Så kom dagen.

Jeg vidste godt, at den her dag ville komme. Men det betyder ikke, at jeg er klar til den.

Har lige afleveret Liva i 3.klasse i et fint klasselokale hos hendes nye søde lærer og klassekammerater. Bertram er i 6.klasse hos sin søde lærer og sine nye klassekammerater. Gustav blev kørt til Langeland i går og flyttede ind i sit hjem for det næste år. Christian er cyklet på arbejde. Sylvester sover.

Det regner. Jeg har solbriller på. Og det er nødvendigt.
Hold nu kæft hvor jeg savner dem allerede. Hvad lavede jeg, før vi tog på langtur? Hvordan klarer man sig uden sin teenager i et helt år? Hvordan kan man vænne sig til ikke at have dem alle helt tæt på? Og hvorfor er her så stille?

Og så sidder du måske og tænke “Slap dog af. Sådan lever vi jo alle sammen og mon ikke du lige skulle tage dig sammen og give familien plads“. Og det ved jeg godt jeg skal. Og jeg prøver også. Og jeg siger det ikke højt til mine søde unger. Men bare fordi alle lever sådan, behøver det jo ikke at være den rigtige måde at leve på…

Men det er det rigtige for os lige nu. Og jeg ved godt, at mine unger har brug for det, og at de kan klare det. Og jeg ved godt, at jeg vænner mig til det. Men det er en omvæltning. Og jeg skal lige bruge lidt tid.

Sådan ser en efterskole-dreng ud. Og ja, han er blevet højere end mig…jeg vil bare så nødigt indrømme det!!

Sådan gik der en måned…


Det sværeste ved at komme hjem er, at vi ikke bare er os seks sammen. Vi kan godt mærke, at vi hurtigt mister nærheden og følingen med hinanden. Og at vi bliver helt glade, når vi lige har lidt tid sammen. – bare os seks.
Lige om lidt – faktisk om en uge – sender vi Gusse på efterskole. Og så ser vi ham ikke i to uger. Og så kommer han hjem i en weekend. Altså fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. To døgn. Det er virkelig lidt tid, efter at have haft to år sammen, hvor vi hele tiden har været så tæt. Det bliver nok hårdere for os end for Gusse. Heldigvis. For vi har jo hinanden. Og ham Gusse skal i gang med at smage på den store, nære verden med teenagere, guitarspil og skolegang.

Vi har været hjemme i en måned nu. Vi er ikke kommet en hverdag nærmere. Men vi er ved at have fyldt venne/familie depoterne op. Snart skal vi hjem fra øen og så skal vi tage hul på et liv hjemme. Med sengetider, som ungerne ikke har haft i to år. Med arbejdstider og madpakker. Med skoletasker og lange dage. Og med tid væk fra hinanden. Men også med frihed og oplevelser hver for sig. Og med en ny viden om hvordan vi kunne tænke os at leve vores hverdags-liv.

Heldigvis lander jeg hjemme i Danmark lige i rette tid til at fejre verdens bedste Nanna. Og det er på en måde det aller mest vigtige. Endelig at kunne være en del af livet hos de mennesker, der betyder mest. Og så er det lige meget, om jeg kunne drømme om en strand på Bahamas eller hummere på Tobago. For mest drømmer jeg om at være med til det, der betyder noget. Og lige nu er det fejring af en vigtig Nanna.

De næste par dage vil vi fortsat nyde øen og roen. Jagten på hundelorte, som belønnes med en 5’er pr stk. Da jeg var barn, samlede vi cigaretskod op på øen for 50 øre pr stk…og sådan ændrer det sig med tiden… Badeture og opvask med verdens smukkeste udsigt. Solskin og regnvejr og en bådbaby som synes, at det her liv er ret okay. En teenager, som har et kaos-sind lige nu. Fordi det er svært at sige farvel til et eventyr, være i et nyt og være på vej i et helt tredje. Men han er sej. Og han er sådan én, som jeg ville vælge, selvom han ikke var min søn. Det tænker jeg på en måde siger alt…

