Bådbabyen er landet…

img_0831

Første nat hjemme med lillebror. Det føles godt. Roen er her. Følelsen af at man godt kan have sit hjem på en båd – også med en baby – er her også.
12 dage efter termin, den 25.02.18 kl. 22.27 blev vi en familie på 6.

De tre store unger har taget imod vores lille nye menneske på hver deres helt egen måde. Men de er alle faldet pladask. Og det er også helt umuligt at lade være.
Fødslen var intens, hård og skøn. Ude på 4,5 time fra første ve. Vi var på hospitalet 2,5 time før han kom ud. Ligesom jeg drømte om.
Celine, vores franske jordemoder og bedste ven i de 2,5 timer det stod på, var skøn og passede perfekt til det vi havde brug for. Hun var tydelig og omsorgsfuld, skrap når det var nødvendigt og opbakkende når der var brug for det. Og så var det megetlænge siden hun sidst havde haft en fødsel uden epiduralblokade og andre smertestillende ting og sager. For som hun sagde “ce french ce not like pain“…

img_0835

Han er også alt hvad vi drømte om. Vores Sylvester. Sylvester med det røde hår og de brede næver. Sylvester på 4 kg og 54 cm. Sylvester, som allerede er så elsket af sine helt egne 5 mennesker som står klar ved mindste lyd. Han spiser som om han aldrig har lavet andet. Og virker på mange måder utroligt præget af det liv, som vi har levet de sidste 1,5 år. Måske er der lidt Caribien i ham…
Han ligner Bertram som spæd – bortset fra det meget røde hår. Han har præcis samme farver som Liva. Og så er han ligeså afslappet som Gustav.
Der er absolut ingen tvivl om, at han hører til her i vores familie på den her båd.

img_0853

Tænk lige at være så lille og vågne op sådan her... (teenageren sover stadig, ellers var han der helt sikkert også!)

Tænk lige at være så lille og vågne op sådan her… (teenageren sover stadig, ellers var han der helt sikkert også!)

Alt det følelsesmæssige ved at føde så langt væk hjemmefra, at føle sig helt alene og ensom, ikke at få besøg, at forsøge at styre de der tårer blandt fremmede franske damer, at kigge på det lille nye menneske og ikke kunne dele det med alle dem man elsker hjemme i DK og at være på eventyr med et lille nyt liv….puha, det er jeg slet ikke nået til at tage hul på endnu. Jeg tror ikke helt jeg tør. Lige nu lander vi først. Og så må det andet komme bagefter.

Baby – Caribbean style

Nej, lillebror er ikke kommet endnu. Og selvfølgelig er han ikke det. Jeg fik en besked fra gode venner på en hollandsk båd, som vi fulgtes med et halvt års tid i starten af vores tur…han skrev:

10 days delay, that sounds Carribean style

– og det har han jo helt ret i. Selvfølgelig skulle denne baby ikke komme før tid, til tiden eller bare et par dage efter termin. For vi er jo i Karibien. Og lever et liv, hvor vi strengt taget ikke behøver at gøre noget i dag – vi kan jo faktisk godt vente til i morgen. Og det kan ham lillebror jo også.

Var til jordemoder i dag. Alt er godt. Han vokser og trives. Jeg har fået en ny tid på søndag. Det virker ikke som om de egentlig har en plan for hvad der sker, når man passerer sin terminsdag med alt for mange dage (uger). Til gengæld skulle jeg heller ikke betale i dag.

Og nu er der alene-tid til mig igen. Kaffe i solen helt alene. Denne gang uden snyd…de ved godt at jeg sidder her og har lovet først at komme og hente mig, når jeg ringer.

Det er vildt for dem (ungerne) at være så tæt på alt der her graviditet og venten på fødsel. Og ret hårdt at prøve at bære deres skuffelse hver morgen, når der (igen) er gået en nat uden veer. For på en eller anden måde har vi alle planlagt at veerne skal starte om natten, så ungerne kan nå hele deres program med film, burgers, slik, pizza osv, mens vi er på hospitalet.

Vi hænger i. Nyder solen og tiden sammen. Og jeg prøver at fortrænge, at jo længere tid der går før lillebror kommer ud, jo mindre er han også når det der store Atlanterhav skal krydses… 2 måneder gammel og på åbent hav i op mod 20 dage…kan man det?? Erfaringer efterlyses…

img_0797

#6 Samtalen rundt om morgenbordet

Det er meget længe siden jeg har skrevet et indlæg om de der skøre, skønne og mærkelige samtaler vi har rundt om morgenbordet. Og det er altså ikke fordi vi ikke snakker sammen. Tværtimod. Der er altid mindst én, der snakker…men oftest flere. Og derfor kan det være svært at følge med i hvem der sagde hvad og hvorfor og hvornår. Men efter vi er flyttet i marina er der ofte et eller flere børn der opholder sig væk fra båden. Og det giver bare mere plads. Også til tanker og refleksioner hos de der unger. Det betyder at Liva en morgen endelig havde fundet forklaringen på et mysterium, som hun åbenbart har brugt mange tanker og meget energi på:
Liva har siden vi flyttede i marina undret sig over hvorfor så mange mænd her i marinaen bruger dametoilettet. Og det er da også ret mærkeligt. Men i morges havde hun så fundet ud af hvorfor og delte det med os andre:
Det er jo klart, for udenfor mandetoilettet står der “homoer”, så de må jo ikke gå derind hvis de ikke er homoseksuelle“.

Og på den måde fik vi igen i dag opklaret et af livets små mysterier.
Jeg har forklaret hende det der med det franske “hommes”, men jeg kan ikke forklare hende hvorfor de der mænd stadig bruger vores toilet…

img_3467

img_5811

Jordemoder, alenetid og strand

Har i dag snydt mig til en time i mig helt eget selskab. Det var tiltrængt. Og virkelig dejligt. Og meget længe siden.

Startede morgenen med et besøg på hospitalet, – havde en aftale med en jordemoder kl 9. Alt var fint. Fik tjekket hans hjertelyd i en halv time og han tonsede derud af. Ingen tegn på at han er på vej ud lige nu og jordemoderen gav mig venligst en tid igen om en uge. Jeg gider bare ikke rigtig at se hende igen om en uge…jeg vil hellere bare føde nu.

I venterummet hang denne seddel og gjorde opmærksom på den der betaling, som vi allerede har mærket virkelig meget til. Det koster 75 euro pr konsultation…:

img_0775

Men i dag ville ingen have betaling. Meget mærkeligt og jeg troede flere gange at de ville komme løbende efter mig. Men nej, ind og ud af hospitalet – ganske gratis (måske indtil de opdager at de har lavet en fejl?).

Så var planen at jeg skulle ringe til Christian, så jeg kunne blive hentet at drengene og blive bragt tilbage til båden – til ungerne, deres behov for mad, drikke, snak, selskab osv… Og det er jo for det meste så hyggeligt. Men i dag snød jeg. Jeg lod bare som om jeg ikke var færdig så hurtigt og satte mig på en café. Helt alene med en café au lait og tid til at høre på franske lyde og se på roligt vand.

Fik dårlig samvittighed efter en halv time og ringede til dem. Men nåede at få en hel time i solen med en kaffe. Alene. Og det virkede. Jeg er slet ikke så træt.

Nu er vi på stranden. Jeg er blevet snakket til de sidste 3 timer, jeg har badet, smagt sandkager, dækket behov for mad og drikke, gået med den lille røde på toilettet sådan ca 100 gange. Og det er helt ok.

img_0779

img_0778

Og så har jeg måske også indstillet mig på at ham lillebror først kommer en gang i næste uge. Så føles det ikke helt så tungt og hårdt at bære på ham i den her varme.

Rejsebrev fra ungerne (ukendt nummer)

Man tænker nok, at nu kommer der et indlæg om fødsel…men nej. Ham lillebror har vist ingen planer om at komme til tiden. Og på en måde passer det jo fint til det liv vi lever herude i verden. Der er jo absolut ingen planer der holder her hos os (eller tages særligt seriøst længere…) og selvfølgelig heller ikke hvornår fem bliver til seks.

Hverdagen er stadig nem (ej, nemmere…ikke nem!) i marinaen. Jeg er stadig virkelig træt. Christian nyder stadig sit træ-liv og får lov at nørde med alt muligt. Ungerne larmer, venter, klarer mere end de plejer, skændes lige så meget som de plejer, køber ind og her hjem, spiller virkelig mange racerspil på deres telefoner og lever et hverdagsliv helt tæt med en meget gravid mor. De klarer det hele og brokker sig sjældent.

Til gengæld skriver de stadig rejsebreve. Og i onsdags var deres seneste rejsebrev i Østerbro avis.

Det kan læses her: rejsebrev fra Østerbro avis

Det føles som virkelig lang tid siden vi var på Curacao, i Colombia og på San Blas. Tiden flyver stadig, selvom vi venter på lillebror…

img_3440

 

 

Older posts