Så er vi ved at være klar…

img_3670

Vi trænger til at komme videre fra St.Martin. Den velkendte følelse af kedsomhed og udlængsel har indfundet sig. Det skete for ungerne for laaang tid siden, men jeg er også ved at være der nu. Lillebror er ude nu, han trives og vi er klar til nye eventyr. Det eneste der holder os tilbage lige nu er de mange forberedelser. Der er virkelig mange punkter i Christians båd-bog…og det skal der være styr på inden vi drager videre.

img_3679

 

Proviantering er godt i gang og vi fik klaret en stor del da farfar og farmor var på besøg og vi havde mange hænder og en bil. Vi skal proviantere til både Bahamas og Atlanten…Bahamas skulle efter sigende være vanvittigt dyr og vi kommer derfor kun til at gå efter frugt og grønt mens vi er der. Men, vi har stadig kun 42 fod og vi er stadig fem mennesker der helst skal blive mætte – hver dag. Så vi må være kreative. Og heldigvis har vi efterhånden stor erfaring med netop proviantering – og madlavning af kedelige ingredienser. Man kan faktisk godt få fornemmelsen af at leve ret godt, hvis man bare tænker sig lidt om. Og gør det mere varieret end den mad, vi fik i ca en måned hver dag på Cuba. Og så er fidusen her på Johanna aldrig at gå ned på chips, kiks, slik og sodavand. For på den måde føles det lidt som en fest hver dag.
Og så skal der selvfølgelig fanges en masse fisk. Og hummere. Og så bliver måltiderne helt sikkert en fest. Og pludselig er vi i Europa igen.

Men vi har travlt med at være praktiske. Og det er sgu lidt kedeligt. Solen skinner og vi er i Caribien og når lillebror sover, vil jeg hellere hænge ud end løbe forvirret rundt og få styr på alt muligt. Det er dejligt at vi ved, at der lige om lidt er ro på. Vi trænger til den lange sejltur til Bahamas, hvor vi bare skal hænge ud og være.

Som verdens bedste overraskelse mens vi skynder os langsomt, kom der forleden dag en dansk båd sejlende ind i lagunen og smed anker lige ved siden af os. Summerstar fra København kom som sendt fra himlen. Liva er i leg igen og VHF’en bruges flittigt hver morgen, når der skal arrangeres legeaftaler. Der bliver spillet spil, leget prinsessepirater og pustet badedyr op – og både børn og voksne her fra Johanna nyder at have gode mennesker som naboer igen. Forhåbentlig bliver det til meget mere leg og kolde drinks i et varmt cockpit både her og på Bahamas.

De mange badedyr sejles hjem til Summerstar igen...

De mange badedyr sejles hjem til Summerstar igen…

Gustavs verden – om turens bedste steder

79da18c4-5316-4bb0-afaf-4f7d6c496513

Vi har nu været afsted i halvandet år, og skal snart vende hjemad, men… Inden vi skal hjem har vi lige en sidste destination, som for mig måske er et af de bedste på hele rejsen, det er nemlig Bahamas. Jeg har i lang tid glædet mig til Bahamas fordi at der er exceptionel dykning, og meget stor chance for at se hajer, store hajer! Ud over at det er et godt dykkersted er det også godt at fiske og harpun fiske, og det er jo nogen af mine yndlings ting at gøre på vandet.
Jeg har en eller anden forventning til Bahamas, om at det kommer til at være ligesom et af vores yndlings steder “San Blas”.
San Blas var fedt fordi at man havde mange af øerne for sig selv, udover det var naturen fantastisk! Vandet var krystal klart, marine livet var skønt, med massere af farverige fisk, store havskilpadder og en MASSE hummere. Det eneste San Blas ikke havde var hajer… Men heldigvis for mig er Bahamas et af verdens bedste steder at dykke med hajer.

San Blas var et af de rigtig fede steder der har været på vores tur, og det er altså ikke det eneste.
Vi har her på båden en indbyrdes top 5 over de fedeste steder vi har været på vores tur, de fem steder er: Tobago, Columbia, San Blas/Panama, Cuba, Saba.

De var fede på hvor deres måde. Cuba for eksempel var helt utroligt fattigt, det var selvfølgelig ikke sjovt at komme og have så mange penge i forhold til dem, men det lærte på en måde een en livslektion, om at man skal være taknemlig for det man har og at penge ikke nødvendigvis er en faktor for ens lykke. Når man kommer ind i et af de fattige små skure på Cuba, bliver man bare helt forbløffet over hvor heldig og nemt man har det hjemme i lille sikre Danmark.

img_5474

Panama og San Blas var specielt fedt fordi at man havde en følelse af at man ikke kunne komme længere væk. Der var intet, ingen internet, ingen turister, ingen supermarkeder, INTET! Det var fedt de første par uger, men efter en måned hvor vi havde levet af hummer og fisk, var det rigtig godt at sætte tænderne i en saftig burger og få noget wifi på “San Andrés”.

