Hvor er der en voksen?

Fortællinger fra et børneliv #1

I dag bringer jeg første indlæg med fortællinger fra børnelivet. Normalt bliver jeg glad, når min indbakke er fyldt med beskeder. Specielt, hvis jeg har efterlyst fortællinger, holdninger, erfaringer, idéer eller andet. Men jeg har aldrig oplevet at få så mange beskeder – og blive så trist over de beskeder og billeder, som jeg har fået.

Det er liv, det handler om. Børneliv og voksenliv. Vores liv og jeres liv. Og jeg er med på, at det kan være svært, at involvere sig i noget, som ikke berører én selv direkte. Men vi kan ikke lade være. Vi kan ikke vende ryggen til det. Sammen er vi stærkest.

Jeg vil lade beskrivelserne tale for sig selv:

Pædagog – har været uddannet i 11 år

En lille oplevelse fra en urimelig hverdag – en hverdag som har gjort at jeg har sidste arbejdsdag i “min” børnehave på fredag.. Et sted jeg har været i 11 år.. Mandag starter jeg nyt job indenfor special området i håb om, at vilkårene er anderledes.

Kl 14.30 da jeg gik hjem igår stod vores studerende alene tilbage på stuen med 18 børnehavebørn.
Tragisk trist og utilstrækkelig…Både for børn, forældre, hende som kommende pædagog og mig der gik hjem med følelsen af “det kan jeg fandme ikke være bekendt” .. Øv – bare så meget øv.

Mor til fire børn

Jeg har prøvet 2 gange, at min datter kom hjem i den samme ble, som hun var afleveret i. Den sad begge gange og dinglede mellem knæene pga den var overfyldt med tis. Jeg gjorde pædagogerne opmærksomme på det og jeg fik beskeden “jamen jeg er sikker på, at vi skiftede hende inden hun skulle ud og lege”.  Jeg forstår tvivlen, da de har været max 1 pædagog til bleskift på en hel stue med overvejende blebørn, samt 1 pædagog til hjælp med overtøj til en hel stue. Jeg har tit observeret børn der sidder helt opgivende på toilettet og råber, at de er færdige, jeg informerer altid personalet, når jeg går ind på stuen og er der kun 1 pædagog, bliver jeg siddende på stuen til vedkommende kommer tilbage. For tiden bliver min datter mødt af pædagogstuderende om morgenen og jeg kan se hun bliver mut og utryg og jeg er nødt til at blive på stuen, til der kommer et velkendt ansigt. Der er SÅ meget i vejen med de normineringer og der er intet positivt i at spare personale væk, vores børn lider under det og pædagogerne føler sig utilstrækkelige.

Mor til to børn:

Jeg oplever næsten dagligt ved afhentning at måtte irettesætte et barn der slår/råber ad/bider et andet barn, at hjælpe et barn med noget overtøj, at trøste en der græder, at tale med en der sidder alene i et hjørne af legepladsen (observeret da jeg gik ind for at hente og ca 20-30 minutter senere er på vej ud ad institution igen og fortsat sidder og trykker sig) etc. Jeg føler mig nødsaget til (når jeg kan hente tidligere) at blive lidt længere for evt at give en hånd med, at sidde på stuen mens den eneste voksne forlader den, for at hjælpe en på fx toilettet eller simpelthen ved at sidde og tale med en gruppe børn, så de oplever overskud til at høre historier eller vise ting. Det er måske 20 minutter af min tid (fra mine egne børn), men jeg kan mærke de ansattes lettelse på de rigtig hårde dage. Jeg har SÅ ondt af de stakkels mennesker! OG børnene, selvfølgelig.

Jeg vil gerne understrege at hele personalet virkelig, virkelig forsøger at gøre hvad de kan og at vores nye leder (nr. 3 på halvandet år) har skabt forbedringer. Men det er måske for sent for flere børn, der er usikre, bange og utrygge ved at komme i børnehave. Alle i personalegruppen kæmper hver dag – men det er kun det basale, der kan nås. Der er ikke tid til at hjælpe, tale med eller give opmærksomhed til et enkelt barn ad gangen.

Min indbakke er desværre fuld af disse historier. Desværre, fordi de beskriver en virkelighed, som vi ikke kan byde hverken børn eller voksne!

Kom til demo den 6.april!

Og læs med i morgen, hvis du stadig er i tvivl om vigtigheden af din deltagelse!

4 kommentarer

  • Linea

    Jeg synes, det er så mega godt, at du bruger din blog til at skrive om det her. Er helt enig, og vi ses til demo d. 6.!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jens dreyer

    Vi blir nød til at finde på en aktion der gør ondt på samfundet.
    Civil ulydig er et godt ord. Det smager godt.
    Det kunne være at man undlader at aflevere sit barn i en uge og blev hjemme fra arbejdet. Det kunne være punktvis eller måske allerbedst hvis alle gjorde. Så gik samfundet i stå. Jeg tror der skal drastiske midler til.
    Det var bare et forslag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Ja, der skal noget civil ulydighed til! Det er ikke gjort med en demo, men det er en start! Jeg tror denne bevægelse bliver ved, til der sker noget. Vi er endelig mange, der står sammen. Og det ville helt sikkert have effekt, hvis vi alle holdt vores børn hjemme og alt gik i stå!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor er der en voksen?