#2 Samtalen rundt om morgenbordet

Biscayen

Nå, nu har Christian endelig fået overskud og energi til at få skrevet lidt om sine 4 døgn på Biscayen. Jeg synes det lyder vildt! Og jeg er glad for at han er på toppen over at have haft de oplevelser. I får her den sande logbogsfortælling om en mand på Biscayen i ord og med billeder (et par delfiner og et par bølger). Nettet er dårligt, så vi kan ikke uploade…sorry.

Inden I kaster jer over det, kan I her se min sande fortælling om livet som mor (Tak, Maren Uthaug for en tegning, der passer så godt på hvordan det engang imellem føles…):

image

Og nu kommer den spændende far-fortælling:

Biscayen, Falmouth-Baiona

Onsdag den 14.sep. 2016 – 1.dag på Biscayen
Uret ringer kl 07. Står op og tjekker vejr igen. Det holder og vi skal afsted. Downloader grib filer og flytter båden over for at tanke diesel når de åbner kl 09.
Inden afgang bliver jeg inviteret på lidt mad på 7seas.

Afgang! Solen skinner
Sejler side om side med 7seas, men må rette genuaen, da jeg er for hurtig. Alt tegner godt og jeg er spændt og lykkelig over endelig at være kommet afsted.

Langsomt drejer vinden til NV inden den næsten dør helt og vi bare ruller rundt i bølgerne. Store Atlanterhavnsbølger fra vest og mindre fra øst.
Jeg starter motoren og går det meste af natten for motor.
Jeg får samlet 4-5 timers søvn i salonen meget tæt på 7seas, som har “vagten” for mig.

Torsdag den 15.sep. 2016 – 2.dag på Biscayen
Vinden fortsat i NV med 3-4 ms. Ruller stadig i bølgerne og fortsætter for motor.
Endelig ud på eftermiddagen kommer der lidt mere vind og den går endda en smule mere i vest. Nu med 11-12 ms og pust på 14 ms. Fuld sejlføring og jeg blæser afsted med mellem 9-12 knob. Det føles fedt endelig at tilbagelægge mange sømil.
Jeg lægger ret hurtigt afstand til 7seas, men nyder at sejle hurtigt, så jeg aftaler med dem at de holder deres sejlføring gennem hele natten og jeg reber ned, så de kan indhente mens jeg prøver at sove.
Nogle timer efter mørkets frembrud, reber jeg ned (2 reb i storeren og har 1/3 af genuaen ude) og forsøger at sove trods høj fart – 8-9 knob.

Fredag den 16.sep. 2016 – 3.dag på Biscayen
Det er stadig nat og jeg har været vågen mange gange. Hele natten igennem har trafikken været meget meget markant og jeg har været nødsaget til at ændre kurs flere gange for at undgå fragtskibe og krydstogtskibe.
Jeg er nået til det sted, hvor undergrunden går fra 200 meter – 3800 meter i et hug. Sidst jeg var vågen, regnede jeg ud, at der var 2 timer til denne position, hvor min tilstedeværelse var påkrævet. Men jeg sover over mig og vågner ved at en kæmpe bølge løfter båden i vejret og nærmest kaster mig ud af køjen og jeg fornemmer med det samme at jeg skal skynde mig op til roret for at undgå en bomning. Jeg når dog kun op i cockpittet, før jeg bommer. Jeg kommer til roret og vender båden, for at komme på rette kurs igen. Bølgerne er dog stadig på størrelse med huse og jeg sætter kursen over styr, for at komme igennem bølgerne uden at blive væltet. Det er heldigvis kun et spørgsmål om 0,5 sømil før jeg er fri af disse kæmper igen.
Lidt rystet prøver jeg at kalde 7seas op for at advare dem om hvad de har i vente. Båden har tilsyneladende ikke lidt overlast af bomningen og jeg kan fortsætte natten igennem. Jeg får ikke sovet meget mere den nat.

