Hjemme igen – altså på båden | Tanker

Har ligget første nat for anker her i Baiona. Helt skønt!
Vi havde en enkelt nat i havnen efter Christians Biscay-kryds. Men havnepriserne her er nærmest på linie med England, så vi besluttede os for at ligge for anker. Vi fulgtes med 7seas, som er den tyske båd, som Christian har hængt ud med i Falmouth og har fulgtes med over Biscayen.
Nu ligger vi her og nyder udsigten og solen og roen. Og at vi endelig er sammen igen.
7seas har en virkelig sød og hyggelig besætning. Det aller aller bedste er, at de har 6 årige Marie med, som Liva allerede er blevet gode venner med. De 2 piger løber og leger og bruger en skøn blanding af tegnsprog, tysk, dansk og engelsk.

Marie kan tale en del engelsk og Liva suger til sig. Hun er begyndt at snakke om at vi skal tale engelsk sammen igen – altså her på båden i vores lille familie – og hendes ordforråd er da også blevet udvidet (så det er rummer mere end “excuse me”, “sorry”, “shit” og “fuck”). Men jeg tænker alligevel at vi venter lidt længere. Til gengæld er engelsk-undervisning for hende helt overflødig. Hun øver sig hele dagen sammen med Marie.
Resten af familien på 7seas er også helt skønne. Og jeg er selvfølgelig lidt præget af at de har taget sig lidt af Christian i Falmouth og at de har været hans livline der, på den skræmmende Biscay.
Vi har allerede haft mange hyggelige oplevelser med dem og har aftalt at følges videre herfra. Det er godt og trygt. Og de har det på samme måde som os – at der er et mærkeligt hul, der hvor det sociale liv plejede at være.

Det er meget tydeligt for mig, at jeg mangler at have mine venner og familie omkring mig. Jeg mangler at mødes til en kaffe, at spise impulsive middage, fordi man lige mødes på Nordre Frihavnsgade eller at ungerne slæber en bunke børn med hjem – og deres forældre støder til senere. Eller onsdags (måske var det torsdag??)-hente-aftalen med morfar, der altid ender med kaffe og snak.
Det er så fint at blive bevidst om, hvad der er vigtigt hjemmefra.