Status på bådbabyen

Nu er ham den lille fyr næsten fire måneder. Det er ikke til at forstå, at tiden er gået så stærkt. For fire måneder siden var jeg stor og tyk og træt, Christian arbejdede, ungerne ventede og hverdagen var ikke altid lige sjov ombord på det varme skib. For fire måneder siden vidste vi ikke om vi skulle krydse Atlanten sammen – nu er det vores bedste fælles sejlerminde. For fire måneder siden vidste vi ikke at ham Sylvester ville være lige præcis vores lille bådbaby. Godt det blev ham!

Han vejer 8 kg.
Han er 68 cm lang.
Han har et dejligt blåt blik og (stadig) brede næver.
Han har et lille hoved og en lang stærk krop.
Han har Livas farver, Bertrams blik og Gustavs mund. Og så er han helt sin egen. Lille og stor, glad og sur, stille og snakkende – og ret vågen.

Han er mest glad og snakkende, men ret sur når hans behov ikke dækkes hurtigt nok.
Han hader sut. Som i virkelig hader… Vi aner ikke hvad vi skal gøre. Alle sutter på markedet er afprøvet og engang imellem accepterer han den 10 min, for derefter at spytte den ud og nægte at tage den igen. Han putter ellers ALT andet i munden. Jeg er sikker på at livet ville blive lidt nemmere med sut.
Han sover helst på mig eller helt tæt på mig. Han elsker motorlarm og reagerer absolut ikke på hverken krængning eller sejl der larmer.
Han smiler og griner og er helt skøn.
Han er elsket enormt af sine søskende og er uden tvivl en meget heldig lille “båd-kartoffel”.

Nu begynder en nyt slags liv snart for ham. Vi er spændte på, hvad han siger til det. Til uroen og mange mennesker og aftaler og billarm og byliv. Han skal helt sikkert vænne sig til det. Men heldigvis starter vi roligt med havneliv, sommerhus og svensk skærgårdsø. Og når vi lander, så lander vores lille bådbaby nok også.

Atlanterhavskryds med baby?

Vi er gået i tænkeboks. Atlanterhavskrydset nærmer sig og vi er stadig i tvivl om hvad der er den bedste løsning for os. Eller det vil sige én af os er i tvivl…alt er på en måde helt som det plejer. Skipper er rolig, helt rolig. Det der Atlanterhav kan bare komme an. Han skal nok få sin familie sikkert over – også mor og baby. Og han er ikke i tvivl. Det er det han ønsker og drømmer om. At afslutte turen sammen. Så er der en anden her på båden, som lige overvejer. Og tænker. Og mærker efter. Og kigger på den lille bitte bådbaby. Men som også har ret meget lyst til at tage turen.

Der er to muligheder:

1. At jeg flyver fra Bahamas til Azorerne med Liva og lillebror. Og Christian og drengene sejler Johanna til Azorerne og så mødes vi alle seks der.

2. At hele familien sejler sammen fra Bahamas til Azorerne.

Inden lillebror kom var jeg sikker på at løsningen ville vise sig, når vi havde mødt den lille fyr og mærket hvordan det var at have en baby her på båden. Den – altså beslutningen – har ikke vist sig endnu.

Men jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at splitte familien op. Hvis jeg flyver med Liva og lillebror, kommer vi til at være væk fra hinanden i minimum 3 uger. Det vil koste en masse penge, skabe en masse uro for både store og små og mine tanker vil alligevel hele tiden være på det der store hav. Det var ikke sjovt at vente på Christian sidst han krydsede – og måske er det bedre for mig at være en del af det. At passe på Christian og drengene også. Og når jeg nu faktisk har lyst til at være en del af det…
Når jeg spørger min skipper om han tror han kan passe på os, svarer han: “Jeg ved jeg kan passe på jer”. – Og det ved jeg også at han kan. Og hvis ikke jeg havde den tryghed i at have ham som min skipper, så ville jeg ikke overveje det.
Og jeg ved at vi er stærkest sammen. Og at vi er seje sammen. Men et Atlanterhavskryds med en baby på 2,5 måned…kan man det?