Og så er der to midterbørn, som jo godt ved, at deres liv ændrer sig lige om lidt. At der venter en samtale på en helt ny skole, en første skoledag i en helt ny klasse. Men også en masse nye venner og en form for normalitet, som de ikke har haft meget af de sidste to år. Og så venter der et liv uden farvel hele tiden. Det opvejer ret meget de svære ting. Og grundfølelsen hos dem begge er god. De glæder sig, er nervøse og spændte. Og fulde af taknemmelighed, over den verden, de har levet i i to år. Og de venskaber, som nu dyrkes på de sociale medier. Og minder dem om, at der er åbne døre i den store verden.

Nu gælder det det nære. Og vi er så klar.

Kække typer på en ø.

Og en tilfreds bådbaby.

Og så en opvaske-udsigt som gør, at man godt gider at tage den igen. Og igen.

Lige nu er vi her

I går var jeg hos Mille, som laver podcasten “Den digitale nomade“.

Sidst jeg snakkede med hende var jeg på St. Martin med kæmpe mave, tæt på termin og stadig på eventyr. Det kom der en fin podcast ud af, som man kan høre lige her. Og i går mødtes vi så for at følge op…

Vi snakkede om at komme hjem, om de spørgsmål man får og om hvordan eventyr ude i den store verden ændrer os. Mille har selv været afsted, og det var ret dejligt at snakke med hende om det hele. For hvordan skal man dog kunne forstå, hvordan det føles, hvis man ikke selv har prøvet noget lignende?
Som skrevet tidligere, har vi så mange gode mennesker omkring os. Venner, der stiller op, hænger ud og hygger. Og familie, der gør præcis det samme. Og det er jo netop den nærhed og tryghed, som jeg har savnet og glædet mig til.
Men i mødet med Mille, fik jeg noget andet. Mille og hendes familie har været hjemme i 8 uger (og væk fra Danmark i 6 år!!) – og hun har derfor et godt forspring og flere erfaringer med at lande i Danmark. Og så har hun en energi, som jeg lige snuppede lidt af, og tog med mig hjem i lommen. Mille har været i mine ører på det store Atlanterhav og inspireret til at turde fortsætte en livsstil, som ikke er helt almindelig i Danmark.
Og i går sad hun foran mig og var en slags bevis på, at der findes andre måder at leve det gode liv på. Og at vi ikke nødvendigvis forbinder “det gode liv” med samme værdier, som vores nabo eller vores kollega eller vores aller bedste veninde. Og det er okay. Det tror jeg, er en af de vigtigste læringer, vi skal tage med os. At vi har fundet ud af, hvordan vi gerne vil leve som familie og at vi skal gøre os umage med at følge de værdier, vi har fundet ude i verden. Og at vi fortsat skal være nysgerrige på andre måder at leve på. Og at andre kan mene, at det er meget mærkeligt, at jeg ikke stresser over ikke at kunne få hverken barselsdagpenge eller søge job lige nu. Det løser sig. Og det der hjem, vi på et tidspunkt er nødt til at finde, det dukker op. For sådan er det jo…
Christian har gode jobtilbud på hånden, så det var da virkelig heldigt, at vi ikke stressede over det eller begyndte at kigge stillinger og søge jobs, da vi var på eventyr.

Indtil vi finder ud af, præcis hvordan vi gør det i praksis – altså det med at leve efter vores rigtige værdier, er vi bare til stede. Stadig i sommerlandet med gode venner, en masse teenagere, børn og en hund. Og det er jo på sin helt egen måde det eneste rigtige at gøre, når man lige er landet efter to års eventyr…altså at tage en lille ferie på en græsplæne med badebassin og is i fryseren.
Alle nyder det. Skipper sover meget længe, bådbabyen vågner meget tidligt, og jeg prøver at navigere et sted midt imellem det. Og nyder mest at have stille morgener i bagende sol med baby, kaffe i koppen og ro (og engang imellem er jeg ved at blive vanvittig, over at alle andre i hele verden sover).

