6 måneder - og en overlevelsestur

5 dage uden teenageren

Gustav er taget på hike og vi er kun 4 på båden den næste lille uge. Bertram og Liva nyder det. Og savner ham. Som Bertram siger; “så er det aller bedste, at man kan gå på toilettet uden at han bliver sur.” Og så er det vist også meget rart for ham, at være det største barn bare for en stund.
Vi sendte Gustav afsted med vandtæt rygsæk med 2 liter vand, nudler, brød, hængekøje og andre uundværlige friluftslivsting. Han var så mega spændt og glad. I sidste øjeblik hoppede 14 årige Tobias fra en anden dansk båd også med. Det var ret fedt. Og de der to teenagere har godt af lidt liv på vejene og i skovene.
Imens vil vi herhjemme på Johanna æde godt, nyde at antallet af diskussioner er minimeret OG savne ham og alle hans udbrud og skøre påfund.

Vi har haft turens hidtil dovneste dag. Tiltrængt og godt. Vi har ikke været udenfor en dør. Vi har spillet backgammon, læst bøger, lavet puslespil, leget med LEGO og sovet på skift. En helt rigtig onsdag i varmen. Nu er vi sejlet i land…bare for at lave lidt. Og få luftet de søde børn. Udsigten er helt ok.

img_1075
Vi kom alt for sent i seng i går. Vi fejrede Grenadas uafhængighedsdag med snobrød på stranden og efterfølgende hygge på den danske båd “Drum”. Tobias, som er med på hike er det største barn på den båd og så er der 3 andre…så der er en masse legekammerater. Alle de mange børn spredte sig på båden i mørket og Bertram og 12 årige Mathilde lå og snakkede i hængekøjen i lang tid. De nød begge en jævnaldrende dansker, som havde en lignende historie med sig hjemmefra og som vidste hvordan det føltes at være på sådan et her eventyr – hvor man bliver sejlet i gummibåd, når man skal på legeaftale, hvor skolen foregår samme sted som resten af ens hjemmeliv og hvor venner og aftaler afhænger af hvilke både der ellers er på ankerpladsen.
Og søde forældre. Så det er ren lykke. Havde jo ellers overvejet om det var en god idé at blive ved med at møde nye venner…og har besluttet, at det er det. Selvom det betyder en masse afskeder.

Jeg mødte en canadisk mand, Pete, på stranden den anden dag. Han er vokset på på en båd med sine forældre og har sejlet rundt i verden. Nu gør han det med sin kone. Bor 8 måneder i Canada og tager så her til Grenada i 4 måneder hvert år. På den måde får han det optimale fra begge sine verdener (siger han selv). Jeg spurgte ham, hvordan han klarede alle de mange afskeder…og om man mon vænnede sig til det. Det var et mærkeligt spørgsmål for ham, for han er jo vokset op på denne måde og forklarede derfor selv, at for ham var det et livsvilkår. Og han havde jo lige så mange nye møder som afskeder. Det var en god snak. Og min samtale med ham bekræftede endnu en gang en anden gave ved at lave en rejse som denne. Der spildes ikke lige så eget tid på smalltalk. Samtalerne og de møder man har med andre mennesker bliver meget hurtige vigtige, værdifulde og dybere end andre samtaler og møder. Jeg ved fx rigtig meget om mange af de mennesker jeg har mødt. Ting, som jeg ikke nødvendigvis ved om mange af de mennesker, jeg har haft omkring mig i de seneste år hjemme. Men måske skal man også være gjort af noget anderledes, hvis man rejser ud i verden. For et af vilkårene ved at være på eventyr er jo netop hele tiden at give andre mennesker noget af dig selv – og tage imod noget fra dem. Det kræver en vis åbenhed og tillid til andre mennesker. Og tænk at mine børn får det i 2 år!

Og at Gustav lige nu vandrer med 3 mennesker han lige har mødt. Jeg forestiller mig, at deres samtaler bliver vigtige, værdifulde og dybe – der midt i den meget mørke nat i hver deres hængekøje. Og jeg er så imponeret over ham. Og stolt. Og jeg ved bare at han lugter så dårligt, når han kommer hjem igen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 måneder - og en overlevelsestur