Hund på Johanna – update

Er vågnet op til regnvejr. Ikke sådan noget dansk sjat-regnvejr. Men virkelig vådt. Og så kommer følelsen af tryghed. Vi får fyldt vores vandtank op. Det kan godt være at alt andet også bliver vådt, men den der vandtank…

I går gik alting hurtigt. Og dagen tog en drejning, som vi ikke havde regnet med. Vi startede på Carriacou Animal Hospital, hvor vi havde en aftale med en af de frivillige dyrlæger kl 10. Mollie skulle havet hvalpetjek og vaccineres mod rabies. Og vi fik lov af Uncle Levi’s kæreste til at tage hende med og bringe hende tilbage.
Alt gik fint. Og vi aftalte med klinikken at finde ud af hvad der skulle til, for at hun legalt kunne komme med videre til Martinique. De kendte Uncle Levi og hans stedsøn (som er kendt på øen som hunde-dræber).

Da vi kom tilbage fra klinikken gik vi tur med “Drum” og “7seas” og hende den lille Mollie sov lur ovenpå lægebesøg.

Så skulle den store afgørelse falde. Christian og jeg havde aftalt, at vi godt ville tage hende med. Vi kunne ikke lade være.
Men Uncle Levi kunne dårligt kigge os i øjnene. Og sagde at han ikke kunne lade os få hende med. Han havde savnet hende for meget i de 3 dage, hvor hun var hos os – og ellers havde været overladt til sig selv. Han var hverken til at hugge eller stikke i. Og var ægte ked af det. Vi forsøgte at finde ud af om det handlede om penge. Men dem var han ikke interesseret i – altså pengene. Han er en god mand. Med en ond og besværlig stedsøn. Vi er nødt til at tro på, at han passer på hende. Og at hun ikke bliver efterladt alene ved baren og skraldet og alle de mennesker, som bestemt ikke kan lide hunde.

Vi brugte aftenen på at acceptere at det nu var sådan. Alle var kede af det. En gik med store solbriller…specielt da vi sejlede ud til Johanna igen og lille Mollie sad på stranden og så undrende på os. Som om vi havde glemt at tage hende med.

Nu må vinden godt falde lidt i styrke og så vende, så vi kan komme videre og ikke skal føle at vi svigter en lille hvalp hver gang vi sejler hjem i vores dinghy.