Man sejler da ikke på en fredag!

De sidste mange dage har været pressede. Båden har trængt til den der kærlige hånd, som kun skipper kan give den og vi har slæbt os frem og tilbage til supermarkedet næsten hver dag, for at fylde alle lagre op. Det er virkelig meget der skal købes ind til en familie på fem (i det her regnskab tæller lillebror ikke), som skal have tre måltider om dagen i ca 7 uger. Og det er faktisk hvad vi har købt ind til. Alle rum er fyldt og båden ligger helt klart tungere end den gjorde for et par uger siden. Til gengæld behøver vi forhåbentlig ikke at købe andet end frugt og grønt på Bahamas.
Alt er gennemgået på Johanna. Christian har været i masten tre gange og har skiftet både pærer i navigationslys og ankerlys og monteret ny bakstag, rorkablerne er skiftet, skottet forstærket, motoren har fået skiftet diverse filtre og olie, vores nye inreach (vist en form for sat.tlf) er aktiveret og vi burde nu have let adgang til vejrmelding og have mulighed for at sende 40 sms’er om måneden (også på det store hav), der er købt nye vanddunke og gjort klar til både diesel og vandpåfyldning. Vasketøjet er klaret og vi forventer ikke at vaske igen før vi rammer Azorerne om 7-8 ugers tid. Vi har skaffet en gasflaske mere og alle flasker er fyldt.
Vi er så klar. Både mentalt og praktisk.

Og så lige et smut ind i marinaen og lave aftaler om et eller andet. Og der blev vi mødt af et “man kan da ikke sejle på en fredag“. Det er åbenbart almindelig kendt blandt sejlere, at man ikke sejler på en fredag. Vi fik mange historier om hændelser, der netop var sket for sejlere der var stævnet ud på en fredag. Det var ikke kun én af Christians kolleger der sagde det. Det var fire forskellige. Så det gør vi ikke. Altså sejler på en fredag. For selvom vi ikke helt er med på det der overtro-noget, så tør vi altså heller ikke at ignorere det. Ihvertfald ikke når vi lige så godt kan vente til lørdag (hvor der vist nok også er mindre vind).

Det betyder vi pludselig har fået en dag mere. Og det mærkelige er jo, at selvom vi følte os klar, så er der dukket flere ting op. Men nu hedder det afgang lørdag. Afsted mod Bahamas med et lille stop på BVI’s.

Og det betyder første sejltur med ham den lille bådbaby:

img_1255

Hvem havde dog troet…

I den her familie er vi SÅ ligeglade med fodbold. Altså virkelig ægte. Vi vidste ikke engang at DK skulle spille finale før i går, da vi var til byfest her på Bonaire.

Og alligevel er der sket det at vi lige nu sidder på en bar omgivet af hollændere…klokken er 12 og nu går kampen snart i gang igen. Hvem havde dog troet at fodbold pludselig skulle interessere den her familie. Og hvem havde dog troet, at vi ville vælge at tegne flag på vores hænder og råbe højt, når Danmark havde bolden…selvfølgelig med sure blikke fra alle de søde hollændere vi er omgivet af lige nu. Og hvem havde dog troet, at jeg ville tude en lille smule, da den danske nationalsang blev spillet…

Det er nok noget der kommer med at være væk fra Danmark så længe.

Sådan er der små og store overraskelser i eventyret.

img_0870 img_0871

 

Ægte ø-stemning

Ø-stemningen er tilbage. Bådene er samlet. Gode venner er tæt på. I går grillede vi på stranden – helt ligesom i “gamle dage” på Grenada, hvor det var måden at samles på. Et stort sammenskudsgilde. Unger der leger i vandkanten. En teenager der spiller guitar. Krabbejagt i sandet. Kakerlak-fest i madresterne. Og en opdatering på røverhistorier fra de sidste mange uger, hvor vi har været forskellige steder i verden.
Inden vi samlet begiver os ud til vores både igen, tjekkes alt for kakerlakker…bare fordi man hygger sig, kan man jo godt være hysterisk (og jeg er IKKE den eneste!).

I dag tager vi på bil-tur igen og finder en surf-strand, hvor drengenes surfboards kan blive luftet lidt. Og i aften klokken 20 henter vi onkel Thomas i lufthavnen. Der er 3 søde unger der har meget svært ved at vente…og 2 voksne der glæder sig vildt til at vise Thomas hvordan det her liv leves. Og til at han skal være en del af det.

Nu tager familien Kæk på eventyr!

img_0716

Om at åbne sit hjem (gid vi husker det i DK…)

Vi har haft gæster ombord på båden. Gæster som vi ikke kendte for 1 uge siden. Danske gæster, som vi mødte på fortovet i St. Pierre forleden aften efter vores sejlads med vind, hvaler og efterfølgende vin.
Vi inviterede dem til at besøge os på båden. De tog imod invitationen. Og nu har vi haft en hyggelig eftermiddag/aften med 4 ret skønne mennesker, som vi slet ikke kendte, inden vi hentede dem ved molen i Fort de France. De bor i hus her på Martinique i 5 uger.

img_3777

Det er så fedt. Og det er så dejlig en del af vores eventyr, at møde mennesker – at blive modtaget af mennesker og at åbne sit hjem for fremmede og snakke om hvordan vi lever vores liv forskelligt. Der er ikke plads til det ligegyldige. Eller det ligegyldige får ihvertfald ikke plads. Sjældent har jeg følt mig så tæt på fremmede mennesker, som her i den store fremmede verden. Og så er vi jo nok slet ikke fremmede. Og måske heller ikke så forskellige.

Det bliver ikke sidste gang vi inviterer fremmede mennesker på fortovet i en fremmed by hjem til os. Men det bliver heller ikke sidste gang vi har besøg af den her søde familie.

