Her kan man godt slå sig ned…

Vi er på Terre de Haut, Île des Saints, som minder ret meget om Hornbæk (bare uden det der meget fine og cremefarvede og brugskunst-agtige). Sommerhusstemning og alt foregår meget stille og roligt. Jeg tror ikke man kan stresse her.

Vi er ved at finde ud af bare at være os 5. Vi holdt en dejlig fødselsdag for Bertram med snorkling, solskin og restaurant om aftenen. – Han var glad og tilfreds og ret lykkelig.

Vågnede dagen efter og sejlede mod Île des Saints og mod byen Terre de Haut, som vi havde hørt meget godt om.
Og her er fantastisk! Lille bitte by, rolig ankerbugt og billige vaffelis! Her har vi besluttet at bruge en nat mere og derefter sejle videre til Pointe Fouillole på Guadeloupe. Her er vi blevet inviteret til fødselsdag hos Benjamin, som sejlede fra Danmark i båden Xarradola med sin familie nogen lunde samtidig med os. Efter megen skriveri frem og tilbage, skal vi endelig møde ham og hans familie på Guadeloupe på mandag. Udover at have fødselsdag, har han også styr på el…og skipper og ham har lavet aftale om at få styr på el’en her på båden – så de finder nok problemet og får det fikset.
Og vi har kæmpe optur over at være inviteret til fødselsdag herude i den store verden – hos en lille familie, som vi endnu ikke kender, men som garanteret er helt skøn.

Men inden den der fødselsdag, har vi nået at opleve lidt af livet her i Terre de Haut. Det er et godt liv. Christian sagde på vores første tur rundt i byen: “hvis man skulle vælge at slå sig ned et sted her i verden, så skulle det være her“. Og det fanger ret godt stemningen i byen. Man har lyst til bare at hænge ud. Der er en lille gade, hvor det hele foregår – små butikker, caféer, restauranter, isbarer og mennesker, som bare hænger ud. Meget snak i gaden og mange hunde – som ikke er hjemløse, men bare virkelig søde og klar på et lille klap. Da vi var på tur gennem byen lørdag, var der pludselig stor fest foran og i kirken og mens vi stod der, kom en ca 20 unge hvidklædte drenge og piger gående med en præst i spidsen. Kirkens døre stod åbne og vi stillede os udenfor og kiggede ind og fornemmede lidt af stemningen. På en måde var vi lidt med til konfirmationen…og kunne ikke lade være med at sammenligne med hvor stille og roligt det foregår hjemme i Danmark. Her fik man mere lyst til at danse end til at sidde stille på bænken.

Stranden bruges af byens indbyggere til barbecue og “hængen ud”. Man får lyst til at slå sig ned og være en del af det. Overalt i byen kører folk rundt i små golflignende biler. Vi forsøgte at få en aftale om at leje én…men de havde kun biler med plads til 4 personer. Og som den søde udlejer fortalte os, så var politiet begyndt at tjekke bilerne og uddele bøder de sidste par måneder. På grund af en ulykke for et par måneder siden, er der nu skruet op for sikkerheden – og det er jo ret godt. Det passer bare så utroligt dårligt til det liv, vi ellers har oplevet her i Caribien, hvor man oftest propper bilerne med 50% mere end hvad der egentlig er plads til.

Byen er heldigvis ikke større end vi kan dyrke og opleve den gående. Og vi sørgede for at få fyldt lidt op på iskontoen her i byen. Ungerne er glade. Og klar til igen at gå et par måneder i møde, hvor den is man kan købe er røvsyg og dyr!

Île des Saints var også på vej nordpå helt speciel for os. Der dyrkede vi den del af øerne som var ubeboede. Det gav os en følelse af at være helt alene på eventyr og vi plukkede kokosnødder og skød fisk (Læs her). Men den her del af øerne er mindst lige så skøn – bare på en helt anden måde. Og det er jo faktisk det, der er det mest fantastiske ved at bevæge sig rundt i verden på denne måde – altså sejlende. Det giver mulighed for at opdage nogle steder, som man ellers ikke ville have adgang til. Og oplevelserne er så forskellige og intense og kommer som perler på en snor.
At sejle rundt giver også mulighed for at genopdage steder, fordi man jo “bare” kan sejle dertil igen, når man alligevel kommer forbi. Det er godt for sådan én som mig, som er bange for “at gå glip”.

Vores beslutning om at droppe Stillehavet giver mere og mere mening for os – (ok, skipper er stadig lidt ærgerlig) – den tid vi har givet os selv, har vi lært at udnytte nu. De oplevelser vi har haft de sidste par måneder, ville vi ikke have nået at få, hvis vi var taget i Stillehavet. Det ville vi ikke have haft tid til. Og det føles vildt at tænke på, at vi ikke havde Saba, St.Martin og Île des Saints som en del af vores eventyr. Tiden er vores aller bedste ven – og selvom den flyver, så kan vi godt mærke at vi bruger den rigtigt lige nu.
Alt er godt.

Billeder fra det her hyggelige sted: