En anden sejhed

Vi er ankommet til Calais. Her er ikke særligt charmerende. Og det er ikke kun fordi vi ikke gider opleve mere eller fordi vi er lidt færdige med at være på vej. Her er industrielt og lidt tomt. Havnen har ikke noget liv og begiver man sig ind i selve byen, er der nærmest ingen mennesker eller sjov og ballade. Godt vi kun skal være her en nat. Ja, for det har vi besluttet.

Turen hertil var ikke rigtig noget at skrive om. Ikke så slem som vi havde frygtet, men vi krængede meget. Og så er det så svært at leve et liv ombord. Og det er jo det vi helst vil – altså kombinere sejladsen med at leve et liv. Og det er pisse irriterende når det ikke kan lade sig gøre. Vi sejlede 130 sømil i fugleflugt, men 200 sømil i virkeligheden. Der var meget trafik i Den engelske Kanal og det krævede en helt anden opmærksomhed end andre lange stræk vi har haft i den seneste tid. Lille Sylvester havde (oveni modvind, trafik og generelt mange udfordringer) en svær nat og det var derfor en ret træt besætning der sejlede ind i marinaen i dag. Vi kom for tidligt og måtte lægge os ved en vente-bøje i 3-4 timer og vente på højvande, hvor sluserne ind til marinaen ville åbne.

Vi har holdt familiemøde i formiddags da vi kom ind gennem slusen og fik anvist en plads i marinaen. Det store spørgsmål var: Skal vi sejle 4 døgn i streg og ankomme til Cuxhaven onsdag morgen eller skal vi tage den med ro og udsætte vores Hjemkomst-gilde med en dag/en uge eller hvad?
Der var enighed om at de 4 døgn, dem klarer vi.
Og det er måske det aller vigtigste der er sket med den her familie. Vi har fået en anden sejhed. En anden selvopfattelse. Og vi klarer det bare. Sammen.

Selv teenageren som er så mega sej (og også lidt sur) hoppede med på 4 nattevagter mere. Og det er fandme i orden at tage endnu én for holdet, selvom man “fucking ikke gider sejle mere”. Han er så god (og kun lidt sur).

For at starte ud med den absolut bedste stemning og have nok af søde sager på lageret undervejs, begav vi os op i byen efter et supermarked.

Så nu har vi tømt endnu et supermarked for hurtige færdigretter (dem er jeg temmelig træt af!!), for vejrudsigten er ikke til at kokkerere i længere tid. Vi får ca 1,5 døgn med ok vind og så kommer der modvind igen. Så færdigretter er vores bedste ven bare en kort periode mere. Og så glæder vi os til at spise alt det gode, når vi rammer Svanemøllen.
Vi har også indkøbt bunker af søde sager og lavet “nat-sejlads-poser” til ham Gusse. Nu har han en pose med lækkerier, som han kan hygge sig med i de kolde nætter. Og det virker…så bander han lidt mindre.

I aften skal vi spise bøffer, kartofler, sovs og salat. Det er ligesom bare for at få lidt af det gode inden vi spiser en masse af det nemme.

Da vi kom tilbage fra supermarkedet, var drengene, som havde været alene på båden, pludselig i meget bedre humør! Det viste sig at internettet her i marinaen er super godt OG virker på båden. Og sådan er vi – efter 2 år uden stabilt internet – til salg for lidt godt wifi. Så nu er stemningen i top. Lageret fyldt op. Og så “klarer vi bare lige 4 døgn til Cuxhaven”. Bum.

Et stille øjeblik hvor bådbabyen sov…stadig uden sut, men vi prøver stadig…

Skipper nyder et stille solskinsøjeblik!

Slusen ved Calais Marina. Vandet har nu fået en smuk grumset grøn farve…

Sådan ser fire tilfredse sejler-børn ud. Den mindste er glad for reb og de tre store er lykkelige for wifi. Alt er godt.

Skippers logbog

Logbog del 3
Nassau, Bahamas-Horta, Azorerne

Den 22.5.18

Klokken 03.15
Kurs 96 gr. SOG 10.5 knob
Vagtskifte. Der er en del forvirring omkring hvad klokken er lige nu, men det her skulle være “midatlantic time”.
Vi har vind og strøm med os, det giver rolig sejlads med 10-11 knob!
Jeg har netop spottet et lys agterude, men det er formentlig bare et fragtskib. Dog det første og eneste skib i mange dage.

Klokken 07.40
Kurs 90 gr. SOG 11.00
Har netop logget 16.4 knob på en bølge. Det er gråvejr og lidt surt, men vi sejler stærkt.

Klokken 13.17
Kurs 105 gr. SOG 9.2 knob
Vinden er gået i vest og aftaget en smule og har vi har derfor lagt en sydligere kurs. Fortsætter den nordover må vi bomme.

Klokken 14.10
Kurs 95 gr. SOG 8.0 knob
Vinden fortsætter mod nord og vi er nu bommet. Det giver os en meget mere rolig sejlads, da vi nu igen har samme retning som bølgerne.

Klokken 20.00
Kurs 105 gr. SOG 6.0 knob
Ny rekord! Vi har på de sidste 24 timer sejlet intet mindre end 219 sømil!!
Takket være 2-3 knob medstrøm i nat og i formiddags samt 23-30 knobs medvind.
Vi har nu 695 sømil tilbage. Vinden er i NV med 15-17 knob og vi er så småt ved at gøre os klar til endnu en nat.

Den 23.5.18

Klokken 03.23
Kurs 100 gr. SOG 5.3 knob
Vågnede inden vagtskifte ved at Gustav rodede med sejl. Vinden er gået i NØ og faldet til 5-8 knob sand vind. Motoren er blevet startet og sejlene halet tot. Gustav er gået til køjs.

Klokken 14.05
Kurs 150 gr. SOG 5.5 knob
Vinden fortsætter østover og tvinger os sydpå indtil videre. Fredag og lørdag skulle vinden være i syd, sa det gør ikke så meget. Et US krigsskib har lige passeret agten om os. Første skib i et par dage.

Klokken 18.48
Kurs 82 gr. SOG 4.8 knob
Efter en dag med medstrøm, medvind og bølger agten fra, har vi i dag det stik modsatte. Har håndstyret det meste af dagen, for ikke at miste for meget fart og højde. Nu er vinden gået så meget i syd at vi endelig efter 20 timers tid kan styre næsten mod Azorerne. Stadig i modvind, men bedre end ingenting.
Vi har nu mindre end 600 sømil tilbage.

Klokken 20.56
Kurs 90 gr. SOG 5.1 knob
Vi knokler os frem i modvind på hård skæring med 2 reb og halv genoa. For en times tid siden spottede Bertram sejl ca 12 sømil om bagbord. Det er væk nu, men har lige set hvad der ligner to lanterner foran os. Det er over en uge siden vi sidst så et sejlskib og pludselig er der tre.
Håber virkelig vinden snart vender. Vi har hård krængning og hugger hårdt i bølgerne. Det bliver nok en lidt lang nat.

Klokken 23.30
Kurs 100 gr. SOG 4.8 knob
Der var ihvertfald et lys foran os. Vi indhenter dem hurtigt, så det er slet ikke sikkert vi kan se den i morgen ved solopgang.
Vi har set film i salonen og nu skal jeg i seng. Gustav tager første vagt som sædvanligt.

Den 24.5.18

Klokken 13.00
Kurs 106 gr. SOG 7.2 knob
Vi har haft en meget urolig nat med hård krængning og mange hug i bølgerne.
Sejlbåden vi så i går aftes overhalede vi i løbet af natten, så den var ude af syne i morges da solen stod op.
Vinden er nu i SV med 14-16 knob og solen skinner.
Humøret er højt, når farten er høj!

Klokken 20.18
Kurs 85 gr. SOG 4.2 knob
Vinden er endnu engang væk men kommer stadig fra VSV med 10-12 knob. Motoren kører lige nu for at lade.
Vores forhåbning om at ankomme søndag glider stille og roligt ud i sandet. Vejrmeldingen fra min far siger nemlig, at der ikke er så meget vind før søndag…
Besætningen er klart utilfredse med situationen og kan næsten ikke overskue et ekstra døgn. Bertram joiner Gustav på hans nattevagt og de er så småt ved at gøre klar med film i cockpittet.

Den 25.5.18

Klokken 02.15
Kurs 104 gr. SOG 4.8 knob
Drengenes vagt er ovre og nu er det min tur.
Vinden er der stadig ikke meget af og det der er er gået i syd. Så nu sejler vi halvvind for fulde sejl og motor med 1300 omdrejninger. Hvis der bare kunne komme 2-3 knob mere vind…

Klokken 08.00
Kurs 102 gr. SOG 5.8 knob
Meget stille nat for motor og sejl. Nu er der kommet lidt vind og motoren er igen slukket. Solen skinner igen.
390 sømil tilbage.

Klokken 09.25
Kurs 102 gr. SOG 5.9 knob
Har netop haft besøg af den første flok europæiske delfiner. De kom til os 30 minutter efter at en stor hval brød overfladen for at få luft 150 meter bagved os. Der er også kommet lidt mere vind og vi skyder nu god fart.

Klokken 12.49
Kurs 102 gr. SOG 6.3 knob
Perfekt sejlads!
Vi sejler foran for tværs i 11-13 knob vind på et næsten helt fladt Atlanterhav – og solen skinner. Jeg kunne blive ved for evigt i sådanne forhold. Sidste vejrmelding siger at det skulle blive det samme i morgen.
360 sømil tilbage.

Klokken 18.20
Kurs 102 gr. SOG 6.5 knob
Var det ikke for krængningen skulle man næsten tro vi lå i havn. Så rolig er sejladsen pt. Alle elsker det og krydser fingre for at det holder resten af vejen.

Den 26.5.18

Klokken 02.35
Kurs 102 gr. SOG 5.6 knob
Vinden forsvandt tidligere ligesom vi var på vej i seng og motoren måtte tændes igen.
Præcis som i går nat.
Bertram har fødselsdag i dag og fylder 12 år. Vi havde håbet at være i land, men sådan gik det ikke. Han må blive fejret både til søs og når vi kommer i land.

Klokken 13.23
Kurs 102 gr. SOG 5.1 knob
Bertram er blevet fejret så godt som muligt uden at være i land. – Med hjemmebag og pandekager. Der var sol fra en næsten skyfri himmel, men ikke meget vind. 5-7 knob er alt hvad det kan blive til, så sejl og motor samarbejder om vores fremdrift. ETA er mandag den 28.5. ved 10-tiden om morgenen.

Klokken 16.32
Kurs 102 gr. SOG 5.0 knob
Stadig ingen vind. Vi fortsætter for motor og sejl.
Bertram og jeg har været i bad på badeplatformen. Vandet er mindst faldet 10-12 grader i temperatur siden Bahamas. Det samme gældertemperaturen i luften.

Klokken 22.54
Kurs 95 gr. SOG 5.0 knob
Vinden har været helt forsvundet og vi har haft havblik. Nu er der en brise igen, men slet ikke nok til at slukke motoren, så den spinner fortsat med 1500 omdrejninger.
Der er blevet spist primitiv fødselsdagsmiddag efterfulgt af kagemand lavet af Liva – og så popcorn. Gustav og Bertram gør klar til nattevagt/filmaften i cockpittet og vi andre er på vej i seng.
Næstsidste nat på Atlanten…

Den 27.5.18

Klokken 04.49
Kurs 100 gr. SOG 5.3 knob
Fortsat ingen vind. Drengene har taget en lang tørn og først lige vækket mig.
Her er igen havblik og månen lyser natten op.

Klokken 09.21
Kurs 98 gr. SOG 5.2 knob
Lidt mere vind end tidligere, men stadig ikke nok til at slukke motoren. Desuden er vinden nu i SSØ og dermed imod os.
133 sømil til Horta og vejret ser ud til at lave en gentagelse af de forrige dage med høj sol fra en næsten skyfri himmel uden vind.
Vi bliver nok nødt til at fylde vores reserver i tanken.

Klokken 10.31
Kurs 100 gr. SOG 5.2 knob
Så er der fyldt 86 liter diesel på tanken. Fortsat ikke vind nok, men den er tiltagende, så måske det kommer.

Klokken 18.21
Kurs 100 gr. SOG 5.3 knob
Forholdene er uændrede og vi er stadig for fulde sejl og motor. Vi har 83 sømil tilbage og er nu rimelig sikre på at komme i land i morgen formiddag.
Endelig er der dukket et sejlskib op ude om styrbord, som formentlig skal sammen vej som os.

Klokken 21.12
Kurs 100 gr. SOG 5.4 knob
Ingen ændringer i vind og vejr. Besætningen er ved at gøre klar til sidste nat på Atlanten i denne omgang. Alle glæder sig og har hele aftenen snakket om hvad de skal lave og hvad de skal spise og hvem de skal ringe til når de kommer i land.

Den 28.5.18

Klokken 05.00
Kurs 108 gr. SOG 5.9 knob
Land i sigte!!
Gustav har igen taget en lang vagt og han rapporterer om at flere og flere skibe er dukket op på AIS’en, som en flok lemminger der alle strømmer mod Horta.
24 sømil tilbage.

Klokken 09.00
Sejler ind i marinaen. Mormor og morfar står med hjemmelavet flag og vi kommer i havn.

Efterord
Turen var roligere end forventet. Turen var hyggelig. Jeg er en stolt skipper, besætningen klarede det så godt. Gustav var en fantastisk vagtmakker – kan kun anbefale at tage en natteravns-teenager med på langtur.

Vi har fået nok nu…

Vi er så mega trætte af at sejle. Det må man godt skrive på nuværende tidspunkt uden at få klø og dumme kommentarer af erfarne sejlere:)  Hele besætningen,- også skipper, som jo ellers er typen, der aldrig får nok af at være på havet.
Og det er jo på en måde ret heldigt, at vi så har taget vores sidste lange stræk. Vi behøver ikke at udsætte familien for flere nætter på havet. Følelsen af at have fået nok, kommer på det helt rigtige tidspunkt. Og det var ret skønt at kunne trøste sig ved tanken om være på vej til udelukkende korte stræk på 50 sømil (med mindre vi beslutter os for at tage et par nætter, for derved at have mere tid i land i dagslys).

Vi havde klart undervurderet denne tur på 1300 sømil. Selvom det ikke er 21 dage,- som Atlanterhavskrydset – så er det alligevel ret meget at sejle 9 dage. I gråvejr og i store dønninger, der ca halvdelen af dagene gjorde det ret udfordrende at leve et liv ombord. Udfordrende på sådan en måde, at vi alle bare splattede ud med dyner og film og på skift fik en form for nedsmeltning over at se hav, lige meget hvor vi kiggede hen. Både Gusse og jeg har et par gange fantaseret om at smide opvasken i havet eller for Gustavs vedkommende at smadre et par vinduer. Ganske enkelt fordi en opvask i de dønninger vi var ude i, var en umulig opgave. Indtagelse af aftensmad kunne kun lade sig gøre med retter, der kunne skovles ind med gaffel fra en skål og vi kunne være helt sikre på, at stillede vi skålen fra os, så fløj den ned fra bordet og indholdet smadrede ud over det hele. Man bliver så træt.

Og på samme tid besluttede bådbabyen, at det der med at sove godt om natten, det er sgu ikke noget for ham. Virkelig en heftig kombi. Og det kan mærkes på overskuddet. Eller underskuddet. Jeg lå i kahytten om aftenen/natten/tidligt om morgenen og drømte om nattevagt i cockpittet med varm kaffe i termokoppen og skisokker på de kolde fødder. Om timer der skulle holdes ud og timer hvor jeg så kunne sove uden at blive forstyrret af brok fra en lille fyr. I stedet blev jeg vækket ca en gang i timen af en ikke helt tilfreds lille bådbaby. Det er vist første gang jeg har været klar på at bytte en bådbaby for en nattevagt!

Der har også været gode dage og gode oplevelser. Dage med solskin i cockpittet og tid til røverhistorier og popcorn. Og der har været følelsen af at være det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker. Men for fanden hvor er det dejligt at være i havn!

Og nu er vi her. Hej Camaret-Sur-Mer. Du virker både fransk og fin. Og ikke spor småfornærmet, som det franske ellers har haft en tendens til over for os. Vi har gjort os umage med ikke at tale dårligt om det franske eller franskmænd generelt på vej hertil. Det går jo ikke at vores dårlige oplevelser med sure franskmænd på St.Martin i forbindelse med fødsel og pas, skal smitte af på vores ungers oplevelse. Midt i at gøre os meget umage (altså Christian og jeg), gjorde søde Bertram os opmærksomme på at han jo faktisk havde været i et masse-slagsmål med 6-7 franske børn i marinaen i Horta. Det er en lang historie…men den er god nok. En flok franske unger besluttede at overfalde Bertram (der helt sikkert havde provokeret) og tage kvælertag på ham. Hvorefter Gusse kom flyvende og hev den største dreng væk fra Bertram – og vist nok kom til at rive hans trøje i stykker.
Lang historie, som resulterede i at Christian og jeg måtte begive os hen til en af de franske både og forsøge at snakke om hvad der skete. Men surprise…de talte kun fransk. Så det kom der ikke meget ud af.
Men altså pointen er at vi hver især har gjort os erfaringer med forskellige franskmænd. Og derfor er vi her nu. Og ikke på den engelske side, som kun havde været omkring 70 sømil længere. Vi skal have nye oplevelser og erfaringer. Den gode slags. Og det tyder godt indtil videre.

