Atlanterhavskryds med baby?

Vi er gået i tænkeboks. Atlanterhavskrydset nærmer sig og vi er stadig i tvivl om hvad der er den bedste løsning for os. Eller det vil sige én af os er i tvivl…alt er på en måde helt som det plejer. Skipper er rolig, helt rolig. Det der Atlanterhav kan bare komme an. Han skal nok få sin familie sikkert over – også mor og baby. Og han er ikke i tvivl. Det er det han ønsker og drømmer om. At afslutte turen sammen. Så er der en anden her på båden, som lige overvejer. Og tænker. Og mærker efter. Og kigger på den lille bitte bådbaby. Men som også har ret meget lyst til at tage turen. Der er...

Bådbaby, tigerhajer og venner

Når man er bådbaby her på Johanna, bliver man vejet med fiskevægt og målt med fiske-målebånd. Man bliver badet i en meget lille spand – og ret sjældent. Det fungerer fint. Der findes ingen sundhedsplejersker her på øen, så vi må lave vores egne systemer. Vores bådbaby har fået en meget fin fransk navle. Helt anderledes fra resten af familiens navler. Men så har han en god historie at fortælle, når han fremover bliver spurgt om sin navle (og der vil komme spørgsmål…) Lige om lidt er han en måned. Og han er vokset med rekordfart. Ligesom de tre andre er vokset på den her tur. Vi er ved at gøre klar til næste sejlads. Turen går til Bahamas. En...

Bådbaby – nu med pas

Vores udflugt til Guadeloupe gik som planlagt. Vi hoppede på et farvestrålende fly, Sylvester nød motorlarmen og sov hele vejen. Vi fandt kontoret, som lå i baglokalet på en kæmpe butik, op ad en lang trappe og ind gennem en glasdør. Og der hang skiltet, som fortalte os, at her kunne vores problemer blive løst. Efter 20 min havde Sylvester et nødpas og nu kan vi rejse med ham helt uden bøvl. Det rigtige pas er også bestilt og bliver leveret til Nassau om 4-6 uger. Alt har løst sig. Og vi har næsten glemt alt det bøvl vi har haft de sidste par uger. Og hvor var det heldigt, at farfar og farmor var her netop nu. Det havde...

Så er vi på vej…

Sidder i verdens mindste lufthavn og venter på verdens mindste fly med min skipper og min lille bitte baby. Morgenen startede med vækkeur klokken 6 og vi blev mindet om hvad det er der venter os hjemme om ca 4 måneder… Det savner vi ikke! Altså det med at blive vækket af et vækkeur, at være pressede på tid og skynde på ungerne. Vi sejlede ind og Sylvester var meget tilfreds med lidt motorlarm fra morgenstunden. De tre store unger blev smidt af hos farmor til hygge, bacon og fjernsyn. Og strandtur senere. Farfar skulle køre os i lufthavnen…men den skide bil ville ikke starte. Kun sige en masse mærkelige lyde. Så der stod skipper 1 og 2 og rodede...

Lillebror – et skridt tættere på at få ham med os…

Vi har knoklet hårdt for at få løst den her dumme situation vi er i. Det har betydet besøg på nye kontorer hver eneste dag, dog heldigvis ikke weekenden, da alle offentlige kontorer har lukket. Vi har været hos politi/immigration, collectivité (som svarer til borgerservice), præfekturet, haft utallige samtaler og skriverier med både den danske ambassade i Paris, udenrigsministeriet, konsulen på Bahamas og ambassaden i Mexico. Og i alle de mange samtaler og skriverier er vi blevet så lettede og glade, når vi er stødt på en person i den anden ende, som virkelig har hjulpet, været opfølgende og har taget vores problem seriøst… Lige så frustrerede er vi blevet, når vi bare er blevet sendt videre. Ingen ved rigtigt...
Older posts