Bonaire og særlige dage

Bonaire-livet passer os stadig glimrende. Både voksne og børn. Vi har her adgang til alt det gode og kan vælge frit både sammen og hver for sig. Jeg er ikke sådan super dårlig om morgenen mere, hvis bare jeg kaster morgenmad i mig, nærmest mens jeg ligger i sengen… Til gengæld er jeg træt sådan helt ind til benet – det føles som en hård omgang tømmermændstræthed…hver dag. Måske er det fordi jeg har mere tid til at mærke efter i det her liv vi lever, måske er det fordi jeg er ældre end sidst eller måske har jeg bare glemt at det er sådan det er… Til gengæld kan jeg jo bare sove, når jeg er træt. Det er fantastisk.

Det er ikke nogen hemmelighed, at humøret på båden er steget gevaldigt efter der er kommet teenagere i bugten. Det betyder jo at drengene pludselig har andre de kan stikke af med. At de faktisk har aftaler, som ikke involverer resten af familien. Det betyder også lange drengeaftener med gyserfilm og lige så lange snorkelture med ligesindede.
Lige nu må tiden godt stå stille – bare et lille bitte stykke tid. Ingen behøver at forlade bugten og vi har ikke brug for så meget andet.

Forleden dag sejlede vi samlet tre familier på en båd – den norske katamaran Katarmi på 46 fod – til Klein Bonaire. Senere stødte Irie Rose til i deres dinghy. Klein Bonaire er en lille ø som ligger 20 min sejlads herfra. Der grillede vi, ledte efter skildpaddeæg på stranden, svømmede helt tæt med meget store fisk, hang ud, snakkede og var til. Der var 11 børn og 8 voksne samlet lige der i det smukkeste lys på en af de fineste strande vi har været på. Vi er vant til at mødes mange mennesker på meget lidt plads, så det var dejligt for en gang skyld at kunne lade de der unger lege vildt, at kunne lade dem fylde og så sende dem i vandet, når det blev lidt for vildt. Og det er helt anderledes særligt at lytte på børneleg, når der er plads til det.

 

Dagen efter vågnede jeg af vækkeuret – skulle til yoga på stranden med den fineste udsigt. Vi startede i solskin. Var kun 6 mennesker, hvor jeg kendte de 3 af dem. Arbejdede os varme og så kom regnen. Alle krøb under en lille hytte og på en eller anden måde blev også dét en helt særlig oplevelse. Så stod vi der med vores yogamåtter og vores vejrtrækning helt ned i maven med mudder langt op af benene og vandpytter rundt om os og var i det…for det var ligesom en del af pakken. Og hvis der er noget det her år på farten har lært mig, er det at man bare må overgive sig til det der sker… For de planer man har lagt, ændrer sig alligevel hele tiden. Og forestillingen om en yndig gruppe yogadamer i solen med fine bevægelser blev erstattet af mudder og vådt tøj, men det var ret fint alligevel. Og jeg trak vejret helt ned i maven og frøs for første gang i virkelig mange måneder (og det var ret fedt også!).

Vi har ret mange specielle dage her på Bonaire. Dage og oplevelser, som jeg aldrig tror vi vil glemme. Og selvom vores liv her er meget præget af hverdag også – vi laver skole hver dag, spiser kedelig frokost og insisterer på at slappe af, når solen er aller varmest – så er der virkelig mange oplevelser midt i hverdagen, som bider sig fast og som gør den her familie ret lykkelig. Hele banden. Og det er ret fint.

Vi bliver her ihvertfald en uge mere inden vi sejler til Curacao. Vi har ikke travlt og det er meget rart at have hospital og jordemoder lige ved siden af, indtil vi har fået svar på alle undersøgelser. Det er meget anderledes at være gravid her. Og det kræver at vi hele tiden er opmærksomme på at stille de rigtige spørgsmål og banke på de rigtige døre. Og så ellers tjekke de regninger de giver os efterfølgende…

Som en lille ekstra bonus kan jeg til dem der interesserer sig for ungernes skolegang informere om at det i denne uge er lykkedes os at lave skole HVER dag! Uden undtagelser… Så alt er godt.