Gråt, gråt, gråt…

Og de to trætte, men glade forældre

Liva stod for det gode humør ombord…

Så tager vi Biscayen…

Her er så pænt!

Vi sidder ombord på Johanna. Roen har allerede sænket sig over hele besætningen. Vi er lige sejlet ud af marinaen i Horta og bevæger os ganske stille afsted med 5 knob på fladt vand og i strålende sol. De tre store ser film allerede, – vi har fået så mange nye film fra Xarradola harddisk i går. Så de kan se film fra nu af og til vi lander i Brest. Lillebror sover og Christian dimser omkring på dækket og giver sin båd lidt kærlighed.

Det er med blandede følelser vi bevæger os ud på dette ca 1300 lange stræk fra Azorerne til Frankrig. Vi gider godt sejle, vi gider godt bare at hænge ud her ombord – lige med undtagelse af teenageren, som igen har en periode hvor han “fucking ikke gider at sejle!” – Men det plejer at gå over i løbet af et par timer, når den første fiskekrog er smidt i vandet, de første hvaler er set og menuen for aftenens middag er planlagt.
Men det der gør det blandet og lidt svært er, at vi er ret bange for at komme hjem. Lidt skræmte over hverdagen og et eventyr der slutter snart. Et luksusliv med tid og værdier, som er blevet så vigtige for os. 2 år med tid sammen og med 1000-vis af vilde oplevelser. Og med denne lange tur, er vi meget tæt på hjem når vi sejler ind i Brest…
Og på samme tid glæder vi os jo også til alt det der venter. Til gensyn med familie og venner, til jordbær og koldskål, til cykelture og bål i Brumleby, til alene-tid og rosé med Mira og Nanna, til danske sommeraftener og til leverpostej og til et nyt eventyr.

Det er sgu mærkeligt hvad der er sket med os på to år. Havde Christian i løbet af de første måneder (eller måske endda længere! Godt vi havde 2 år!) spurgt mig om vi skulle vende om, ville jeg uden tvivl have svaret “JA!”. Heldigvis spurgte han mig ikke om det og heldigvis blev jeg modig.
Og hvis han spurgte mig om vi skulle sejle tilbage til Bahamas nu, – så tror jeg måske også at jeg ville svare “JA!”. Heldigvis spørger han mig ikke, for han ved godt at vi selvfølgelig skal hjem til Danmark og tage hul på en masse nyt.
Og så kan man jo altid planlægge et nyt eventyr. Eller lave små eventyr i hverdagen.
Og heldigvis er lange ture blevet hverdag for os, så en lille sommertur til Azorerne er jo pludselig blevet en mulighed (hvis man har en lang sommerferie – og det har vi klart planer om at have, hvis vi altså kan bestemme selv)

Nu tager vi Biscayen. 8-10 dage med ro og lange lure til bådbabyen. Forhåbentlig lidt flere fisk end på Atlanterhavskrydset, hvor vi ikke fangede en skid!
Vi følges med den norske båd “Felicia”, hvor Rune og Frode er ombord. Nyt fra os når vi rammer Frankrig – ETA 8-10 dage.

Vores rute fra Horte til Brest (eller lige der omkring)

Atlanterhavet #1

Det her Atlanterhav er ikke spor skræmmende. Det er stort og mørkt og virker uendeligt, når man sidder her i en lille bitte båd uden land i sigte. Men det er mildt og vi føler os sikre og passet på.
Dagene går – den ene tager den anden – og ingen kan længere holde styr på hvor mange nætter vi har sovet herude på havet.
Rutinerne har indfundet sig og alle er bare lige her.
Skippers logbog er i gang med at blive skrevet rent. Den er lang og detaljeret. Her kommer det som jeg jo synes er aller mest interessant…nemlig hvordan vi har det. Og hvordan vi alle var i det her Atlanterhavskryds.

