Bådbabyen er landet…

img_0831

Første nat hjemme med lillebror. Det føles godt. Roen er her. Følelsen af at man godt kan have sit hjem på en båd – også med en baby – er her også.
12 dage efter termin, den 25.02.18 kl. 22.27 blev vi en familie på 6.

De tre store unger har taget imod vores lille nye menneske på hver deres helt egen måde. Men de er alle faldet pladask. Og det er også helt umuligt at lade være.
Fødslen var intens, hård og skøn. Ude på 4,5 time fra første ve. Vi var på hospitalet 2,5 time før han kom ud. Ligesom jeg drømte om.
Celine, vores franske jordemoder og bedste ven i de 2,5 timer det stod på, var skøn og passede perfekt til det vi havde brug for. Hun var tydelig og omsorgsfuld, skrap når det var nødvendigt og opbakkende når der var brug for det. Og så var det megetlænge siden hun sidst havde haft en fødsel uden epiduralblokade og andre smertestillende ting og sager. For som hun sagde “ce french ce not like pain“…

img_0835

Han er også alt hvad vi drømte om. Vores Sylvester. Sylvester med det røde hår og de brede næver. Sylvester på 4 kg og 54 cm. Sylvester, som allerede er så elsket af sine helt egne 5 mennesker som står klar ved mindste lyd. Han spiser som om han aldrig har lavet andet. Og virker på mange måder utroligt præget af det liv, som vi har levet de sidste 1,5 år. Måske er der lidt Caribien i ham…
Han ligner Bertram som spæd – bortset fra det meget røde hår. Han har præcis samme farver som Liva. Og så er han ligeså afslappet som Gustav.
Der er absolut ingen tvivl om, at han hører til her i vores familie på den her båd.

img_0853

Tænk lige at være så lille og vågne op sådan her... (teenageren sover stadig, ellers var han der helt sikkert også!)

Tænk lige at være så lille og vågne op sådan her… (teenageren sover stadig, ellers var han der helt sikkert også!)

Alt det følelsesmæssige ved at føde så langt væk hjemmefra, at føle sig helt alene og ensom, ikke at få besøg, at forsøge at styre de der tårer blandt fremmede franske damer, at kigge på det lille nye menneske og ikke kunne dele det med alle dem man elsker hjemme i DK og at være på eventyr med et lille nyt liv….puha, det er jeg slet ikke nået til at tage hul på endnu. Jeg tror ikke helt jeg tør. Lige nu lander vi først. Og så må det andet komme bagefter.

Baby – Caribbean style

Nej, lillebror er ikke kommet endnu. Og selvfølgelig er han ikke det. Jeg fik en besked fra gode venner på en hollandsk båd, som vi fulgtes med et halvt års tid i starten af vores tur…han skrev:

10 days delay, that sounds Carribean style

– og det har han jo helt ret i. Selvfølgelig skulle denne baby ikke komme før tid, til tiden eller bare et par dage efter termin. For vi er jo i Karibien. Og lever et liv, hvor vi strengt taget ikke behøver at gøre noget i dag – vi kan jo faktisk godt vente til i morgen. Og det kan ham lillebror jo også.

Var til jordemoder i dag. Alt er godt. Han vokser og trives. Jeg har fået en ny tid på søndag. Det virker ikke som om de egentlig har en plan for hvad der sker, når man passerer sin terminsdag med alt for mange dage (uger). Til gengæld skulle jeg heller ikke betale i dag.

Og nu er der alene-tid til mig igen. Kaffe i solen helt alene. Denne gang uden snyd…de ved godt at jeg sidder her og har lovet først at komme og hente mig, når jeg ringer.

Det er vildt for dem (ungerne) at være så tæt på alt der her graviditet og venten på fødsel. Og ret hårdt at prøve at bære deres skuffelse hver morgen, når der (igen) er gået en nat uden veer. For på en eller anden måde har vi alle planlagt at veerne skal starte om natten, så ungerne kan nå hele deres program med film, burgers, slik, pizza osv, mens vi er på hospitalet.

Vi hænger i. Nyder solen og tiden sammen. Og jeg prøver at fortrænge, at jo længere tid der går før lillebror kommer ud, jo mindre er han også når det der store Atlanterhav skal krydses… 2 måneder gammel og på åbent hav i op mod 20 dage…kan man det?? Erfaringer efterlyses…

img_0797

Jordemoder, alenetid og strand

Har i dag snydt mig til en time i mig helt eget selskab. Det var tiltrængt. Og virkelig dejligt. Og meget længe siden.

Startede morgenen med et besøg på hospitalet, – havde en aftale med en jordemoder kl 9. Alt var fint. Fik tjekket hans hjertelyd i en halv time og han tonsede derud af. Ingen tegn på at han er på vej ud lige nu og jordemoderen gav mig venligst en tid igen om en uge. Jeg gider bare ikke rigtig at se hende igen om en uge…jeg vil hellere bare føde nu.

I venterummet hang denne seddel og gjorde opmærksom på den der betaling, som vi allerede har mærket virkelig meget til. Det koster 75 euro pr konsultation…:

img_0775

Men i dag ville ingen have betaling. Meget mærkeligt og jeg troede flere gange at de ville komme løbende efter mig. Men nej, ind og ud af hospitalet – ganske gratis (måske indtil de opdager at de har lavet en fejl?).

Så var planen at jeg skulle ringe til Christian, så jeg kunne blive hentet at drengene og blive bragt tilbage til båden – til ungerne, deres behov for mad, drikke, snak, selskab osv… Og det er jo for det meste så hyggeligt. Men i dag snød jeg. Jeg lod bare som om jeg ikke var færdig så hurtigt og satte mig på en café. Helt alene med en café au lait og tid til at høre på franske lyde og se på roligt vand.

Fik dårlig samvittighed efter en halv time og ringede til dem. Men nåede at få en hel time i solen med en kaffe. Alene. Og det virkede. Jeg er slet ikke så træt.

Nu er vi på stranden. Jeg er blevet snakket til de sidste 3 timer, jeg har badet, smagt sandkager, dækket behov for mad og drikke, gået med den lille røde på toilettet sådan ca 100 gange. Og det er helt ok.

img_0779

img_0778

Og så har jeg måske også indstillet mig på at ham lillebror først kommer en gang i næste uge. Så føles det ikke helt så tungt og hårdt at bære på ham i den her varme.

Marinaliv, enhjørning og ingen fødsel endnu

Vi er rykket i marina. Og pludselig blev livet meget nemmere. Nu kan jeg høre mine unger pludre og lege uden at skulle bekymre mig over at bevæge min tunge krop nogen som helst steder. Her er en masse hunde, men ingen børn. Folk er søde og hjælpsomme og vores naboer har tilbudt at køre os på hospitalet uanset tid på dagen.

Her er ikke så kønt. Men alt fungerer og vi har både fået varmt bad og vasket tøj. Det i sig selv er faktisk værd at fejre. Og det føles ret så rart at vide at jeg ikke er møgbeskidt, når jeg ankommer til hospitalet og skal føde ham der lillebror.

Liva har luret at det er fastelavn hjemme i Danmark, så hun har brugt de sidste par uger på at overveje hvad hun skal være udklædt som. Og hun er endt med at ville være enhjørning. Men ikke et kostume som man bare kan købe…næ, der er blevet set youtube-videoer om enhjørningekostumer og frisurer. Og nu er vi i gang. I morgen starter karnevallet her i Marigot. Og det falder helt perfekt sammen med Livas drøm at være klædt ud. Så i dag jagter vi glimmer hårspray og tylskørter…og jeg lader som om jeg ikke er ved at dø en lille smule over at skulle løbe rundt i varmen.

I morgen er der ro på og Livas drøm er forhåbentlig gået i opfyldelse.

I øvrigt ingen tegn på fødsel…

img_0739

Min egen vasketøj-hjælper som pludselig sagtens kan køre med tunge poser på styret...

Min egen vasketøj-hjælper som pludselig sagtens kan køre med tunge poser på styret…

Der er igen tid og ro til at få øje på blæksprutter, rokker og havskildpadder.

Der er igen tid og ro til at få øje på blæksprutter, rokker og havskildpadder.

Status: baby stadig i maven

Status på graviditet/fødsel: han er stadig i maven. Jeg får dejlige beskeder hjemmefra med spørgsmål og gode ord. Helt ligesom hvis jeg var gravid i DK og tæt på termin. Det føles trygt og godt at der er noget, der ikke ændrer sig. Og til forskel fra når man er hjemme og venter på baby…så føles det faktisk virkelig dejligt så langt væk hjemmefra. Så bliv bare ved.

Vi rykker i marina i morgen tidlig. Vejret den kommende uge er igen helt vildt blæsende og vi er for tæt på termin nu til at det er rigtigt sjovt at tage chancen. Dels vil turen ind i dinghy med veer i 40 knob blive ret dum og krævende. Og dels har jeg ikke lyst til at efterlade ungerne på båden i for meget vind. Lige nu ligger vi i lagunen og er ved at blæse væk. Vi bliver drivvåde hver gang vi bevæger os væk i dinghy og der er langt til indkøb og andet sjovt.
Så nu rykker vi ind. Vi har fundet en anden marina med noget mere rimelige priser. Og har fået stillet en bil til rådighed i marinaen fra det firma som Christian bygger både for. Og tanken om at vi bare skal hoppe fra båd til bil er faktisk ret så rar. Også selvom vi sikkert havde klaret det andet også.
Ungerne drømmer lige nu om at være alene på båden. Og det kan godt lade sig gøre, hvis vi ligger i marina. Så der er indkøbt film og slik, som ligger klar og venter på den store dag. Altså virkelig indkøbt. Alle rum er fyldt med chips, kager og slik – og det har ikke gjort spændingen over hvornår det mon sker mindre… Jeg er tryg ved at efterlade dem i en marina, hvis det er det de vælger.

I dag har vi modtaget pakke med babydyne, sengetøj og små huer hjemme fra mormor og morfar. Vi bliver lige så stille og roligt klar. Og tiden fortsætter med at flyve. Det er mærkeligt at være så langt væk og alligevel have en hverdag, som er fyldt med rutiner og struktur. Og mærkeligt at vide, at lige om hjørnet venter nye eventyr; først en lillebror, så Bahamas, hjemtur over Atlanten og gennem Europa og så det ultimative eventyr af dem alle – at lande hjemme i Danmark og finde ud af hvad der så skal ske.
Vi gider godt det hele. Og alt er godt.

Genbrug af billede, da nettet er så dårligt at jeg ikke kan uploade nyt...sorry!

Genbrug af billede, da nettet er så dårligt at jeg ikke kan uploade nyt…sorry!

Older posts