Skippers logbog

img_0514

Santiago De Cuba – Turks and Caicos

D. 19.12 2017 -23.12.2017

Vi starter dagen med at skulle på land og tjekke ud samt sige farvel til alle de søde mennesker vi har mødt omkring marinaen. Desværre kommer vi til at gøre det i den forkerte rækkefølge og er lige ved ikke at få lov at gå ud af marinaen, fordi vi ikke længere har vores visa.
Vi får dem dog overtalt til at give os 10 min. til at sige farvel. Og det er aldrig sjovt at sige farvel.

Vi havde planlagt at sejle ved 10-tiden, men er først færdige med at sige farvel til de andre både, som på skift kommer over, omkring 12-tiden. Endelig får vi ankeret op, men Gustav konstaterer hurtigt, at der er noget galt, da han giver omdrejninger på motoren.
Hele skibet vibrerer faretruende og vi kommer ingen vegne. Vi bliver nødt til at smide ankeret igen og hoppe i vandet og tjekke skruen.
Det viser sig, at båden og skruen er fuldstændig pakket ind i ruger. Jeg overdriver ikke når jeg skriver, at der sad 1,5 cm ruger på alle flader på skruen, samt store dele af skroget.
1 times tid senere er skruen og de mest udsatte steder på skroget nogenlunde rene, og jeg beslutter primært pga. tidspres, at det er godt nok. Det hjælper også betydeligt på farten og vibrationerne, og vi forlader bugten omkring 14-tiden.

Ude af bugten sætter vi alle sejl. Det blæser 12-13 kn. fra ØSØ og vi sætter en kurs SØ på bidevind og BB halse for at komme fri af land og forhåbentlig finde lidt mere roligt vand.

Der gå ikke lang tid før Gustav råber, at der er bid på fiskestangen, og vi konstaterer at det er en Marlin, og at den formentlig er endnu større end den vi fangede i Columbia. Desværre er glæden kort, da den springer af krogen igen og forsvinder.

Dette stræk er endnu et af de stræk jeg har gruet for, pga af den konstante østenvind. Passagen starter nu meget fint med god fart i båden, men som vi nærmer os Guantanamo Bay opbygger strømmen langsomt og det bliver sværere og sværere at holde fart i båden.

Dønningerne bliver gradvist stejlere og større og vi hugger nu en del og gør kun langsomt fremskridt. Mørket falder på og alle der ikke skal på vagt, går tidligt i seng. Vinden skifter en del i styrke og vi reber skiftevis op og ned i løbet af natten.
Ved 2-tiden forsvinder vinden helt og motoren bliver startet. Men der er noget galt igen, vi sejler kun 3,5 kn for 2000 omd. og jeg tjekker flere gange vores kølvand for at se om vi har tabt propellen eller har noget i skruen.
Det er der dog imidlertid ikke noget der tyder på. Loggen er groet fast, så jeg kan ikke aflæse strømmen, men må konstatere at der er omkring 2 kn modstrøm. Jeg ser mig nødsaget til at falde lidt af for at få mere fart i båden samt en lidt bedre vinkel på dønningerne.
Jeg tror ikke at jeg i min sejlerkarriere har prøvet en mere frustrerende sejlads end denne. Vi vælter rundt i dønningerne som aldrig før og vi kommer ingen vegne. Jeg overvejer allerede vores muligheder for en alternativ rute her på den første nat. Skal vi sejle syd om Haiti og Den Dominikanske Rep.? Tankerne er mange, men jeg beslutter at fortsætte med vores oprindelige plan, og at det må blive bedre forhold når vi er kommet gennem passagen mellem Cuba og Haiti. Det har dog lange udsigter med den ringe fart, og hvordan bliver det ikke når vi er i passagen?

Solen står op og vi kæmper os stadig frem mil for mil. På 20 timer har vi kun tilbagelagt 78 sm kyststrækning, ARHGG!

