Mens vi venter på lillebror…

Tiden lige nu er selvfølgelig præget af ventetid. Vi venter på ham lillebror. Men vi hygger os mens vi venter. Ungerne har indtaget vandet igen efter Jamaica, Cuba og de lange sejladser, hvor det ikke var til at bade.
Vi har fået en god nabo her, Alex fra Tyskland, som både har kajak og drage. Og ungerne hygger sig med at låne hans kajak.
Christian har fået kontakt til alle mulige gode mennesker her på St.Martin og er begyndt at bygge på både, som har fået skader efter Irma. Han har savnet det der træ…
Det betyder jo desværre at han har vores dinghy, når han er væk og de første par dage var vi derfor bundet til Johanna. Men nu har vi lånt en ekstra dinghy – uden motor – og de to seje drenge ombord ror derfor frem og tilbage når vi skal på tur.
Vi har tid. Og ret meget ro på. Og ungerne er helt fantastiske. De har gang i små-projekter og hygger sig. Bertram har lavet en ret sej slangebøsse specielt beregnet til at skyde rotter. Så hver aften når det bliver mørkt, sejler Liva og Bertram ind rustet med lygte og slangebøsse og skyder løs på de mange rotter, som løber omkring ved dinghy-docken. Imens sidder Gustav og får plejet sit teenage-behov for kontakt til den verden, som han lige nu ikke er en del af hjemme i DK. Øens bedste wifi er selvfølgelig fundet og der bliver skrevet, downloadet og hvad man ellers gør når man er teenager.

Vi har det ret ok med ikke at skulle sejle lige nu. Alle har behov for ro og finder det på hver sin måde. Og jeg er ret tung efterhånden. Præcis som det skal være.

img_0585

Christians arbejdsplads..

Christians arbejdsplads..

Træning med udsigt

Træning med udsigt

Min erstatningsmotor, Bertram...

Min erstatningsmotor, Bertram…

Graviditeten får skylden…

Tur til Philipsburg med ungerne i dag. Heldigvis lignede Philipsburg sig selv – og kan stadig godt omtales som “landet der plager“, som Liva gjorde sidst vi var her. Der var krydstogtturister og sælgere i hele byen, smykkebutikker, parfume – og elektronikbutikker og virkelig varmt. Men det var dejligt at det lignede sig selv.

img_0571
De første 1,5 time brugte vi dog på at få fikset visakort-problemer igen. Vi hoppede ud af bussen og jeg ville hæve dollars, som er den valuta der bliver brugt på den hollandske side. Ind med kortet, taste kode og beløb. Og så en eller anden meddelelse om at hævning ikke var mulig. Og så beholdt automaten sgu mit kort!

Og sådan så mine søde unger ud, da automaten beholdt mit kort...

Og sådan så mine søde unger ud, da automaten beholdt mit kort…

Jeg ringede straks til det nr der var angivet som hjælpenummer og lavede en mindre scene. Noget med højgravid, 3 børn, turist, ingen kontanter osv. Den stakkels dame bad mig ringe igen efter 2 minutter. Det gjorde jeg og fik nu en mand i røret. Han fik nogen lunde samme remse. Og så bad han mig gå til nærmeste bank og snakke med dem. Ok så. 3 unger på slæb, en højgravid (lidt træt af kortproblemer!!) og “nu er min grænse altså nået” – mor og så hen i banken, hvor vi var nr 26. Køen var nået til nr 16.
Endelig blev det vores tur og damen bag skranken lyttede til min nu meget lettere hysteriske remse og stemme.
Beklageligvis kunne hun intet gøre. Når maskinen blev tømt i aften, ville alle kort blive destrueret, så det eneste jeg kunne gøre, var at kontakte min bank og få kortet lukket. Godt så. I forvejen mangler vi Christians 2 kort efter vi blev ramt af en irriterende snyder. Jeg sagde inde i mit hoved “det er ikke damens skyld. Det er ikke damens skyld. Det er ikke damens skyld”. Det hjalp ikke.
Jeg sagde vist nok en eller anden form for “tak”. Og gik hen til bankens hæveautomat for at hæve på vores sidste kort. Mit masterkort, som kun er til nødsituationer.
Fik skrankedamen til at love, at automaten ikke ville snuppe mit kort.
Gik hen til automaten og åbnede min pung for at tage vores sidste kort op…og der lå sørme mit visakort (som jo ellers var blevet snuppet af automaten). Og som jeg på en måde havde lavet ret mange scener over.
Ungerne var forstående. Bankmenneskerne kiggede mærkeligt på mig, da vi gik grinende ud af banken. Jeg skylder ungerne store is.

Og mit visakort virker stadig ikke. Det går skide godt.

Jeg giver graviditeten skylden.

Hverdag

Hverdagen er kommet til os. Skolen er godt i gang. Ungerne diskuterer, slås og skændes. Og vi prøver at nyde det. For vi ved jo godt, at det er på lånt tid, altså det her med at have dem helt tæt på. På godt og ondt. Der er ikke andre børnebåde i bugten og derfor ingen andre børn at kæmpe med, opleve med og blive inspirerede af. Det kan vi godt mærke her ombord på Johanna.
Men lige om lidt er vi tilbage i hverdagen i Danmark, hvor vi alle spredes og har gang i hvert vores liv. Og så er det altså meget rart lige nu at være så tæt. Jeg tror ikke ungerne er helt enige…

I dag er det søndag. En helt almindelig søndag med oprydning, rengøring og tøjvask. Det eneste der er helt anderledes er, at her er ungerne en del af det hele. Lige nu har vi en 8-årig og en 11-årig med på vaskeri. Teenageren er hjemme på båden og vaske op.
Jeg tror det er ok, at de er med i det hele. Jeg tror også, de kommer til at være glade for det en dag, men lige nu er de mest sure over at de ikke må tømme slikautomaten her på vaskeriet.

Det er længe siden vi har haft tid til at kede os, til at skændes og til bare at være. Og selvom de synes det er virkelig kedeligt, så er det godt for os.

img_0560 img_0562 img_3353

Her skal lillebror fødes

Nu ved vi hvor ham lillebror skal fødes. Vi har fundet hospitalet og mødt en skøn jordemoder. Alt er godt og han har heldigvis ikke taget skade af de hårde ture, vi har haft på det sidste. En lille dreng skønnet til ca 2800 gr – 4-5 uger tilbage i maven.
Der er kæmpe forskel på at være gravid herude i verden og hjemme i Danmark. Der er en anderledes “sygekultur” her og at være gravid og føde, er ikke bare noget man får lov til at gøre på sin egen måde. Det betyder, at de prøver at få mig til at få taget alle mulige blodprøver, de vil have at jeg skal have en samtale med en læge inden fødslen og de er ikke meget for at man tager hjem samme dag – aller helst vil de beholde mig i 3 dage uanset hvordan fødslen går. Det koster 1400 euro pr dag og fødslen koster 1500 euro…av, av – det bliver noget med at stikke af med lillebror ret hurtigt efter han er ude.
Til gengæld har jeg fået en kæmpe pakkeliste. På fransk. Altså en liste over alt det jeg skal tage med på hospitalet til fødslen…jeg kan ikke helt forstå hvad der står, men det er helt utroligt meget tøj (og vanter til baby tror jeg nok – men mit franske er også virkelig dårligt!) og vist nok også bleer og vaskeklude…(listen er sendt hjem til DK til en oversættelse).
Men hvad man betaler de 1400 euro pr dag for, det ved jeg ikke helt. Men Christian er sikker på at maden må være ret fantastisk!
Heldigvis var jordemoderen helt skøn og gav mig en fin strategi for hvordan jeg skulle møde lægen og forsikrede mig om at de ikke ville begynde at skyde medicin i mig uden at konferere med mig og Christian først. Og at hvis alt er godt efter fødslen, så kan jeg måske få lov at tage hjem samme dag. Det vil jeg jo helst og det skal de jo på en måde heller ikke bestemme. Det er bare så vildt hvordan alting gøres anderledes end hjemme i Danmark. Jeg skal minde mig selv om, at det ikke ændrer ved den måde jeg gør tingene på. Og at min krop godt ved hvad den skal gøre.

Men her skal ham lillebror komme til verden:

img_5732 img_5737

St.Martin blev hårdt ramt…

Der er så mange ting at skrive og alligevel ved jeg ikke helt hvor jeg skal starte.
Vi er på St.Martin og det er dejligt. Men det er også svært. Øen er meget ramt af orkanen Irma og det ses og mærkes tydeligt. Husene mangler mure og tage, butikker ligger øde og har tydeligt været udsat for hærværk, der er ikke mange mennesker på gaderne, stemningen er markant anderledes og cruiserne og turisterne holder sig væk. Overalt står træerne bare – helt uden blade. Bugten og lagunen er fyldt med skibsvrag. På land langs vandet ligger kæmpe både og containere – blæst op på land som vejede de ingenting. Og ingen kan gøre noget. Alle kæmper. Men de fleste kæmper selvfølgelig for deres hjem. Der er stadig familier der bor på skoler i sovesale, fordi deres hjem ikke er beboelige endnu – og måske bliver de det ikke igen.
Jeg skrev i et tidligere indlæg, at det var dejligt at komme hertil, fordi det var nemt og kedeligt. Det er det ikke. Altså nemt og kedeligt. Det er stadig dejligt, men det er også en virkelighed, som ikke er blevet fortalt om i medierne. Det er meget værre end man kunne forestille sig. Og det påvirker selvfølgelig hele banden ombord på Johanna. Vi møder mennesker som fortæller om lig der flød rundt i lagunen, om usikkerheden og angsten. Og om hjælp der mangler. Men de kæmper.

img_0548

img_0529 img_0526 img_0530 img_0535 img_0537 img_0541