Gustav, vores teenager, er blevet fast nattevagt og har fuldstændig styr på det. Han nyder sine timer alene i cockpittet med film og varm kakao – og med en viden om at han har et kæmpe ansvar lige der i de timer han har vagten. Et ansvar som han kan magte og som derfor giver ham en god følelse. Han ved godt, at han er helt uundværlig i forhold til at få båden til Horta – og det er sgu ret fedt. Og hvor mange børn på 15 år kan sige, at de hver dag 4-5 timer har ansvaret for hjemmet og hele familien. Hvis man for halvandet år siden havde fortalt mig, at Gustav ville stå her i dag bag roret og passe på os alle sammen, ville jeg ikke have troet på det. Men som med alt andet i det her eventyr, er udviklingen sket ganske langsomt og helt rigtigt. Og nu er vi her.

Når man er søsyg, er det som om ens krop er fornærmet.
Sådan lød det fra Bertram på 3.dagen af vores Atlanterhavskryds. Han havde hængt ud over søgelænderet ret mange gange allerede og kunne hverken holde vådt eller tørt i sig.
Jeg spurgte, hvad han mente med at kroppen var fornærmet. Og så forklarede han, at han jo tilbød sin krop alt muligt lækkert, men at den bare rystede på hovedet og kastede det hele op igen. Og så glædede han sig bare til at den ikke var fornærmet mere.
Den holdt heldigvis op med at være fornærmet på 5.dagen. Det kom ret pludseligt, men da han opdagede det, kastede han sig over mad, drikke og film på computeren. Han er så sej, den lille kæmper. Han lider når det står på, brokker sig sjældent, men bliver meget stille og ret frustreret, for han elsker jo at være i det her og vil så gerne kunne magte det hele.

Liva er så fantastisk til at få det bedste ud af alle situationer. Hun får sat gang i lege hele tiden og når hun ikke har held med at få aktiveret familien, så leger hun bare selv. Hun bager selv nu – helst mange gange hver dag. Kager, boller, snegle osv.
Hun er så møgbeskidt og har uglet hår og elsker alligevel bare det her. Hendes eneste udfordring er at det ikke længere er så varmt som i Caribien – og hun kan bare bedst lide at leve udelukkende i underbukser. Det betyder at hun oftest ses vimse omkring uden tøj på, når vi andre sidder i skisokker og soveposer.

Lillebror forstår ingenting – men er svært tilfreds med at alle hans favorit-mennesker er rundt om ham hele tiden. Han er så ufatteligt heldig og han ved det ikke engang. Han har heldigvis godt fattet konceptet omkring nat. Og han sover så fint og spiser mest om dagen. Jeg havde forestillet mig alle mulige ting, der kunne gå galt herude i ingenting – men der findes nok ikke et mere trygt sted end lige her ombord. Det synes Sylvester ihvertfald ikke. Og jeg tror jeg må give ham ret.

Jeg er faktisk også selv ret god til det her. Så god, at min mand forleden dag da vi skulle sove sagde: “Du er så god til ocean-kryds. Endnu bedre end jeg havde troet“. Jeg ved ikke, hvordan man er god til det eller hvordan man er dårlig til det. Men jeg kan godt mærke, at jeg kan finde ud af at være i det. Det har min skipper lært mig. Og når man får ros fra sin lærermester, så føles det ekstra dejligt. Så jeg lagde mig til at sove og følte mig helt god, sej og elsket. Og ret heldig. Og jeg tænkte, at det er sjovt som det ændrer sig, om man bliver glad for et kompliment eller ej. Jeg er ret sikker på at “det at være god til ocean-kryds” ikke stod på min liste over fede komplimenter fra min mand for 1 år siden. Men lige nu er det verdens største kærlighedserklæring. Det er sgu da mærkeligt!

Og skipper, det er vel overflødigt at skrive, at han elsker det. Han elskede det første kryds og har siden drømt om det vi er i gang med lige nu.
At gøre det sammen som familie. Det er heldigt, at han er så skide god til at overtale mig på en måde, så jeg aldrig opdager, at det i virkeligheden er hans plan fra starten.

Og nu er vi her i Horta. Hos mormor og morfar. I Europa og meget tættere på hjem. Og nu skal Bertram fejres igen. Han fyldte nemlig 12 år i forgårs – midt på Atlanten.

Snart kommer der mere om de 21 dage til søs.

Og sådan så vi ud; beskidte, trætte og helt vildt glade.

Og sådan så vi ud; beskidte, trætte og helt vildt glade.