Atlanterhavet #1

Det her Atlanterhav er ikke spor skræmmende. Det er stort og mørkt og virker uendeligt, når man sidder her i en lille bitte båd uden land i sigte. Men det er mildt og vi føler os sikre og passet på.
Dagene går – den ene tager den anden – og ingen kan længere holde styr på hvor mange nætter vi har sovet herude på havet.
Rutinerne har indfundet sig og alle er bare lige her.
Skippers logbog er i gang med at blive skrevet rent. Den er lang og detaljeret. Her kommer det som jeg jo synes er aller mest interessant…nemlig hvordan vi har det. Og hvordan vi alle var i det her Atlanterhavskryds.

Gustav, vores teenager, er blevet fast nattevagt og har fuldstændig styr på det. Han nyder sine timer alene i cockpittet med film og varm kakao – og med en viden om at han har et kæmpe ansvar lige der i de timer han har vagten. Et ansvar som han kan magte og som derfor giver ham en god følelse. Han ved godt, at han er helt uundværlig i forhold til at få båden til Horta – og det er sgu ret fedt. Og hvor mange børn på 15 år kan sige, at de hver dag 4-5 timer har ansvaret for hjemmet og hele familien. Hvis man for halvandet år siden havde fortalt mig, at Gustav ville stå her i dag bag roret og passe på os alle sammen, ville jeg ikke have troet på det. Men som med alt andet i det her eventyr, er udviklingen sket ganske langsomt og helt rigtigt. Og nu er vi her.

“Når man er søsyg, er det som om ens krop er fornærmet.”
Sådan lød det fra Bertram på 3.dagen af vores Atlanterhavskryds. Han havde hængt ud over søgelænderet ret mange gange allerede og kunne hverken holde vådt eller tørt i sig.
Jeg spurgte, hvad han mente med at kroppen var fornærmet. Og så forklarede han, at han jo tilbød sin krop alt muligt lækkert, men at den bare rystede på hovedet og kastede det hele op igen. Og så glædede han sig bare til at den ikke var fornærmet mere.
Den holdt heldigvis op med at være fornærmet på 5.dagen. Det kom ret pludseligt, men da han opdagede det, kastede han sig over mad, drikke og film på computeren. Han er så sej, den lille kæmper. Han lider når det står på, brokker sig sjældent, men bliver meget stille og ret frustreret, for han elsker jo at være i det her og vil så gerne kunne magte det hele.

Liva er så fantastisk til at få det bedste ud af alle situationer. Hun får sat gang i lege hele tiden og når hun ikke har held med at få aktiveret familien, så leger hun bare selv. Hun bager selv nu – helst mange gange hver dag. Kager, boller, snegle osv.
Hun er så møgbeskidt og har uglet hår og elsker alligevel bare det her. Hendes eneste udfordring er at det ikke længere er så varmt som i Caribien – og hun kan bare bedst lide at leve udelukkende i underbukser. Det betyder at hun oftest ses vimse omkring uden tøj på, når vi andre sidder i skisokker og soveposer.

Lillebror forstår ingenting – men er svært tilfreds med at alle hans favorit-mennesker er rundt om ham hele tiden. Han er så ufatteligt heldig og han ved det ikke engang. Han har heldigvis godt fattet konceptet omkring nat. Og han sover så fint og spiser mest om dagen. Jeg havde forestillet mig alle mulige ting, der kunne gå galt herude i ingenting – men der findes nok ikke et mere trygt sted end lige her ombord. Det synes Sylvester ihvertfald ikke. Og jeg tror jeg må give ham ret.

Jeg er faktisk også selv ret god til det her. Så god, at min mand forleden dag da vi skulle sove sagde: “Du er så god til ocean-kryds. Endnu bedre end jeg havde troet“. Jeg ved ikke, hvordan man er god til det eller hvordan man er dårlig til det. Men jeg kan godt mærke, at jeg kan finde ud af at være i det. Det har min skipper lært mig. Og når man får ros fra sin lærermester, så føles det ekstra dejligt. Så jeg lagde mig til at sove og følte mig helt god, sej og elsket. Og ret heldig. Og jeg tænkte, at det er sjovt som det ændrer sig, om man bliver glad for et kompliment eller ej. Jeg er ret sikker på at “det at være god til ocean-kryds” ikke stod på min liste over fede komplimenter fra min mand for 1 år siden. Men lige nu er det verdens største kærlighedserklæring. Det er sgu da mærkeligt!

Og skipper, det er vel overflødigt at skrive, at han elsker det. Han elskede det første kryds og har siden drømt om det vi er i gang med lige nu.
At gøre det sammen som familie. Det er heldigt, at han er så skide god til at overtale mig på en måde, så jeg aldrig opdager, at det i virkeligheden er hans plan fra starten.

Og nu er vi her i Horta. Hos mormor og morfar. I Europa og meget tættere på hjem. Og nu skal Bertram fejres igen. Han fyldte nemlig 12 år i forgårs – midt på Atlanten.

Snart kommer der mere om de 21 dage til søs.