Om ungerne

Vi er endelig sejlet videre fra Georgetown. Det var svært. Vi skulle have været sejlet i mandags – men i dag er det fredag og på en eller anden måde, tog den ene dag den anden. Og ungerne havde det så fantastisk og det var svært at skulle stoppe det. Svært igen at tage afsked. Og svært at sejle til noget, som vi ikke helt ved hvad er. Vi ved dog at vi skal mødes med en anden dansk båd, Xarradola, i Nassau om et par dage. De skal med hjem til Danmark. Og vi ved, at det der kryds ligger og venter. Og så ved vi, at der ligger et eventyr på den anden side af Atlanten – og at der venter et eventyr, når vi lander i Danmark. Men vi ved ikke om ungerne får den her følelse af leg og frihed igen lige foreløbig. Og den her oplevelse har været så meget værd for dem!

Vi har ikke set dem så meget. De er virkelig taget afsted tidligt om morgenen og har været fordybet hele dagen – kun afbrudt af de obligatoriske måltider, solcremepåsmøringer og vandopfyldning – og det har været trætte og glade børn, der er faldet omkuld i deres kahytter om aftenen. Alt for sent. Skole har fyldt alt for lidt. Til gengæld har de snakket engelsk fra morgen til aften. Liva kan indimellem bedre huske ordene på engelsk…hun leder efter det danske ord, når hun skal beskrive en leg de har leget. Og det er jo klart, når det hele foregår på engelsk. Ret vildt.

Der var en der skrev en kommentar på vores instagram-profil den anden dag – om at ungerne blev livsduelige og at det her blev en del af deres rygsæk. Og den kommentar dukker op i mit hoved igen og igen. For selv om jeg godt ved det, så er det dejligt at blive mindet om. Og hvad er det der gør børn livsduelige? Det er vel blandt andet at de får lov til at føle ansvar, at de lærer at begå sig i grupper og at de er nysgerrige på sig selv og verden. Det har Christian og jeg ihvertfald snakket om en mørk aften i cockpittet. Hvis ungerne tager det med sig hjem i rygsækken, så er vi glade og stolte. Og uanset hvad der så venter, så klarer de det.
Jeg er helt sikker på at de her 10 dage i Georgetown bliver et af de minder, som altid vil ligge som en lykke og et savn i deres rygsæk. For det bliver fandme svært at hamle op med de oplevelser og de venner de har fået her. Og det er ok. For vi tager det med os.

img_3830

img_1495

 

img_3833

Nu bevæger vi os langsomt mod Nassau. Med stop forskellige steder – vi skal selvfølgelig svømme med grise (som man gør et sted her ved Exuma), dykke i en James Bond grotte og måske klappe en haj.

Vi vil bare helst blive…

Stadig i Georgetown, Bahamas. Vi kan ikke komme væk. Hver dag aftaler Christian og jeg, at “i morgen” sejler vi videre. Og hver dag får ungerne overtalt os til at blive en dag mere. Og det er slet ikke svært for dem. Her er virkelig skønt. Og her er virkelig nemt at være. Og så er der bunker af børn! Lige som vi har drømt om og sukket efter de sidste maaaange måneder.

Nu er de her. Børnebåde fra Canada, USA og Australien med børn i alle aldre – og legekammerater til alle! Der er ovenikøbet teenagere! Piger, der gider at synge til Gustavs guitarspil med fine lyse stemmer på stranden rundt om bålet. Og Liva har endelig fundet en bunke piger, som gider at lave gymnastik på stranden. Og Bertram får surfet med en masse andre bådbørn. Endelig. Alt det vi har glædet os til og fantaseret om de mange kedelige måneder på St.Martin. Og så har vi travlt. Det er så dårlig timing og helt ærligt, så har jeg drømt om at kunne sige “fuck det, vi bliver bare et par måneder mere“. For sådan har vores liv jo været en stor del af tiden de sidste 22 måneder. Vi er sejlet videre, når vi var færdige med at opleve, lege, nyde og opdage.

Men nu er vi allerede på vej ind i en struktur, som er styret af tid. Vi har ikke tid til at blive her så længe, som vi godt kunne tænke os. Og pludselig virker den der hverdag hjemme i Danmark meget lidt lokkende…for der er den der tid jo også styrende for alt. Og tid har ikke fyldt meget for os. Vi har stadig ikke styr på hvilken dag det er, hvad klokken er eller hvornår vi sidst vaskede os. Og det er så helt rigtigt for os – og vi er blevet så gode til at leve på denne måde.

Men vi skal videre. Vi ved det godt. Skal helst være i Nassau i slutningen af denne måned, så vi kan gøre klar til at krydse, når det rigtige vejrvindue kommer. Og det ville da være skørt ikke at nå at opleve “James Bond grotten” og svømme med grise og klappe hajer – alt sammen på vej til Nassau. Alt det har ungerne glædet sig vildt til. Men det eneste de har lyst til nu, er at vågne tidligt, kaste morgenmad i sig (helst springe skole over), padle ind på stranden på vores board og mødes med de ca 10-12 andre børn i alle aldre. Og så ser vi dem ikke. Så er øen deres og de glider ind og ud af lege, guitarspil, sang, surfing og volleyball. Vi sejler ind og afleverer mad, drikke og solcreme, når vi synes de har været uden vådt og tørt for længe. Så samles alle børn og voksne om eftermiddagen – og efter et par timer med snak, bål og badning, hives ungerne med ud til båden for at få lidt mad. Derefter er der mørkeleg på stranden med skrig, der kan høres på alle både i ankerbugten. Og så kommer de hjem. Rødkindede, saltede, trætte og helt lykkelige.

