Farvel til St.Martin

Nu er vi klar. Bunden er renset, der er fyldt diesel og vand på tankene og de ekstra dunke, så vi kan klare os i lang tid. Maden til aftenen er forberedt, cockpittet ryddet og alt i båden er fastgjort.

Vi skal videre. Og vi skal væk fra St. Martin. Og selvom vi glæder os, så er det også lidt trist. Og sådan er det jo altid i den her familie – altså ikke bare sort/hvidt. St.Martin har været vores hjem i denne omgang i 3 måneder. Og St.Martin vil altid være særligt for os.

Jeg har jo for filan da haft veer på den her ø og født en baby. Det er her Sylvester er blevet født. Det er her jeg har født på et andet sprog end mit eget. Og det er her han har levet sine første 5 uger. Det er lige her på St.Martin at den her familie voksede fra fem til seks. Det er stort. Og det er svært at tage fra – uden at vide om vi nogen sinde kommer tilbage og ser det sted, hvor vores lille bådbaby kom til verden.

Det er også her vi har fået venner i en hverdag, hvor alt ikke altid var skide sjovt. Hvor det engang imellem var tungt, ensomt og hvor det føltes uendeligt langt væk hjemme fra – og fra venner og familie. En anden slags venner end vi har hjemme i Danmark, men venner, som har udfyldt det tomrum på en måde, som gjorde det til at være i. Som har været vidner til vores liv i en tid, hvor store følelser var på spil.

Det er derfor vi nu igen kæmper med den afsked, som jeg godt ved fylder meget her på bloggen. Men sådan er eventyret også.

Og nu sejler Johanna videre med en familie på seks. Og en familie fuld af følelser for det her sted, som det pludselig ikke er nemt at sejle fra.

img_3693

Man sejler da ikke på en fredag!

De sidste mange dage har været pressede. Båden har trængt til den der kærlige hånd, som kun skipper kan give den og vi har slæbt os frem og tilbage til supermarkedet næsten hver dag, for at fylde alle lagre op. Det er virkelig meget der skal købes ind til en familie på fem (i det her regnskab tæller lillebror ikke), som skal have tre måltider om dagen i ca 7 uger. Og det er faktisk hvad vi har købt ind til. Alle rum er fyldt og båden ligger helt klart tungere end den gjorde for et par uger siden. Til gengæld behøver vi forhåbentlig ikke at købe andet end frugt og grønt på Bahamas.
Alt er gennemgået på Johanna. Christian har været i masten tre gange og har skiftet både pærer i navigationslys og ankerlys og monteret ny bakstag, rorkablerne er skiftet, skottet forstærket, motoren har fået skiftet diverse filtre og olie, vores nye inreach (vist en form for sat.tlf) er aktiveret og vi burde nu have let adgang til vejrmelding og have mulighed for at sende 40 sms’er om måneden (også på det store hav), der er købt nye vanddunke og gjort klar til både diesel og vandpåfyldning. Vasketøjet er klaret og vi forventer ikke at vaske igen før vi rammer Azorerne om 7-8 ugers tid. Vi har skaffet en gasflaske mere og alle flasker er fyldt.
Vi er så klar. Både mentalt og praktisk.

Og så lige et smut ind i marinaen og lave aftaler om et eller andet. Og der blev vi mødt af et “man kan da ikke sejle på en fredag“. Det er åbenbart almindelig kendt blandt sejlere, at man ikke sejler på en fredag. Vi fik mange historier om hændelser, der netop var sket for sejlere der var stævnet ud på en fredag. Det var ikke kun én af Christians kolleger der sagde det. Det var fire forskellige. Så det gør vi ikke. Altså sejler på en fredag. For selvom vi ikke helt er med på det der overtro-noget, så tør vi altså heller ikke at ignorere det. Ihvertfald ikke når vi lige så godt kan vente til lørdag (hvor der vist nok også er mindre vind).

Det betyder vi pludselig har fået en dag mere. Og det mærkelige er jo, at selvom vi følte os klar, så er der dukket flere ting op. Men nu hedder det afgang lørdag. Afsted mod Bahamas med et lille stop på BVI’s.

Og det betyder første sejltur med ham den lille bådbaby:

img_1255

Så er vi ved at være klar…

img_3670

Vi trænger til at komme videre fra St.Martin. Den velkendte følelse af kedsomhed og udlængsel har indfundet sig. Det skete for ungerne for laaang tid siden, men jeg er også ved at være der nu. Lillebror er ude nu, han trives og vi er klar til nye eventyr. Det eneste der holder os tilbage lige nu er de mange forberedelser. Der er virkelig mange punkter i Christians båd-bog…og det skal der være styr på inden vi drager videre.

img_3679

 

