Vi er lige her

Det er længe siden, der har været nyt herinde. Men jeg skal lige love for, at der er nyt i vores liv. Og når det kører aller stærkest, er der ikke altid overskud til at sætte ord på. Ihvertfald ikke på skrift herinde. Jeg skriver på bogen og bruger åbenbart alle mine ord der. Derfor er der mere aktivitet på vores instagram therosentofts.dk. Lige for tiden er det nemmere for mig at sætte billeder – og lidt færre ord på det hele.

Men nu kommer der alligevel en lille opdatering. Mest fordi der er så mange, der er så søde og omsorgsfulde at spørge ind til os. Om vi har det godt og om vi lander…

Det gør vi. Altså lander. Og vi lander godt. Når jeg kigger på mine unger, kan jeg nemt få øje på, hvad det er, de har fået med sig, i løbet af de her to år. De er små overskudsbomber af sociale kompetencer, de er så omstillingsparate og så er de dejligt samlede. (De er også en masse andre ting og de rydder stadig ikke op, de roder helt vildt og siger stadig FUCK til ret mange ting…heldigvis!). De er ikke i tvivl om deres plads i verden og deres værd. Og så kan resten på en måde bare komme an. Mind mig lige om det når jeg om lidt skal rydde op i deres skabe. Igen!

Liva og Bertram stortrives på deres nye skole. Skolen er fuld af imødekommende børn, lærere og forældre og vi føler os SÅ godt taget imod. Hver dag er der nye invitationer til leg og kaffe og jeg er vild med det. Det gør det meget nemt, at holde af hverdagen.

Gustav har haft første frivillige weekend på efterskolen. Så når han kommer hjem på fredag, har vi ikke set ham i 12 dage! 12 dage uden vores lange, sjove og helt rigtige teenager. Og for en uge siden havde han fødselsdag. det var første gang vi fejrede ham, helt uden at han var her. Det var hårdt (men nok mest for mig…han havde vist en fest der på Langeland). Vi savner ham, men vi ved, han er lige hvor han skal være.

Christian smiler stadig når han cykler afsted om morgenen. Han smiler for det meste også når han kommer hjem. Og så drømmer han om det nye eventyr, som vi snart tager hul på. Vores nye kommende hjem. Vores nye base med forholdsvis lige vægge, på land, med vinduer (ikke så mange lige nu) og døre – og med lidt mere plads. det føles meget rigtigt for os.

Jeg tuller for det meste rundt i langt undertøj og opfører mig som om havnen er min baghave. Det kan vist ikke noget specielt kønt syn, men jeg har det godt. Jeg har haft lidt censor-opgaver og i morgen tager jeg hul på et mini-dansk-undervisningsforløb. Og på den måde løber det hele alligevel rundt. Og bådbabyen, – han får set lidt ekstra til sine bedsteforældre. Så på en måde vinder alle lidt på det – ikke mindst vores bankkonto!

Jeg er stadig meget taknemmelig for at det lykkedes os ikke at bekymre os om job, skole, hjem osv, da vi var derude i den store verden. For alt løser sig langsomt. Og når vi beder om hjælp, så får vi det på den ene eller den anden måde. Det er fandme fedt.

Jer, der planlægger at drage ud i verden, men måske er lidt bekymrede for, hvordan det skal blive at vende tilbage… hmmm, det er faktisk på mange måder sværere at komme hjem, men til gengæld er det også virkelig fedt. Og det hele løser sig. Og unger, der har været på tur væk, de kan så rigeligt når de kommer hjem! Bare afsted!!

Liva nyder pladsen i havnen…som klart er sjovest i solskin!

Og sådan ser det ud (næsten) hver tirsdag, når den lange køres til stationen af skipper.

Og Basse B…altid klar med et kækt blik.

Vores nye hjem. Som måske ikke ser ud af meget, men som allerede i vores øjne ligner et slot! Der er proppet mange drømme og planer ind i det lille skur og de to grimme containere… Er det ikke (nærmest) smukt?

 

Status – og god udvikling…

Vi sidder her i sommerhuset i Hornbæk i mørket. Ilden buldrer i brændeovnen, ungerne sover (alle fire!!) og endelig er der tid til at drømme og planlægge.
Der er sket store ting. Og der har været meget stille herinde på bloggen. For vi har haft travlt med at lande og med at finde ud af hvilken retning, livet nu skal gå. Og så har vi haft travlt med at acceptere, at vækkeuret ringer hver morgen, at madpakkerne skal laves og at vi skal være væk fra hinanden i ret mange timer hver dag. Vi bliver bedre og bedre til det. Men i denne weekend er vi flygtet i sommerhus. Helt alene os seks. Og vi laver ikke en skid! Spiser mad, sover, snakker, hopper lidt i trampolin og drømmer.
For der har vist sig en løsning for bolig, som vist nok passer helt perfekt til vores lille familie. En skør, skæv og helt rigtig løsning, som vi endnu ikke råber meget højt om…for det skal jo lige falde helt på plads. Og tænk nu hvis det hele falder i vasken… Men der kommer nyt herinde snart.

Vi er også ved at have styr på noget med foredrag. Info følger snart.

Og den der bog går også i den rigtige retning.

Så det kan bare komme an…

Det regner og vi savner tid og varme og nærvær, men det går sgu egentlig okay med at skabe en – anden slags – god hverdag her i Danmark, med alt hvad det indebærer af madpakker, vækkeure og tirsdagsregn.

Bådbabyen har det skønt. Han har accepteret den nye form for liv.
Teenageren er vild med efterskolen og er for det meste glad og ovenpå. Vi savner ham og glæder os til weekenderne, hvor vi ser ham og hører hans dybe stemme igen. Han er skide sjov og sød og ret fed at være sammen med. Og så har han fået sit eget liv, som han helt sikkert trængte til, efter to år med alle os så tæt på. Så selvom vi savner ham, så under vi ham alt det der ungdomslivs-halløj, som han har gang i.
Bertram og Liva er stadig ret begejstrede for deres nye skole. Det er resten af familien også. Konceptet med mange venner – hver dag – det har de købt. Og dét, at være del af en flok og en del af noget større…det gider de ret godt. Lektier, tidlige morgener og (engang imellem) røvsyge madpakker….det tager de bare med, som en del af en lidt nederen detalje ved alt det fede.
Jeg er stadig lidt målløs over hvor omstillingsparate børn er!

Nu skal jeg kigge ind i noget ild og drømme videre med min skipper, som giver den gas med planlægning af bolig i tegneprogrammer…Jeg tror, det bliver godt!

Sådan ser det ud når Gusse G bliver kørt til toget søndag eftermiddag…

Og når bådbabyen spiser (eller krammer med) sin havregrød i sommerhuset…

Og når Liva hopper i trampolin…

Taknemmeligheds-skriv

Det her er ikke en omgang tuderi. Det er et taknemmeligheds-skriv. Fordi det engang imellem er godt at minde sig selv om, at der midt i det hårde, er ret meget at være taknemmelig for.

Jeg er fx virkelig taknemmelig for, at være så tæt på mine børn. Så tæt at jeg kan mærke helt ud i min lillefinger hvordan de har det. Og jeg er taknemmelig for, at vi har talt så meget sammen gennem de sidste to år, at vi har et sprog til – også – at tale om det der er svært. Og at græde lidt mens vi gør det. Jeg er taknemmelig for, at de her unger er så gode til at sige, når det hele bliver for meget. At minde os om “at det altså ikke var sådan her vi skulle leve, når vi var hjemme igen”, når det hele går lidt for hurtigt. Og så er jeg taknemmelig for, at der findes så god en folkeskole lige ved siden af os – med så engagerede lærere og så gode børn og forældre. Jeg kan undre mig lidt over, at vi valgte folkeskolen fra i sin tid!! Virkelig undre mig!! Men man har jo ret til at blive klogere…heldigvis.

Jeg er taknemmelig for, at jeg har min Christian og at vi tør så meget sammen. Jeg er taknemmelig for, at han ved hvornår han skal skubbe på og hvornår han skal holde om (og at han ikke bliver sur på mig, når jeg husker ham på det!).

Jeg er taknemmelig for, at Gusse G er landet så godt på musikefterskolen. At han trives og sender beskeder til os om fede projekter, nye venner og ramasjang! Og at han godt tør være i det OG savne os på samme tid. Det er sgu da sejt, når man er 15 år.

Så er jeg taknemmelig for, at Sylle blev vores bonus på det her eventyr. Og over at han i alt sin bådbaby-nuttethed insisterer på min fulde opmærksomhed, når jeg hjerner den for meget med bekymringer over fremtiden. Man burde altid have en lille bådbaby i lommen (og det har jeg heldigvis i laaaang tid endnu).

I dag er jeg taknemmelig for lange lure i barnevognen, for solskin i mit cockpit og for resterne fra aftensmaden i går (ingen madlavning for mig, yes!!). Jeg er taknemmelig for, at mine unger cyklede ud i den larmende Østerbro-morgen med smil i øjnene.

Jeg er også taknemmelig for, at damen fra skat fiksede alt muligt fradragsagtigt for mig og for at den anden dame fra kommunen ikke talte ned til mig, da jeg helt forsigtigt spurgte hende om muligheden for hjælp til bolig i Kbh. Hun kunne ikke hjælpe, men hun snakkede ordentligt til mig (måske helt fjollet at være taknemmelig for, men det føltes ret rart).

Jeg er taknemmelig for, min mor og far, som står klar til at tage imod Sylle og mig i morgen, så jeg kan få skrevet lidt på den der bog. Som jeg i øvrigt også er taknemmelig for, at få lov til at skrive.

Jeg er taknemmelig for, at der er så mange mennesker jeg ikke kender, som skriver til mig at de godt vil komme til vores foredrag! Vi melder meget snart noget ud med datoer og indhold.