Jeg kan godt forstå, de ikke vil væk fra dette.

Det vil jeg egentlig heller ikke.

Liva og ny veninde på vej hjem fra stranden.

Liva og ny veninde på vej hjem fra stranden.

Bål og hygge på stranden.

Bål og hygge på stranden.

Gustav og pigerne...

Gustav og pigerne…

Virkelig mange mennesker på vores helt egen strand.

Virkelig mange mennesker på vores helt egen strand.

Gymnastik på stranden.

Gymnastik på stranden.

 

Stor beslutning!

img_0938

Vi har taget den store beslutning. En beslutning, som ikke var svær for skipper. For selvfølgelig var han helt sikker. Altså sikker på at familien skulle sejle samlet over Atlanten.
Jeg var ikke sikker.
Men det er jeg nu. Selvfølgelig skal vi sejle hjem alle seks. Afslutte vores tur sammen og få den oplevelse sammen.
Jeg kan dog godt regne ud, at der kommer tidspunkter på det der store hav, hvor jeg kommer til at fortryde min beslutning. Kommer til at sige utrolig meget “fuck”, være lidt småsur og pisse irriterende (det kan man jo være hvor som helst…også på havet!).
Men jeg kan også godt regne ud, at jeg på Azorerne med Liva og Sylvester ville føle mig helt alene, ret ensom og i tankerne kun ville være på det der store hav hos min mand og mine drenge. Og jeg kan ikke forestille mig noget værre! Så vil jeg hellere være på det store hav med mit helt eget hold, – også selvom det betyder lidt småsurhed og lidt fuck!

Folk (altså sejlerne) siger, at det der med at krydse et ocean er 90% kedsomhed og 10% frygt… Og så er det alligevel lidt mærkeligt, at jeg er ret så tilfreds med beslutningen. Men det er jeg. Og for første gang i dag, da jeg havde en stille time i solen – bådbabyen sov, ungerne havde fundet venner på stranden og min skipper klippede skæg – kunne jeg mærke, at jeg faktisk glæder mig. Jeg glæder mig til 18-20 dage i ro. Ingen kan forlade båden og ingen kan komme ombord. Ingen forstyrrelser – altså andre end dem vejret byder på.
Jeg kom til at sige det til min skipper, – altså at jeg glæder mig. Og straks efter fortrød jeg, at jeg havde sagt det højt, for jeg kan da godt regne ud, at han vil minde mig om det, hvis (når) jeg bliver irriterende der midt på Atlanterhavet.

Men nu er det ude. Nu er det sagt højt. Vi er sådan en familie, der om under en måned skal krydse Atlanten, for at bringe vores hjem i havn i Danmark.
Det er alligevel noget…

 

Bahamas er…

Dagene går med alle mulige vilde ting og med ingen ting. Vi vågner til solskin og trætte børn. Til lorteble og babysmil. Til vasketøj og nybagte boller. Og til endnu en dag i kedsomhedens og oplevelsernes tegn. Det er lige som det skal være.
Bahamas er hvide sandstrande, klart vand, kælerokker, hajer, havskildpadder, mange børn på stranden, varm baby på maven, mågeskrig, fisk, solskinsdage, badeture, ro, larm, lange morgener i cockpittet, sovende bådbaby og vågen bådbaby, afslappet skipper, glade sejlerunger i vand/under vand/over vand, mange sejlere, sene aftener på båden, mørkeleg på stranden, børn på hobiecat, paddleboard og gynge, røde skuldre og fregnede næser, snak, hygge og leg.
Bahamas er fuld af eventyr og solskin. Og en masse amerikanere. Bahamas er nye venner, bål på stranden og røverhistorier.
Bahamas er lige hvad vi drømte om og forestillede os. Og den helt rigtige måde at slutte eventyret. Det bliver (heller) ikke nemt at sejle herfra.

img_0934

img_0931 img_0933 img_0935

img_0940

Om at komme i havn – og komme hjem

Det hele skal nok gå. Vi har fået havneplads i Svanemøllen. Samme bro som vi lå på inden vi tog afsted – dengang jeg skulle se mit nye hjem og var helt nervøs over om det mon føltes som hjem.
Nu er følelsen helt anderledes. Jeg kan ikke forestille mig et andet hjem end den her Bianca 420. Og jeg kan ikke forestille mig en anden havn end Svanemøllen havn. Og efter 2 år i den store verden, så er det meget rart at vide, hvor det hele er…vaskeriet, badene, cykelparkering, stranden og den nærmeste Netto…den slags fjollede småting som gør, at man kan snakke om det med ungerne, forberede dem og lave gode planer og drømme for fremtiden. Og fortælle dem at cykelturen til de aller bedste venner stadig kun tager 5-10 minutter.
Så den der mail om at nu havde vi en fast plads, den kom lige på rette tidspunkt.
På gensyn Svanemøllen – lige om lidt.

Første møde med båden (mit hjem) i Svanemøllen havn...

Første møde med båden (mit hjem) i Svanemøllen havn…

Og nogen lunde samme udsigt kan jeg se frem til når vi rammer vores havn igen. Det gider jeg godt.

Og nogen lunde samme udsigt kan jeg se frem til når vi rammer vores havn igen. Det gider jeg godt.

Older posts