Atlanterhavskryds med baby?

Vi er gået i tænkeboks. Atlanterhavskrydset nærmer sig og vi er stadig i tvivl om hvad der er den bedste løsning for os. Eller det vil sige én af os er i tvivl…alt er på en måde helt som det plejer. Skipper er rolig, helt rolig. Det der Atlanterhav kan bare komme an. Han skal nok få sin familie sikkert over – også mor og baby. Og han er ikke i tvivl. Det er det han ønsker og drømmer om. At afslutte turen sammen. Så er der en anden her på båden, som lige overvejer. Og tænker. Og mærker efter. Og kigger på den lille bitte bådbaby. Men som også har ret meget lyst til at tage turen.

Der er to muligheder:

1. At jeg flyver fra Bahamas til Azorerne med Liva og lillebror. Og Christian og drengene sejler Johanna til Azorerne og så mødes vi alle seks der.

2. At hele familien sejler sammen fra Bahamas til Azorerne.

Inden lillebror kom var jeg sikker på at løsningen ville vise sig, når vi havde mødt den lille fyr og mærket hvordan det var at have en baby her på båden. Den – altså beslutningen – har ikke vist sig endnu.

Men jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at splitte familien op. Hvis jeg flyver med Liva og lillebror, kommer vi til at være væk fra hinanden i minimum 3 uger. Det vil koste en masse penge, skabe en masse uro for både store og små og mine tanker vil alligevel hele tiden være på det der store hav. Det var ikke sjovt at vente på Christian sidst han krydsede – og måske er det bedre for mig at være en del af det. At passe på Christian og drengene også. Og når jeg nu faktisk har lyst til at være en del af det…
Når jeg spørger min skipper om han tror han kan passe på os, svarer han: “Jeg ved jeg kan passe på jer”. – Og det ved jeg også at han kan. Og hvis ikke jeg havde den tryghed i at have ham som min skipper, så ville jeg ikke overveje det.
Og jeg ved at vi er stærkest sammen. Og at vi er seje sammen. Men et Atlanterhavskryds med en baby på 2,5 måned…kan man det?

Jeg ved, at der på havet vil komme dage, hvor det ikke er sjovt og hvor jeg måske fortryder beslutningen. Og jeg ved, at der vil sidde en del mennesker hjemme i Danmark, som overhovedet ikke kan forstå vores beslutning (hvis vi altså beslutter at sejle med). Men det kan jo ikke være afgørende for hvad vi beslutter.

Jeg ved også, at der vil være (alt for) mange dage, hvor jeg går rundt på Azorerne og fortryder min beslutning (hvis vi beslutter at jeg skal flyve med de to små). Og føler, at jeg er det helt forkerte sted. Og jeg vil højst sandsynligt fortryde beslutningen både før, under og efter.

Vi er i gang med at forberede båden, så vi har muligheden for at sejle med. Det betyder at vi (på trods af virkelig lavvande i pengepungen) har besluttet – her i sidste øjeblik – at få syet sider på vores sprayhood. Det er en stor udgift her i sidste kapitel af eventyret, men det er også en god investering i vores liv hjemme i kolde (og våde) Danmark, hvor vi starter med at skulle bo ombord på Johanna.

Hvis vi krydser Atlanten, er vi nødt til at have et sted, hvor vi kan sidde trygt og sikkert med Sylvester. Og trygheden i at vide at vores cockpittet er lukket næsten hele vejen rundt, forestiller jeg mig også vil give en ny form for ro, når jeg ligger i vores kahyt og ammer og mørket falder på. Især når jeg ved at mine bitte små drenge på 11 og 15 år sidder derude med redningsveste og livliner og har en fest over at være på vagt på Atlanterhavet i mørket…

Der er ikke andre der kan tage beslutningen for os. Men hvis der sidder folk derude med erfaringer…altså andre der har sejlet med bitte små babyer på de meget store have, så skriv lige til mig eller skriv en kommentar, hvis jeg må skrive til jer. Er der et eller andet jeg bør vide, tænke over, forberede?

Beslutningen skal ikke tages helt endnu. Men det er fandme tæt på. Inden vi drager herfra tager vi en tur forbi en børnelæge og får lavet et tjek på lille Sylvester. Men vi kan jo godt mærke, at han har det dejligt – og han vil helt sikkert nyde roen på båden. Og nyde at have sine fem mennesker helt tæt på i 17-18 dage uden afbrydelser, indkøb og ture.

Man havde ikke forestillet sig, at jeg helt seriøst ville sidde og overveje at sejle over Atlanten med hele familien og en lille ny baby, hvis man læser mine tanker og følelser fra starten af den her tur.

Der kan alligevel ske meget på 20 måneder…