De urolige forhold og de mange hug i bølgerne er virkelig ubehagelige. Ikke mindst for Cille og hendes efterhånden temmelig store gravide mave. Hele besætningen drømmer om at være fremme.

Endelig begynder vi at ligge Cuba bag os og begynder at krydse over passagen mellem Cuba og Haiti. Som forventet bliver forholdene kun værre her og både vind og bølger tager til i fart og størrelse.
Da natten falder på tager vinden yderligere til og det blæser nu 30-33 kn og enkelte af bølgerne er 3-4 m høje. Vi har 2 reb i storsejlet og kun halvdelen af fokken ude samt motoren kørende med 1800 omd. Alligevel gør vi kun omkring 4,5 kn fart i snit.

Hver andet øjeblik skyder stævnen højt til vejrs for så hamre ned gennem den næste, så flere hundrede liter vand står hen over dækket. Hver gang dette sker kommer der ligeledes 1-2 liter ned gennem lugen og doraden ude i forkahytten, så man konstant skal ud og tørre vand op.
Alt ved denne sejlads stinker og det er bare noget der skal overstås, og selv jeg, som elsker at sejle, ville have trukket stikket og krøbet i havn. Havde det været en mulighed at efterlade båden og flyve videre havde jeg gjort det…

En del store fragtskibe sejler nord og syd i den passage og vi skal hele tiden holde udkig. På et tidspunkt er vi tilsyneladende på kollisionkurs med et meget stor skib, som er udstyret med virkelig meget dækslys.
Da vi kommer tættere kan vi konstatere at det er et US Navi hangarskib. Det havde været meget sjovt at se det i dagslys.
Ud på natten ved 4 tiden, er vi 3/4 over passagen og vinden drejer langsomt mere i øst og tvinger os for langt sydpå. Vi beslutter at vende og gå nordpå, selvom jeg gerne ville have været lidt tættere på Haiti og dermed lidt i læ.
Det lader dog til at være et meget fornuftigt valg. Vi sejler nu næsten stik nord, stadig med omkring 30kn vind og 3-4 m bølger. Men vi formår nu at sejle 5-6 kn stadig med motoren kørende på 1800 omd. Det føles som vi nu er kommet ud af den værste modstrøm. Det er stadig vanvittig ubehagelig sejlads, men nu kommer vi dog fremad med en acceptabel fart.

Da solen endelig står op er vi ved at være ned på diesel, og fylder 40 L på fra dunkene på dækket. En ikke helt nem opgave i disse forhold.
Vinden har nu aftaget til 20-24 kn og dønningerne aftager også, som vi lægger afstand til passagen. De er dog – som så mange gange før – temmelig uregelmæssige. Efter ca. 10 min med ro på, kan der ud af ingenting pludselig komme et sæt der er så store, at vi endnu en gang sejler igennem en bølge med et vådt cockpit til følge.

Da vi nærmer os Great Inaguan, den største og sydligste ø i Bahamas, overvejer vi kraftigt at krybe i læ her og få et pusterum. Men ved nærlæsning af Cruising Guiden går det op for os at vi ikke kan undgå at betale for en cruisingpermit, som koster ikke mindre end 300 usd. Derfor beslutter vi at bide i det sure æble og holde os til planen om Turks and Caicos hvor det skulle være muligt at undgå denne cruisingpermit, hvis man er her mindre end 7 dage.

Det ser ud til at det værste nu er overstået , men vi har stadig godt 1,5 døgn tilbage. Alt tyder dog på at det “kun” bliver i 2,5 m høje bølger med 20-23 kn vind lige i snuden. Eneste gode nyhed er at solen skinner.

Resten af dagen går med at kæmpe os langs Great Inaguans sydkyst, og som mørket og den sidste nat træder frem runder vi sandbanken på det SØ hjørne og kan så småt bevæge os nordpå næsten med direkte kurs på vore destination.

