Hvaler, vind og vin

Tirsdag den 6.6.2017
Dagen startede klokken 07 da uret ringede. Kaffe i kanden og op i cockpittet. Christian og jeg glædede os til en stille morgen med snak og ro. Men da jeg kom tilbage i cockpittet efter at have taget ankeret op, sad alle de tre søvnige unger allerede klar til hygge og sejltur. De sad og vågnede stille og lyttede til hav og vind. Teenageren blev dog sendt i seng igen, da hans humør tydeligt viste, at han slet ikke var færdig med at sove. Det var vist bedst for alle.
Langs Dominicas kyst var der stille og roligt, vi havde ca 20 knobs vind foran for tværs på helt fladt vand. Skipper var meget tilfreds med beslutningen om at have ventet med den videre sejlads.
Der blev levet det gode liv på Johanna. Vi læste bøger, spiste kage, havde 2 kroge i vandet (fangede ikke noget…!), sang sange og snakkede. Det tegnede til at blive en af de skønne og rolige ture, som hele familien er ret glade for.
Lige før vi slap Dominica, spottede skipper noget der først lignede delfiner. Det viste sig dog, at det var en stor flok hvaler. De dykkede ned længere ude og et kort øjeblik troede vi at vi havde mistet dem af syne. Pludselig kom de op lige ved siden af båden. Vi kunne høre dem kommunikere og de var overalt. Under båden, ved siden af og bag os. Det var en kæmpe oplevelse og de var så nysgerrige og fulgte os i et stykke tid. Drengene fik filmet dem under vand – og Gustav har efterfølgende klippet deres optagelser sammen til en film. Den kan ses her (den varer kun ca 2 min og er ret så fin):

 

Skipper nåede at sige: “Hold jer nu væk fra roret” (til hvalerne) – og vi kan se på filmen, at der var god grund til bekymring. De var meget tæt på. Men roret gik fri.
Lige så pludseligt som de kom, forsvandt de igen. Alle var ret begejstrede og gik straks i gang med hvalbøgerne, for at finde ud af hvilken slags det var. Vi kom frem til at det var halvspækhuggere. Og der er blevet læst og læst om typen efterfølgende. En art, som ikke engang Gustav kendte til.

Da vi kom fri af Dominica ændrede forholdene sig desværre ret markant. Inden vi havde set os om, var bølgerne igen 4 meter høje og vi havde 23 sømil på åbent hav foran os. Da vi nærmede os Matinique tog vinden til og da vi lå på højde med Martiniques nordspids, blæste det 32 knob. Det kunne mærkes. Men på en anden måde end i starten af turen.

Til gengæld gik der ikke lang tid før vandet fladede ud og sejladsen blev igen mere behagelig.
Det sidste lille stykke ind i bugten ved St. Pierre var stadig præget af skør vind og hårde pust. Men ind kom vi og fik ankeret i vandet. Dinghy’en kom i og vi tog i land, for at give ungerne de der burgers, som de havde snakket om på hele turen.

Efter at have vadet op og ned af gaderne mange gange, blev vi kontaktet af en mand på en altan, som spurgte om vi var faret vild. Vi forklarede ham situationen og han anbefalede os at gå lidt ned ad vejen og til venstre. Der lå et sted, som han mente kunne være noget for os. Og det var det! En lille fransk restaurant med priser som i en dansk sejlklub. Helt traditionelle franske “nede-på-jorden” retter. Og skøn udsigt, sofaer og stille musik. Og en sød, sød ejer, som tog imod os og passede på os som om han kun havde ventet på os. Der landede vi og pustede ud og havde det ret dejligt. Vi blev plantet i en sofa med rødvin og fik at vide, at nu skulle vi bare sidde der. Hans kok var endnu ikke kommet, men vi skulle bare slappe af.

Da vi sad der med et glas rødvin med udsigt til god mad og med ungerne afslappede i sofaen lidt fra os, fortalte Christian mig, at han var blevet ret bekymret for roret under de 32 knobs vind. Han registrerede at der er lidt slør i rorkablerne. De har givet sig lidt efter mange sømils sejlads kombineret med varmen. Han var derfor bekymret for om rorpresset var for stort og at roret derfor ville skride i kablerne. Der var allerede lavet plan om at tage nødroret frem. Og jeg ved godt at det er ganske udramatisk, når man har en skipper, som hele tiden er et skridt foran og ved hvordan og hvad der skal handles på. Men jeg er ikke helt sikker på at det ville have virket udramatisk i selve situationen med så meget vind. Men heldigvis var det bare en god fortælling lige der på verdens bedste restaurant i armene på verdens bedste mand.

Og så kom maden. Og dagen blev endnu mere fuldendt. Hvor tit kan man sige at man har sejlet med hvaler, sejlet i 32 knobs vind OG fået et fantastisk måltid serveret. Det kan vi ihvertfald ikke så tit.

Alle sov godt, da vi landede i vores køjer på Johanna.