Farvel til St.Martin

Nu er vi klar. Bunden er renset, der er fyldt diesel og vand på tankene og de ekstra dunke, så vi kan klare os i lang tid. Maden til aftenen er forberedt, cockpittet ryddet og alt i båden er fastgjort.

Vi skal videre. Og vi skal væk fra St. Martin. Og selvom vi glæder os, så er det også lidt trist. Og sådan er det jo altid i den her familie – altså ikke bare sort/hvidt. St.Martin har været vores hjem i denne omgang i 3 måneder. Og St.Martin vil altid være særligt for os.

Jeg har jo for filan da haft veer på den her ø og født en baby. Det er her Sylvester er blevet født. Det er her jeg har født på et andet sprog end mit eget. Og det er her han har levet sine første 5 uger. Det er lige her på St.Martin at den her familie voksede fra fem til seks. Det er stort. Og det er svært at tage fra – uden at vide om vi nogen sinde kommer tilbage og ser det sted, hvor vores lille bådbaby kom til verden.

Det er også her vi har fået venner i en hverdag, hvor alt ikke altid var skide sjovt. Hvor det engang imellem var tungt, ensomt og hvor det føltes uendeligt langt væk hjemme fra – og fra venner og familie. En anden slags venner end vi har hjemme i Danmark, men venner, som har udfyldt det tomrum på en måde, som gjorde det til at være i. Som har været vidner til vores liv i en tid, hvor store følelser var på spil.

Det er derfor vi nu igen kæmper med den afsked, som jeg godt ved fylder meget her på bloggen. Men sådan er eventyret også.

Og nu sejler Johanna videre med en familie på seks. Og en familie fuld af følelser for det her sted, som det pludselig ikke er nemt at sejle fra.