En anden sejhed

Vi er ankommet til Calais. Her er ikke særligt charmerende. Og det er ikke kun fordi vi ikke gider opleve mere eller fordi vi er lidt færdige med at være på vej. Her er industrielt og lidt tomt. Havnen har ikke noget liv og begiver man sig ind i selve byen, er der nærmest ingen mennesker eller sjov og ballade. Godt vi kun skal være her en nat. Ja, for det har vi besluttet.

Turen hertil var ikke rigtig noget at skrive om. Ikke så slem som vi havde frygtet, men vi krængede meget. Og så er det så svært at leve et liv ombord. Og det er jo det vi helst vil – altså kombinere sejladsen med at leve et liv. Og det er pisse irriterende når det ikke kan lade sig gøre. Vi sejlede 130 sømil i fugleflugt, men 200 sømil i virkeligheden. Der var meget trafik i Den engelske Kanal og det krævede en helt anden opmærksomhed end andre lange stræk vi har haft i den seneste tid. Lille Sylvester havde (oveni modvind, trafik og generelt mange udfordringer) en svær nat og det var derfor en ret træt besætning der sejlede ind i marinaen i dag. Vi kom for tidligt og måtte lægge os ved en vente-bøje i 3-4 timer og vente på højvande, hvor sluserne ind til marinaen ville åbne.

Vi har holdt familiemøde i formiddags da vi kom ind gennem slusen og fik anvist en plads i marinaen. Det store spørgsmål var: Skal vi sejle 4 døgn i streg og ankomme til Cuxhaven onsdag morgen eller skal vi tage den med ro og udsætte vores Hjemkomst-gilde med en dag/en uge eller hvad?
Der var enighed om at de 4 døgn, dem klarer vi.
Og det er måske det aller vigtigste der er sket med den her familie. Vi har fået en anden sejhed. En anden selvopfattelse. Og vi klarer det bare. Sammen.

Selv teenageren som er så mega sej (og også lidt sur) hoppede med på 4 nattevagter mere. Og det er fandme i orden at tage endnu én for holdet, selvom man “fucking ikke gider sejle mere”. Han er så god (og kun lidt sur).

For at starte ud med den absolut bedste stemning og have nok af søde sager på lageret undervejs, begav vi os op i byen efter et supermarked.

Så nu har vi tømt endnu et supermarked for hurtige færdigretter (dem er jeg temmelig træt af!!), for vejrudsigten er ikke til at kokkerere i længere tid. Vi får ca 1,5 døgn med ok vind og så kommer der modvind igen. Så færdigretter er vores bedste ven bare en kort periode mere. Og så glæder vi os til at spise alt det gode, når vi rammer Svanemøllen.
Vi har også indkøbt bunker af søde sager og lavet “nat-sejlads-poser” til ham Gusse. Nu har han en pose med lækkerier, som han kan hygge sig med i de kolde nætter. Og det virker…så bander han lidt mindre.

I aften skal vi spise bøffer, kartofler, sovs og salat. Det er ligesom bare for at få lidt af det gode inden vi spiser en masse af det nemme.

Da vi kom tilbage fra supermarkedet, var drengene, som havde været alene på båden, pludselig i meget bedre humør! Det viste sig at internettet her i marinaen er super godt OG virker på båden. Og sådan er vi – efter 2 år uden stabilt internet – til salg for lidt godt wifi. Så nu er stemningen i top. Lageret fyldt op. Og så “klarer vi bare lige 4 døgn til Cuxhaven”. Bum.

Et stille øjeblik hvor bådbabyen sov…stadig uden sut, men vi prøver stadig…

Skipper nyder et stille solskinsøjeblik!

Slusen ved Calais Marina. Vandet har nu fået en smuk grumset grøn farve…

Sådan ser fire tilfredse sejler-børn ud. Den mindste er glad for reb og de tre store er lykkelige for wifi. Alt er godt.

