Sådan gik der en måned…


Det sværeste ved at komme hjem er, at vi ikke bare er os seks sammen. Vi kan godt mærke, at vi hurtigt mister nærheden og følingen med hinanden. Og at vi bliver helt glade, når vi lige har lidt tid sammen. – bare os seks.
Lige om lidt – faktisk om en uge – sender vi Gusse på efterskole. Og så ser vi ham ikke i to uger. Og så kommer han hjem i en weekend. Altså fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. To døgn. Det er virkelig lidt tid, efter at have haft to år sammen, hvor vi hele tiden har været så tæt. Det bliver nok hårdere for os end for Gusse. Heldigvis. For vi har jo hinanden. Og ham Gusse skal i gang med at smage på den store, nære verden med teenagere, guitarspil og skolegang.

Vi har været hjemme i en måned nu. Vi er ikke kommet en hverdag nærmere. Men vi er ved at have fyldt venne/familie depoterne op. Snart skal vi hjem fra øen og så skal vi tage hul på et liv hjemme. Med sengetider, som ungerne ikke har haft i to år. Med arbejdstider og madpakker. Med skoletasker og lange dage. Og med tid væk fra hinanden. Men også med frihed og oplevelser hver for sig. Og med en ny viden om hvordan vi kunne tænke os at leve vores hverdags-liv.

Heldigvis lander jeg hjemme i Danmark lige i rette tid til at fejre verdens bedste Nanna. Og det er på en måde det aller mest vigtige. Endelig at kunne være en del af livet hos de mennesker, der betyder mest. Og så er det lige meget, om jeg kunne drømme om en strand på Bahamas eller hummere på Tobago. For mest drømmer jeg om at være med til det, der betyder noget. Og lige nu er det fejring af en vigtig Nanna.

De næste par dage vil vi fortsat nyde øen og roen. Jagten på hundelorte, som belønnes med en 5’er pr stk. Da jeg var barn, samlede vi cigaretskod op på øen for 50 øre pr stk…og sådan ændrer det sig med tiden… Badeture og opvask med verdens smukkeste udsigt. Solskin og regnvejr og en bådbaby som synes, at det her liv er ret okay. En teenager, som har et kaos-sind lige nu. Fordi det er svært at sige farvel til et eventyr, være i et nyt og være på vej i et helt tredje. Men han er sej. Og han er sådan én, som jeg ville vælge, selvom han ikke var min søn. Det tænker jeg på en måde siger alt…

Og så er der to midterbørn, som jo godt ved, at deres liv ændrer sig lige om lidt. At der venter en samtale på en helt ny skole, en første skoledag i en helt ny klasse. Men også en masse nye venner og en form for normalitet, som de ikke har haft meget af de sidste to år. Og så venter der et liv uden farvel hele tiden. Det opvejer ret meget de svære ting. Og grundfølelsen hos dem begge er god. De glæder sig, er nervøse og spændte. Og fulde af taknemmelighed, over den verden, de har levet i i to år. Og de venskaber, som nu dyrkes på de sociale medier. Og minder dem om, at der er åbne døre i den store verden.

Nu gælder det det nære. Og vi er så klar.

Kække typer på en ø.

Og en tilfreds bådbaby.

Og så en opvaske-udsigt som gør, at man godt gider at tage den igen. Og igen.

Vil du hjælpe os?

Vi har trukket stikket. Er flygtet til en øde ø. En slags paradis med plads til tanker og til at være. Et paradis, som vi alle kender som vores egen bukselomme. Og lige præcis den der følelse af velkendthed, kedsomhed og rutiner er jo så skøn. Jeg skrev om øen her for to år siden. Og følelsen er den samme.

Men der er en kæmpe forskel. Og det er ungernes selvhjulpenhed. De styrer øens dinghy, som om de ikke har lavet andet, og det har de jo på en måde heller ikke de seneste to år. De går til fiskeriet med en helt anden tålmodighed. Og de der hold, som vi har på øen, for at “hverdagen” skal fungere…altså alle skal hjælpe til med at lave mad, vaske op, osv…det gør de bare. Og de er ikke længere de der børn, som man har med på holdet fordi “børn skal jo lære at hjælpe”. De er faktisk en fornøjelse og en kæmpe hjælp. Okay, der skal lige øves lidt med bestikskuffer, hvor hver ting ligger på sin plads. Men det har de jo heller ikke været vant til på båden.
Vores lille bådbaby har også taget konceptet til sig, og han er med i vandet hver dag.

