Så er vi på vej…

Sidder i verdens mindste lufthavn og venter på verdens mindste fly med min skipper og min lille bitte baby. Morgenen startede med vækkeur klokken 6 og vi blev mindet om hvad det er der venter os hjemme om ca 4 måneder… Det savner vi ikke! Altså det med at blive vækket af et vækkeur, at være pressede på tid og skynde på ungerne. Vi sejlede ind og Sylvester var meget tilfreds med lidt motorlarm fra morgenstunden. De tre store unger blev smidt af hos farmor til hygge, bacon og fjernsyn. Og strandtur senere. Farfar skulle køre os i lufthavnen…men den skide bil ville ikke starte. Kun sige en masse mærkelige lyde. Så der stod skipper 1 og 2 og rodede...

Lillebror – et skridt tættere på at få ham med os…

Vi har knoklet hårdt for at få løst den her dumme situation vi er i. Det har betydet besøg på nye kontorer hver eneste dag, dog heldigvis ikke weekenden, da alle offentlige kontorer har lukket. Vi har været hos politi/immigration, collectivité (som svarer til borgerservice), præfekturet, haft utallige samtaler og skriverier med både den danske ambassade i Paris, udenrigsministeriet, konsulen på Bahamas og ambassaden i Mexico. Og i alle de mange samtaler og skriverier er vi blevet så lettede og glade, når vi er stødt på en person i den anden ende, som virkelig har hjulpet, været opfølgende og har taget vores problem seriøst… Lige så frustrerede er vi blevet, når vi bare er blevet sendt videre. Ingen ved rigtigt...

Vi vil bare gerne have lillebror med hjem (lovligt)…

Ved siden af det her dejlige luksusliv, som vi lever lige nu, kæmper vi for at få alle papirer på Sylvester i orden. Det er ikke nemt. Og alle forestillinger om at det gav mening at føde på St.Martin – netop fordi det er EU – holder ikke. Ingen her på øen kan tilsyneladende hjælpe os. Deres løsning er at vi flyver til Paris og går til den danske ambassade og får lavet pas der. Problemet er at vi kun har en fødselsattest på lille Sylvester og den kan han ikke rejse på. Derudover kan vi ikke rejse til Paris alle 6 og efterlade båd og bruge en masse penge, som vi ikke har. Nu er både ambassaden i Mexico,...

Tilbage for anker…

Vi er rykket ud for anker igen. Desværre var der ikke plads til os i marinaen længere. Så nu skal vi prøve et liv med baby for anker. Det bliver helt sikkert en stor ændring. Ungerne har vænnet sig til at kunne løbe frem og tilbage mellem båd og land, at have den frihed at kunne bevæge sig alene (og ikke altid i flok) og det er blevet til mange timers leg med alle hundene i marinaen. På den anden side er det en enorm lettelse at rykke væk. Der har været en mærkelig stemning derinde. Alle kender alle og de fleste har noget imod hinanden. Det betyder en stemning, som går lige i maven på en nybagt mor fuld...

Baby ombord

Vi har været 6 i familien i snart en uge. Det er jo ingen tid og alligevel føles det som om han har været her altid. Vi er igen i den situation, at vi prøver en masse ting for første gang. Eller sådan føles det ihvertfald… En tur i dinghy med lille bitte Sylvester på maven er på en måde en helt ny oplevelse. En gåtur forbi de steder vi kender så godt her på St.Martin, er som at gå der første gang, fordi der nu sidder en lille fyr på maven. Vi lægger mærke til hundene her i marinaen der gør så højt om morgenen og skabe, der (åbenbart) altid smækkes hårdt i ombord på Johanna. Vi oplever alting...