Åhr, ja hvor er vi tæt på…

Tilbage i England, tættere på hjem. Da vi var sejlet til England fra Danmark for snart to år siden, synes vi at vi var nået virkelig langt væk hjemmefra. Som i virkelig langt væk. Vi kiggede på hinanden og gav ‘high five‘ og var på toppen over hvor seje vi var.
Nu er vi nået til England og nu synes vi, at vi er tæt på at være hjemme. Virkelig tæt på. Vi giver ikke ‘high five‘ mere, men vi er stadig på toppen over hvor langt vi har sejlet.
Vi havde modvind hele vejen fra Danmark til England da vi tog på eventyr. Og nu ser det ud til at vi også får modvind hele vejen fra England og hjem. Enkelte ting ændrer sig ikke.

Heller ikke hvor smukt her er i England. Dagen i dag er gået med lang tur i byen. Fine gader, små pladser og alt det mad man kan tænke sig. Også fish and chips…som vi selvfølgelig kastede os over. Selvom vi er færdige med at opleve og næsten ikke kan rumme mere, så kan vi godt klare en hænge-ud-dag i en smuk by i solskin. Og bådbabyen nyder tiden på maven af sin mor og opdager næsten ikke hvor kaotisk den virkelige verden kan være.

Vi ligger i marina midt i byen. Her er liv om dagen og ro om natten. Meget fint.
Her er bad og toilet lige ved siden af os. Og i den her familie er det stadig en helt utrolig luksus at have adgang til varme bade. Så det dyrker vi og nyder. Og stor var glæden for Liva i går, da hun opdagede at der i det ene bad var en skammel man kunne sidde på under badet (handicap-badet). Så der sad hun og nød et laaaangt varmt bad. Og endnu større var glæden da vi kom ud af badet og opdagede, at der var opstillet hårtørrere. Så bliver det ikke mere luksus-agtigt. Og det viste sig at være ret heldigt, at der var hårtørrere…for vi havde glemt vores håndklæder og måtte finde en alternativ måde at tørre os på.

I morgen går turen videre. To nætter her i Guernsey marina var hvad det kunne blive til den gang. Vi har en tur på ca 40 sømil foran os til Cherbourg. Der satser vi på at blive en nat. Det ser ud til at vinden vender om ca en uge og der vil vi godt være omkring Calais. Der er under to uger til vi sejler ind i Svanemøllen og ind i armene på alle dem vi ikke har set i to år. Det er store sager!

Vi har fået nok nu…

Vi er så mega trætte af at sejle. Det må man godt skrive på nuværende tidspunkt uden at få klø og dumme kommentarer af erfarne sejlere:)  Hele besætningen,- også skipper, som jo ellers er typen, der aldrig får nok af at være på havet.
Og det er jo på en måde ret heldigt, at vi så har taget vores sidste lange stræk. Vi behøver ikke at udsætte familien for flere nætter på havet. Følelsen af at have fået nok, kommer på det helt rigtige tidspunkt. Og det var ret skønt at kunne trøste sig ved tanken om være på vej til udelukkende korte stræk på 50 sømil (med mindre vi beslutter os for at tage et par nætter, for derved at have mere tid i land i dagslys).

Vi havde klart undervurderet denne tur på 1300 sømil. Selvom det ikke er 21 dage,- som Atlanterhavskrydset – så er det alligevel ret meget at sejle 9 dage. I gråvejr og i store dønninger, der ca halvdelen af dagene gjorde det ret udfordrende at leve et liv ombord. Udfordrende på sådan en måde, at vi alle bare splattede ud med dyner og film og på skift fik en form for nedsmeltning over at se hav, lige meget hvor vi kiggede hen. Både Gusse og jeg har et par gange fantaseret om at smide opvasken i havet eller for Gustavs vedkommende at smadre et par vinduer. Ganske enkelt fordi en opvask i de dønninger vi var ude i, var en umulig opgave. Indtagelse af aftensmad kunne kun lade sig gøre med retter, der kunne skovles ind med gaffel fra en skål og vi kunne være helt sikre på, at stillede vi skålen fra os, så fløj den ned fra bordet og indholdet smadrede ud over det hele. Man bliver så træt.

Og på samme tid besluttede bådbabyen, at det der med at sove godt om natten, det er sgu ikke noget for ham. Virkelig en heftig kombi. Og det kan mærkes på overskuddet. Eller underskuddet. Jeg lå i kahytten om aftenen/natten/tidligt om morgenen og drømte om nattevagt i cockpittet med varm kaffe i termokoppen og skisokker på de kolde fødder. Om timer der skulle holdes ud og timer hvor jeg så kunne sove uden at blive forstyrret af brok fra en lille fyr. I stedet blev jeg vækket ca en gang i timen af en ikke helt tilfreds lille bådbaby. Det er vist første gang jeg har været klar på at bytte en bådbaby for en nattevagt!

