Barbados

Ankommet til vores hjem for den næste måned. Her er helt perfekt. Og Babados lever op til de forestillinger vi havde inden:

Tung varme, kvækkende frøer, grønne firben, palmer med kokosnødder, hvide sandstrande, farver, smukke mennesker, reggae, fremmede dufte, mærkelige navne og et noget afslappet forhold til tid.

Vi har kun mødt hjælpsomme og hurtigtsnakkende mennesker indtil videre. Vores nye bedste ven er fx en taxachauffør, som vi mødte i lufthavnen i går. Han kørte os til et guesthouse, hvor vi tilbragte 1.nat.

Det var ikke en ubetinget succes – og Liva var noget utryg ved at ankomme til et mørkt og gammelt hus midt i mørket. Men vi fik et værelse med fane og klemte os sammen 4 svedige mennesker i en dobbeltseng. Vågnede kl 6 (lokal tid) til et befriende regnvejr, der fik alle dufte og lyde til at trænge direkte ind til os på værelset. Fandt en vejrestaurant og fik morgenmad og en masse vand.

Nå, men vores nye bedste ven hedder Tiger. Efter aftale kom han og hentede os ved det der guesthouse i dag og kørte os til vores lejede villa. På vejen kørte han gennem Bridgetown og udpegede steder, som vi absolut skulle besøge, restauranter vi skulle prøve – og andre vi skulle holde os fra, han kørte forbi marinaen og udpegede statuer af personer, som er vigtige for Barbados historie. Mens denne skønne guidede tur foregik, hørte vi høj musik i bilen – selvfølgelig Bob Marley – og sang med, når vi syntes det var passende. Han smed sin hue og hans dreadlocks væltede ned af ryggen. Han roste mine børn og kastede seje håndtegn om til dem på bagsædet. Hvis jeg spurgte ham om noget, som han ikke var helt tilfreds med (som fx hvor dyrt det er at studere på Barbados) svarede han syngende : “But everything little thing is gonna be allright“… Og det er jo rigtigt.

Vi har aftalt med ham, at han henter mormor og morfar i lufthavnen på lørdag. Og han kommer forbi og tager os med derud (free of charge, som han sagde). Han snakker meget hurtigt og syngende og jeg må indrømme, at jeg ikke altid forstår hvad han siger. Til gengæld er hans kropssprog meget let at aflæse, så vi griner lidt og trækker på skuldrene og nikker og så er alt godt. Jeg er sikker på at jeg nok skal vænne mig til tempoet.

Hans visitkort ser sådan her ud:

Og de mange numre er bare for en sikkerheds skyld. Tænk hvis de første 3-4 numre var optagede eller gået i stykker.

Huset vi har lejet er også præcis som vi håbede. Farvestrålende med blomstrende gardiner, røde, grønne og blå sengetæpper, pynt og dimser på alle flader og en dejlig have. Det ligger ved Paynes Bay, som er den absolut fedeste strand på Barbados (siger Tiger). Der kører busser for enden af vejen og vi kan derfor komme lige derhen hvor vi vil for 2 barbados dollars pr mand (svarer til 1 us dollar). Alle huse på vores lille grusvej er i flotte farver og man bliver i fantastisk humør af at kigge ud af vinduet. Palmer, buske, blomster og så alle de smukke huse. Jennie, som passer huset og som stod for overleveringen er vores nabo. Hun er sød. Hun havde købt små pakker “slik-morgenmad” til ungerne og fyldt køleskabet med den lokale øl “Banks”. Hun er meget sød!

Alt ser ud til at fungere her i huset. Ungerne virker trygge og glade. Badekarret er afprøvet (ret god indikator for om det er godt eller skidt). Vaskemaskinen kører. Wifi er super (= glad teenager = mindre diskussioner = glad mor = ren lykke for alle).

I morgen skal stranden afprøves. Vi har mærket vandet. Det er virkelig varmt!