Jeg er stadig fan af den vilde luksus, det er, at have en vaskemaskine, en brødrister og en elkoger. Det kommer nok ikke til at blive normalt for os lige foreløbig.

Om ikke så længe drager vi videre til den lille ø i Stockholms skærgård. Også der er der ro, rutiner og noget velkendt. Og det er nok det, vi søger lige nu. Noget der er som det plejer at være, noget som ligner sig selv fra for to år siden. Men det er faktisk også netop i de her velkendte rammer, at vi kan mærke, at vi er forandrede. Men vi er også helt de samme. Og det er lettere at få det til at falde på plads, når vi ikke skal bruge energi på at være i noget nyt.
Så for nu nyder vi sommeren og ferien. Og lige om hjørnet venter store beslutninger.

Og den danske sommer er ret smuk (også på billeder, hvis man har sin Mira med en ordentlig telefon ved hånden. Og det har jeg heldigvis❤)

Sommerhusro og luksusliv

Vi er rykket i sommerhus. Til nye lyde, nye lugte og en helt anden følelse.
Tidligere, når vi tog i sommerhus, indstillede vi os på et liv med mere ro, mindre luksus og feriefølelse. Denne gang føles det her sommerhusliv som den rene luksus! Jeg har lige tændt for elkogeren (!!) og lavet mig en kop kaffe, sat en vask over i vaskemaskinen og sat mig ud på terrassen. Alt dette helt uden at vække resten af banden, som stadig ligger og snorker! Her er plads til at bådbabyen kan ligge og sprælle – uden at risikere at ryge på gulvet. Det bugner af bær og grøntsager i haven. Her er grønt over det hele og trampolinen står og lokker legesyge børn og voksne ombord. Fuglene synger og solen varmer – på en anden måde end på båden, hvor det også altid er lidt koldt.
Jeg elsker livet ombord. Jeg elsker lydene fra havnen og det er sket, at man har set mig gå tudende rundt med barnevognen på broen, – bare fordi jeg fik en følelse af lykke over at høre alle bådlydene. De lyde, som skipper bliver så irriteret over,- “for en sejlbåd skal ikke larme”. Men på en eller anden måde giver det en følelse af tryghed og ro – for mig altså. Jeg elsker det primitive, måske allermest fordi det minder mig om vores liv de sidste to år. Og jeg elsker at vi lever så tæt.

Men jeg elsker altså også det her for en stund. Jeg er vild med at kunne lave en kop kaffe på to minutter, at grave mine egne kartofler op, at vaske bådbabyens tøj og hænge det op på en ægte tørresnor (og ikke på bommen), at ungerne kan løbe rundt og at vi kan søge hver vores krog og være væk fra hinanden – men stadig sammen.

Og så er vi tilbage ved afvekslingen. For livet her i sommerhuset bliver anderledes, større og føles mere intenst, netop fordi vi i to år har levet en anden slags liv.

Vi har snart været hjemme to uger. Jeg bliver stadig spurgt om hvad der nu skal ske. Og jeg ved det stadig ikke. Vi har skrevet bådbabyen op til vuggestue – og det er da en start. Men vi vil helst først have at han starter næste sommer – og det begrænser mig selvfølgelig en smule. Det jobmæssige kører til gengæld for min skipper. Og så skal det hele nok gå.

Vi vælter os i gode aftaler. Og uden at det skal lyde som blær, så tror vi har verdens bedste venner og familie (ok, jeg gider godt blære mig med dem!!). Vi vælter os stadig i kram, omsorg, mad og snakke. De kommer bare forbi med morgenbrød, babytøj og guldøl. Og vi bader, griller og drikker portvin. Og når ikke de kommer forbi, så skriver de til os. Mest for at sige at de er lige der – (og måske tjekke at vi ikke er sejlet igen) og at vi altid må komme til mad, et bad eller en tøjvask. Vi har fået så mange tilbud om at låne biler og lejligheder. Og det er vildt overvældende! Og helt fantastisk. Og vi forsøger at give lidt igen. Om ikke andet kan vi fortælle lidt røverhistorier og byde på en rom fra Colombia, Cuba eller Panama. Og så kan vi tilbyde nærvær. Det kan jeg mærke at vi alle har taget med os.