Gid, gid, gid vi husker at stoppe op hjemme i Danmark og spørge mennesker om de vil være en del af vores liv.

img_3817

Om at kede sig og tage stilling

Med risiko for at lyde virkelig forkælet, irriterende og utaknemmelig, skriver jeg lige det her. Fordi det er sådan vi føler lige nu.
Vi keder os! Midt i eventyret, varmen og paradiset.
Hvordan kan man kede sig her? Og er det ikke en lille smule (virkelig meget) forkælet?
Joooo, det er det nok. Og det er da også ret utaknemmeligt at kede sig midt i paradis. Men det gør vi altså lidt. Vi har været her før. Både på Martinique og i følelsen af kedsomhed. Og begge dele er helt ok. Martinique er smuk og meget europæisk. Livet her er simpelt. Alt kan købes og skaffes. Vaskeriet fungerer. Supermarkedet har altid åbent og sælger andet end kylling. Alt er simpelt. Vi oplever ikke de store udfordringer. Og det kan man godt komme til at kede sig af, hvis det står på for længe.
Når man tager på eventyr som det her, er det forbudt at skrive at man keder sig…jeg ved det godt (og der sidder sikkert mennesker derude og tænker en masse – eller beder mig om at tage ja-hatten på). Men kedsomheden er blevet en del af vores eventyr. Et bevis på at vi er landet i hverdagen og at vi ikke hele tiden er på dupperne, i gang med at opleve, med at udfordre os selv og i gang med at vælte ud i verden.
At vi keder os betyder også at der er en del diskussioner og skænderier på båden i øjeblikket. En del verbale “smækken-med-dørene”. En del “du er pisse irriterende”-udbrud. Og en følelse af, at vi venter på et eller andet nyt. Og det gør vi jo også. Men mens vi venter, lander vi også og lever et helt almindeligt familie-hverdagsliv i meget ualmindelige omgivelser.

Så kunne man tænke om eventyret så var det værd, hvis vi alligevel keder os engang imellem…?! Og ja! Det er det. Jeg tror at kedsomheden er blevet vores gode ven og vores bevis på, at vi er lige her. At vi trækker vejret stille og på en anden måde end hjemme i vores stressede hverdagsliv i Danmark. Jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde er blevet ramt af kollektiv kedsomhed i vores familie i Danmark

Og vi har lige haft en oplevelse, som gjorde, at vi igen har taget stilling til det her liv. Det tror jeg er ret vigtigt at gøre løbende. Er det stadig vores drøm? Kunne vi leve vores liv på en anden og bedre måde eller er vi hvor vi skal være lige nu? Nej, blev svaret efter denne lille oplevelse:

Vi fik sådan en slags chok-besked den anden dag. Egentlig var den lykkelig og god. Men jeg fik et lille chok. Og det gjorde resten af familien også.
Polonicas besætning er hjemme på ferie i Danmark i en måned. Hygge med familien, spise danske jordbær og hænge ud med venner. Og så tilbage igen med fly til Martinique, til Polonica og til os. Et års sejlads mere i den store verden med dem lige ved siden af os. To små drenge, som vi snart har kendt så lang tid, at de har været igennem alle mulige vilde ting på den tid. Èn kan gå og en anden kan snakke nu. Og vi savner dem. Bertram sad den anden dag og snakkede om lille bitte Alexander, som man nok kan lege fangeleg med nu, om at glæde sig til Sophias pandekager igen og om det trygge i at have en god båd fuld af gode mennesker lige ved siden af. Specielt når vinden rusker og alt virker lidt farligt.

Nå, men tilbage til den besked, som satte lidt i gang hos den her familie. De kommer ikke tilbage og fortsætter med os.
Polonicas besætning har købt hus. Bare sådan. Lige et smut hjemme i Danmark og nu er de husejere. Turen på Polonica skal ikke fortsætte. Sophia og drengene bliver i Danmark. Mads flyver til Martinique og henter båden hjem. Bum.
Sådan kan de planer man har, ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Og sådan blev vores beslutning om at tage på langtur jo også til.
Men lige føles det ret vildt, at man kan tage en beslutning den vej. For når andre kan gøre det, betyder det jo også at vi principielt kunne ændre planer. Sejle båden hjem og kaste os over et andet projekt hjemme i Danmark. Og jeg ved godt, at det hele tiden har været sådan. Altså at vi kunne vælge om og ændre planer. Og det har vi også gjort så rigeligt. Men denne ændring har alligevel sat noget i gang i mig.
Og det har gjort, at vi har snakket om det her vi har gang i. Og valgt det til igen.
Vi er det rigtige sted. På vej videre ud i verden. Vi skal ikke hjem og bygge rede lige nu. Vi skal videre på eventyr, skændes, kede os og have det fantastisk.
Men hvor er det godt at vilde beslutninger om huskøb (det er sgu da vildt!!) kan tvinge sådan en flok magelige tosser til at tage stilling til om vi (stadig) lever det rigtige liv lige nu. Det gør vi. Og vi kommer til at savne hele Polonica! Men vi synes også er de er ret seje, at de tør kaste sig ud i at kaste alt op i luften og købe et hus i Danmark. Det virker vildt fra det her perspektiv.

Opdatering:
De kommer alligevel. Sælger sprang fra. Men det ændrer ikke på at at vi fik taget stilling igen. Vi er stadig det rigtige sted.

Og nu hvor vi keder os, har vi smidt drengene i vandet for at rense bund. Og Liva gør rent i cockpittet. Og der sættes nye klistermærker på båden. Der er store is på højkant!

img_3808

img_3803 img_3806 img_3814

Older posts