At vi har trukket stikket, betyder også, at der er tid til snak og tanker. Og det er egentlig det, jeg vil skrive om her. Vi drømmer, om hvad der skal ske om 1 måned, om 1 år og om 5 år. Og vi har mange tanker. Og hvis der er noget, den her blog har lært mig, så er det, at der sidder læsere derude, som kan hjælpe os. Altså jer. Og derfor vil vi spørge jer til råds.
Vi får mange mails, beskeder og kommentarer om vores tur, om bekymringer, usikkerhed, drømme og planlægning. Og jeg forsøger at svare hver eneste besked. Og jeg inviterer ret mange mennesker ind i vores liv og vores tanker og erfaringer. Og det vil jeg godt fortsætte med. Men jeg kan også godt se, at det bliver svært at blive ved med at have tid til og på et personligt/privat niveau at involvere mig i den grad, jeg har lyst til. For nu venter der jo en anden form for hverdag. En hverdag, hvor jeg håber at have tid. Men hvor jeg også er nødt til at være mere realistisk. Og netop prioritere den tid i familien, som er så vigtig for os!

Derfor tænker vi, at vi må kunne kombinere vores ønske om at inspirere, med vores ønske om at bruge tiden rigtigt.

Kan man mon lave foredrag, hvor vi samler informationer om alle de spørgsmål vi får? Indbyde til en god aften med fortællinger og plads til spørgsmål?

Kan man mon lave workshops med gennemgang af “sådan forbereder du din familie og din båd”…sådan en helt praktisk gennemgang med eksempler på oplevelser fra vores tur. Lige det her er nok mest skippers område, men jeg kan godt smide et par sejler-udtryk på bordet, eller fortælle hvordan det har virket på mig, altid at have en skipper, der havde en plan A, en plan B og en plan C. For det er jo så trygt!

Ville I have lyst til at høre en familie med en god aldersmæssig spredning af børn, fortælle om, hvordan det er at sejle ud i verden i to år? At høre en teenager fortælle hvad det har givet ham og hvad det har besværliggjort for ham. Om hvordan det er at være gravid og føde en baby i Caribien. At høre tre unger fortælle om en hverdag ombord på 42 fod, om skolegang, om kun at kunne forlade båden i samlet flok, om ikke at være i kontakt med sine venner og om at udvikle sig.

Ville det mon være noget, som I kunne forestille jer at (betale for at) deltage i? Man binder sig ikke til noget ved at svare, men vi forsøger bare at få en fornemmelse af om det kunne være en idé, vi skal gå videre med…

Er der andre ting, som kunne være spændende at høre om? Skyd løs…
I behøver ikke svare her. Jeg gider stadig godt at modtage mails og beskeder. Og jeg gider stadig godt at svare. For jeg kan (heldigvis) stadig godt huske, hvordan det var at være i gang med at planlægge langtur. Og det er sgu ikke for tøsedrenge!
Vi ville have ønsket, at der dengang vi planlagde, var nogen der ville dele deres erfaringer på godt og ondt. Måske er det bare os…men hvis I også har det sådan, så er vi altså lige her og gider godt.

Måske svarer jeg ikke lige med det samme. For vi er lige her på øen i skærgården. Uden strøm og uden rindende vand. Og alligevel meget mere luksuriøst, end vi har været vant til de sidste to år. Her kan man i det mindste lave mad i et ægte køkken, der ikke bevæger sig. Og sengene er også ret stille. Alt er godt.
Og jeg håber I gider at svare mig.

I må også godt sende mig en mail her: cille_bindslev@yahoo.dk

Tak. Bare tak:)

Bådbabyen har efterhånden indtaget sine måltider ret vilde og smukke steder! Her er absolut ingen undtagelse…

Min udsigt lige nu…

 

Man sejler da ikke på en fredag!

