Lavtryk, the og efterår

Vi er ramt af et lavtryk lige for tiden. Heftig vind med stød målt op til 44 knob. Vi er derfor rykket ind i lagunen, for at ligge lidt mere beskyttet end ude i ankerbugten. Vi ligger fint og sikkert her, men kan høre på aktiviteten på vhf’en, at vinden skaber problemer for mange. Joller river sig løs, vender rundt, så motoren ligger under vand, hynder flyver og ting mistes. Og så er der selvfølgelig mange der skrider, fordi deres anker ikke holder.
Når de værste squalls rammer os, er der helt gråt omkring os og vi kan ikke se bådene omkring os. Så føler vi os meget små. Og jeg håber sådan at ham lillebror bliver inde i maven indtil dette uvejr er overstået. En tur med veer i 40 knobs vind i en lille bitte dinghy står ikke øverst på listen lige nu… Og det er ikke en mulighed at efterlade ungerne alene på båden i et vejr som dette.
Heldigvis skulle vinden aftage i nat og i morgen er vi forhåbentlig tilbage til de 15-20 knob, som er den mere normale vindstyrke for denne periode.

Indtil da leger vi efterår og nyder at det er helt tåleligt at have tæppe på og drikke varm the (selvom vi gør det iført bikini og badeshorts) Og vores vindmølle producerer så meget strøm, at vi kan se alle de film vi har lyst til…og det er faktisk en form for luksus her på Johanna #efterår

img_0667

Fødselsdag og en sur fransk læge

Havde fødselsdag i går. Igen en helt anden slags. Meget langt fra den for 2 år siden, hvor jeg blev fejret med store drinks af mine dejlige damer hjemme på Nordre Frihavnsgade – det skrev jeg om her.
Dagen i går var også langt fra min fødselsdag sidste år på Carriacou, hvor jeg blev fejret af Polonica og Sannsipapp med alt for vild tur i tube efter hurtig båd og dejlig aften med store drinks og guitarhygge til langt ud på natten – det skrev jeg om her.
I går var mere stille. Og kun med os 5.

Og så startede dagen helt forfærdeligt. Jeg havde aftale på hospitalet med både jordemoder og anæstesilæge. Jordemoderen var ligeså sød og god som sidst. Men konsultationen hos anæstesilægen var en noget anden oplevelse. Vi har nu mødt et ægte fransk røvhul. Han startede med at nægte at tale engelsk – og var tydeligt fornærmet over at vi ikke talte fransk. Derefter skældte han mig ud over manglende scanningsresultater i jordemoderens mappe, problematiserede at jeg ikke var ordentligt forberedt og viste tydeligt hvor latterlig hans syntes vi var og hævede stemmen belærende. Jeg bad ham om at slappe af. Og så bad han mig om at slappe af. Resten af konsultationen ignorerede han mig og stillede Christian alle spørgsmål “har hun nogen form for allergi?” – og lignende… Virkelig mærkelig oplevelse. Og vi trådte rystede ud af hans kontor. Tænk at være nødt til at modtage hjælper fra ham under en fødsel. At møde ham på fødestuen… Christian har lovet, at hvis han viser sig under fødslen, så smider han ham ud.
Og selvom det er ok nu og jeg har fået oplevelsen lidt på afstand, så kan jeg mærke at det har gjort noget ved min indstilling til at skulle føde på det hospital. Jeg er ikke tryg ved at jeg kan ende i hænderne på et menneske som ham. Hvis alt ikke går som det skal under fødslen, så kunne det jo ende med at han skal på banen. Det er ikke en rar tanke.

Heldigvis var resten af dagen helt gennemført dejlig med lur, sød familie og dejlig middag ude. Så det fik ikke lov at fylde. Den dag.
Men i dag dukker følelsen op igen. Følelsen af at jeg lige skal bruge noget tid på mentalt at gøre den her fødsel til min. Og ikke at lade en sur fransk læge ødelægge tankerne om det der venter. Det er lettere sagt end gjort. Har ikke sådan rigtig lyst til at føde på det der hospital. Og håber der går ihvertfald et par uger, så oplevelsen er væk og fødslen igen er “min”.