Der har også været gode dage og gode oplevelser. Dage med solskin i cockpittet og tid til røverhistorier og popcorn. Og der har været følelsen af at være det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker. Men for fanden hvor er det dejligt at være i havn!

Og nu er vi her. Hej Camaret-Sur-Mer. Du virker både fransk og fin. Og ikke spor småfornærmet, som det franske ellers har haft en tendens til over for os. Vi har gjort os umage med ikke at tale dårligt om det franske eller franskmænd generelt på vej hertil. Det går jo ikke at vores dårlige oplevelser med sure franskmænd på St.Martin i forbindelse med fødsel og pas, skal smitte af på vores ungers oplevelse. Midt i at gøre os meget umage (altså Christian og jeg), gjorde søde Bertram os opmærksomme på at han jo faktisk havde været i et masse-slagsmål med 6-7 franske børn i marinaen i Horta. Det er en lang historie…men den er god nok. En flok franske unger besluttede at overfalde Bertram (der helt sikkert havde provokeret) og tage kvælertag på ham. Hvorefter Gusse kom flyvende og hev den største dreng væk fra Bertram – og vist nok kom til at rive hans trøje i stykker.
Lang historie, som resulterede i at Christian og jeg måtte begive os hen til en af de franske både og forsøge at snakke om hvad der skete. Men surprise…de talte kun fransk. Så det kom der ikke meget ud af.
Men altså pointen er at vi hver især har gjort os erfaringer med forskellige franskmænd. Og derfor er vi her nu. Og ikke på den engelske side, som kun havde været omkring 70 sømil længere. Vi skal have nye oplevelser og erfaringer. Den gode slags. Og det tyder godt indtil videre.

Gråt, gråt, gråt…

Og de to trætte, men glade forældre

Liva stod for det gode humør ombord…

Så tager vi Biscayen…

Her er så pænt!

Vi sidder ombord på Johanna. Roen har allerede sænket sig over hele besætningen. Vi er lige sejlet ud af marinaen i Horta og bevæger os ganske stille afsted med 5 knob på fladt vand og i strålende sol. De tre store ser film allerede, – vi har fået så mange nye film fra Xarradola harddisk i går. Så de kan se film fra nu af og til vi lander i Brest. Lillebror sover og Christian dimser omkring på dækket og giver sin båd lidt kærlighed.

Det er med blandede følelser vi bevæger os ud på dette ca 1300 lange stræk fra Azorerne til Frankrig. Vi gider godt sejle, vi gider godt bare at hænge ud her ombord – lige med undtagelse af teenageren, som igen har en periode hvor han “fucking ikke gider at sejle!” – Men det plejer at gå over i løbet af et par timer, når den første fiskekrog er smidt i vandet, de første hvaler er set og menuen for aftenens middag er planlagt.
Men det der gør det blandet og lidt svært er, at vi er ret bange for at komme hjem. Lidt skræmte over hverdagen og et eventyr der slutter snart. Et luksusliv med tid og værdier, som er blevet så vigtige for os. 2 år med tid sammen og med 1000-vis af vilde oplevelser. Og med denne lange tur, er vi meget tæt på hjem når vi sejler ind i Brest…
Og på samme tid glæder vi os jo også til alt det der venter. Til gensyn med familie og venner, til jordbær og koldskål, til cykelture og bål i Brumleby, til alene-tid og rosé med Mira og Nanna, til danske sommeraftener og til leverpostej og til et nyt eventyr.

