Rejsebrev fra ungerne (ukendt nummer)

Man tænker nok, at nu kommer der et indlæg om fødsel…men nej. Ham lillebror har vist ingen planer om at komme til tiden. Og på en måde passer det jo fint til det liv vi lever herude i verden. Der er jo absolut ingen planer der holder her hos os (eller tages særligt seriøst længere…) og selvfølgelig heller ikke hvornår fem bliver til seks.

Hverdagen er stadig nem (ej, nemmere…ikke nem!) i marinaen. Jeg er stadig virkelig træt. Christian nyder stadig sit træ-liv og får lov at nørde med alt muligt. Ungerne larmer, venter, klarer mere end de plejer, skændes lige så meget som de plejer, køber ind og her hjem, spiller virkelig mange racerspil på deres telefoner og lever et hverdagsliv helt tæt med en meget gravid mor. De klarer det hele og brokker sig sjældent.

Til gengæld skriver de stadig rejsebreve. Og i onsdags var deres seneste rejsebrev i Østerbro avis.

Det kan læses her: rejsebrev fra Østerbro avis

Det føles som virkelig lang tid siden vi var på Curacao, i Colombia og på San Blas. Tiden flyver stadig, selvom vi venter på lillebror…

img_3440

 

 

Mod en ny horisont

Lige inden vi tog fra Kingston, fik jeg besked om at “Mod en ny horisont” nu er kommet tilbage fra trykkeriet. Der er snart reception og så skal det der salg bare skydes i gang. For jo flere bøger der sælges, jo flere penge kommer der ind til de ramte.
Og der er behov. Dominica er så skadet at vi stadig får meldinger om skibe fra resten af Caribien, der samler mad og vand ind og sejler det til de mennesker, der lige nu har så lidt.
Jeg ved godt at det sikkert allerede nærmest er glemt hjemme i Danmark. At juleræset er i gang, julefrokosterne skal passes, ungernes kalendergaver købes og pakkes (åh, det savner jeg!) og der løbes stærkt for at nå julearrangementer både i børnehaven og skolen. Og et par orkaner i Caribien holder hurtigt op med at være samtaleemne over snapsen og anden og de lange køer i Netto.

Men, det her er altså vigtigt. Der er familier herovre som ikke kan tillade sig at tænke videre end til hvordan de skal sørge for at deres børn får nok vand at drikke her i heden. De mere priviligerede familier kæmper med at få lov til at låne penge i banken, så de kan få lavet deres tag, så det ikke længere regner ind i stuen. De fleste familier er ikke forsikrede og når de endelig har fået deres lån igennem, skal de til at kæmpe for at finde en håndværker der har tid til at arbejde netop for dem – og ikke en af de mange andre familier der også har brug for hjælp. Men der er familier der kæmper hver dag – på hver deres måde – men fælles for dem er at orkanerne er skyld i det.

Det vil jeg så gerne have at vi hjælper dem med. At det ikke er deres kamp hele alene. Så køb lige den der bog. Det er da en skide god mandelgave-idé! Og marcipangrisen kan altid bruges igen næste år.

Bogen kan købes her!

img_3091

Video til Safeaway

Sponsoreret Indhold

Inden vi sejlede fra San Andrés filmede vi og klippede en video til Safeaway. En video med status på hvor vi har været og hvor vi er på vej hen.
Og det er ret vildt hvor mange ting vi har oplevet de sidste mange måneder. Lande og øer fyldt med kontraster, møder med dejlige mennesker og vilde oplevelser, som vi aldrig vil glemme.
Videoen er optaget, da det stadig var en nærmest sikker plan, at Atlanterhavet var vores. En masse har ændret sig indeni os siden. Men sådan er livet herude på havet i den store verden. Ting ændrer sig – og vi er blevet gode til at glide med.
Videoen kan ses her, hvis I har lyst.

Om at give noget tilbage

img_2790

Jeg blev kontaktet for et par uger siden med spørgsmål om jeg havde lyst til at være med i et ret fedt projekt. Årsagen til projektet er skrækkelig og har fyldt meget her på Johanna – og derfor føles det endnu mere rigtigt at være med til at gøre noget.
Vi snakker og snakker og føler en masse. Men ham her Thomas, som er initiativtager bag projektet, han gør noget. Og han giver mig mulighed for også at gøre noget.

Projektet hedder “Mod horisonten”. Og man kan læse mere om det på hjemmesiden her.

Med mine ord, handler det om at give noget tilbage.
Vi har sejlet rundt i over 1 år nu og har mødt så mange åbne døre og så mange venlige mennesker. Har følt os som en del af verden og trygge i den verden. Vi har fået venner på hver en ø vi har besøgt og vi har så mange gode invitationer ude hos folk, som forhåbentlig engang vælger at komme til Danmark og opleve at også der, er der åbne døre.
Jeg skal skrive et kapitel sammen med 9 andre langturssejlere (selvom jeg ALDRIG helt ægte går med til at kalde mig selv det…jeg rejser jo bare). Thomas kalder det “at åbne for skattekisten”. Jeg har valgt at fortolke det som et indblik i vores liv og vores hverdag. Vores hverdag herude er en slags skattekiste – vi glemmer bare hvor vildt det er at leve sit liv på den her måde – at tage morgenbad i turkist vand, at sejle til legeaftaler, at fange fisk på størrelse med skipper, at plukke mangoer til morgenmaden og at møde mennesker med store smil og helt uden travlhed. Og så er hverdagen selvfølgelig også diskussioner, opvask, rengøring og manglende privatliv…men det medvirker til at skabe en forudsigelighed, som er nødvendig i alt det her vilde.

