuden temmelig store og stejle og jeg undskylder det med at vi stadig er på grundt vand og at når vi er kommet fri af land, skal det nok blive bedre.
Det gør det også, men ikke nok. Vi sejler 40-50 gr. til vinden og hugger en del, og der går ikke længe før Bertram bliver søsyg og skidt tilpas. Vi har ikke sejlet i så urolige forhold siden Aruba, så han skal lige finde sine søben igen.
Alle bliver, som altid ret stille når sejladsen er ubehagelig, og alle tænker “bare det ikke bliver 4-5 døgn i disse forhold”, inklusiv mig selv.
Jeg går i kabyssen for at lave noget mad til at få besætningens humør lidt op. Dette resulterer dog i at jeg selv bliver søsyg, og jeg må flere gange afbryde arbejdet og komme på dæk og få luft.
En temmelig dårlig start på en forholdsvis lang passage.

Vi sejler langsomt, fordi vi hele tiden bliver bremset af enkelte bølgesæt som skiller sig ud fra de andre i størrelse og kurs, og nedsætter vores fart fra 5.5 kn. til 3.5 kn og giver os en samlet lav gennemsnitsfart til alle store frustration.
Vi forsætter som planlagt på en østlig kurs og håber at vejrudsigten vi var blevet lovet, træder i kraft inden længe. Stemningen er fortsat helt i bund.

Solen går ned og mørket falder på. Forholdene er stadig de samme og Bertram er fortsat søsyg. Vi har 2 reb i storsejlet og kæmper os fortsat øst på mod 16-20 kn vind og stejle bølger.

Cille frabeder sig sin nattevagt under disse forhold, og jeg indvilger hurtigt da jeg alligevel ikke kan sove under disse forhold.
Det bliver en lang nat med evig huggen i søen og det bliver ikke meget søvn til hverken mig eller Cille. Ungerne sover overraskende godt.
2. dag

Hen imod morgen bliver det heldigvis mere og mere stille. Bølgerne er nu aftaget markant og vinden ligger nu stabilt på 10-13 kn. Vi har kun tilbagelagt omkring 90 sm siden vi startede, men har lige et par timer til at pynte lidt på 24-timers distancen.
Solen skinner og humøret er lidt bedre. Jeg vil meget gerne se en ændring i vindretningen meget snart, ellers bliver det en lang tur. Overvejer enda flere gange om vi skal vende nordpå og sejle mod Providencia… Det bliver dog ved tanken.

Vi får sneget 24-timers distancen op på 121 sm, hvilket ikke er helt skidt, forholdene taget i betragtning. Vinden ligger mellem 9-14 kn. og begynder langsomt at bevæge sig nordover præcis som forudsagt, bare lidt forsinket. Dette gør at vi nu næsten kan sejle direkte på vores waypoint og Jamaica.
Holder vejrudsigten, vil dette skift i vindretningen bliver efterfulgt af et stort vindhul, som ser ud til at vare et døgns tid. Herefter skulle vinden så gå helt om i ØSØ og holde hele vejen til Jamaica.
Så er det bare om man tør stole på den. For hvis ikke vinden går i ØSØ, men tilbage i NØ, vil det være klart at foretrække, at komme så langt øst på som muligt, for at få en bedre vinkel til vinden. Holder vejrudsigten stik, er det bare at sejle direkte på destinationen.
Jeg beslutter en mellemvej og holder kurs på mellem 60-90gr.
For fulde sejl fortsætter vi dagen igennem med gode forhold. Men starten var barsk og sidder stadig i besætning. Bertram er fortsat utilpas, men kaster gudskelov ikke op mere. Han indtager dog heller ikke meget hverken mad eller vand.

Cille er på banen igen og holder den første nattevagt. Vinden er taget til og da jeg kommer på dækket for at afløse Cille, beslutter vi at rebe storsejlet for at få lidt mere ro på båden resten af natten. Bertram har været på vagt med Cille, men er faldet i søvn på kistebænken, og vi beslutter at lade ham ligge.

