Lever vi det rigtige liv?

Lige nu er vi meget tæt på at leve præcis det liv, som vi flygtede fra for 3 år siden. Vi har rimelig travlt, vi når ikke helt at kramme nok, slet ikke at snakke nok og der er alt muligt ydre, der styrer tiden. December måned med alt hvad det indebærer og så lige en omgang sygdom oveni. Jeg ligger lige nu under dynen og forsøger at komme mig. Jeg er alene for første gang i virkelig lang tid og pludselig er der plads til tankerne. Der var én der spurgte mig forleden, om det ikke føltes fjollet at leve helt modsat den måde, vi forsøger at inspirere andre til at leve. Helt modsat dét liv, som vi ved,...

Foredrag i Århus

Vi er på sommerferie og jeg har været meget stille herinde. Men til gengæld helt til stede på Instagram. Fordi det nu engang er nemmere, at knalde et billede op dér – med lidt tekst og en update. Meget nemmere end at skrive en masse ord herinde, om alt det vi oplever, planlægger, tænker osv. Den fortælling må vente lidt endnu. Indtil da kan I følge med her på instagram: Instagramprofil Men i dag på Instagram, gik det op for mig, at jeg slet ikke har skrevet, at vi faktisk kommer til Århus og holder foredrag. Og det er jo en vigtig information, da en del har spurgt, om ikke vi lægger vejen forbi Århus. Og svaret er “Jo, det...

Et år siden…

I dag er det et år siden, vi kom sejlende ind i Svanemøllen efter to år i den store verden. Klokken 14 kunne vi gense familie og venner, som vi ikke havde set i to år. For første gang kunne vi vise vores bådbaby Danmark – og vi kunne vise Danmark vores bådbaby. Det var sgu en vild dag. Så vild, at vi ind imellem måtte snige os væk fra alle folk og hoppe ombord på Johanna, for lige at trække vejret eller tørre lidt tårer væk. For det var vildt. Både vildt fantastisk og vildt sørgeligt. Noget var slut. Noget, som havde forandret os, været hårdt og fantastisk og som havde fået os til at få et andet perspektiv...

Nok godter i posen…

Dag elleve i et liv uden børn helt tæt på fra morgen til aften. Status er, at Sylvester nu har sovet lur i vuggestuen tre dage i træk. Han græder, når jeg går og er ikke i strålende humør hele tiden. Men ting tager tid, børn er børn og gråd er det sprog, han har til at sige fra og protestere. Jeg har egentlig ro i maven. Jeg bevæger mig i en radius af max to kilometer omkring vuggestuen, har telefonen tæt på og når ikke at kaste mig over dybere projekter… Og så alligevel – i går mødtes jeg med et nyt bekendtskab, som jeg tror kan udvikle sig til alt muligt spændende og godt. Kaffen og snakken og...

(Også) dét tager tid…

Det er nu tre timer siden, jeg afleverede Sylle i vuggestuen. Tre timer siden jeg gik ud af døren og væk fra en grædende lille fyr, som (næsten) har forstået, hvad det her vuggestue-halløj går ud på. Jeg har gået med min telefon i hånden, siden jeg gik ud af døren. Og nu har de lige ringet. Han er faldet i søvn. Helt uden gråd. Nu sidder jeg i Classens have i solskin med et par timer foran mig. Da jeg stod op i morges, var jeg næsten klar til at droppe “projekt-vuggestue” – efter fire dages forsøg i sidste uge. Men selvfølgelig skal det ikke droppes, det skal bare have tid (ja, ja fire dage er ikke TID). Nu...