Fortællinger fra et børneliv #4

I går sprang jeg dette over. Ikke fordi jeg glemte det, men fordi tiden ikke var til det. Selvom det her er vigtigt, var der andre ting, der var vigtigere i går. Mere om det i et andet indlæg…

Her er dagens fortællinger fra et børneliv:

Nadia, pædagog

Jeg er uddannet pædagog. Det er jeg fordi jeg gerne vil gøre en forskel, jeg vil gerne være med til at præge, udvikle og støtte børn, og hjælpe dem med at blive til velfungerende individer.
Eller, det var det jeg troede at jeg skulle. For allerede da jeg trådte ud af seminariet for 10 år siden slog virkeligheden mig hårdt i møde. Og det er kun gået ned ad bakke siden.
Jeg har arbejdet 8 år på normalområdet, i en børnehave. Men i 2017 tog jeg beslutningen om at forlade børnehaven, og fik arbejde på specialområdet.

Her er hvorfor:

– 23 børn, 3 voksne, men 80 % af tiden kun 2.

– skemalagt alenetid, for mit vedkommende 2 gange om ugen fra 15-17 i hvilket tidsrum jeg måtte sende børn med lort i bleen ned ad gangen til vuggestuen, da jeg på min stue ikke havde puslebord, og ikke kunne forlade stuen og skifte dem selv.
23 børn i alderen 3-6 år, og kun mig. Jeg kunne kun forsøge at løse konflikter og sørge for så få som muligt kom til skade. Ingen tid til et kram, ingen tid til forældrekontakt.

– På en måned havde jeg sammenlagt ca 1-2 timer til at fordybe mig i et projekt med en mindre gruppe børn. Hvis jeg var heldig ikke at blive afbrudt.

– kl. 12-14 legepladsen, oh rædsel.
2 voksne til 46 børn, på en enormt stor legeplads. Ofte var den ene voksen inde og skifte ble, give plaster på eller tage sovebørn op = 1 voksen til 46 børn. Det er et under, at ingen kom alvorligt til skade.

– på min stue (generelt i huset) var der en 30-40 % børn med udfordringer. Sprogligt, kognitivt, socialt, adfærdsmæssigt eller andet.

Dråben der fik glasset til at flyde over for mig, var den dag jeg sad i møde med psykolog og tale/hørekonsulent.
Her sad vi med en liste hvor børnene var ranglistet grøn, gul, rød. Rød var naturligvis dem, der burde få tilbudt noget ekstra. Dem havde vi 11 ud af 23 af på daværende tidspunkt.
Psykologen kiggede på mig og spurgte helt alvorligt. “Hvem skal vi sætte ind på, du kan vælge 2, flere kan vi ikke gøre noget ekstra for”.
Her sad jeg, børnenes advokat, og skulle vælge hvem der skulle “stemmes ud”.
Samme aften gik jeg igang med at søge nyt job.

Kort efter, inden jeg havde søgt mit nye job, sad hele personalet til møde med vores leder, distriksleder og nogen fra forvaltningen.
Vi prøvede at forklare hvor galt det stod til. At vi ikke havde tid til pædagogisk arbejde, at vi knapt nok kunne nå at snakke med hvert barn på en dag. At vi tabte mange børn pga manglende tid til nærvær og omsorg.
Vi fik at vide, at vi kun skulle koncentrere os om kerneydelsen, som de uddybede med mætte børn med ren ble.
Jeg lagde ikke kort imellem, og sagde at det vi tilbød var direkte uansvarligt. Jeg ville IKKE længere tage ansvaret for, om nogen børn kom alvorligt fysisk til skade eller tog skade af ikke blev set og hørt. Derudover har jeg ikke taget en bacheloruddannelse for at sørge for mætte børn med ren ble. Det kan enhver da klare, og det er da et minimum af hvad børn skal tilbydes i deres mange timer i institution.
Vi blev nærmest bedt om at klappe i, og acceptere, at sådan var det nu engang.
Ugen efter var jeg til samtale på mit nuværende job og fik det.