Også selvom vi stadig flakker lidt. Og stadig forsøger at lande. Vi nyder på en anden måde og vi gør os umage på en anden måde. Og alting smager lidt bedre, dufter lidt mere og føles både helt som før og helt nyt.

Ungerne har haft en lidt svær uge, tror jeg. Fordi den følelse af “wow, vi er hjemme” har lagt sig og en ny følelse har overtaget. Og vi har ikke været særligt stationære de sidste mange måneder. Det skal man vænne sig til. Båden ligger lige der og vi er ikke på vej. Nu har en ny følelse overtaget. Og at være her i sommerhuset, hvor intet er ændret, – det er helt rigtigt. Kirsebærtræet står lige hvor det stod for to år siden, der kan stadig leges vandkamp og dagene leves med strand, jordbær og sen aftensmad. Det er lige hvad vi har brug for.

En uge efter

Der er gået en uge siden vi kom hjem. Og dagene flyver. Præcis som de gjorde i Caribien. Vi ser så mange mennesker og spiser så meget mad – og på den måde er det slet ikke som i Caribien.

Vi er ikke mindre forvirrede end sidst jeg skrev. Men vi føler os ret elskede. Og ret savnede. Og det er følelser, som man kan leve ret længe på. Så skide være med at vi er forvirrede, i tvivl om fremtiden og helt på røven økonomisk. Vi har verdens bedste netværk!

Facebook har ageret vores talerør ud i verden. Det er ikke et medie vi har brugt til at få hjælp før. Men vi har oplevet at sende et “sos” ud i verden et par gange nu – og hver eneste gang har vi fået tilbud om hjælp og kærlige tanker. Og pludselig har vi haft en barnevogn, en klapvogn, en sovepose, en bil til rådighed m.m. Jeg ved ikke om folk bare er blevet bedre til at dele eller om vi er blevet bedre til at bede om hjælp?

Uanset hvad, er det ihvertfald beskeder fulde af kærlighed der vælter ind både på facebook og på instagram. Det kan vi godt lide.

Vi har også haft besøg her i havnen af nogle af jer, der læser med på bloggen og kender vores eventyrs op – og nedture. 1000 tak fordi I giver jer tid til at dukke op og 1000 tak fordi I lader os møde jer, som har siddet derude og fundet jer i vores mange ord og følelser.

Vi er stadig helt skøre og ved stadig ikke hvilken vej vi skal gå. Men i går cyklede jeg for første gang i 2 år. Det kan jeg stadig godt finde ud af. Og i går badede vi i det kolde vand. Det var ikke så varmt som på Bahamas, men det var ret ok. Bådbabyen har lært at holde af barnevognen. Og ungerne har lært at holde af at ligge samme sted i mere end et par dage. Det er der også noget trygt ved.

Jeg er ved at vænne mig til at der i supermarkedet er så mange valgmuligheder. Og jeg skal nok lære at sætte pris på det igen. Christian er ved at vænne sig til de danske priser (som er blevet vildere på de her to år!! Men han behøver vel ikke brokke sig højlydt HVER gang??).

Vi sælger ud af vores langtursudstyr. Det er vist ret godt for kontoen, som står og gaber.

Vi har fundet ud af at der ingen barselspenge er at hente for mig, med mindre Christian melder sig ledig og søger om kontanthjælp. Det gør han ikke. Så der skal tjenes penge. Og det er ok.

Vi forbereder foredrag, har en aftale med et forlag om en udgivelse i 2019 og drømmer stort og lægger planer. Når der er mere på plads, skriver vi selvfølgelig om det her.

Lige nu sker der så mange ting. Mest af alt ting omkring det at lande i en hverdag igen. Derfor samler jeg status og tanker sammen og skriver kun et par gange om ugen. I stedet kommer det umiddelbare på instagram i ord og billeder. Det passer bedre lige nu. Til mig og til os.

Så hop ind og følg os på instagram therosentofts.dk

 

Older posts