Helt uden fuck

Vores dag i dag startede stille og roligt. Ingen vind. Meget brok over skole. En helt almindelig og lidt søvnig morgen.
Der var så lidt vind at vi lå og snurrede rundt om os selv – og hen over vores anker.

Og pludselig blæste det op. På den der helt vilde måde som er ret hyggelig hvis man sidder hjemme i sin lejlighed på Nordre Frihavnsgade med en kop kaffe foran brændeovnen. Men som virkelig ikke er hyggelig, hvis man befinder sig på 42 fod i en ankerbugt, som på et splitsekund forvandles til en mærkelig bane for løsslupne både med svigtende ankre.
Der er så meget vind at vi krænger som om vi havde sejl på. Det blæser 35-40 knob i vindpustene.

Vores familie reagerer på en ret forudsigelig måde hver gang sådanne situationer opstår. Teenageren og den 7 årige flygter ind bag en lukket dør, skipper og mini-skipper stiller sig ud midt i det og vil ikke gå glip af noget som helst – hverken regn, lyn, vind eller en mulighed for lidt spænding. Og jeg kæmper lidt med mig selv. Jeg vil jo helst flygte…overvejer seriøst at hoppe i vandet og svømme væk fra det. Kæmper med det der med at jeg jo er den voksne. Jeg må ikke flygte. Jeg kan ikke ringe efter en rigtig voksen, heller ikke selvom jeg hader at stå midt i det.
Jeg bliver. Selvfølgelig. Skipper er der jo også. (Og jeg er jo voksen…).

Og så begynder vi at skride på ankeret og nærmer os båden bag os. I mellemtiden er mange andre både skredet og der hersker lidt kaos i ankerbugten. Skipper og mini-skipper holder øje. Jeg går lidt rundt – på 42 fod kan man alligevel gå mange gange rundt om sig selv.
Og så besluttes det at vi skal have ankeret op og få det ud igen, så vi ikke skrider mere.
(Så får jeg for alvor lyst til at hoppe i vandet og svømme væk).
Men jeg tager mig sammen. Får det skide anker op – uden problemer – helt våd og kold får vi det smidt igen. Og der er nu ro på. Uvejret er overstået.
Og vi klarede det. Uden at sige “fuck” og uden at blive uvenner. Og jeg råbte ikke en eneste gang.

Yes mand.