Og så er jeg taknemmelig for de mennesker vi har i vores liv, som inviterer til mad, knus, snak, leg og alt det andet. Min telefon er fuld af kærlighed. Og det hjælper.

Og mens jeg skrev alt det her var jeg hele tiden i tvivl om det hedder taknemmelig for noget eller taknemmelig over noget. Hjælp…?

Faktisk fungerer det meste…

Med fare for at køre rundt i en eller anden form for tude-suppe, hvor det hele handler om at livet herhjemme er svært og livet derude er meget bedre, så kommer der alligevel lige lidt om status i dag.
Solbrillerne er på i dag. Det bliver de nok hele dagen.
Og det er ikke fordi jeg kan pege på noget der som sådan ikke fungerer.
Faktisk fungerer det meste.

Gustav sendte en besked i går om gode følelser, fællesskab, nye venner og super mad. Og jeg kunne sagtens mærke i hans ord, at der var gang i noget godt. Og det gav en ro (og selvfølgelig et savn). Og ham ser vi næste torsdag. Om en uge! Juhuu.

Bertram kører afsted om morgenen på sin cykel og er helt ok med at skulle i skole. Han har fået nye venner, har allerede overnattet hos en af dem, bygger skateramper og sætter et forladt skur i stand (som de der ramper skal stå i). Dyrker venskaber og opdager en ny måde at være sammen med venner på. Man kan lave ting herhjemme i Danmark, som ikke involverer en skærm. Og der findes andre end ham, som synes at det er fedt! Han gik afsted første dag med sit skateboard under armen. Og det der skateboard, det kan noget. Det er en billet til et fællesskab på tværs af alder og klasser. Og det betød faktisk, at han allerede første dag blev budt velkommen af en god flok af små fyre, som bare synes det var fedt, at møde ham. Det der undervisning…det snakker vi ikke så meget om. Men det skal nok gå.

Med Liva er historien den samme. Hun har savnet tilbud, veninder, skørhed og gymnastik. Og hun får hele pakken her. Klassen virker helt skøn og mini-klubben efter skoletid tilbyder alt det hun har drømt om. Mest af alt et rum uden sin familie. Det betyder at hun nærmest først vil hjem når de lukker. Og den må vi jo bare sluge og undvære hende i ret mange timer. Hun er glad og kører afsted med pakket skoletaske og sol i øjnene. Det er faktisk ret fantastisk!

Christian startede arbejde i mandags. Det virker meget lovende. Fede opgaver og gode mennesker. Men…den der arbejdsfælde er svær for ham ikke at falde i. Det er jo fantastisk, at han bliver grebet af sit arbejde og at tiden flyver, fordi han er optaget. Men jeg er så bange for, at vi ikke er i stand til at gøre det anderledes, end før vi tog afsted. Jeg savner ham, når han er væk. Og jeg savner ham, når han er hjemme. Det er alligevel lidt hårdt.

Status hos de to efterladte ombord på S/Y Johanna svinger meget. Sylle har fin rytme om formiddagen og det er så her, jeg skal forsøge at få tid til en eller anden form for arbejdsliv/ro til mig selv/pleje af båden osv. Og det skal nok gå. Det ville have stresset mig for to år siden, men ikke nu.
I går var jeg til møde med et forlag angående bog om turen. Vi landede en fin aftale og det er et projekt, som jeg rigtig godt gider og glæder mig til at finde tid til. I går var en god dag.

Men i dag er jeg sprød. Og sådan må det nok være den næste periode. Gode dage og dårlige dage. Sådan var det også for mig, da vi tog afsted. Og det her er jo en ny slags eventyr. Bare et lidt ensomt et…

Sådan cirka ser hjemmekontoret ud hver formiddag…altså når solen skinner. Når det regner er historien en helt anden…

Tanker om et hverdagsliv


Det er sgu ikke for at pege fingre! Og heller ikke for at påstå, at jeg gør det bedre. Men for fanden hvor er der meget travlhed her! Travlhed på sådan en måde, hvor ungerne flyver lodret efter deres mor eller far på vej over fodgængerfeltet, travlhed på sådan en måde hvor regnjakken forsøges lynet, mens morgenbollen hænger ud af den ene mundvig og cyklen låses op på samme tid. Og travlhed på sådan en måde, at man får helt ondt i sin mave allerede inden dagen rigtigt er startet! Både sin voksenmave, men nok også sin børnemave.

Helle for ikke at glemme det om en måned eller to! Lige nu er det ret tydeligt, jo nok fordi vi ikke har været i det i to år. Jeg var der selv. Helt sikkert. Men jeg opdagede det ikke, for det gør man jo ikke, når man er midt i det.

Gid jeg husker det. Og giver mig tid. Og gør mig umage. Og aldrig får sådan et arbejdsliv, der dikterer hvor stressede mine børn skal føle sig.

Husk mig lige på det, ik?!

Ja, sgu da også på grund af den her lille fyr❤