Efter solopgang falder vinden en smule til 10-13 ms. Jeg kan nu igen se 7seas og holder min sejlføring så vi kan komme helt tæt igen – og jeg udnytter tiden og “roen” til at få sovet lidt.
Ud på eftermiddagen forsvinder vinden langsomt og jeg øger sejlføringen i samme tempo. Til sidst er der ikke meget mere end de gamle dønninger tilbage og jeg starter motoren og ændrer kursen en smule, for at få mere ro på båden og få indhentet lidt søvn.

Lørdag den 17.sep. 2016 – 4.dag på Biscayen
Irriterende nat med store dønninger, svag vind fra den gale retning (plat læns) og en masse sejltrim. Også en nat, hvor jeg synes båden laver nogle nye lyde…spekulerer meget over dette og kommer til sidst frem til at bomningen måske alligevel havde en konsekvens. Opdager i den forbindelse at væggene rundt om det forreste toilet samt skotter er blevet løftet tilsvarende. Shit.
Det er skidt, men jeg kan ikke finde tegn på at det skulle være kritisk.
Solen står op og vinden går mere i nord, men er stadig meget svag. 7seas er meget hurtige i disse vindforhold og ligger et par sømil foran mig. Ud på eftermiddagen kan jeg pludselig se land og solen viser sig også. Skønt med land igen, det får humøret op. Går et par timer for motor og forsøger at beregne ETA til Baiona.
Hen ad eftermiddagen kommer vinden igen og jeg ruller fokken ud. Som jeg nærmer mig Spaniens NV hjørne bliver bølgerne større og større og vinden tager også til.

Ringer til Cille på sat.tlf for at sjusse et tidspunkt for ankomst og regner med 8-tiden. Vinden tager til og jeg er nødt til at rebe for at tilpasse tiden.
Modtager en sms fra Cille om at Ramses (en anden båd jeg mødte i Falmouth) er lige bag mig, men kan ikke se dem. Mørket falder og vinden er oppe på 13-14 ms. Jeg redder op med hynder i cockpittet, da jeg nu sejler langs kysten og forventer meget trafik fra fiskere og andet. Får sovet meget lidt og får i løbet af natten kontakt til Ramses og kan se dem.
Vind og bølger tager til og jeg sætter kursen lidt mere ind under land i bølgelæ. Klokken 04 dropper jeg at sove mere, glæder mig til at se Cille og ungerne nu. Nu skal det bare times med solopgang, som lader vente på sig.
I følge med Ramses anduver jeg Baiona ved 8-tiden om morgenen. Cille og ungerne står derinde og tager imod sammen med 7seas, som er ankommet 30 min før.
Et stort øjeblik at træde i land efter 4 døgn på Biscayen. Fantastisk at se familien igen efter 14 dages adskillelse.

Får en lur på stranden og går ud og spiser om aftenen.

8 kommentarer

  • Rolf Nielsen

    Flot sejlet, godt soemandskab og godt overblik. Familien er i sikre haender med dig som skipper. Jeg oensker jer en fantastisk fortsat tur!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj-Britt Nissen

    Pu ha Det har været nervepirrende, godt at det gik godt, trods alt 👍 Mange hilsner til hele familien fra Maj-Britt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Godt at jeg ikke kendte alle detaljer undervejs…så var det ikke blevet til meget søvn. Men han er sej, ham Christian! Og nu er det heldigvis overstået. Tak for din hilsen og hils alle tilbage

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Seje brormand ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hans Rosentoft

    Det har været voldsomt / spændende og det er godt klaret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgit

    Kæreste Christian…… Jeg er kold og varm og mangler ord efter at ha læst dit indlæg om Biscayen!!! Godt skrevet, vildt oplevet! Du er en sand sejler og ros for din ro! knus Birgit

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Hold da op for en sejltur!!! Godt at I er sammen igen – dé dér bølger som huse lød skræmmende…..😨
    Og så dén søde stribe om forskellen på mor og far……😂😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#2 Samtalen rundt om morgenbordet