De sidste mange dage har været pressede. Båden har trængt til den der kærlige hånd, som kun skipper kan give den og vi har slæbt os frem og tilbage til supermarkedet næsten hver dag, for at fylde alle lagre op. Det er virkelig meget der skal købes ind til en familie på fem (i det her regnskab tæller lillebror ikke), som skal have tre måltider om dagen i ca 7 uger. Og det er faktisk hvad vi har købt ind til. Alle rum er fyldt og båden ligger helt klart tungere end den gjorde for et par uger siden. Til gengæld behøver vi forhåbentlig ikke at købe andet end frugt og grønt på Bahamas.
Alt er gennemgået på Johanna. Christian har været i masten tre gange og har skiftet både pærer i navigationslys og ankerlys og monteret ny bakstag, rorkablerne er skiftet, skottet forstærket, motoren har fået skiftet diverse filtre og olie, vores nye inreach (vist en form for sat.tlf) er aktiveret og vi burde nu have let adgang til vejrmelding og have mulighed for at sende 40 sms’er om måneden (også på det store hav), der er købt nye vanddunke og gjort klar til både diesel og vandpåfyldning. Vasketøjet er klaret og vi forventer ikke at vaske igen før vi rammer Azorerne om 7-8 ugers tid. Vi har skaffet en gasflaske mere og alle flasker er fyldt.
Vi er så klar. Både mentalt og praktisk.

Og så lige et smut ind i marinaen og lave aftaler om et eller andet. Og der blev vi mødt af et “man kan da ikke sejle på en fredag“. Det er åbenbart almindelig kendt blandt sejlere, at man ikke sejler på en fredag. Vi fik mange historier om hændelser, der netop var sket for sejlere der var stævnet ud på en fredag. Det var ikke kun én af Christians kolleger der sagde det. Det var fire forskellige. Så det gør vi ikke. Altså sejler på en fredag. For selvom vi ikke helt er med på det der overtro-noget, så tør vi altså heller ikke at ignorere det. Ihvertfald ikke når vi lige så godt kan vente til lørdag (hvor der vist nok også er mindre vind).

Det betyder vi pludselig har fået en dag mere. Og det mærkelige er jo, at selvom vi følte os klar, så er der dukket flere ting op. Men nu hedder det afgang lørdag. Afsted mod Bahamas med et lille stop på BVI’s.

Og det betyder første sejltur med ham den lille bådbaby:

img_1255

Hvem havde dog troet…

I den her familie er vi SÅ ligeglade med fodbold. Altså virkelig ægte. Vi vidste ikke engang at DK skulle spille finale før i går, da vi var til byfest her på Bonaire.

Og alligevel er der sket det at vi lige nu sidder på en bar omgivet af hollændere…klokken er 12 og nu går kampen snart i gang igen. Hvem havde dog troet at fodbold pludselig skulle interessere den her familie. Og hvem havde dog troet, at vi ville vælge at tegne flag på vores hænder og råbe højt, når Danmark havde bolden…selvfølgelig med sure blikke fra alle de søde hollændere vi er omgivet af lige nu. Og hvem havde dog troet, at jeg ville tude en lille smule, da den danske nationalsang blev spillet…

Det er nok noget der kommer med at være væk fra Danmark så længe.

Sådan er der små og store overraskelser i eventyret.

img_0870 img_0871

 

Ægte ø-stemning

Ø-stemningen er tilbage. Bådene er samlet. Gode venner er tæt på. I går grillede vi på stranden – helt ligesom i “gamle dage” på Grenada, hvor det var måden at samles på. Et stort sammenskudsgilde. Unger der leger i vandkanten. En teenager der spiller guitar. Krabbejagt i sandet. Kakerlak-fest i madresterne. Og en opdatering på røverhistorier fra de sidste mange uger, hvor vi har været forskellige steder i verden.
Inden vi samlet begiver os ud til vores både igen, tjekkes alt for kakerlakker…bare fordi man hygger sig, kan man jo godt være hysterisk (og jeg er IKKE den eneste!).

I dag tager vi på bil-tur igen og finder en surf-strand, hvor drengenes surfboards kan blive luftet lidt. Og i aften klokken 20 henter vi onkel Thomas i lufthavnen. Der er 3 søde unger der har meget svært ved at vente…og 2 voksne der glæder sig vildt til at vise Thomas hvordan det her liv leves. Og til at han skal være en del af det.

Nu tager familien Kæk på eventyr!

img_0716