Om at bruge sin tid…

  Tiden tæller. Ja, det gør den stadig. Men det er svært at følge med og endnu sværere at holde fast i prioriteringer, beslutninger og valg. Det er nu cirka 4 år siden, vi besluttede at ændre på vores liv. Det har været 4 år med vilde eventyr og op- og nedture. Vi ved, at vi aldrig vil ryge tilbage i tids-fælden, hvor vi ikke længere styrer vores tid og indholdet i vores liv. Men vi ved også nu, hvor svært det er at holde fast. Vi falder i engang imellem. Vi får for travlt. Vi mangler overskud. Vi arbejder for meget og krammer for lidt. Vi snakker ikke nok sammen. Vi glemmer at stoppe op. Men den store forskel...

Sådan gik der en måned…

Det sværeste ved at komme hjem er, at vi ikke bare er os seks sammen. Vi kan godt mærke, at vi hurtigt mister nærheden og følingen med hinanden. Og at vi bliver helt glade, når vi lige har lidt tid sammen. – bare os seks. Lige om lidt – faktisk om en uge – sender vi Gusse på efterskole. Og så ser vi ham ikke i to uger. Og så kommer han hjem i en weekend. Altså fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. To døgn. Det er virkelig lidt tid, efter at have haft to år sammen, hvor vi hele tiden har været så tæt. Det bliver nok hårdere for os end for Gusse. Heldigvis. For vi har jo hinanden....

Vil du hjælpe os?

Vi har trukket stikket. Er flygtet til en øde ø. En slags paradis med plads til tanker og til at være. Et paradis, som vi alle kender som vores egen bukselomme. Og lige præcis den der følelse af velkendthed, kedsomhed og rutiner er jo så skøn. Jeg skrev om øen her for to år siden. Og følelsen er den samme. Men der er en kæmpe forskel. Og det er ungernes selvhjulpenhed. De styrer øens dinghy, som om de ikke har lavet andet, og det har de jo på en måde heller ikke de seneste to år. De går til fiskeriet med en helt anden tålmodighed. Og de der hold, som vi har på øen, for at “hverdagen” skal fungere…altså alle...

Man sejler da ikke på en fredag!

De sidste mange dage har været pressede. Båden har trængt til den der kærlige hånd, som kun skipper kan give den og vi har slæbt os frem og tilbage til supermarkedet næsten hver dag, for at fylde alle lagre op. Det er virkelig meget der skal købes ind til en familie på fem (i det her regnskab tæller lillebror ikke), som skal have tre måltider om dagen i ca 7 uger. Og det er faktisk hvad vi har købt ind til. Alle rum er fyldt og båden ligger helt klart tungere end den gjorde for et par uger siden. Til gengæld behøver vi forhåbentlig ikke at købe andet end frugt og grønt på Bahamas. Alt er gennemgået på Johanna. Christian...

Hvem havde dog troet…

I den her familie er vi SÅ ligeglade med fodbold. Altså virkelig ægte. Vi vidste ikke engang at DK skulle spille finale før i går, da vi var til byfest her på Bonaire. Og alligevel er der sket det at vi lige nu sidder på en bar omgivet af hollændere…klokken er 12 og nu går kampen snart i gang igen. Hvem havde dog troet at fodbold pludselig skulle interessere den her familie. Og hvem havde dog troet, at vi ville vælge at tegne flag på vores hænder og råbe højt, når Danmark havde bolden…selvfølgelig med sure blikke fra alle de søde hollændere vi er omgivet af lige nu. Og hvem havde dog troet, at jeg ville tude en lille smule,...