På min vagt får jeg ikke meget ro, da vinden konstant ændrer sig og der hele tiden skal justeres her og der. Først forsvinder vinden og jeg sætter fulde sejl igen. En times tid senere tager den til og jeg må endnu engang rebe. Konstant springer vinden 5-10 gr. og der skal hele tiden justeres på kursen. Der er det altså lidt nemmere at sejle med vinden, hvor disse små vindspring ikke har den store betydning for farten.

3. dag

KL. 05 kommer Gustav op for at afløse mig. Nu er vinden igen forsvundet og vi ruller fokken ind og storsejlet helt tot (ind til midten af skibet) og starter motoren. Det passer Gustav fint, som så kan lade sin computer op.

Jeg får mig nogen tiltrængte timers søvn i salonen, mens motoren kører derudaf med 1600 o/m og vi sejler fortsat ØNØ.
Vejrudsigten holder indtil videre ret fint. Den manglende vind er helt som forudsagt. Nu er det bare spørgsmålet om vinden virkelig vil gå helt i SØ når den kommer igen om 10-12 timer?

Mens vi venter på vinden, ser jeg pludselig et kæmpe plask ude i horisonten, som jeg studser over hvad er, indtil jeg ser en hval springe lodret op luften og lande på siden i et stort plask. 2. plask var dog markant mindre end det 1. og jeg formoder at det er mor og kalv som sammen boltrer sig i det store hav. Jeg råber besætningen på dæk og sætter kursen mod de store dyr. Men trods omhyggeligt udkig, ser vi desværre ikke mere til dem.

Hen ad eftermiddagen kommer der en smule vind igen, og ovenikøbet fra SØ som lovet. Der er bare ikke mere end 3-6 kn, hvilket ikke er nok. Vi holder kursen NØ på og motoren kører fortsat.

Omkring solnedgang øger vinden til brugbare 7-10 kn, men drejer som frygtet tilbage i NØ. Vi haler sejlerne tot og sejler igen bidevind på styrbord halse ikke alt for langt fra vores optimale kurs. Dejligt at kunne give motoren og os selv lidt fred.

Selvom vi egentlig har haft 2 forholdsvis fredelige dage er stemningen ombord ikke helt optimal. Den hårde start har sat sine spor og er svær at ryste af os igen, og vi fokuserer meget på ankomsten og nedtællingen af sømil er forlængst startet. At sejle mod vind og bølger er bare noget helt andet, og gør det svært at lave andet end at ligge ned eller bare sidde i cockpittet og kigge ud. Og sømilene føles uendelig lange.

Gustav tager 1. vagt og resten af besætningen går til køjs. det blæser 10-13 kn og vi skyder fin fart uden alt for meget huggen i bølgerne.
Jeg vågner 23.30, 30 min før min vagt egentlig starter ved at vi flere gange nærmest flyver fra en bølge til den næste, og skynder mig op til Gustav for at se, om han har styr på det.
Gustav sidder og hygger sig med en film i cockpittet, mens vinden er taget til og nu blæser 17-19 kn og vi sejler 7-8,5 kn for fulde sejl med heftig krængning.
Han har i den grad rykket sine grænser efter at han er begyndt at tage del i nattevagterne. For 6 mdr. siden ville han bestemt ikke have taget disse forhold så cool og ville forlængst have vækket mig.
Sammen beslutter vi dog at vi hellere må slå bremsen i og vi sætter 2. reb og ruller også lidt af fokken ind.

Disse forhold fortsætter natten igennem og vi tilbagelægger mange sømil og nærmer os vores destination med hastige skridt. Vi kan nu med sikkerhed sige at vi er fremme søndag, og ikke mandag som jeg ellers havde stillet i udsigt.
Henimod morgen aftager vinden dog igen og kommer nu fra skiftende retninger. Ingen vind i store gamle bølger er noget af det værste jeg kan komme tanke om, og jeg må flere gange bande højlydt over forholdene og ender med at starte motoren igen og rulle fokken ind.