Alt det har jeg valgt at skrive om. Og de 9 andre medvirkende giver deres bud på at åbne skattekisten. Det kommer der en bog ud af. En bog som skal trykkes og sælges og ALT overskud går til Nordcaribien, som blev så frygteligt ramt af orkanen Irma.

Bogen kan bestilles og købes meget snart – for der er brug for hjælp virkelig hurtigt. Jeg synes selvfølgelig I skal købe det. Jeg tjener ingenting på det…men giver forhåbentlig en lille smule tilbage til alle de mennesker som har givet os så meget!

Tjek hjemmesiden ude og meld dig til nyhedsbrevet, så får du en besked, når bogen er på gaden…

#2 Rejsebrev fra ungerne – Østerbro Avis

Vi er tilbage på St. Vincent efter kun 2 timers sejlads fra Bequia. Her er stadig dejligt i Blue Lagoon. Vi drikker en iskold cola og glæder os til endnu en gang at spise deres fantastiske bacon-cheese burger.

Ligesom sidste gang vi kom hertil blev vi mødt af en gal mand, som ville have os til at bruge hans ankerbøje (mod betaling selvfølgelig). Endnu en gang sagde vi pænt “nej tak” og fik en kæmpe skideballe tilbage som tak.

Skipper pustede sig lidt op og jeg fulgte lidt efter og prøvede at sende god karma (det gik vist ikke så godt). Men heldigvis kom han kort tid efter tilbage og spurgte om han skulle hjælpe os med hækankeret. Nu er vi vist cool, tror jeg… Og måske møder han os lidt venligere næste gang.

I dag er ungernes rejsebrev i Østerbro Avis. Det kan læses her – Rejsebrev.

Eller læses her:

img_0566

Østerbroavis – Rejsebrev 2

Vi er nået til Caribien nu. Vi ligger for anker ved en lille ø, der hedder Bequia. Her er helt vildt dejligt og vi ser havskildpadder, blæksprutter og flotte fisk hver dag. De svømmer rundt om båden.

Siden sidst har vi oplevet mange ting. Vi fløj til Barbados og boede der en måned, mens vores far sejlede “Johanna” over Atlanten. Vores mormor og morfar kom til Barbados og boede sammen med os.
Barbados var varmt og spændende. Vi boede i et hus 5 minutter fra stranden. I haven gik der høns, geder og aber frit omkring. Vi blev vækket om morgenen af haner, der galede.
På Barbados badede vi hver dag og svømmede med havskildpadder. Vi kom så tæt på dem, at vi kunne ae dem på skjoldet. Det var ret vildt og nok noget, vi aldrig kommer til at glemme.
På Barbados fik vi også surfboards. Og vi racede på jetski.
Men vi savnede vores far. Og vi fulgte hans position, hver gang han sendte os en opdatering. Efter 19 dage på Atlanterhavet kom han endelig frem til Bridgetown på Barbados. Vi havde lavet danske flag og stod i havnen for at tage imod ham.
Det var så dejligt at se ham igen. Og at flytte hjem igen til alle vores ting.

Juleaften holdt vi på stranden. Vi havde pyntet en palme med julepynt og karameller og så lavede vi bål på stranden og grillede fisk. Vi dansede rundt om palmen og sang julesange. Det var mærkeligt, men også ret sjovt.
1. juledag sejlede vi videre mod Union Island og derefter har vi sejlet rundt til forskellige små øer i Caribien.

Nu er vi nået til Bequia. Og her er så dejligt. Vi har mødt en norsk båd med 3 børn og en dansk båd med 3 børn og en anden dansk/sydafrikansk båd med 2 børn, så pludselig er der en masse legekammerater. Vi mødes med de andre børn hver dag og snorkler og skyder med harpun. Vi har fanget rigtig mange fisk.
Selvom det er den 5. januar i dag, har vi stadig juleferie. Vores mor og far kan ikke rigtig få taget sig sammen til at starte skole igen. For her er så varmt. Og på en måde har vi undervisning…bare mest sådan noget der handler om fisk, svømning og engelsk. Og så skal vi læse en time hver dag fra nu af.

Vi ved endnu ikke hvor vi sejler hen efter Bequia. Og vi ved stadig ikke om vi skal til Stillehavet. Vi håber, at vores mor og far beslutter, at vi skal til Stillehavet. Men ellers er her også dejligt i Caribien. Eneste ting der er virkelig dårligt ved Caribien er, at det er rigtig svært at finde god is! Og det trænger vi til her i varmen.

Det er mærkeligt at tænke på at det er koldt og hverdag i Danmark. Og at man skal have vinterstøvler og hue på. Her tager vi badetøj på når vi står op og hopper i vandet fra båden.
Vi savner selvfølgelig stadig mange ting i Danmark. Mest vores venner og vores familie. Men vi kan ret godt lide at bo her i Caribien. Og vi er glade for at vi har mødt flere børn. Man kan godt blive lidt træt af kun at være sammen med sine søskende og sine forældre.
Næste gang vi skriver hjem, har vi nok besluttet hvor resten af vores tur går hen. Måske er vi kommet til Panama-kanalen eller også Cuba.

 

Older posts