Østerbro avis

Selvom der er lidt stille her på bloggen, er der virkelig ikke stille ombord på S/Y Johanna. Snart kommer der lidt status på besætningens landing.

Men lige her kan I læse en artikel fra Østerbro avis. Det er ikke helt rigtigt, at vi sejlede til den svenske skærgård…nææææ, vi kørte i bil og bådbabyen foretrækker helt klart at sejle!

Læs om at være afsted, at komme hjem og om at man bare skal gøre det!!

Lige her!

Teenageren var ude og derfor var det kun 5, der kunne posere for avisen…

Billedet er fra Østerbro avis og taget af Dan Møller

 

 

Nyt fra os – endnu et ø-paradis!

Jeg troede ikke på at der fandtes et eventyr på den anden side af St.Martin. Stemningen var tung og de store solbriller fundet frem, da vi trak ankeret op i Marigot bay, St.Martin og sejlede ud i den varme aften med kurs mod BVI’s.
Sejlturen på ca 90 sømil foregik desværre mest for motor – vinden døde helt i løbet af natten. Men vores lille bådbaby holder meget af motorlyden og natten var derfor rolig for ham – og mig.

BVI’s er endnu et af de steder, som ikke stod på listen, som ikke var en del af de store planer og som har taget os alle med storm. Vi er faldet pladask for stedet her, for det helt turkise vand, øerne som ligger tæt og alle de fisk som bliver hevet op OG skudt hver dag. Vi lever som konger og det forråd, som vi har slæbt hjem af flere omgange på St. Martin er ikke skrumpet væsentligt.

Øerne her har det hele. Undtagen by. Og by er hele familien heldigvis trætte af. BVI’s blev ramt endnu hårdere end St.Martin af efterårets orkaner, derfor var vi spændte på hvad der ville møde os. Vi har stort set ikke været i land, men levet vores liv på båden, i vandet og en enkelt gang eller to på stranden. Ungerne nyder igen at kunne snorkle og leve i vandet, der er så klart at vi kan se vores anker og kæde selv på 15 meter vand. Det er vildt igen at fornemme hvor levende det er under os – havskildpadder, kæmpe barracudaer og alt muligt andet lige her under os og rundt om os. Vi har sejlet småture hver dag og er om formiddagen ankommet til en ny paradisø, drengene har fanget aftensmad som er blevet indtaget sammen med vores nye venner på Summerstar. Vi ville ønske, vi kunne blive her en måned mere, vi ville også ønske at der var længere tid til eventyr. Det er dét her vi har savnet på St.Martin – men der var fokus et andet.

Lillebror, vores bådbaby, Sylvester, mindste skipperen og skrigebananen. Jep, han er ikke ubetinget vild med varmen eller at være for langt væk fra sin mor. Det betyder, at jeg de første par døgn mest oplevede det her smukke sted inde fra mørket i min kahyt med blæseren kørende for fulde drøn. Det betød også, at jeg faldt i søvn uden aftensmad med en bådbaby ved brystet. Og det betød, at vi blev mindet om, at der er lyd på babyer. Og det er fandme lidt hårdt på 42 fod. Og uden en barnevogn eller bare en mulighed for at gå en lille tur. Og uden min mor og far tæt på til lige at trøste og aflaste lidt.
Men…Han vokser og lander. Vi lærer ham at kende. Og vi lander. Og for hver dag har jeg været en smule mere udenfor kahytten. I dag har jeg meget røde kinder og lidt for røde skuldre, fordi han faktisk sov 3 timer i streg i skyggen i cockpittet uden at kalde på mig hvert 10. minut.
Jeg er glad for at han er nummer 4. Og at vi godt ved, at det her bare er en fase. Og at det vist er noget med at den her verden opfattes langsomt – men voldsomt at vores nyeste lille mennesker (selvom han er helt alene med os på en meget lille båd i en kæmpe verden). Og jeg er glad for at jeg har 3 positive mennesker omkring mig hele tiden, der er så gode til at få øje på det gode og på lillebrors udvikling og trivsel. De er alle enige om, at i dag har været den bedste dag på BVI’s…for i dag har Sylvester smilet meget, grædt lidt og vi har spist is. Og så er der blevet fanget en ret stor fisk.

Og hvis der er noget vi kan sige med sikkerhed så er det, at vores bådbaby er mest rolig når vi sejler. Mindre rolig når vi ligger for anker og der sker for meget. Og det taler jo ret meget for et Atlanterhavskryds…

Men nu tager vi lige den der tur til Bahamas. ETA om ca 4 dage. Og derfor stilhed fra os indtil vi har kastet anker.

Det her bliver helt uden billeder…nettet er for dårligt til at uploade. Men de følger senere…!