4.dag
Da solen står op ligger der den tungeste sorte sky foran os og så langt øjet rækker til begge sider. Der er ikke noget at gøre, vi er nødt til at sejle igennem den. Den er virkelig tung og sort, og jeg forbereder mig på det værste.
Da vinden, som forventet tager til, reber jeg storsejlet i 2. reb mens fokken er rullet ind og motoren fortsat kører.
Ved 10-tiden blæser det 25-30 kn med pust på 32-33 kn og bølgerne er nu 4-5 m høje. Flere af dem bryder og jeg er nødt til at håndstyre for at undgå at de største af dem ryger hen over os. Regnen står vandret hen over dækket og sigtbarheden er helt elendig. Hele tiden tænker jeg på om det mon bliver værre. Skyerne ser truende ud, som jeg aldrig har set før.
Vi kan ikke længere holde vores kurs på destinationen og vi har ikke diesel nok til at holde motoren kørende i mere 10-12 timer mere. Vi bliver nødt til at finde en sejlføring der kan få os fremad. Lykkedes det ikke, bliver vi nødt til at at ligge kursen om og sejle vest om “Pedro Banks” og dermed øge distancen med 100 sm. Fokken er skødet udenom vanterne og har derfor en begrænsning i forhold til højden til vinden. Jeg går derfor på dækket for at skøde den indenom istedet.
Besætningen hader når jeg er på dækket i hårde forhold, men jeg kommer hurtigt sikkert tilbage i cockpittet.
Med 2. reb i storsejlet og 1/3 af fokken lykkes det os at få båden til at sejle. Ikke blot sejle, men tilmed holde kurs og en fart på 5,5-6,5 kn. Ikke videre behageligt i den høje sø, men vi er på rette vej, uden brug af motor.
Endnu engang begejstres jeg over hvor velsejlende et skib vi har!
Nu krydser vi bare fingre for at vinden ikke tager yderligere til. Besætningen er bestemt ikke begejstrede for forholdene, men tager det egentlig ret pænt. Jeg er i virkeligheden nok den der mest på vagt, og gruer konstant for at der er mere i vente og at vi ikke har set det værste endnu.
Efter godt 8 timer med en middelvind på 28 kn, aftager den til 20-25 kn. og bølgerne lægger sig også i en grad, som muliggør brug af autopilot igen, og jeg kan helt vejrbidt krybe i ly under sprayhooden igen. Vi bibeholder sejlføringen og flyver alligevel med 5,5-6 kn mod vores waypoint lige øst for “Pedro Banks”. Med denne fart vil vi ankomme til Kingston ved 10-11 tiden næste formiddag. Der er en snert af opklaring i det fjerne.

Solen går ned og nattevagterne starter for sidste gang på denne passage. Det blæser stadig 20-22 kn og jeg tager de to første vagter pga. forholdene. Vi kan nu se skæret fra Jamaica i himlen til alles store glæde. Ved midnat passerer vi waypointet ved “Pedro Banks” og har nu blot 60 sm tilbage til Kingston. Trafikken, som vi ellers ikke har set meget til, intensiveres som vi nærmer os, og der holdes nu skærpet udkig.
Det klarer op og der er pletvis stjerneklart. Ved 2-tiden er vinden aftaget så meget at jeg sætter fuldt forsejl. Og ved 3-tiden sættes også fuldt storsejl, og vi kan nu ånde lettet op over vejret trods alt ikke blev værre end det blev.

Kl. 04 kommer Gustav op for at afløse mig. Vinden er nu drejet mere i nord og umuligører dermed at vi kan holde vores kurs.
Gustav får derfor besked om at sejle så tæt til vinden han overhovedet kan, og blive ved med det til han er ved at gå på grund. Det skulle gerne give mig mulighed for at sove 2-3 timer inden der skal gøres noget.