Gustav som mesterfotograf...

Gustav som mesterfotograf…

Cartaghena i Columbia var rigtig fedt fordi at det var en virkelig stor by! Det var meget fascinerende at være det, blandt andet fordi at man kunne gå i det gamle charmerende gader til ligepludselig at være imellem de høje moderne skyskrabere.
Man kunne også få lige hvad man ønskede sig i supermarkederne, og det var oven i købet meget billigt!
Columbia er helt klart et af mine yndlingssteder!

img_9916

Men som sagt venter Bahams forude, og vi kan forhåbentligt lave vores “top 5” om til en “top 6”.

Så er vi på vej…

Sidder i verdens mindste lufthavn og venter på verdens mindste fly med min skipper og min lille bitte baby. Morgenen startede med vækkeur klokken 6 og vi blev mindet om hvad det er der venter os hjemme om ca 4 måneder… Det savner vi ikke! Altså det med at blive vækket af et vækkeur, at være pressede på tid og skynde på ungerne.

Vi sejlede ind og Sylvester var meget tilfreds med lidt motorlarm fra morgenstunden.

img_1045

De tre store unger blev smidt af hos farmor til hygge, bacon og fjernsyn. Og strandtur senere. Farfar skulle køre os i lufthavnen…men den skide bil ville ikke starte. Kun sige en masse mærkelige lyde. Så der stod skipper 1 og 2 og rodede med bil klokken lort om morgenen med en flyafgang der rykkede nærmere.

Det blev heldigvis hurtigt droppet og vi besluttede os for at finde en bil der ville tage os med – 2 voksne og en baby i autostol på en køretur hele vejen til lufthavnen (ca 30 min). Og efter 2 minutter stoppede Claire med sine 3 børn, der bare rykkede sammen og lavede plads til os. Claire, som godt vidste hvordan det var at være rejsende og på udebane og bare gerne ville hjælpe. Claire var flyttet til St. Martin fra Marokko (hvor familien havde boet i 3 år) for en måned siden og arbejdede nu som lærer på en skole tæt på lufthavnen. Hun sørgede lige for at vores morgen blev meget bedre og det blev en hyggelig køretur med en sød familie. Vi inviterede dem selvfølgelig ud på vores båd lige så snart de havde lyst. Og blev igen helt glade for den måde man behandler hinanden på herude i verden. Det er svært at forestille sig det samme ske hjemme i Danmark…

Nu sidder vi i lufthavnen. Er kommet igennem sikkerhedskontrollen. Alle papirer er i mappen. Sylvester sover. Og vi sidder lige og lander. Det er længe siden vi har været bare os to – uden andres behov.

Guadeloupe i dag er blevet lavet om til en hyggelig udflugt for far, mor og baby. Og forhåbentlig sidder vi i aften ved 18-tiden med et midlertidigt pas til lille Sylvester – og et rigtigt pas bestilt til levering på Bahamas. Det har været en udfordring. Men det er ok nu. Vi klarede også denne her og snart rejser ham den lille med os videre på eventyr.

Pasfotoet blev som de der oftest bliver, når det er babyer der er på:

img_1037

Vi opdaterer, når det der pas er i hus og vi igen er på vej hjem til farfar, farmor og de tre store unger. Forhåbentlig glider alt og vi kan spise frokost i solen og nyde vores lille udflugt med baby…

Men man ved sgu aldrig…

Lillebror – et skridt tættere på at få ham med os…

Vi har knoklet hårdt for at få løst den her dumme situation vi er i. Det har betydet besøg på nye kontorer hver eneste dag, dog heldigvis ikke weekenden, da alle offentlige kontorer har lukket.

Vi har været hos politi/immigration, collectivité (som svarer til borgerservice), præfekturet, haft utallige samtaler og skriverier med både den danske ambassade i Paris, udenrigsministeriet, konsulen på Bahamas og ambassaden i Mexico. Og i alle de mange samtaler og skriverier er vi blevet så lettede og glade, når vi er stødt på en person i den anden ende, som virkelig har hjulpet, været opfølgende og har taget vores problem seriøst… Lige så frustrerede er vi blevet, når vi bare er blevet sendt videre. Ingen ved rigtigt hvordan der skal handles og de kontorer, der normalt burde tage sig af sager som disse, kender ikke noget til deres rolle. Det har betydet mange lange dage med ventetid, forklaringer og desværre ingen løsninger.

Men nu er der en eller anden form for løsning. En dyr løsning, men dog en løsning der gør, at ham lillebror i første omgang får et nødpas og derefter om ca 3 uger et rigtigt pas leveret til Nassau på Bahamas, hvor der er en meget hjælpsom konsul, som så udleverer det til os, når vi kommer sejlende.