Sent på natten efter et par krydsben op langs kysten, kommer der en tiltrængt ændring i vinden, som nu tillader at vi kan styre lige på destinationen. Da solen står op har vi kun 43 sm til vores sidste waypoint. Som vi kommer nordpå kommer vi også mere og mere i bølge læ og vi skyder nu en fin fart. Det føles fantastisk, og humøret stiger en smule hos hele besætningen, som traditionen tro er begyndt at snakke om mad og julemenu. Det er lillejuleaften og vi glæder os vildt til at komme i land.

Ved 16-tiden ankommer vi til vores sidste waypoint, men har stadig 10 sm ind over det kun 3 m dybe vand på sandbanken mellem øerne der udgør Caicos. Alle cruisingguides siger at man ikke skal sejle her i mørke, og vi får derfor lidt travlt med at komme helt frem til South Side Marina inden mørket falder på. Her er også en del strøm og vi kan ikke komme over 4 kn fart.
Presset på tid, beslutter vi at stoppe ved Sapodilla Bay og smide ankeret for natten, for så som det første på Juleaftens dag at sejle de sidste 5 sm til marinaen.

Det bliver en dejlig og hårdt tiltrængt nat for anker i en båd der ligger næsten stille. Og ligeså dejligt er det at hoppe i vandet julemorgen i turkistblåt vand, inden vi tager de sidste sm til marinaen.

Nu skal der bare julehygges, og samles kræfter til næste og sidste stræk mod St. Martin.

Om kontraster

Sidste dag i marinaen inden turen går videre her fra Providenciales og til Gran Turk, som er vores sidste stop inden St.Martin. Det har været en dejlig uge – helt, helt anderledes end Cuba. Men det er jo netop det sejlerlivet kan,- altså byde på kontraster, som man engang imellem kan glemme eksisterer. På Cuba var det engang imellem svært for os at være dem, der havde så mange muligheder – at kunne sejle rundt i 2 år, have råd til at købe den mad vi drømte om, at tage på ture og på mange måder leve det liv vi har lyst til. Vi følte os rige på en måde, som faktisk gav lidt dårlig samvittighed.

Her er det helt anderledes. Vi er helt klart de fattige. Alle på øen har mang penge og dagligvarer koster kassen. Man kan købe alt, hvis man har penge. Men folk er søde og hjælpsomme og jeg tror de tænker, at vi er lidt skøre. En mærkelig familie på 5, som sejler rundt i sådan en lille båd (vores nabo her i marinaen er en båd på 70 fod, som ikke har rykket sig i 1,5 år) og så med en baby på vej. Men i stedet for at blive bange og trække sig fra “den mærkelige familie”, så spørger de og møder os på en fin og nysgerrig måde.

Vi mødte et virkelig sødt amerikansk par til den ugentlige barbecue i marinaen og dem havde vi så en aftale med i går på en strand lige ved det hus, de hvert år lejer i 2 uger over jul og nytår. De følte sig ansvarlige for os – da de følte de havde inviteret os til deres strand – og derfor havde de sørget for både drikkevarer, store badedyr og hjemmebagt lemon-pie, som vi fik med hjem på båden (og spiste på en gang!) Og de stillede spørgsmål, som vi aldrig er blevet stillet før og fortalte om deres liv – som selvfølgelig er markant anderledes fra vores. En helt skøn og givende dag på stranden i godt selskab.

Det er ikke hverken bedre eller dårligere at være her. Men det er anderledes end Cuba. Og det er jo præcis det, vi elsker så meget ved det her liv – alle kontrasterne og alle møderne med mennesker, som åbner for en verden, som vi ikke vidste eksisterede.

Og det er meget sundt at opleve sig selv og sin familie gennem nye øjne. Og den der strand…åhr ja, den var fantastisk:

img_0422

fullsizerender

fullsizerender-2

img_0419

img_0418

Kort over Turks and Caicos Islands

Kort over Turks and Caicos Islands

 

Om skolebåden Johanna

Indeholder reklame for GOforlag og Fandango

Vi holder juleferie nu og derfor er der tid til at evaluere lidt på hvordan det går med det her skole-noget, som jo er vores ansvar i de to år vi er væk.

