San Blas - om det gode liv

Ikke flere nye venner, tak

Onsdag den 18.oktober 2017

Jeg vil ikke møde flere venner. Har måske nok sagt det før, men denne gang mener jeg det (ihvertfald indtil næste gang).

Her til aften har vi sagt farvel til Irie Rose. De har en potentiel køber, som flyver til Panama og ser på båden allerede på mandag. Og de tager derfor fra os tidligt i morgen. Vi håber selvfølgelig en lille smule, at den båd ikke bliver solgt lige med det samme. Men vi ved jo godt at det kun vil udsætte afskeden en smule. Det gør lige så ondt at sige farvel, som det har gjort de andre gange. Vi bliver alle mindet om den sværeste afsked med “Drum”. Og jeg begynder igen at tænke tanker om aldrig mere at ville have venner på denne her tur. Det kommer nok ikke til at holde, hvis jeg kender den her familie, men lige nu mener jeg det helt ægte. Ungerne er kede af det og vi er kede af det. Og de bor i Australien…
Det er en helt særlig måde man kommer tæt på hinanden herude, hvor vi lever den samme slags skøre liv. Hvor vi får så mange gode og helt ufatteligt smukke og hårde oplevelser sammen.
Det er sjældent at man finder så godt et match som Irie Rose…med 1 stk dejligt barn til hvert af vores. Det har været ret fantastisk at se Liva have en veninde helt tæt på igen, at lege fra hun stod op til hun gik i seng og at have et liv, som ikke kun handler om at indgå på drengenes præmisser.
Og drengene har været i paradis med Vasco og Che – de kommer til at savne det frirum, som jævnaldrende børn er med til at skabe.
Og vi kommer selvfølgelig til at savne vores venner. Og er triste ved tanken om ikke at vide hvornår vi ser dem igen. Og selvom vi har alle tiders undskyldning for at tage til Australien, så er det nok ikke lige noget vi får råd til lige med det samme.

Det her er så meget bagsiden af at møde gode mennesker herude i verden. Og vi bliver aldrig gode til det – og det tænker jeg heller ikke vi skal. Men det kan alligevel godt føles som om man efterlader en lille smule af sig selv hos de dejlige mennesker man krydser farvand med. Til gengæld tager vi også en lille smule af dem med os videre. Og den tanke er ret dejlig! Og måske det netop er med til at gøre, at vi nok ikke er helt færdige med at møde gode mennesker. Vi holder bare en lille pause, tørrer øjnene og dyrker lidt familietid.

Og jeg bliver stædigt ved med at tænde vores vhf på kanal 77, for tænk nu hvis vores venner kalder os på ‘vores’ kanal. Og Christian siger hver gang tørt “hvorfor har du radioen på kanal 77? – Vi har jo ingen venner”. Og det minder mig så meget om dengang Liva var lille og havde digtet en ond drille-sang: “Du har ikke nogen venner, du har ikke nogen venner…”. Og hun lurede ret hurtigt, at det var det aller værste hun kunne drille med. Så det der med venner – og at have dem tæt på, det har vist altid fyldt meget i hele familien…

Liva og Saffiya på stranden helt væk i deres leg...

Liva og Saffiya på stranden helt væk i deres leg…

Gode venner i Cartagena

Gode venner i Cartagena

Hele banden klar på at rykke på hotel og opleve et par dages luksus i Cartagena

Hele banden klar på at rykke på hotel og opleve et par dages luksus i Cartagena

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

San Blas - om det gode liv