Det betyder, at Christian og jeg på onsdag skal flyve med lille Sylvester til Guadeloupe med den første afgang – mødes med konsulen, som er rejst dertil fra Martinique. Få styr på alt papirarbejdet. Og derefter flyve hjem med den sidste afgang. Ja, så får ham den lille også prøvet at flyve. Og vi kan forhåbentlig slappe af og fokusere på det der er vigtigt, når man både har fået en lille ny skat og har besøg hjemmefra.

Vi har lige fået grønt lys fra både flyselskab og politi/immigration i dag…vi må godt flyve til Guadeloupe udelukkende med fødselsattest på Sylvester, da vi jo rejser dertil for at få lavet pas til ham. Jeg græd næsten, da den kære politidame i uniform sagde “ja, det må I godt”… Der var det igen virkelig godt med store solbriller…

Eneste udfordring inden onsdag er det der vigtige pasfoto, som skal tages af Sylvester…det skal lige times med at han ikke sover, ikke er sulten, ikke gaber og ikke græder eller fylder sin ble. Det skal nok blive sjovt.

Han trives stadig. Og er med på bil, båd, dinghy…hvad som helst der larmer. Det er jo også en form for tryghed, når man i 9 måneder har ligget i en mave, der meget ofte har ligget tungt ved siden af en meget larmende motor.

Vi er vilde med ham. Og han kan allerede nu- 2 uger gammel – få sine søskende til at smelte, grine vildt og blive helt rolige. Tænk lige hvad sådan et lille mennesker kan.

fullsizerender img_1614 img_1631 img_1557

Vi vil bare gerne have lillebror med hjem (lovligt)…

Ved siden af det her dejlige luksusliv, som vi lever lige nu, kæmper vi for at få alle papirer på Sylvester i orden. Det er ikke nemt. Og alle forestillinger om at det gav mening at føde på St.Martin – netop fordi det er EU – holder ikke.
Ingen her på øen kan tilsyneladende hjælpe os. Deres løsning er at vi flyver til Paris og går til den danske ambassade og får lavet pas der. Problemet er at vi kun har en fødselsattest på lille Sylvester og den kan han ikke rejse på. Derudover kan vi ikke rejse til Paris alle 6 og efterlade båd og bruge en masse penge, som vi ikke har.

Nu er både ambassaden i Mexico, konsulen på Bahamas, den danske ambassade i Paris, udenrigsministeriet i Danmark og min far (der heldigvis er opfølgende og har sat hele sagen i gang) involveret. Vi tror på, at der må være en løsning, der ikke indebærer, at vi skal smugle Sylvester ud af St.Martin og risikere at blive stoppet af kystvagten og ikke kunne fremvise papirer på Sylvester. Det vil vi ikke ud i – heller ikke selvom de småfornærmede franske damer på kontoret her på St.Martin foreslår det som en helt seriøs løsning.

Vi havde et mindre sammenstød med én af de damer forleden dag. Det startede med det klassiske “taler DU fransk?”-svar, da jeg spurgte hende om hun talte engelsk… Og så var stilen ligesom lagt. Og det udviklede sig til et møde mellem en småfornærmet og arrogant fransk skrankepave og en nybagt lettere forstyrret mor og hendes mand. Som det er endt før, ignorerede den franske dame mig og talte kun til Christian. Han fik dog også nok, da den småfornærmede franske dame begyndte at betjene andre kunder (når hun fik nok af os) og først vendte tilbage til os, når de andre var hjulpet. Men summen af hele samtalen med hende var, at hun ikke kunne hjælpe os. Ikke med et pas, ikke med et nødpas og ikke engang med et rejsedokument der lovliggør at vi sejler fra St.Martin med lille Sylvester. Og så fik hun gentagne gange sagt, at vi ikke kunne få et fransk pas til ham…(som om vi overhovedet gider at have et fransk pas:) – og det fik vi også fortalt hende…).
Vi endte med at tage vores baby, vores tasker og alle vores frustrationer og gå. Helt uden at få hjælp.
Det er frustrerende. Specielt fordi vi ikke har uanede mængder af tid. Og fordi vi uden et rigtigt pas til lille Sylvester ikke har mulighed for at flyve via USA til Azorerne. Og jeg ville være ked af at hele denne pas-situation styrer om jeg skal krydse Atlanten med baby eller ej. Den beslutning skal vi træffe på et helt andet grundlag og ikke fordi vi er nødt til det pga ydre omstændigheder.

Så altså status herfra er at vi fortsat nyder livet og forsøger at lukke af for besværligheder. Der er gode mennesker på sagen nu.

Meeeen vi trænger til at få den lukket snart. Vi vil jo bare have vores bådbaby med – uden at blive anklaget for menneskesmugling. Og vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os at det ville blive så svært.

Og ham det hele handler om…han ved det heldigvis ikke og stortrives:

img_5857

Genbrug af foto, da nettet er for dårligt til at uploade nyt… men der kommer babyspam igen snart!