Følelsen af hjem - igen

En fed sejltur

Gustav står for logbog fra vores sejltur til Bonaire. Han er så mega sej. Og han tager så meget ansvar, når hans mor har kastet en masse op og dårligt kan holde sig oprejst. Han er helt uundværlig.
Læs hvad han skriver:

img_4375

Sejlturen fra Trinidad til Bonaire var rigtig fed. Vi fik både fisket og hygget, set delfiner og meget mere. I starten af sejlturen ud for Trinidad var der meget uvejr. Et lynede og tordnede lige over vores hoveder og det regnede rigtig meget. 7 Seas var midt inde i det. Faktisk var der et lyn der kom så tæt på dem at deres autopilot gik i stykker. Der skete heldigvis ingenting med os.
Som alle de andre lange sejlture er var det den første dag der var den mest irriterende, fordi at det er dagen hvor man lige skal igang. Næste morgen var der ingen vind, så vi sejlede for motor, samtidigt var der bølger fra en irriterende vinkel , så vi rullede end hel del.
Vi hyggede og snakkede, hørte musik på Bertrams højtaler, og det gik dagen sådan set med. Vi havde som altid en fiske line i vandet, og vidste af erfaring at der altid var bedst at fiske lige før solen stod op, og lige efter solen gik ned. Om aftenen fik vi så den første fisk på krogen. Jeg løb over til fiskestangen og gav den et hårdt modhug, for at få krogen til at side ordentligt fast. Det duede desværre ikke for den røg af da jeg gjorde det. En halvtime senere spinner fiskehjulet igen, så jeg giver den endnu et modhug. Denne gang duede det, så jeg begynder at hive fisken ind. Den springer rundt, og vi når lige at se hvad det er for en fisk før den hoppede af. Det var en
Mahi Mahi, også kendt som en Guldmakrel.
Det blev nat, og vi kunne ligesom natten før se, enorme tordenbyger inde ved Venezuelas kyst (vi var ca. 83 sømil ude fra kysten). Mig og far havde nattevagter. Jeg havde nattevagt fra klokken 4 om morgenen, så far kunne blive frisk. Lige før solen stod op, smed jeg en fiskeline i vandet, for lige at fange aftensmaden og rigtigt nok fik jeg bid 15 minutter efter. Jeg begynder at hive den ind, denne her sidder godt på krogen. Jeg hiver og hiver og den springer og springer, det var en Mahi Mahi ligesom dagen før. Imens jeg hev den ind kom der delfiner og svømmede med båden. Jeg får fisken helt tæt på båden, måske 10 meter. Som om det ikke kunne blive mere dramatisk kom der så en skide haj og slugte hele fisken og bed stålwiren midt over, så jeg mistede endnu en fisk…! Dagen er som de andre, man hygger sig, spiser lidt, hører musik, kigger på vandet, kigger på delfiner, snakker osv. Midt på dagen ved 2 tiden får vi et til bid. Denne her fisk var enorm. Den trak en helvedes masse line ud, far kunne ikke holde stangen op, og selvom vi havde strammet bremsen alt hvad vi kunne løb den stadig med linen. Den løb og den løb og til sidst knækkede den en frisk 32 kilos line midt over.! Det var den anden sprutte vi mistede på to dage.
Vi var ved at være godt sure på de fisk, og var fast besluttede på at vi bar SKULLE fange en fisk inden turen var over. Ud på efter middagen kom der en kæmpe flok delfiner, det er som altid fantastiske at kigge på og det er en af de ting man aldrig bliver træt af. Vi talte om hvor dejligt det ville blive at komme til at dykke på Bonaire, og vi snakkede selvfølgelig også stadig om hvor stor den tidligere fisk må havde været. Det blev aften og vi fiske selvfølgelig stadivæk. Nu havde vi taget kraftigere midler i brug. Vi havde rigget to håndliner til, med en kraftigere line. Solen gik ned og det var ved at blive mørkt. Håbet om den der fisk var så smådt ved at løbe ud. Men så kom der noget på en af håndlinerne. Det var mega tungt så mig og Bertram skulle have handsker på. Den kom til syne og vi troede at det var endnu en Mahi. Men da den kom op havde vi fået TO tun på samme line (der var to sprutter på samme line).
Vi fik dem op og den ene var omkring 8 kilo og den anden omkring 6 kilo. Det var teamwork og mig og Bertram var MEGET stolte. Vi fileterede dem og der var ca. 3 kilo tun fileter. Så vi fik lidt tun fileter til aftensmad, og resten gemte vi til når vi skulle mødes med Polonica. Natten faldt på og jeg lå og så noget film, og sov så jeg var klar til nattevagten. Klokken 4 stod jeg op og så sad jeg og holdt øje, faldt lidt af og skar måske lidt op. De sidste timer af turen var ulidelige (som altid). Man sidder bare og venter og har enlig ikke rigtig lyst til at sejle mere. Det er det når er indstillet på at skal i land så kan man bare ikke vente, men hvis man derimod godt ved at turen er på 10 dage så kan man sagtens venter fordi at man så er indstillet på at der går noget tid før du skal i land. Da vi var nået til ankerbugten kom Polonica ud og sagde hej i dinghy’en og viste os hvilken bøje vi kunne ligge ved, og så var turen slut…

img_4392

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Følelsen af hjem - igen