Runde: de vildeste oplevelser

 

Stille morgen i cockpittet. Christian spiller guitar, drengene dimser og de to små sover. Og jeg vågner. Helt langsomt. Og kigger tilbage på to år, som har været såååå vilde! Det er ok at være på vej hjem. Men det er fandme også ok at være trist over en tid der er ved at slutte. Jeg har (som man måske har luret) aldrig været super god til store forandringer. Eller jo, jeg er ok god til det, men det tager mig tid. Og jeg har fundet ud af at den tid må jeg acceptere at bruge. Jeg kan ikke forcere det. Jeg kan ikke trykke på en knap og så være i det nye uden at føle en sorg over det der slutter.
Sådan har Christian det ikke. Han er så vildt god til at omstille sig. Jeg tror hans reaktion over at være hjemme kommer senere. Måske kommer den når hverdagen rammer os med skole, madpakker og job. Måske første gang han opdager, at han ikke lige kan række armen ud og trække mig ind til sig (det håber jeg på en måde…). Eller måske når det bliver mig der fortæller ham historier om hvad vores bådbaby nu har lært – måske lige der, hvor han får det fortalt i stedet for at opleve det selv.
Eller også glider han ganske langsomt ind i den hverdag, der venter os og er lige så skide god til det, som han har været til at tage på eventyr. Det føles engang imellem som om jeg har giftet mig med Supermand:)

I går tog vi en lille runde. Alle skulle fortælle om deres bedste oplevelse, det vildeste minde eller det, de tror, har ændret dem mest på turen. Det var vildt. For det satte gang i tankerne og følelserne og pludselig var vi i gang med en rutschebane-tur i to års eventyrland. Det burde vi gøre noget oftere.
Nå, men de oplevelser vi hver især synes var aller vildeste, har vi valgt at dele her:

Liva vil aldrig glemme dengang vi reddede den store leatherback turtle på Tobago. Hvis ikke Gustav havde set den skildpadde, ville den have været død. Og det var meget vildt at sidde i en lille bitte jolle og se sådan et stort dyr, som havde brug for hjælp. Heldigvis klarede den det. Det skrev jeg om her.

Bertram har 1000 ting han har lyst til at fremhæve. Men han endte på dengang vi fangede en Marlin på vej til Colombia. Bertram siger: Det var fedt, fordi den var så stor og følelsen af at hive den ombord kan man ikke beskrive. Det var en drøm der kom til live. Her er der billeder af den – både hos os og den colombianske kystvagt.

Gustav – den store fiskeentusiast – ender også på dengang vi fangede en Marlin. Så stor en fisk havde han kun drømt om at fange. Alle fisk han fanger fremover, vil blive sammenlignet med kongefisken.

Skippers største succes og oplevelse var at få hele familien med over Atlanten. At have tre uger sammen på et stort hav og nyde det. Og følelsen af at hele familien var klar til det. Og at han var lykkedes med at få alle til at have lyst til det – og at alle var vide med det! Atlanterhavskrydset har jeg skrevet om her og skippers logbog er her, her og her.

Sådan så vi ud efter ankomst

Jeg endte (selvfølgelig) også med at nævne alle mulige små glimt af noget større. Jeg elskede Colombia – både vores tur på vej dertil langs den øde kyst – og Cartagena, som kan noget helt særligt. Og Grenada vil også for altid have en særlig plads hos mig – både på grund af vores tætte venskab med Drum, som blev etableret der, men også fordi Grenada kunne det hele…by, jungle, vand og vilde ture. Og vores bådbaby har for evigt sørget for at St.Martin har betydning – det er hans fødested og en dag er vi nødt til at tage tilbage og vise ham hvor han kom til verden. Og Cuba…Cuba, som var så særlig for os- Og Bahamas, som vi er nødt til også at besøge igen – gerne i 4-5 mdr.
Men så blev jeg meta-agtig og så det hele lidt ovenfra… Rejsen i sig selv. Vores udvikling som familie. At vi er her nu med alle de vilde, skøre og fantastiske oplevelser, at vi har krydset Atlanten sammen, at vi har lavet et nyt mennesker ude i den store verden, at vi har fået venner fra ret mange steder i verden – og at vi stadig har lyst til at være sammen efter 2 år på 42 fod!