Jeg ved, at der på havet vil komme dage, hvor det ikke er sjovt og hvor jeg måske fortryder beslutningen. Og jeg ved, at der vil sidde en del mennesker hjemme i Danmark, som overhovedet ikke kan forstå vores beslutning (hvis vi altså beslutter at sejle med). Men det kan jo ikke være afgørende for hvad vi beslutter.

Jeg ved også, at der vil være (alt for) mange dage, hvor jeg går rundt på Azorerne og fortryder min beslutning (hvis vi beslutter at jeg skal flyve med de to små). Og føler, at jeg er det helt forkerte sted. Og jeg vil højst sandsynligt fortryde beslutningen både før, under og efter.

Vi er i gang med at forberede båden, så vi har muligheden for at sejle med. Det betyder at vi (på trods af virkelig lavvande i pengepungen) har besluttet – her i sidste øjeblik – at få syet sider på vores sprayhood. Det er en stor udgift her i sidste kapitel af eventyret, men det er også en god investering i vores liv hjemme i kolde (og våde) Danmark, hvor vi starter med at skulle bo ombord på Johanna.

Hvis vi krydser Atlanten, er vi nødt til at have et sted, hvor vi kan sidde trygt og sikkert med Sylvester. Og trygheden i at vide at vores cockpittet er lukket næsten hele vejen rundt, forestiller jeg mig også vil give en ny form for ro, når jeg ligger i vores kahyt og ammer og mørket falder på. Især når jeg ved at mine bitte små drenge på 11 og 15 år sidder derude med redningsveste og livliner og har en fest over at være på vagt på Atlanterhavet i mørket…

Der er ikke andre der kan tage beslutningen for os. Men hvis der sidder folk derude med erfaringer…altså andre der har sejlet med bitte små babyer på de meget store have, så skriv lige til mig eller skriv en kommentar, hvis jeg må skrive til jer. Er der et eller andet jeg bør vide, tænke over, forberede?

Beslutningen skal ikke tages helt endnu. Men det er fandme tæt på. Inden vi drager herfra tager vi en tur forbi en børnelæge og får lavet et tjek på lille Sylvester. Men vi kan jo godt mærke, at han har det dejligt – og han vil helt sikkert nyde roen på båden. Og nyde at have sine fem mennesker helt tæt på i 17-18 dage uden afbrydelser, indkøb og ture.

Man havde ikke forestillet sig, at jeg helt seriøst ville sidde og overveje at sejle over Atlanten med hele familien og en lille ny baby, hvis man læser mine tanker og følelser fra starten af den her tur.

Der kan alligevel ske meget på 20 måneder…

Er det mon det samlede Atlanterhavshold??

Er det mon det samlede Atlanterhavshold??

Bådbaby, tigerhajer og venner

Når man er bådbaby her på Johanna, bliver man vejet med fiskevægt og målt med fiske-målebånd. Man bliver badet i en meget lille spand – og ret sjældent. Det fungerer fint. Der findes ingen sundhedsplejersker her på øen, så vi må lave vores egne systemer.

Sylvester med fiskevægt og målebånd

Sylvester med fiskevægt og målebånd

Vores bådbaby har fået en meget fin fransk navle. Helt anderledes fra resten af familiens navler. Men så har han en god historie at fortælle, når han fremover bliver spurgt om sin navle (og der vil komme spørgsmål…)
Lige om lidt er han en måned. Og han er vokset med rekordfart. Ligesom de tre andre er vokset på den her tur.

img_1208

Vi er ved at gøre klar til næste sejlads. Turen går til Bahamas. En tur på ca 600 sømil – altså 4-5 døgn på havet med vores aller nyeste besætningsmedlem. En god prøve for os alle, inden beslutningen om Atlanten skal tages.
Der er nedtælling. Drengene glæder sig vildt til at svømme med tigerhajer. Ikke mig. Tanken om de der drenge i havet sammen med tigerhajer…ikke en rar tanke! Men vi er ved at være parate til nye eventyr, til sandstrande, palmer, friskfangede fisk og andre sejlende familier. Cruisermiljøet her på St. Martin er stadig helt anderledes end sidst vi var her. Ungerne trænger til venner. Vi trænger til venner og barbecue på stranden.