Men det ændrer jo ikke på vilkårerne og jeg har jo stadig ondt i maven over de danske daginstitutioner og de stakkels børn der ikke får nærvær og omsorg nok til trods for søde, dygtige pædagoger og medhjælpere.
Jeg afleverer hver dag min 3 årige i børnehave, og håber, at det værste der hænder ham er en rød numse, fordi de ikke har opdaget at han har lavet lort (hvilket sker tit), eller at han har gået rundt med våde strømper i timevis fordi han har hoppet i vandpytter.
Der er de dygtigste søde voksne i hans institution, og de gør det bedste med det de har. Men det er så langt fra nok.
Min og mange af mine medpædagogers frygt er, at der skal blod på bordet før der gribes ind. Et barn skal komme seriøst til skade før politikerne fatter alvoren. For ikke at tale om den psykiske skade vi pådrager børnene i form af manglende omsorg. Man kan jo bare krydse fingre for, at det ikke går ud over ens egen guldklump.

Mor til to børn:

Til alle jer, der siger: “Jamen, mit barn har det fint i børnehaven/vuggestuen”.

Ja, mit barn har det også “fint” i sin nystartede børnehave, men det ændrer ikke på, at der ofte kun er en pædagog til plus 20 børn, at jeg flere gange har hørt fra en voksen, når jeg spørger om Viktors dag: “jeg ved det ikke, det har handlet om ren overlevelse”, at vi mødte ind til en vikar på første dag, at der ikke er vikar på ved sygdom og så videre.

I går spurgte jeg en pædagog, om der overhovedet er tid til pædagogisk arbejde? Svaret var: nej, det er meget meget lidt….

På et tidspunkt bliver min søn direkte angrebet af et andet barn med noget lego og får en kæmpe flænge og en bule i panden. Pædagogerne har ikke set noget og aner ikke, hvad der er sket.

En dag jeg henter tidligt, er alle ude på legepladsen. En stor legeplads. Jeg står på legepladsen i 10 min og ser på min søn og 50 andre børn, der leger. Der er ingen voksen i sigte – i 10 min!

Er det det, vi vil byde vores børn??? Et opbevaringssted uden voksne, der har tid til at yde omsorg og lære børnene noget? 😢

Mor til et barn:

Vi har en dreng der er sensitiv og er bagud i sprog, spisning og det at være blandt mange børn på en gang. Kommunen ville ikke lytte pga besparelser, så han skulle starte i børnehave da han var 2 år og knap 8 mdr. Det har absolut ikke været en succes og han har haft en utrolig hård start i børnehaven. Ofte når jeg henter ham siger pædagogerne at han har haft en super dag og spist osv. Men når jeg så kigger på min søn når jeg henter ham, er han totalt overstimuleret og vil bare hjem i en fart, og han har stortset næsten intet spist eller drukket i løbet af en hel dag, så det har gjort at han nu er blevet totalt forstoppet og nu skal have noget til maven hver dag😞 både min kæreste og jeg vil rigtig gerne finde en anden løsning, men vi har simplethen ikke råd til at jeg skal gå hjemme, vi har regnet og regnet på det, men kan ikke få det til at lade sig gøre. Så det gør ondt helt ind i ens moder hjerte at man hver dag skal sende sit barn ned i rent kaos. Og den børnehaven han går i er endda godt bemandet, og pædagogerne gør deres aller bedste, men der er bare slet ikke nok hænder overhovedet og slet ikke til børn der har lidt ekstra behov. 

Det var desværre lidt flere – helt åbenlyse – grunde til at vi er nødt til at råbe højt! Første skridt er at gøre andre opmærksomme på, at vi skal stå sammen, næste kunne være at deltage i demo på lørdag. Ses vi??