Det er længe siden vi har skrevet noget som helst om skolen her på Johanna. Og det er ikke fordi det ikke fylder! For det gør det. Nogle dage fylder det på en ret fed måde og andre dage fylder det på en virkelig nederen måde. Og det hænger selvfølgelig sammen med ungernes motivation, men virkelig også lærernes indsats. Og de dage hvor det hele passer sammen, der kan vi virkelig mærke forskel og stemningen er så meget bedre.
Christian og jeg snakkede om det i går – om at have fået lov at være så tæt på ungerne, deres læring og udvikling i de seneste 18 måneder. Det er ret særligt – på godt og ondt. Ret utroligt at vide præcis hvor det er Bertram går kold i matematikken og hvilke opgaver der bare kører for ham. At have oplevet hvornår Liva for alvor knækkede koden – og hvordan hun har helt anderledes let ved matematikken. Og hvordan Gustav er blevet helt vildt god til at arbejde selvstændigt – ikke kun fordi han er nødt til det (fordi han jo er alene om sine opgaver), men også fordi han er blevet så sej til at strukturere sine opgaver. Og han er mega god til at skrive.
Alt det her ville vi slet ikke være så stor en del af, hvis vi kyssede dem farvel om morgenen og fik dem trætte hjem om eftermiddagen. Og det tror vi på vil følge os hjemme i Danmark også – altså et behov for at være tæt på deres (skole)hverdag og måske vil det være lettere at bakke op om det hele, når vi har prøvet at være deres lærere i 2 år.

I øjeblikket arbejdes der intensivt med matematik for Bertrams vedkommende – vi gider nemlig godt, at det skal være lidt sjovere for ham med alle de tal. Efter juleferien starter vi op på tysk og skriftlig engelsk. Dansk får han løbende et par gange om ugen. Og så tager vi stadig ATLAS og opgavebøger frem, når der skal være lidt andet.

Liva læser og læser og skriver og skriver – hver dag (altså når vi ikke holder ferie) Og matematik arbejder vi også med hver dag. Vi arbejder tværfagligt med geografi og natur/teknik…det er svært at lade være, når vi hele tiden flytter os og er så afhængige af vind og vejr.

Gustav arbejder med dansk, tysk, engelsk, matematik og geografi.
Han arbejder både med opgaver fra bøger og skriver opgaver, som vi i fællesskab finder på. Han har ikke lige så mange afleveringer, som hvis han var derhjemme. Men vi er så tæt på hans læring hver dag, så vi har en helt klar fornemmelse af hvor han er. Og han er sej. Guitar fylder virkelig meget for ham og han spiller et par timer hver dag.

fullsizerender

Lidt anbefalinger til de mange mennesker der er på vej…
Rigtig mange mennesker skriver til os og spørger hvordan vi gør med det her skole-noget ombord på Johanna. Og jeg kan godt huske, hvor meget det fyldte hos os inden vi kastede os ud i det. Vi har ikke fundet opskriften endnu…og det tror jeg heller ikke nødvendigvis vi gør. Men vi har mulighed for at ændre form og indhold efter hvor ungerne er i deres læring – og hvor vi er i verden med båden. Det er en kæmpe fordel. Lige nu kører det hele så godt, at vi rimelig godt overholder vores plan – og både Bertram og Liva er færdig med en bog hver i både dansk og matematik inden jul. Og så er der tid og overskud til at kaste os over nye ting.

I starten holdt vi os meget til bøgerne og specielt i fysik, kemi, natur/teknik og geografi, er det en stor lettelse at have bøger der kan vise retning og niveau. Og vi er så glade for at vi fik GOforlags bøger med herud i verden. Så en anbefaling herfra er at anskaffe sig bøger som kan støtte i forhold til netop retning og niveau.

fullsizerender

Go Atlas kan købes her

Hvis man rejser med en størrelse som Liva, som lige er nået at starte i skole, men endnu ikke har knækket koderne for så meget andet end hvad det er at være skolebarn, er det faktisk et ret stort ansvar! At lære sit eget barn at læse er en stor mundfuld…men det føles så mega sejt når det lykkes! Og vi er så stolte af at det her lille menneske har lært det, på trods af at det var os, der var hendes lærere… Og her har det været alt afgørende, at vi har haft Fandangos dansk-serie med og har haft mulighed for at støtte os op af alt den viden og erfaring der ligger i opgavebøgerne med fokus på den første læsning.

