Så tager vi Biscayen…

Vi sidder ombord på Johanna. Roen har allerede sænket sig over hele besætningen. Vi er lige sejlet ud af marinaen i Horta og bevæger os ganske stille afsted med 5 knob på fladt vand og i strålende sol. De tre store ser film allerede, – vi har fået så mange nye film fra Xarradola harddisk i går. Så de kan se film fra nu af og til vi lander i Brest. Lillebror sover og Christian dimser omkring på dækket og giver sin båd lidt kærlighed. Det er med blandede følelser vi bevæger os ud på dette ca 1300 lange stræk fra Azorerne til Frankrig. Vi gider godt sejle, vi gider godt bare at hænge ud her ombord – lige med...

Afgang udsat…

Afgang mod Brest udsat til fredag – og nu efter en god reminder fra min svigermor igen udsat til lørdag. For man sejler jo ikke på en fredag. Det er vildt som vi bliver ved at glemme den meget vigtige sejlerregel… Hvis vi var sejlet i dag, ville vi have sejlet i modvind det meste af vejen over Biscayen. Og det er vi færdige med! Ihvertfald planlagt modvindssejlads. Alt det der vind og vejr som ikke er planlagt og som bare kommer væltende ud af ingenting, det kan vi ikke gøre noget ved. Vi har i dag sendt den danske båd Mee too med skipper Morten afsted mod Coruña. Dem kommer vi forhåbentlig til at møde igen på vores vej...

Horta, Biscayen og venner

Horta er helt anderledes end alt hvad vi har oplevet den sidste lange tid. Og helt som vi havde forestillet os. Vi går og går hver dag og falder omkuld med trætte ben og ømme fødder. Et par gange om dagen går turen forbi den lokale bager til en kop “take away” kaffe og en lille portugisisk kage. Det er en ret hyggelig tradition, som jeg helt havde glemt eksisterede…altså det med kaffen. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har drukket kaffe på gaden – det passer ligesom ikke til det ø-liv vi har levet i lang tid. Båden er efterhånden ryddet op og rengjort og er sådan set ret klar til næste lange stræk. Christian har syet småreparationer...

På vej hjem

Jeg ved ikke om vi nu er på den rigtige eller den forkerte side af Atlanten. Men vi er ihvertfald på den anden side. Altså den anden side af der hvor vi har levet vores liv det seneste halvandet år. Nu skal vi lige lande her. Her er koldere – både i vandet og i luften. Her er mindre musik og meget mindre ramasjang. Meget mere orden og virkelig mange sejlere. Restauranter og butikker og alt hvad man kan tænke sig. Og da vi kom i land stod min mor og far og tog imod os. Det føltes som at komme hjem. Og så fik Sylvester mødt sin mormor og morfar og de tre store unger fik krammet dem. Vi...

Atlanterhavet #1

Det her Atlanterhav er ikke spor skræmmende. Det er stort og mørkt og virker uendeligt, når man sidder her i en lille bitte båd uden land i sigte. Men det er mildt og vi føler os sikre og passet på. Dagene går – den ene tager den anden – og ingen kan længere holde styr på hvor mange nætter vi har sovet herude på havet. Rutinerne har indfundet sig og alle er bare lige her. Skippers logbog er i gang med at blive skrevet rent. Den er lang og detaljeret. Her kommer det som jeg jo synes er aller mest interessant…nemlig hvordan vi har det. Og hvordan vi alle var i det her Atlanterhavskryds. Gustav, vores teenager, er blevet fast...
Older posts