Se, det er vildt for mig!

Også en ret vild oplevelse.

Men nu slutter dette eventyr snart. Meget snart. I nat sov vi i Rødvig og i dag sover vi i Dragør. Og så er det søndag. Og så skal vi hjem. Og så skal vi tage hul på det nye.

Hørt ved morgenbordet

Bertram sidder med Sylvester og kysser ham. Pludselig siger han “man kan godt lugte på Sylvester, at han hører til den her familie
Hvordan?” spørger jeg og forventer en sød forklaring om hjemlige dufte af varme boller og solskin.
Jo, det er fordi han også (!!) lugter lidt af våd hund i håret...” svarer Bertram uden at tænke sig om…
Så hvis man er i tvivl, så er det altså sådan den her familie lugter.

Af våd hund. img_3915

 

Om ungerne

Vi er endelig sejlet videre fra Georgetown. Det var svært. Vi skulle have været sejlet i mandags – men i dag er det fredag og på en eller anden måde, tog den ene dag den anden. Og ungerne havde det så fantastisk og det var svært at skulle stoppe det. Svært igen at tage afsked. Og svært at sejle til noget, som vi ikke helt ved hvad er. Vi ved dog at vi skal mødes med en anden dansk båd, Xarradola, i Nassau om et par dage. De skal med hjem til Danmark. Og vi ved, at det der kryds ligger og venter. Og så ved vi, at der ligger et eventyr på den anden side af Atlanten – og at der venter et eventyr, når vi lander i Danmark. Men vi ved ikke om ungerne får den her følelse af leg og frihed igen lige foreløbig. Og den her oplevelse har været så meget værd for dem!

Vi har ikke set dem så meget. De er virkelig taget afsted tidligt om morgenen og har været fordybet hele dagen – kun afbrudt af de obligatoriske måltider, solcremepåsmøringer og vandopfyldning – og det har været trætte og glade børn, der er faldet omkuld i deres kahytter om aftenen. Alt for sent. Skole har fyldt alt for lidt. Til gengæld har de snakket engelsk fra morgen til aften. Liva kan indimellem bedre huske ordene på engelsk…hun leder efter det danske ord, når hun skal beskrive en leg de har leget. Og det er jo klart, når det hele foregår på engelsk. Ret vildt.

Der var en der skrev en kommentar på vores instagram-profil den anden dag – om at ungerne blev livsduelige og at det her blev en del af deres rygsæk. Og den kommentar dukker op i mit hoved igen og igen. For selv om jeg godt ved det, så er det dejligt at blive mindet om. Og hvad er det der gør børn livsduelige? Det er vel blandt andet at de får lov til at føle ansvar, at de lærer at begå sig i grupper og at de er nysgerrige på sig selv og verden. Det har Christian og jeg ihvertfald snakket om en mørk aften i cockpittet. Hvis ungerne tager det med sig hjem i rygsækken, så er vi glade og stolte. Og uanset hvad der så venter, så klarer de det.
Jeg er helt sikker på at de her 10 dage i Georgetown bliver et af de minder, som altid vil ligge som en lykke og et savn i deres rygsæk. For det bliver fandme svært at hamle op med de oplevelser og de venner de har fået her. Og det er ok. For vi tager det med os.

img_3830

img_1495

 

img_3833

Nu bevæger vi os langsomt mod Nassau. Med stop forskellige steder – vi skal selvfølgelig svømme med grise (som man gør et sted her ved Exuma), dykke i en James Bond grotte og måske klappe en haj.

Vi vil bare helst blive…

Stadig i Georgetown, Bahamas. Vi kan ikke komme væk. Hver dag aftaler Christian og jeg, at “i morgen” sejler vi videre. Og hver dag får ungerne overtalt os til at blive en dag mere. Og det er slet ikke svært for dem. Her er virkelig skønt. Og her er virkelig nemt at være. Og så er der bunker af børn! Lige som vi har drømt om og sukket efter de sidste maaaange måneder.