Kl. 09 vågner jeg af mig selv og kan mærke at vi har skiftet halse, og at resten af besætningen sidder i cockpittet og sludrer. Det er hyggeligt at vågne til, og jeg beslutter at blive liggende og gasse til nogen kalder på mig.
Det sker dog aldrig, og kl. 10 går jeg op for at se hvordan det går. Drengene har selv vendt skibet da der ikke var mere vand og har nu krydset østpå langs kysten mod Kingston i høj sol og 10 kn vind.

Kl. 11 sejler vi ind i bugten og kl. 12 smider vi ankeret ud for Royal Jamaica Yacht Club og skynder os i land for at få noget rigtig mad. Vi bliver dog svært skuffede da vi støder ind i en customs agent, der fortæller os at vi er i karantæne og ikke må komme i land før vi – og skibet er indklareret… Men det er en anden historie.

Mod en ny horisont

Lige inden vi tog fra Kingston, fik jeg besked om at “Mod en ny horisont” nu er kommet tilbage fra trykkeriet. Der er snart reception og så skal det der salg bare skydes i gang. For jo flere bøger der sælges, jo flere penge kommer der ind til de ramte.
Og der er behov. Dominica er så skadet at vi stadig får meldinger om skibe fra resten af Caribien, der samler mad og vand ind og sejler det til de mennesker, der lige nu har så lidt.
Jeg ved godt at det sikkert allerede nærmest er glemt hjemme i Danmark. At juleræset er i gang, julefrokosterne skal passes, ungernes kalendergaver købes og pakkes (åh, det savner jeg!) og der løbes stærkt for at nå julearrangementer både i børnehaven og skolen. Og et par orkaner i Caribien holder hurtigt op med at være samtaleemne over snapsen og anden og de lange køer i Netto.

Men, det her er altså vigtigt. Der er familier herovre som ikke kan tillade sig at tænke videre end til hvordan de skal sørge for at deres børn får nok vand at drikke her i heden. De mere priviligerede familier kæmper med at få lov til at låne penge i banken, så de kan få lavet deres tag, så det ikke længere regner ind i stuen. De fleste familier er ikke forsikrede og når de endelig har fået deres lån igennem, skal de til at kæmpe for at finde en håndværker der har tid til at arbejde netop for dem – og ikke en af de mange andre familier der også har brug for hjælp. Men der er familier der kæmper hver dag – på hver deres måde – men fælles for dem er at orkanerne er skyld i det.

Det vil jeg så gerne have at vi hjælper dem med. At det ikke er deres kamp hele alene. Så køb lige den der bog. Det er da en skide god mandelgave-idé! Og marcipangrisen kan altid bruges igen næste år.

Bogen kan købes her!

img_3091

Rotten er fanget!

På et eller andet tidspunkt mellem Kingston og Port Royal er den lille satan gået i fælden. Den nåede altså ikke at bo hos os ligeså længe som den anden rotte. Og den var dum nok til at hoppe i en klapfælde 2 gange. Vi havde fået indtryk af at rotter var sådan nogle helt enormt kloge små fyre, som aldrig ville gå i samme fælde 2 gange. Så vi var en smule nedtrykte over at den slap ud første nat.

Bertram har googlet og bygget og vi har haft 4 forskellige typer af fælder på båden. Men det skulle altså blive en helt almindelig klapfælde med chorizo som lokkemad, der blev dens endeligt. Klapfælde var placeret under Christians og min seng og da der hen af eftermiddagen (fredag) begyndte at lugte virkelig slemt, skruede vi bunden af sengen og der lå den. Meget tilfredsstillende og virkelig irriterende at vi havde nået at splitte alt ad. Ved nærmere eftersøgning, opdagede vi at den havde nået at gå i vores toiletskab og gnave sig igennem pillepakker og pilleæsker – og et helt glas af de nyindkøbte jernpiller fra San Andrés måtte ryge ud. Og så har den stået på seriøs rengøring efter.
Og nu er vi færdige med rotter her ombord på Johanna, tak.

Og så rolige har vi set ud de sidste par dage...uden rotter ombord.

Og så rolige har vi set ud de sidste par dage…uden rotter ombord.

Older posts