 

Godt nytår…eller…

Mens I hjemme i Danmark fejrede nytår og måske hoppede ned fra stole, borde eller en sofa, besluttede vi her på Johanna at det slet ikke var rigtigt nytår i går. Men faktisk først i næste uge – altså på søndag, når vi forhåbentlig er landet trygt og sikkert på St.Martin.

Beslutningen blev taget efter 8 timers sejlads i modvind, der gjorde at vi blev forsinkede og derfor ikke kunne nå i land og købe ind. Derfor lå vi nytårsaften i en rullende ankerbugt, menuen bestod af alt godt fra dåsen og lidt saftevand og da klokken slog “nyt år”, der lå vi alle sammen i vores senge og sov. For vi havde jo besluttet, at det slet ikke var rigtigt nytår i går…

Men derfor blev det alligevel til tanker i mørket. 2018 bliver på mange måder et vildt år for vores familie. Det bliver året, hvor vi lander hjemme i Danmark og skal til at skabe en ny hverdag – hvor skal vi bo og hvad skal vi lave? Og det bliver også året, hvor vi bliver 6 i familien – hvordan har man 4 børn? Og så skal vi lure hvordan vi lever et liv derhjemme efter det her eventyr…

Godt nytår til alle jer. Nu tager vi forhåbentlig hul på vores sidste lange stræk i et stykke tid. Vi håber på afgang i morgen.

ETA St. Martin 4-5 dage.

 

Der blev ellers fisket på vejen, for at fange nytårfisk…men ingen spiselige fisk blev hevet op denne gang:

img_0436

img_0439

 

Hjem igen…

Efter en lille uge i Havana er vi nu på vej hjem til båden. 15 timer i en bus til Santiago de Cuba. Og så er vi i en helt anden virkelighed.
Vi har fået lov at være turister og har elsket at gå rundt i byen. Havana er en særlig by og på magisk vis passer det til alle de billeder vi havde af byen. Der er virkelig gamle smukke biler i alle gader, cubanerne sidder i gaderne med store cigarer og snakker med deres naboer og der er musik på hvert et gadehjørne. Det er svært ikke at grebet af stemningen. Og det er vi blevet. Og vi har nydt en lille ferie væk fra køkkenet, de smalle senge og selvfølgelig den dårlige samvittighed. Egentlig har vi bare hængt mest ud i gaderne, besøgt lokale gallerier og snakket med gode mennesker med gode historier at fortælle.
Men nu er vi klar til at tage hjem. Og Polonica ligger i Santiago de Cuba og venter på os. Vi glæder os til et par dage med dem. Hvor vi sejler hen efter Cuba er ikke afgjort endnu. Men vi drømmer om at være på St. Martin om ca 2 uger. En plan der efterhånden ikke lyder helt realistisk…
Der er kun ca 1 uge til jul og vi ved altså ikke hvor vi kommer til at være juleaften. Det har jeg det lidt svært med. Jeg savner stearinlys og mørke og julesange – og pynt. Og jeg savner at have mine mennesker omkring mig. En del af det er helt sikkert på grund af maven der vokser – og behovet for at skabe et hjem og gøre klar. Og i stedet er vi så i gang med fortsat at opleve og er på farten. Det er et eller andet ved de to ting, der ikke matcher lige nu.
Min barsel starter når vi lander på St.Martin. Og når den der jordemoder er fundet. Og der er ikke engang 2 måneder til termin nu.

Vi når det hele…

Man kan altid snyde sig til lidt jul på et af de store hoteller i Havana...

Man kan altid snyde sig til lidt jul på et af de store hoteller i Havana…

San Blas – om det stille liv

Vi er stadig på San Blas. Tager måske herfra i morgen – det afhænger af meldingen fra Irie rose og deres bådsalg.

Livet her på San Blas er simpelt, stille og ret godt.

Vi vågner om morgenen, spiser morgenmad, hopper i vandet, laver skole. Og så er klokken ca frokosttid. Så spiser vi.

Så tager drengene på jagt efter aftensmad og Liva og jeg tager som regel enten på opdagelse på den nærmeste ø eller hænger ud på båden.

Så kommer drengene tilbage med enten fisk eller hummere og så skal der laves aftensmad.

Når det er mørkt og klokken er 20, er hele familien så trætte at alle hopper i seng.

Og sådan går dagene.

Med en udsigt, som vi ikke troede eksisterede og som man aldrig bliver træt af.

Vand så klart, at man kan se alle nuancer

Vand så klart, at man kan se alle nuancer

Byen ved Rio Diablo - som ligger på en der gradvist udvides med skrald

Byen ved Rio Diablo – som ligger på en ø, der gradvist udvides med skrald

Rio Diablo

Rio Diablo

En af de mange smukke strande

En af de mange smukke strande

Hummerfangst

Hummerfangst

Søkortene her er så upræcise, så vi har ungerne til at holde øje med rev...

Søkortene her er så upræcise, så vi har ungerne til at holde øje med rev…