Nu er de her. Børnebåde fra Canada, USA og Australien med børn i alle aldre – og legekammerater til alle! Der er ovenikøbet teenagere! Piger, der gider at synge til Gustavs guitarspil med fine lyse stemmer på stranden rundt om bålet. Og Liva har endelig fundet en bunke piger, som gider at lave gymnastik på stranden. Og Bertram får surfet med en masse andre bådbørn. Endelig. Alt det vi har glædet os til og fantaseret om de mange kedelige måneder på St.Martin. Og så har vi travlt. Det er så dårlig timing og helt ærligt, så har jeg drømt om at kunne sige “fuck det, vi bliver bare et par måneder mere“. For sådan har vores liv jo været en stor del af tiden de sidste 22 måneder. Vi er sejlet videre, når vi var færdige med at opleve, lege, nyde og opdage.

Men nu er vi allerede på vej ind i en struktur, som er styret af tid. Vi har ikke tid til at blive her så længe, som vi godt kunne tænke os. Og pludselig virker den der hverdag hjemme i Danmark meget lidt lokkende…for der er den der tid jo også styrende for alt. Og tid har ikke fyldt meget for os. Vi har stadig ikke styr på hvilken dag det er, hvad klokken er eller hvornår vi sidst vaskede os. Og det er så helt rigtigt for os – og vi er blevet så gode til at leve på denne måde.

Men vi skal videre. Vi ved det godt. Skal helst være i Nassau i slutningen af denne måned, så vi kan gøre klar til at krydse, når det rigtige vejrvindue kommer. Og det ville da være skørt ikke at nå at opleve “James Bond grotten” og svømme med grise og klappe hajer – alt sammen på vej til Nassau. Alt det har ungerne glædet sig vildt til. Men det eneste de har lyst til nu, er at vågne tidligt, kaste morgenmad i sig (helst springe skole over), padle ind på stranden på vores board og mødes med de ca 10-12 andre børn i alle aldre. Og så ser vi dem ikke. Så er øen deres og de glider ind og ud af lege, guitarspil, sang, surfing og volleyball. Vi sejler ind og afleverer mad, drikke og solcreme, når vi synes de har været uden vådt og tørt for længe. Så samles alle børn og voksne om eftermiddagen – og efter et par timer med snak, bål og badning, hives ungerne med ud til båden for at få lidt mad. Derefter er der mørkeleg på stranden med skrig, der kan høres på alle både i ankerbugten. Og så kommer de hjem. Rødkindede, saltede, trætte og helt lykkelige.

Jeg kan godt forstå, de ikke vil væk fra dette.

Det vil jeg egentlig heller ikke.

Liva og ny veninde på vej hjem fra stranden.

Liva og ny veninde på vej hjem fra stranden.

Bål og hygge på stranden.

Bål og hygge på stranden.

Gustav og pigerne...

Gustav og pigerne…

Virkelig mange mennesker på vores helt egen strand.

Virkelig mange mennesker på vores helt egen strand.

Gymnastik på stranden.

Gymnastik på stranden.

 

Om dumme drømme

Bertram drømmer dumme drømme om at komme hjem. Altså vaskeægte drømme om natten. Han vågner om morgenen og er god til at sige det højt. De handler mest gråvejr, vandpytter og kedsomhed. Om ham der slæber sig hjem fra skole og har våde sko og strømper når han kommer hjem. Om ret mange lektier – mest matematik. Om en hverdag, hvor alle bare sidder bag hver deres skærm og ikke snakker sammen. Av.
Nu hvor han har oplevet, hvordan man også kan leve sit liv, bliver det selvfølgelig svært at vende tilbage. Han elsker det her. Og han er så skide god til at være i det.
Så vi laver planer om hvordan det skal blive når vi kommer hjem. Og i virkeligheden skal der ikke så meget til. Han drømmer bare om, at vi også når vi kommer hjem “engang imellem kan spille et spil sammen om mandagen, se en film sammen om fredagen og så se en masse mennesker og være sammen.”
Det kan jeg godt love ham!

img_5206 img_3737

Older posts