Proviantering er godt i gang og vi fik klaret en stor del da farfar og farmor var på besøg og vi havde mange hænder og en bil. Vi skal proviantere til både Bahamas og Atlanten…Bahamas skulle efter sigende være vanvittigt dyr og vi kommer derfor kun til at gå efter frugt og grønt mens vi er der. Men, vi har stadig kun 42 fod og vi er stadig fem mennesker der helst skal blive mætte – hver dag. Så vi må være kreative. Og heldigvis har vi efterhånden stor erfaring med netop proviantering – og madlavning af kedelige ingredienser. Man kan faktisk godt få fornemmelsen af at leve ret godt, hvis man bare tænker sig lidt om. Og gør det mere varieret end den mad, vi fik i ca en måned hver dag på Cuba. Og så er fidusen her på Johanna aldrig at gå ned på chips, kiks, slik og sodavand. For på den måde føles det lidt som en fest hver dag.
Og så skal der selvfølgelig fanges en masse fisk. Og hummere. Og så bliver måltiderne helt sikkert en fest. Og pludselig er vi i Europa igen.

Men vi har travlt med at være praktiske. Og det er sgu lidt kedeligt. Solen skinner og vi er i Caribien og når lillebror sover, vil jeg hellere hænge ud end løbe forvirret rundt og få styr på alt muligt. Det er dejligt at vi ved, at der lige om lidt er ro på. Vi trænger til den lange sejltur til Bahamas, hvor vi bare skal hænge ud og være.

Som verdens bedste overraskelse mens vi skynder os langsomt, kom der forleden dag en dansk båd sejlende ind i lagunen og smed anker lige ved siden af os. Summerstar fra København kom som sendt fra himlen. Liva er i leg igen og VHF’en bruges flittigt hver morgen, når der skal arrangeres legeaftaler. Der bliver spillet spil, leget prinsessepirater og pustet badedyr op – og både børn og voksne her fra Johanna nyder at have gode mennesker som naboer igen. Forhåbentlig bliver det til meget mere leg og kolde drinks i et varmt cockpit både her og på Bahamas.

De mange badedyr sejles hjem til Summerstar igen...

De mange badedyr sejles hjem til Summerstar igen…

Atlanterhavskryds med baby?

Vi er gået i tænkeboks. Atlanterhavskrydset nærmer sig og vi er stadig i tvivl om hvad der er den bedste løsning for os. Eller det vil sige én af os er i tvivl…alt er på en måde helt som det plejer. Skipper er rolig, helt rolig. Det der Atlanterhav kan bare komme an. Han skal nok få sin familie sikkert over – også mor og baby. Og han er ikke i tvivl. Det er det han ønsker og drømmer om. At afslutte turen sammen. Så er der en anden her på båden, som lige overvejer. Og tænker. Og mærker efter. Og kigger på den lille bitte bådbaby. Men som også har ret meget lyst til at tage turen.

Der er to muligheder:

1. At jeg flyver fra Bahamas til Azorerne med Liva og lillebror. Og Christian og drengene sejler Johanna til Azorerne og så mødes vi alle seks der.

2. At hele familien sejler sammen fra Bahamas til Azorerne.

Inden lillebror kom var jeg sikker på at løsningen ville vise sig, når vi havde mødt den lille fyr og mærket hvordan det var at have en baby her på båden. Den – altså beslutningen – har ikke vist sig endnu.

Men jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at splitte familien op. Hvis jeg flyver med Liva og lillebror, kommer vi til at være væk fra hinanden i minimum 3 uger. Det vil koste en masse penge, skabe en masse uro for både store og små og mine tanker vil alligevel hele tiden være på det der store hav. Det var ikke sjovt at vente på Christian sidst han krydsede – og måske er det bedre for mig at være en del af det. At passe på Christian og drengene også. Og når jeg nu faktisk har lyst til at være en del af det…
Når jeg spørger min skipper om han tror han kan passe på os, svarer han: “Jeg ved jeg kan passe på jer”. – Og det ved jeg også at han kan. Og hvis ikke jeg havde den tryghed i at have ham som min skipper, så ville jeg ikke overveje det.
Og jeg ved at vi er stærkest sammen. Og at vi er seje sammen. Men et Atlanterhavskryds med en baby på 2,5 måned…kan man det?

Jeg ved, at der på havet vil komme dage, hvor det ikke er sjovt og hvor jeg måske fortryder beslutningen. Og jeg ved, at der vil sidde en del mennesker hjemme i Danmark, som overhovedet ikke kan forstå vores beslutning (hvis vi altså beslutter at sejle med). Men det kan jo ikke være afgørende for hvad vi beslutter.

Jeg ved også, at der vil være (alt for) mange dage, hvor jeg går rundt på Azorerne og fortryder min beslutning (hvis vi beslutter at jeg skal flyve med de to små). Og føler, at jeg er det helt forkerte sted. Og jeg vil højst sandsynligt fortryde beslutningen både før, under og efter.