fullsizerender

Verdens bedste hold

Der er lidt stille her på bloggen – og lidt stille her på Johanna. Lige som det skal være. Christian arbejder og nyder at høre til et sted, som ikke er på de her 42 fod, som har udgjort vores fælles rum de sidste 1,5 år. Han er væk mange timer hver dag. Forlader Johanna klokken 07.30 og er hjemme klokken 17.30. Og det er ret godt for os at blive mindet om, at det ikke er sådan vi vil leve hjemme i Danmark. Men lige nu er det ok at leve sådan her et par uger. Og virkelig mærkeligt. Jeg er vant til at have ham tæt på hele tiden – max 10 meter fra mig og hele tiden tilgængelig. Og jeg savner ham, når han er væk fra os 10 timer. Til gengæld kommer han hjem med overskud og lidt lugtende af den fyraftenssmøg, som er en del af afrundingen på en god arbejdsdag.

Mens han er væk, går dagene her på Johanna med skole. Engang imellem lidt tungt, men for det meste helt ok. Med badeture fra båden. Havskildpadder rundt om båden. Og sol i cockpittet. Og når vi får nok af det, så står den på tur i land. I dinghy uden årer…så det tager sin tid.

Det er sgu nok lidt kedeligt. Men efter 1,5 år med eventyr, udfordringer, oplevelser og den sidste tids hårde sejladser, så er det her ret meget hvad vi trænger til. Og jeg tror faktisk at vi – også – kommer til at mindes denne tid som helt særlig.

Jeg er helt sikker på at det her hold, som jeg hænger ud med hver dag – altså de tre Johanna-unger – er det helt rigtige hold at hænge ud med. De er så omsorgsfulde og forstående og glæder sig til alt det der venter os.
De er stadig ved at rive hovedet af hinanden engang imellem. De roder stadig helt vildt og er super dårlige til at rydde op efter sig. De bander som havnearbejdere og de er møgbeskidte.
Men der er ikke andre jeg gad at hænge ud med så tæt – og hver dag. Og selvom de dagligt joker med hvor meget jeg vejer og hvor skævt vores dinghy ligger, når jeg sidder i den ene side, så er de altid klar med en arm eller en hånd, når jeg skal hjælpes (trækkes!!) fra dinghy og op på broen/båden…og helt uden at jeg behøver at bede dem om hjælp bærer de alt det tunge hjem fra supermarkedet og ror båden i blæsevejr.
Verdens bedste hold – ovenikøbet selvom vi mangler en vigtig spiller lige nu.

img_0635

Hende den lange og glade

Hende den lange og glade

Skipper kom hjem før tid og trak os ud til Johanna...

Skipper kom hjem før tid og trak os ud til Johanna…

3 uger til termin…

 

img_0617

Vi ligger stadig for anker i Marigot Bay. Der er 3 uger til termin. Det er efterhånden lidt besværligt at komme op og ned i dinghy. Burde nok snart rykke i marina – men de vil have 45 euro pr nat…til gengæld koster det også 2 euro for bad, 2 euro for internet og der er ikke strøm alle steder på broen og vaskeriet fungerer ikke. Og så vil vi hellere spare de penge og blive liggende herude.

Da jeg skulle føde Liva, blev jeg kørt i Christianiacyklen til Rigshospitalet med veer – hun var ude ca 3 timer senere. At blive sejlet i dinghy med veer ind til molen er vel ikke så meget anderledes.
Men…vi har ikke nogen, som kan passe på vores store unger, når vi drager afsted for at møde ham lillebror. Det er ikke helt optimalt. Og det vil derfor være lidt mere trygt at have dem i en marina med mennesker tæt på og wifi i nærheden.

Vi havde håbet at møde mennesker her, som kunne have et øje på dem og slik parat hvis der blev behov. Men sæsonen er ikke startet og det er derfor primært ældre singlemænd, som har ligget her hele og halve sæsoner og som ikke umiddelbart er oplagte at spørge om den slags. Vi har ikke fundet en løsning og håber stadig på at én af de mange både, som vi har mødt i løbet af de sidste 1,5 år, kommer sejlende ind i bugten. Aller mest håber vi på Polonica, men vi ved godt at det ikke sker…
Ellers er planen at vi rykker i marina, når mine veer starter og så må vi alliere os med én af de superyachts, der ligger derinde.
Og så hurtigt tilbage til Johanna med lillebror, så de store kan møde ham og vi kan få ro på sammen.

Older posts