Fortællinger fra et børneliv #2

Jeg advarer på forhånd – på trods af at denne advarsel lyder helt skør!

Men nu kommer den:

Hvis ikke du synes, at emner som børn og omsorg, et godt hverdagsliv, tryghed og tilknytning for børn og voksne, ordentlige arbejdsforhold og godt arbejdsmiljø, nærvær og udvikling og fremtiden er vigtige emner, som du vil beskæftige dig med, så skal du nok ikke læse med her de næste par dage. For det er lige præcis, hvad det handler om lige nu. Og også i morgen og i overmorgen…

Den her blog har altid taget form efter, hvad der var på spil for os. Det startede med en svær beslutning om at tage afsted, om svære følelser og bekymringer. Så var der selve eventyret – blåt hav, venskaber og afskeder, møder med mennesker og kulturer – og så en baby, der kom til verden og et Atlanterhav, der skulle krydses. Så handlede det om at komme hjem og forsøge at lande i et kaos, der både var velkendt og helt uoverskueligt forandret.

Nu står vi midt i en krise. En børnekrise, en voksenkrise og en samfundskrise. Lige om lidt er det Sylvesters hverdag. Jeg skal aflevere ham i en vuggestue til dygtige pædagoger og medhjælpere, som helt sikkert vil gøre alt hvad de kan,- men som ikke har hænder nok. Måske bliver det ham, der sidder i et hjørne og savner – måske græder han uden at blive taget op – måske er der ikke engang en voksen, der opdager det. Måske græder han ikke, fordi han har luret, at der alligevel ikke er nogen, der har tid til at trøste ham. Så “klarer” han det måske bare. Han er 15 måneder, når han starter. Han skal ikke bare “klare” at savne, at være træt, ked af det, sulten, føle sig alene eller meget lille i en ny lidt utryg verden.

Og Sylvester er bare én ud af 12 børn på stuen. Gad vide hvordan de andre klarer den – måske “klarer” de den også bare. Ihvertfald umiddelbart og på overfladen. Men gad vide hvad der sker med børn, som i et helt institutionsliv bare skal “klare” den? Det er der mange eksperter, der er kommet med bud på. Men hvorfor bliver der dog ikke lyttet?

I dag her på bloggen, kommer der en fortælling fra et børneliv – og samtidig en meget vigtig fortælling fra et arbejdsliv og menneskeliv:

Nanna Høyrup Andersen, pædagog

Jeg arbejder som vuggestuepædagog og mit redskab er mig selv. Mit arbejde er vigtigt. Vi præger barnets udvikling fra første dag de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 90 % af alle danske børn, er det deres virkelighed i mellem 6-8 timer dagligt. Det er et faktum, og med det føler jeg et stort ansvar.

Jeg står i køkkenet på arbejdet, varmer min frokost, kigger ud af vinduet på legepladsen, og mærker mit hjerte hamre afsted. Pludselig er der også tåre, og jeg tænker, hvad pokker sker der? Varmen strømmer til mig fra kollegaer, arme der trøster, ord der forstår.

Jeg skammer mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter 4 timer i vuggestue. Jeg er også træt, men beroliger mig selv ved at huske på, at jeg jo har handlet efter bedste formåen, og ud fra de principper og værdier vi har i institutionen. Sætningerne kappes om pladsen i mit hoved, for at retfærdiggøre hvorfor han var så ked af det og at det er ok. ”Han skal jo nok falde til, det er ok han græder”. ”Vi er her og ser ham, han må bare græde, for vi har også 11 andre børn vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed”.

Min suppe koger, alt imens en sandhed går op for mig. Som vuggestuepædagog byder jeg de små børn en verden, som jeg i bund og grund ikke altid kan stå inde for, og som jeg ved på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning. Jeg bebrejder ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi er jo alle med til at fastholde hinanden i fortællingen om, at det vi gør, er det rigtige. Det gør mig fortvivlet. I mine øjne, lukker vi af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for værdien af vores praksis. Vi er rollemodeller for børnene og kan igennem vores nærvær og autenticitet, udgøre den trygge ramme hvori deres personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring. Men hvad lærer jeg dem, hvis jeg ikke er tro imod mig selv og mine egne følelser?

I dag føler jeg vrede. Mod den udvikling og det samfund, som tillader at vi har institutioner som burde kunne bryste sig af, at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel. Der stilles som aldrig før, krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde disse, stødt og roligt forringes. For mig at se skal vi passe på, at det som det virkelig handler om, børnene, ikke drukner i en debat, hvor der fra forskelligt hold, kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden.

Jeg er pædagog, og taler barnets sag. Jeg er også menneske, med følelser, og jeg er glad for den dag jeg knækkede!

Den er i første omgang delt inde på voresvirkelighed.dk hvor der kan læses mange flere usminkede fortællinger om velfærd…

Blandt andet denne, som fortæller om de muligheder der pludselig opstår, når normeringen pludselig er i orden. Læs her:

Når man har den perfekte normering

KOM NU MED: