Jeg var hende den glade

I går på vores tur til Carriacou har jeg ikke:
– Bandet over bølger.

Og det er faktisk ret så fint, når man tænker over hvor meget jeg tidligere har bandet.
– Råbt: lorte sejlads!

Og jeg har heller ikke engang tænkt det.
– Været uvenner med ankeret.

Det gik så skide godt både at få det op, da vi sejlede fra Grenada og i igen da vi ankom her til Carriacou. Faktisk så godt at jeg måtte give skipper “high five” begge gange…han blev lidt overrasket og troede at jeg ville vise nye sår forårsaget af anker og ankerkæde (det plejer jeg åbenbart).
– Været sur på skipper over vinden, situationen, varmen eller bare et eller andet opfundet.

For det spillede bare helt ok og 7 timer fløj.
– Været almindelig søsyg (kun fordi jeg efter 3 uger uden sejlads kækt valgte at lave den store gryderet, hvor der både skulle hakkes, snittes og rives…dumt).

Og det gik over igen da jeg lagde mig lidt ned. Til gengæld smagte den gryderet så godt.

Til gengæld råbte min skipper både af vinden og var en smule stresset over pludselige kastevinde. Og var træt træt af at trimme sejl…på trods af at han elsker det! På en måde var det også lidt hans tur til at være den sure…så nu er der balance.

Det går skide godt. Vi ankom til Carriacou i går tidlig aften. Nåede at se solnedgang. Ungerne fik badet og leget. Alt er godt. Og i dag er der børnekarneval.