Fortællinger fra et børneliv #4

Fortællinger fra et børneliv #5

Igen i dag er der fortællinger fra et børneliv her på bloggen. Snart er det lørdag og det er vigtigt, at så mange af os er på gaden opråber højt. Det her er mit forsøg på at samle så mange mennesker som muligt:

Maria, mor til to børn

De dårlige nomeringer betyder for os som familie, at vi har indrettet os så jeg kører på job kl 6:30-15, så de kan hentes kl 15:30 og min kæreste afleverer først 8:45. Vi oplever, at hvis vi afleverer før, så går der flere forældre hvileløst rundt med deres børn på armen, fordi der ikke er ledige hænder at aflevere til.
Ofte kan én voksen sidde med 10 vuggestue børn, hvor nogle endnu kravler, mange har ikke et sprog og mange græder.
Når vi henter, er der ikke altid en voksen der kan fortælle mig, om mit barn har haft en god dag, for deres primære voksne er gået hjem. Vores børn holder fri hver onsdag med mormor og i en uge med 4 dage, oplevede jeg at de 3 dage, havde min datter en gammel indtørret lorteble, som resulterede i så rød numse, at der er gået hul på huden.
Jeg oplever ofte personale gå fra stue til stue, for at tjekke hvor mange børn de hver især har, for at kunne få hjælp eller afsætte 3 stk børn til en anden stue, for selv at få frigivet en hånd.
Det er uholdbart, både for pædagoger men især for vores børn som er fanger i det her spil:(

Mor til et barn

I starten af januar 2018 skal min datter starte i børnehave og hun glæder sig, da hun har været klar til det i et halvt år. Vi ankommer og min datter trykker sig ind til mig og vil ikke slippe, men det går hurtigt over og hun begynder at lege. Efter blot en uge, er hun kørt ind og vi er glade. Hun stortrives og alle roser hendes udvikling og at hun er fremmelig. Der bliver endda vurderet, at min datter allerede er klar til at smide bleen blot syv dage efter opstart. Jeg er dog en anelse tilbageholdende, da man jo som bekendt ikke skal lave alt for mange store forandringer i sit barns liv lige efter opstart i børnehaven, men bukker mig for fagpersonalets viden.
Fra anden uge efter opstart, begynder der at ske forandringer med mit barn. Vi får at vide, hun trives fint og at hun hygger sig, leger og har fine relationer i børnehaven. Derhjemme ser vi det modsatte. Hun er sur, ked af det, sover dårligt og vil ikke lege selv.
Fire uger efter opstart henter jeg min datter hjem fredag middag, da det stadig ikke er lykkedes personalet at få hende til at sove til middag og nu er hendes grænse nået. Hun skriger uafbrudt i halvanden time indtil hun til sidst er så udmattet, at hun kun græder og jeg kan endelig komme til hende og trøste hende. Efter tre kvarter falder hun i søvn og sover i tre timer.

Jeg forsøger at få en eller anden i tale og får lovning på, at lederen vil kontakte mig efter weekenden. Jeg forklarer, hvad jeg oplever, beder om en eller anden form for tagen hånd om sagen, men pointerer, det skal være indenfor den ramme af ressourcer, de har, da vi godt er klar over tingenes tilstand. Der bliver lavet tiltag inden for rammerne, men min datter får det værre.
Jeg står magtesløst og kigger på mit barns stærkt nedadgående kurve og jeg ender ud med et barn, der udviser stress- og angstsymptomer i form af at pille negle til der er sår på fingre og tæer samt kradser hul i huden i ansigtet.
Hun skriger, bider, slår, sparker, river, spytter og græder ved afhentning.
Hun har natterædsel, hvor hun skriger og græder uafbrudt i halvanden til to timer.
Hun får hovedpine, der ender i et migræneanfald.
Hun kan ikke længere engagere sig i leg på egen hånd.
Hun fortæller gentagende gange, med stolthed i stemmen, at hun er kommet til skade, men at hun ikke græd.
Hun tisser i bukserne 1-2 gange om ugen.
Hendes udvikling går i står og hun begynder at gå tilbage.
Da jeg vælger at sige stop og tage hende ud af børnehaven efter ti måneder, er hun gået så langt tilbage i udvikling, at hun er tilbage på babystadie og f.eks. sutter på tommelfinger, selvom hun aldrig tidligere har brugt hverken sut eller tommelfinger, hun vil kun bruge potte og bliver nærmest panisk over, at natbleen skal af.
Det her, hvad vi byder vores børn og hvad politikerne mener, er robuste børn. Jeg mener, at de børn, der kommer ud af det her, er skadede børn, der ikke kan mærke sig selv og som ikke lærer, at regulere sig selv, så når de kommer i skole, får vi urolige børn, der har svært ved at holde fokus og høre efter. Dette har en negativ indvirkning på deres indlæring, hvilket resulterer i en forringet uddannelse, om nogen, og vi kan risikere at stå med en generation, hvoraf hovedparten kun kan tage ufaglært arbejde eller gå på kontanthjælp. En indsats nu skaber sorte tal på bundlinjen i fremtiden. En indsats nu skaber børn i trivsel og det må da være hovedfokus.

Det er desværre ikke en aprilsnar! Så mød op den 6.april!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fortællinger fra et børneliv #4