Horta, Biscayen og venner

Horta er helt anderledes end alt hvad vi har oplevet den sidste lange tid. Og helt som vi havde forestillet os. Vi går og går hver dag og falder omkuld med trætte ben og ømme fødder. Et par gange om dagen går turen forbi den lokale bager til en kop “take away” kaffe og en lille portugisisk kage. Det er en ret hyggelig tradition, som jeg helt havde glemt eksisterede…altså det med kaffen. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har drukket kaffe på gaden – det passer ligesom ikke til det ø-liv vi har levet i lang tid.

Båden er efterhånden ryddet op og rengjort og er sådan set ret klar til næste lange stræk. Christian har syet småreparationer i storsejlet og skiftet propper i dækket. Vi kan godt mærke at det var en mild tur. Vores kære hjem er i fin form.
Det er vi også. Både klar på en lang tur og i fin form.
Nu har vi fået nok by og shopping og “nemhed” og nu vil vi godt have ro på havet. Det ser ud til at vi har et vejrvindue på onsdag (i morgen). Så venter der os ca 1200 sm til Brest, 8-10 dage på havet. Vi skal møde Biscayen, som jeg var så bange for da vi tog ud på eventyr for snart 2 år siden. Men nu frygter jeg ikke Biscayen. Jeg glæder mig. Mest til roen og følelsen af at være lige hvor jeg skal være med de vigtigste.

Her i Horta ligger et enormt supermarked med ALT hvad man kan forestille sig. Og som en god service, fordi så mange cruisere kommer hertil, har de gratis levering til marinaen. Det betyder at denne omgang proviantering bliver ret anderledes end det plejer at være. Som altid hiver vi ned fra hylderne efter en ret detaljeret liste, skubber tunge vogne rundt og sender ungerne i alle retninger for at finde ting. Men denne gang betaler vi og tager hjem uden kæmpe poser og tasker og helt uden at skulle overveje hvor meget vi kan slæbe hjem til båden.
Det bliver ren luksus! Og lidt farligt (dyrt)…da vi ikke behøver at holde igen pga vægt og mængde.

Marinalivet er skønt. Alle nyder at de kan komme og gå som det passer dem. Drengene lever de fleste af deres vågne timer væk fra båden. De har fundet en skatepark og hænger ud der hver dag. Og så er der jo også lige lidt internet der skal indhentes. Liva har savnet leg og venner. Og nu har hun fundet to hollandske både med en god flok piger. Og så bliver livet pludselig meget sjovere…
Vi trænger til at komme hjem til vores venner. Alle sammen.

I har sommervejr i Danmark...vi har gråvejr og regn på Azorerne (og derfor tykke sweatre). Men på en måde var det også jeres tur til at få varmen.

I har sommervejr i Danmark…vi har gråvejr og regn på Azorerne (og derfor tykke sweatre). Men på en måde var det også jeres tur til at få varmen.Den berømte "sports bar", hvor sejlere mødes og fortæller røverhistorier fra Atlanten. Desværre har ham "Peter" (som han vist ikke hedder) købt det meste af byen og det er mest af alt blevet en turistattraktion.

Den berømte “sports bar”, hvor sejlere mødes og fortæller røverhistorier fra Atlanten. Desværre har ham “Peter” (som han vist ikke hedder) købt det meste af byen og det er mest af alt blevet en turistattraktion.

Smuk udsigt

Smuk udsigt

På vej hjem

Jeg ved ikke om vi nu er på den rigtige eller den forkerte side af Atlanten. Men vi er ihvertfald på den anden side. Altså den anden side af der hvor vi har levet vores liv det seneste halvandet år.

Nu skal vi lige lande her. Her er koldere – både i vandet og i luften. Her er mindre musik og meget mindre ramasjang. Meget mere orden og virkelig mange sejlere. Restauranter og butikker og alt hvad man kan tænke sig.
Og da vi kom i land stod min mor og far og tog imod os. Det føltes som at komme hjem. Og så fik Sylvester mødt sin mormor og morfar og de tre store unger fik krammet dem.
Vi har tilbragt fire intense dage sammen, gået en masse, lejet bil, spist god mad og indhentet alt den snak vi ikke har haft de sidste mange måneder. Ungerne har sovet hos mormor og morfar hver eneste nat og har på deres egen måde fået fyldt depoterne op igen – både dem der handler om mormor og morfar og de andre (wifi, døre der kan lukkes, varme bade, stort køleskab osv).
Nu har vi sendt dem hjem til Danmark igen. Denne gang var det et nemmere farvel,- nu ved vi at vi ses igen om ca 5-6 uger.
Nu lander vi alene, rydder op og gør rent og fjerner alle spor efter Atlanterhavet.
Og så savner vi den anden side af Atlanterhavet en lille smule. Men det er ok. Vi er verdensmestre i at savne efterhånden. Og bare fordi man savner, betyder det jo ikke at man er det forkerte sted – eller er på vej i den forkerte retning. Der er mange steder vi gerne ville være. Men nu skal vi hjem.