Det er sgu mærkeligt hvad der er sket med os på to år. Havde Christian i løbet af de første måneder (eller måske endda længere! Godt vi havde 2 år!) spurgt mig om vi skulle vende om, ville jeg uden tvivl have svaret “JA!”. Heldigvis spurgte han mig ikke om det og heldigvis blev jeg modig.
Og hvis han spurgte mig om vi skulle sejle tilbage til Bahamas nu, – så tror jeg måske også at jeg ville svare “JA!”. Heldigvis spørger han mig ikke, for han ved godt at vi selvfølgelig skal hjem til Danmark og tage hul på en masse nyt.
Og så kan man jo altid planlægge et nyt eventyr. Eller lave små eventyr i hverdagen.
Og heldigvis er lange ture blevet hverdag for os, så en lille sommertur til Azorerne er jo pludselig blevet en mulighed (hvis man har en lang sommerferie – og det har vi klart planer om at have, hvis vi altså kan bestemme selv)

Nu tager vi Biscayen. 8-10 dage med ro og lange lure til bådbabyen. Forhåbentlig lidt flere fisk end på Atlanterhavskrydset, hvor vi ikke fangede en skid!
Vi følges med den norske båd “Felicia”, hvor Rune og Frode er ombord. Nyt fra os når vi rammer Frankrig – ETA 8-10 dage.

Vores rute fra Horte til Brest (eller lige der omkring)

Afgang udsat…

Afgang mod Brest udsat til fredag – og nu efter en god reminder fra min svigermor igen udsat til lørdag. For man sejler jo ikke på en fredag. Det er vildt som vi bliver ved at glemme den meget vigtige sejlerregel…

img_1757

Hvis vi var sejlet i dag, ville vi have sejlet i modvind det meste af vejen over Biscayen. Og det er vi færdige med! Ihvertfald planlagt modvindssejlads. Alt det der vind og vejr som ikke er planlagt og som bare kommer væltende ud af ingenting, det kan vi ikke gøre noget ved.

Vi har i dag sendt den danske båd Mee too med skipper Morten afsted mod Coruña. Dem kommer vi forhåbentlig til at møde igen på vores vej hjem. Dem har vi ikke mødt før vi ankom her til Horta på trods af at vi har været mange af de samme steder.

Mee Too på vej væk fra Horta i formiddags

Mee Too på vej væk fra Horta i formiddags

Vi ligger i Marina med den norske båd Felicia med skipper Rune. Felicia mødte vi kort på St.Martin og efterfølgende på Bahamas. Dem håber vi at sejle fra Horta sammen med.
Og i morgen kommer Xarradola med Benjamin, Ronja og lille Aya forhåbentlig sejlende herind til os. De har været på Atlanten siden den 11. maj og trænger nok snart til ny proviant og et varmt bad. Dem når vi lige at kramme lidt inden vi sejler videre. Så det er egentlig meget godt, at vi bliver hængende lidt endnu.

Sådan så vi Xarradola og supermand Benjamin sidst...i meget blåt hav på Bahamas

Sådan så vi Xarradola og supermand Benjamin sidst…i meget blåt hav på Bahamas

Båden er efterhånden fyldt op med både mad, vand og diesel. De tabte Atlanterhavskilo er tilbage på vores kroppe igen og vi er klar til endnu en omgang.

Vi har lorte vejr her på Azorerne. Virkelig. Blæsende, regn og gråvejr… Og den blæst har nu resulteret i at vores nyindkøbte klapvogn til bådbabyen er smadret. Først blæste den i vandet og vores guttermand Bertram dykkede ned på 6 meter i iskoldt vand og hentede den op. Da vi havde festet over at den var tilbage igen…og spist kæmpe is for at fejre det, kom der en endnu mere blæsende dag. Nu er den helt smadret – klemt mellem bro og båd da et ordentligt pust tog den og kastede den mod båden. Lorte klapvogn og lorte vind.

img_1836

Bertram ofrer sig og hopper i det koldeste vand han har badet i meget længe...

Bertram ofrer sig og hopper i det koldeste vand han har badet i meget længe…

Nu er bådbabyen tilbage på maven og trives aller bedst der. Og vi har da heller ikke brug for en klapvogn, når bare vi har en bæresele. Hvis man spørger bådbabyen er jeg helt sikker på, at han ville vælge at sidde lige der på min mave helt tæt på.

img_1759

Vi regner med at være hjemme om en måned. Har givet Svanemøllen besked om at vi kommer sejlende hjem meget snart. Det er meget mærkeligt. Jeg tror ikke det er gået op for os hvor tæt vi er på hjem nu. Måske vi først forstår det, når vi krammer alle vores mennesker på dansk jord.

Older posts