Og Polonica venter på os på Bahamas – så vi skynder os langsomt!

Bådbaby – nu med pas

img_1075

Vores udflugt til Guadeloupe gik som planlagt. Vi hoppede på et farvestrålende fly, Sylvester nød motorlarmen og sov hele vejen. Vi fandt kontoret, som lå i baglokalet på en kæmpe butik, op ad en lang trappe og ind gennem en glasdør. Og der hang skiltet, som fortalte os, at her kunne vores problemer blive løst.

img_1052

img_5904

img_5901
Efter 20 min havde Sylvester et nødpas og nu kan vi rejse med ham helt uden bøvl. Det rigtige pas er også bestilt og bliver leveret til Nassau om 4-6 uger.
Alt har løst sig. Og vi har næsten glemt alt det bøvl vi har haft de sidste par uger. Og hvor var det heldigt, at farfar og farmor var her netop nu. Det havde været så heftigt at stå med alt det her selv. (mere…)

Så er vi på vej…

Sidder i verdens mindste lufthavn og venter på verdens mindste fly med min skipper og min lille bitte baby. Morgenen startede med vækkeur klokken 6 og vi blev mindet om hvad det er der venter os hjemme om ca 4 måneder… Det savner vi ikke! Altså det med at blive vækket af et vækkeur, at være pressede på tid og skynde på ungerne.

Vi sejlede ind og Sylvester var meget tilfreds med lidt motorlarm fra morgenstunden.

img_1045

De tre store unger blev smidt af hos farmor til hygge, bacon og fjernsyn. Og strandtur senere. Farfar skulle køre os i lufthavnen…men den skide bil ville ikke starte. Kun sige en masse mærkelige lyde. Så der stod skipper 1 og 2 og rodede med bil klokken lort om morgenen med en flyafgang der rykkede nærmere.

Det blev heldigvis hurtigt droppet og vi besluttede os for at finde en bil der ville tage os med – 2 voksne og en baby i autostol på en køretur hele vejen til lufthavnen (ca 30 min). Og efter 2 minutter stoppede Claire med sine 3 børn, der bare rykkede sammen og lavede plads til os. Claire, som godt vidste hvordan det var at være rejsende og på udebane og bare gerne ville hjælpe. Claire var flyttet til St. Martin fra Marokko (hvor familien havde boet i 3 år) for en måned siden og arbejdede nu som lærer på en skole tæt på lufthavnen. Hun sørgede lige for at vores morgen blev meget bedre og det blev en hyggelig køretur med en sød familie. Vi inviterede dem selvfølgelig ud på vores båd lige så snart de havde lyst. Og blev igen helt glade for den måde man behandler hinanden på herude i verden. Det er svært at forestille sig det samme ske hjemme i Danmark…

Nu sidder vi i lufthavnen. Er kommet igennem sikkerhedskontrollen. Alle papirer er i mappen. Sylvester sover. Og vi sidder lige og lander. Det er længe siden vi har været bare os to – uden andres behov.

Guadeloupe i dag er blevet lavet om til en hyggelig udflugt for far, mor og baby. Og forhåbentlig sidder vi i aften ved 18-tiden med et midlertidigt pas til lille Sylvester – og et rigtigt pas bestilt til levering på Bahamas. Det har været en udfordring. Men det er ok nu. Vi klarede også denne her og snart rejser ham den lille med os videre på eventyr.

Pasfotoet blev som de der oftest bliver, når det er babyer der er på:

img_1037

Vi opdaterer, når det der pas er i hus og vi igen er på vej hjem til farfar, farmor og de tre store unger. Forhåbentlig glider alt og vi kan spise frokost i solen og nyde vores lille udflugt med baby…

Men man ved sgu aldrig…