Her malede vi vores logo på molen i Horta - og blev på den måde en del af sejlerhistorien og traditionen her i marinaen.

Her malede vi vores logo på molen i Horta – og blev på den måde en del af sejlerhistorien og traditionen her i marinaen.

Atlanterhavet #1

Det her Atlanterhav er ikke spor skræmmende. Det er stort og mørkt og virker uendeligt, når man sidder her i en lille bitte båd uden land i sigte. Men det er mildt og vi føler os sikre og passet på.
Dagene går – den ene tager den anden – og ingen kan længere holde styr på hvor mange nætter vi har sovet herude på havet.
Rutinerne har indfundet sig og alle er bare lige her.
Skippers logbog er i gang med at blive skrevet rent. Den er lang og detaljeret. Her kommer det som jeg jo synes er aller mest interessant…nemlig hvordan vi har det. Og hvordan vi alle var i det her Atlanterhavskryds.

Gustav, vores teenager, er blevet fast nattevagt og har fuldstændig styr på det. Han nyder sine timer alene i cockpittet med film og varm kakao – og med en viden om at han har et kæmpe ansvar lige der i de timer han har vagten. Et ansvar som han kan magte og som derfor giver ham en god følelse. Han ved godt, at han er helt uundværlig i forhold til at få båden til Horta – og det er sgu ret fedt. Og hvor mange børn på 15 år kan sige, at de hver dag 4-5 timer har ansvaret for hjemmet og hele familien. Hvis man for halvandet år siden havde fortalt mig, at Gustav ville stå her i dag bag roret og passe på os alle sammen, ville jeg ikke have troet på det. Men som med alt andet i det her eventyr, er udviklingen sket ganske langsomt og helt rigtigt. Og nu er vi her.

Når man er søsyg, er det som om ens krop er fornærmet.
Sådan lød det fra Bertram på 3.dagen af vores Atlanterhavskryds. Han havde hængt ud over søgelænderet ret mange gange allerede og kunne hverken holde vådt eller tørt i sig.
Jeg spurgte, hvad han mente med at kroppen var fornærmet. Og så forklarede han, at han jo tilbød sin krop alt muligt lækkert, men at den bare rystede på hovedet og kastede det hele op igen. Og så glædede han sig bare til at den ikke var fornærmet mere.
Den holdt heldigvis op med at være fornærmet på 5.dagen. Det kom ret pludseligt, men da han opdagede det, kastede han sig over mad, drikke og film på computeren. Han er så sej, den lille kæmper. Han lider når det står på, brokker sig sjældent, men bliver meget stille og ret frustreret, for han elsker jo at være i det her og vil så gerne kunne magte det hele.

Liva er så fantastisk til at få det bedste ud af alle situationer. Hun får sat gang i lege hele tiden og når hun ikke har held med at få aktiveret familien, så leger hun bare selv. Hun bager selv nu – helst mange gange hver dag. Kager, boller, snegle osv.
Hun er så møgbeskidt og har uglet hår og elsker alligevel bare det her. Hendes eneste udfordring er at det ikke længere er så varmt som i Caribien – og hun kan bare bedst lide at leve udelukkende i underbukser. Det betyder at hun oftest ses vimse omkring uden tøj på, når vi andre sidder i skisokker og soveposer.

Lillebror forstår ingenting – men er svært tilfreds med at alle hans favorit-mennesker er rundt om ham hele tiden. Han er så ufatteligt heldig og han ved det ikke engang. Han har heldigvis godt fattet konceptet omkring nat. Og han sover så fint og spiser mest om dagen. Jeg havde forestillet mig alle mulige ting, der kunne gå galt herude i ingenting – men der findes nok ikke et mere trygt sted end lige her ombord. Det synes Sylvester ihvertfald ikke. Og jeg tror jeg må give ham ret.

Jeg er faktisk også selv ret god til det her. Så god, at min mand forleden dag da vi skulle sove sagde: “Du er så god til ocean-kryds. Endnu bedre end jeg havde troet“. Jeg ved ikke, hvordan man er god til det eller hvordan man er dårlig til det. Men jeg kan godt mærke, at jeg kan finde ud af at være i det. Det har min skipper lært mig. Og når man får ros fra sin lærermester, så føles det ekstra dejligt. Så jeg lagde mig til at sove og følte mig helt god, sej og elsket. Og ret heldig. Og jeg tænkte, at det er sjovt som det ændrer sig, om man bliver glad for et kompliment eller ej. Jeg er ret sikker på at “det at være god til ocean-kryds” ikke stod på min liste over fede komplimenter fra min mand for 1 år siden. Men lige nu er det verdens største kærlighedserklæring. Det er sgu da mærkeligt!

Og skipper, det er vel overflødigt at skrive, at han elsker det. Han elskede det første kryds og har siden drømt om det vi er i gang med lige nu.
At gøre det sammen som familie. Det er heldigt, at han er så skide god til at overtale mig på en måde, så jeg aldrig opdager, at det i virkeligheden er hans plan fra starten.

Og nu er vi her i Horta. Hos mormor og morfar. I Europa og meget tættere på hjem. Og nu skal Bertram fejres igen. Han fyldte nemlig 12 år i forgårs – midt på Atlanten.

Snart kommer der mere om de 21 dage til søs.

Og sådan så vi ud; beskidte, trætte og helt vildt glade.

Og sådan så vi ud; beskidte, trætte og helt vildt glade.

Tilbage i storbyen – Nassau

Vi er i Nassau. Det er længe siden vi har været i en storby med mange biler, skrald, høje bygninger og broer. Og det er længe siden vi har set Xarradola med Benjamin, Ronja og lille Aya ombord. Faktisk nærmest et helt år siden vi fejrede Benjamin på Guadeloupe. Så lige da vi var allermest trætte af afskeder (igen!) blev vi helt glade på grund af et dejligt gensyn. Og en helt rigtig aften med mad, vin og snak i cockpittet på Johanna. Og dagen efter snak, hygge og laaaang gåtur.

Vi har vadet rundt i byen i dag. Faktisk ikke fordi vi havde specielt meget lyst, men vi havde lige et par småting der skulle ordnes inden krydset. Et filter til motoren, der skal skaffes og skiftes inden afgang. Noget frugt og grønt der skulle indkøbes og spises på de der 18-20 dage til søs. Et pas til vores bådbaby som ventede på os hos den søde danske konsul her i Nassau. Og nogle ben, som trængte til at blive brugt. Det skal jeg love for at de blev i dag. Vi har gået og gået og på en måde kan vi godt mærke, at vi har fået sejlerben. Altså den trætte slags, som gør ondt nu efter 5-6 timers vadetur rundt i Nassau. Det føles nyt og ret fedt!

Alt er næsten fikset. Undtagen det der filter, som skipper skal på jagt efter i morgen. Og det er ret vigtigt. Vores motor gik i stå på vej hertil på grund af det dumme filter. Heldigvis skete det på den korte tur og ikke midt på Atlanten.
Men bådbabyens pas er i hus. Og en lang kamp er afsluttet.
Det der frugt og grønt er købt – faktisk uden at vi blev fuldstændig ruineret.

Vi bliver langsomt klar. Både båden, indkøb og hele besætningen er mentalt ved at være der. Der er stadig planlagt afgang på søndag. Og heldigvis kan vi høre, at andre både der skal krydse planlægger afgang ligesom os. Så vi bliver flere både derude på det store hav.

Hos den danske konsul i Nassau. Bemærk det maniske smil hos moderen...

Hos den danske konsul i Nassau. Bemærk det maniske smil hos moderen…

En af de store broer i Nassau.

En af de store broer i Nassau.

Og den lalleglade bådbaby, som ikke aner at han nu endelig har et vaskeægte dansk pas!

Og den lalleglade bådbaby, som ikke aner at han nu endelig har et vaskeægte dansk pas!

Kælehajer, svømmende grise og pink leguaner

Vi har været ved Staniel Cay tre dage og nætter nu. Heldigvis valgte vores nye venner på Dos Equis, Stray Cat og Tiny Bobbles at følge med. Så dem har vi hygget og hængt ud med – og på den måde kom også Staniel Cay til at føles lige så fantastisk og rigtigt som Georgetown. Derfor har den ene dag også taget den anden her – og én overnatning blev til tre. Vi har nået det hele; fodret og klappet hajer, sagt hej til de pink leguaner, dykket i Thunderball grotto (som har været med i en James Bond film), klappet de svømmende grise på stranden og lavet bål på stranden. Mange af stederne her er meget besøgte – og proppet med turister. Det tager sgu lidt af charmen…men det fede ved at ankomme i egen båd er jo så, at man altid kan vælge at komme igen, når alle turistbådene er sejlet videre. Og på den måde endte det med at jeg var helt alene i den der smukke grotte sammen med mine to største drenge. Det var magisk. Christian ventede i dinghyen med lillebror og Liva legede med canadiske Eva på hendes båd. Det var ret særligt og længe siden jeg har bevæget mig noget som helst sted uden en baby på maven eller ved brystet

Nu er det aften. Lillebror sover. Liva sover hos sin nye canadiske veninde Eva på deres 43 fods katamaran, som virker så uendeligt meget større end vores lille Johanna.

Og vi sidder i mørket i cockpittet og tager afsked med et sted, en stemning og i morgen også med gode venner.
Nassau venter på os. Xarradola – den danske båd der også skal krydse i år – venter på os. Lillebrors ægte pas venter på os i Nassau (det er en lang historie!).
Og som det ser ud nu, venter det der Atlanterhav på os på søndag. Det bliver vildt. Vejrudsigten følges nøje og vi håber altså på afgang søndag den 6. maj. Måske kan vi nå over inden Bertrams 12 års fødselsdag den 26. maj! Så har vi kun skippers 40 års fødselsdag at fejre der midt på havet.
Og når vi kommer i land på Azorerne på den anden side, står mormor og morfar og tager imod os. Og de skal møde deres yngste barnebarn for første gang. Det bliver også ret vildt!

img_1552 img_1553

img_1545

img_1549