Et lille udvalg af de Fandango-bøger vi arbejder med i år.

Et lille udvalg af de Fandango-bøger vi arbejder med i år.

Fandangos serie kan købes her

Og specielt i forhold til 1.og 2. klasse har denne serie været super for os!

Derudover er anbefalingen bare at nyde det! Og regne med at der kommer dage, hvor det føles uoverskueligt og helt langt ude…! Og så føles det skønt at samle de færdige bøger til et kæmpe bål, som vi fx lavede på stranden på Tobago i juli. Lige nu er vi ved at samle færdige bøger til et nytårsbål på Turks. Og det er en ret god motivation for ungerne – at de må sætte ild til de bøger de har svedt over i Caribiens sol…

Og udover den her mere klassiske skole, som vi forsøger at planlægge og gennemføre 5 dage om ugen, så lærer de jo også så meget andet. Alt det andet kan vi ikke måle på – og det er dejligt. Vi kan dog se, at de hver dag rykker sig – og vi tror på at de kommer hjem med en ret god pakke efter de her 2 år.

Det kan godt være de kommer til at savne frikvartererne som dem vi holder herude i verden:

img_0397

img_0394

Forbandet måde at vågne på…

En helt stille morgen i cockpittet. Vi fik ram på myggene i går, så natten har været god. Stille, søvnige Bertram er den eneste anden vågne og han er helt blød og træt, så han falder bare ind i stemningen og glider ned på bænken. Solen skinner og der er igen helt vindstille. Vandet er så klart, så klart og kalder på os. Kaffen er færdig og dagen kan bruges på lige det vi har lyst til. Der er ingenting vi bare skal – udover at få købt lidt ind til den barbecue, der holdes på marinaens bar hver onsdag. Marinaen, hvor vi i øvrigt er blevet modtaget som familie og hvor vi helt klart får svært ved at sejle fra. Det er svært ikke at føle sig helt rolig og lykkelig over at det her er vores hverdag.
Så åbner jeg netbank og roen forsvinder så hurtigt, så man skulle tro den aldrig havde været der. Christians kort er blevet misbrugt systematisk gennem den sidste uge og vores konto er langsomt, men sikkert i gang med at blive tømt.
Pludselig er det helt klart, hvad vi skal bruge dagen på. Og at den der indkøbstur skal være meget billig. Og jeg er pludselig meget vågen.
Forbandet.

Vores efterhånden meget slidte dannebrog

Vores efterhånden meget slidte dannebrog

2. juledag på en ny måde

Vores 2.juledag startede sent. Båden vågnede først klokken 11 efter at have kæmpet med myg en stor del af natten. Men det er ok, for vi har ingen planer – ingen familiejulefrokost vi skal løbe til, ingen børnearrangementer eller udsmidning af juletræ. Vi har bare det her:

img_3270

Vandet i marinaen er så rent og klart, at man kan bade i det – så en stor del af denne 2.juledag skal tilbringes vandet. Her er varmt og ingen vind.

Derudover står den på vasketøj. Vi har ikke vasket siden Jamaica og alt tøj er efterhånden meget saltet og stift.

Så er der lidt morgengymnastik der selvfølgelig skal passes – uanset varmen må Liva teste broen, som er fuldstændig oplagt til morgengymnastik:

img_3269

Der er meget langt til julefrokoster, halstørklæder og æbleskiver.     Begge dele er skønne – men lige nu passer det her os ret godt. Og næste år dyrker vi det andet…

Older posts