Vi er i gang med at forberede båden, så vi har muligheden for at sejle med. Det betyder at vi (på trods af virkelig lavvande i pengepungen) har besluttet – her i sidste øjeblik – at få syet sider på vores sprayhood. Det er en stor udgift her i sidste kapitel af eventyret, men det er også en god investering i vores liv hjemme i kolde (og våde) Danmark, hvor vi starter med at skulle bo ombord på Johanna.

Hvis vi krydser Atlanten, er vi nødt til at have et sted, hvor vi kan sidde trygt og sikkert med Sylvester. Og trygheden i at vide at vores cockpittet er lukket næsten hele vejen rundt, forestiller jeg mig også vil give en ny form for ro, når jeg ligger i vores kahyt og ammer og mørket falder på. Især når jeg ved at mine bitte små drenge på 11 og 15 år sidder derude med redningsveste og livliner og har en fest over at være på vagt på Atlanterhavet i mørket…

Der er ikke andre der kan tage beslutningen for os. Men hvis der sidder folk derude med erfaringer…altså andre der har sejlet med bitte små babyer på de meget store have, så skriv lige til mig eller skriv en kommentar, hvis jeg må skrive til jer. Er der et eller andet jeg bør vide, tænke over, forberede?

Beslutningen skal ikke tages helt endnu. Men det er fandme tæt på. Inden vi drager herfra tager vi en tur forbi en børnelæge og får lavet et tjek på lille Sylvester. Men vi kan jo godt mærke, at han har det dejligt – og han vil helt sikkert nyde roen på båden. Og nyde at have sine fem mennesker helt tæt på i 17-18 dage uden afbrydelser, indkøb og ture.

Man havde ikke forestillet sig, at jeg helt seriøst ville sidde og overveje at sejle over Atlanten med hele familien og en lille ny baby, hvis man læser mine tanker og følelser fra starten af den her tur.

Der kan alligevel ske meget på 20 måneder…

Er det mon det samlede Atlanterhavshold??

Er det mon det samlede Atlanterhavshold??

Gustavs verden – om turens bedste steder

79da18c4-5316-4bb0-afaf-4f7d6c496513

Vi har nu været afsted i halvandet år, og skal snart vende hjemad, men… Inden vi skal hjem har vi lige en sidste destination, som for mig måske er et af de bedste på hele rejsen, det er nemlig Bahamas. Jeg har i lang tid glædet mig til Bahamas fordi at der er exceptionel dykning, og meget stor chance for at se hajer, store hajer! Ud over at det er et godt dykkersted er det også godt at fiske og harpun fiske, og det er jo nogen af mine yndlings ting at gøre på vandet.
Jeg har en eller anden forventning til Bahamas, om at det kommer til at være ligesom et af vores yndlings steder “San Blas”.
San Blas var fedt fordi at man havde mange af øerne for sig selv, udover det var naturen fantastisk! Vandet var krystal klart, marine livet var skønt, med massere af farverige fisk, store havskilpadder og en MASSE hummere. Det eneste San Blas ikke havde var hajer… Men heldigvis for mig er Bahamas et af verdens bedste steder at dykke med hajer.

San Blas var et af de rigtig fede steder der har været på vores tur, og det er altså ikke det eneste.
Vi har her på båden en indbyrdes top 5 over de fedeste steder vi har været på vores tur, de fem steder er: Tobago, Columbia, San Blas/Panama, Cuba, Saba.

De var fede på hvor deres måde. Cuba for eksempel var helt utroligt fattigt, det var selvfølgelig ikke sjovt at komme og have så mange penge i forhold til dem, men det lærte på en måde een en livslektion, om at man skal være taknemlig for det man har og at penge ikke nødvendigvis er en faktor for ens lykke. Når man kommer ind i et af de fattige små skure på Cuba, bliver man bare helt forbløffet over hvor heldig og nemt man har det hjemme i lille sikre Danmark.

img_5474

Panama og San Blas var specielt fedt fordi at man havde en følelse af at man ikke kunne komme længere væk. Der var intet, ingen internet, ingen turister, ingen supermarkeder, INTET! Det var fedt de første par uger, men efter en måned hvor vi havde levet af hummer og fisk, var det rigtig godt at sætte tænderne i en saftig burger og få noget wifi på “San Andrés”.

Gustav som mesterfotograf...

Gustav som mesterfotograf…

Cartaghena i Columbia var rigtig fedt fordi at det var en virkelig stor by! Det var meget fascinerende at være det, blandt andet fordi at man kunne gå i det gamle charmerende gader til ligepludselig at være imellem de høje moderne skyskrabere.
Man kunne også få lige hvad man ønskede sig i supermarkederne, og det var oven i købet meget billigt!
Columbia er helt klart et af mine yndlingssteder!

img_9916

Men som sagt venter Bahams forude, og vi kan forhåbentligt lave vores “top 5” om til en “top 6”.

Older posts